Beretning afgivet af Retsudvalget den 0. marts 2009

 

Beretning

om

en udtalelse om af de juridiske konsekvenser af ophævelse af straffelovens blasfemibestemmelse

Indledning

Udvalget behandlede i folketingsåret 2007-08 (2.samling) et forslag til ændring af straffeloven om ophævelse af straffelovens blasfemibestemmelse (L 90). Udvalget færdigbehandlede ikke lovforslaget, og lovforslaget bortfaldt ved folketingsårets udløb.

Under udvalgets behandling af nævnte lovforslag afholdt udvalget den 22. maj 2008 et åbent ekspertmøde med henblik på at få belyst de juridiske konsekvenser af at ophæve § 140 i straffeloven (blasfemibestemmelsen), forholdet mellem straffelovens § 266 b (diskrimination) og § 140 (blasfemi), og hvorvidt en ophævelse af § 140 i straffeloven nødvendiggør yderligere ændringer af straffeloven. Udskrift fra denne høring er omdelt som L 90 bilag 9 (2007-08, 2. samling). Endvidere stillede udvalget 7 spørgsmål til justitsministeren under udvalgets behandling af lovforslaget, som justitsministeren besvarede.

1. Møder

Udvalget har drøftet sagen i <> møder.

2. Politiske bemærkninger og indstillinger

PÃ¥ baggrund af udvalget drøftelser i indeværende samling samt udvalgets behandling af L 90 (folketingsÃ¥ret 2007-08, 2. samling) opfordrer et [flertal i udvalget (              )] justitsministeren til at anmode StraffelovrÃ¥det om at afgive en udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 (blasfemiparagraffen).

[Et flertal i udvalget (        )] opfordrer justitsministeren til, nÃ¥r StraffelovrÃ¥dets udtalelse foreligger, at sende udtalelsen i en bred høring og efterfølgende tilsende udvalget høringssvarene samt et høringsnotat.

Endvidere skal Dansk Folkeparti (DF) bemærke at DF er tilhænger af, at straffelovens § 140 – den såkaldte blasfemiparagraf fra 1866 - ophæves, da DF skøn­ner, at denne indskrænkning af ytringsfriheden ikke mere tjener noget legitimt formål. Det ses bl.a. deraf, at det har været nødvendigt at omtolke paragraffen: Hvor den før blev forstået som et værn mod forhånelse af religionen (Gud), forstås den nu oftere som et værn mod »forbry­del­se mod den religiøse følelse«. Det er i øvrigt svært at se, hvorfor netop den religiøse følelse skal nyde en særlig beskyttelse frem for alle andre slags følelser til forhold, som mennesker er knyttet til: følelsen for familien, for fædrelandet, for demokratiet osv.

At tiden er løbet fra blasfemiparagraffen fremgår også tydeligt af den omstændighed, at den ikke har været retligt anvendt i Danmark siden 1938, og ved den lejlighed var det tvivlsomt, om det om­handlede forhold overhovedet med rette kunne rubriceres under blasfemi – i nogen som helst betyd­ning af or­det. (Sagen drejede sig om nazistisk inspirerede løbesedler, der udlagde hellige, jødiske skrifter så­ledes, at de opfordrede til »skænding« af ikke-jødiske piger.) Der var snarere tale om en bagva­skelse af de omtalte skrifter, som burde være blevet gendrevet i en fri debat, end om en egentlig for­hånelse af religionen.

Problemet med forhånelse af den religiøse følelse blev sat på prøve under »Muhammed-krisen«, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 havde offentliggjort 12 satiriske tegninger af profeten Mu­hammed og dermed angiveligt havde krænket muslimernes religiøse følelser. Denne påståede kræn­kelse blev brugt til at legitimere terrorhandlinger i muslimske lande og terrortrusler i Danmark – mens andre fandt, at alle religioners udøvere må finde sig i religionskritik, selvom den i deres egne øjne har karakter af forhånelse.

Simon Emil Ammitzbøll (UFG) bemærker endvidere, at han principielt er modstander af straffelovens § 140. Mindretal skal beskyttes gennem straffelovens § 266b. Men det må være mennesker, der skal beskyttes og ikke troslærdommen i sig selv.

P.u.v.
Peter Skaarup
formand