Den 9. marts 2009
J.nr.: 2009-5011-00014
Sagsbehandler: Cecilie Rydeng/Lars Thøgersen
FORELØBIGT NÆRHEDSNOTAT
Vedrørende forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af protokollen om, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt (KOM (2009) 81 endelig)
1. Formålet med forslaget
Kommissionen har den 23. februar 2009 fremsat et forslag til afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af protokollen om, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt. Forslaget er modtaget i Rådet i dansk sprogversion den 2. marts 2009.
Formålet med forslaget er, at Fællesskabet indgår den lovvalgsprotokol om, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt, som blev indgået den 23. november 2007 under Haagerkonferencen om International Privatret. Protokollen har til formål at sikre større retssikkerhed og retlig forudsigelighed for bidragsberettigede og bidragspligtige. Fællesskabets indgåelse af lovvalgsprotokollen er en opfølgning på Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt.
Forslaget er fremsat under henvisning til artikel 61, litra c, i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, sammenholdt med traktatens artikel 300, stk. 2 og 3. Traktatens artikel 61, litra c, giver sammenholdt med artikel 65 hjemmel til at vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige – herunder familieretlige – spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, i det omfang de er nødvendige for det indre markeds funktion. Det følger af artikel 65, at sådanne foranstaltninger skal træffes i henhold til artikel 67, stk. 2, dvs. med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet. Efter traktatens artikel 300, stk. 2 og 3, træffer Rådet med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet afgørelse om undertegnelse og indgåelse af aftaler med tredjelande eller internationale organisationer, der kan ledsages af en beslutning om foreløbig anvendelse af aftalen inden dens ikrafttrædelse.
2. Kommissionens vurdering af nærhedsprincippet
Kommissionen har i forslaget anført, at forslaget vedrører et område, der hører under Fællesskabets enekompetence.
Medlemsstaterne har således ikke kompetence til selv at indgå protokollen.
3. Regeringens foreløbige vurdering af nærhedsprincippet
Regeringen finder på det foreløbige grundlag, at forslaget må anses for at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og man kan i den forbindelse tilslutte sig Kommissionens betragtninger.