Indledning og sammenfatning:

Det følger af ombudsmandslovens § 30, at betegnelsen ombudsmand eller anden betegnelse, der er egnet til forveksling, ikke må benyttes, medmindre anvendelsen er hjemlet ved lov.

 

Det er Retsudvalget, der i praksis fører tilsyn med bestemmelsens overholdelse. Folketingets Ombudsmand har i en række tilfælde henledt Retsudvalgets opmærksomhed på, at begrebet ”ombudsmand” eventuelt er blevet anvendt i strid med bestemmelsen i ombudsmandslovens § 30. Retsudvalget har i den anledning skrevet til de pågældende og anmodet om en redegørelse, eller om at betegnelsen ikke anvendtes. Som regel, men ikke altid, efterkommes Retsudvalgets anmodning.

 

Retsudvalget drøftede på sit møde den 18. september 2008 eventuelle ændringer af ombudsmandsloven. Udvalget bad i forlængelse af mødet ved brev af 24. september 2008 Lovsekretariatet om at beskrive forskellige modeller for, hvordan eksisterende praksis med Retsudvalgets tilsyn med overholdelsen af ombudsmandslovens § 30 eventuelt kan ændres.

 

Notatet opstiller tre alternative modeller (ophævelse af bestemmelsen, sanktionering eller delegation af tilsynskompetence og -pligt) til den nuværende model med Retsudvalget som tilsynsførende i relation til overholdelsen af ombudsmandslovens § 30.

 

Ombudsmandslovens § 30

Ombudsmandslovens § 30 blev vedtaget ved lov nr. 473 af 12. juni 1996 og trådte i kraft den 1. januar 1997.

 

Bestemmelsen blev føjet til lovforslaget under Retsudvalgets behandling af forslaget, hvor udvalget stillede en række ændringsforslag til det fremsatte lovforslag, jf. betænkning af 14. maj 1996 til lovforslag nr. L 57 (FT 1995-96, tillæg B, side 871).

 

Med forslaget ønskede udvalget at understrege Folketingets Ombudsmands helt særlige rolle, idet udvalget fandt det vigtigt at dæmme op for den inflation, der efterhånden var gået i betegnelsen ombudsmand. Beskyttelsen af betegnelsen ombudsmand ville afskære andre klageinstanser og lignende fra at anvende betegnelsen, medmindre Folketinget besluttede andet. Bestemmelsen skulle ifølge bemærkningerne ikke være til hinder for, at betegnelsen ombudsmand/ombudsmænd anvendtes, hvis der var tale om en fast indarbejdet betegnelse anvendt i en årrække forud for lovens vedtagelse.

 

Overtrædelse af ombudsmandslovens § 30 medfører hverken straf eller ugyldighed af den handling, som er foretaget i strid med loven (loven er en såkaldt lex imperfecta). Dette har mindre betydning i forhold til offentlige myndigheder, som anses for bundet af lovene og derfor ikke kan træffe afgørelser eller foretage dispositioner i strid hermed. Privates overtrædelser af loven kan imidlertid ikke sanktioneres.

 

Der er hverken i lov eller forarbejder taget stilling til, om og hvordan der skal føres tilsyn med overholdelsen af ombudsmandslovens § 30. I praksis er det Retsudvalget, der fører tilsyn med bestemmelsens overholdelse.

 

Beskyttelse af betegnelsen advokat

Bestemmelsen i ombudsmandslovens § 30 blev indført som en parallel til retsplejelovens § 120, stk. 1, der beskytter betegnelsen advokat. Retsplejelovens § 120, stk. 1, bestemmer, at personer, der ikke har fået beskikkelse som advokat, og personer, der er udelukket fra at udøve advokatvirksomhed, eller hvis ret hertil er ophørt, ikke må betegne sig som advokat eller benytte anden betegnelse, der er egnet til forveksling hermed.

 

Overtrædelse af bestemmelsen straffes med bøde (oftest i størrelsesordenen 5.000 kr.), medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 131 (urigtig angivelse af offentlig bemyndigelse).

 

Det er Advokatsamfundets sekretariat, der påser, at bestemmelsen i retsplejelovens § 120 overholdes, og anmelder eventuelle overtrædelser til politiet.

 

Anvendelse af betegnelsen ”ombudsmand”

Kun anvendelsen af betegnelsen ”forbrugerombudsmand” er hjemlet ved lov, jf. markedsføringslovens § 15.

 

Ombudsmanden har rettet flere henvendelser til Retsudvalget og gjort udvalget opmærksom på, at begrebet ”ombudsmand” eventuelt er blevet anvendt i strid med § 30. En oversigt udarbejdet den 4. marts 2008 over sager vedr. anvendelsen af betegnelsen ombudsmand m.v., jf. REU, 2007-08, 2. samling, alm.del - bilag 254, beskriver således 28 tilfælde i perioden fra 1998-2007, hvor Retsudvalget har kontaktet kommuner, private virksomheder m.v. om anvendelsen af betegnelsen ombudsmand eller lignende.

 

 

Modeller for eventuel ændring af Retsudvalgets tilsyn

Retsudvalget har i sit brev af 24. september 2008 bedt Folketingets Lovsekretariatet om at opstille og beskrive alternativer til den eksisterende praksis med Retsudvalget som tilsynsførende i forhold til ombudsmandslovens § 30.

 

Følgende modeller kan i den forbindelse overvejes:

 

1. Bestemmelsen i ombudsmandslovens § 30 ophæves.
2. Der indsættes hjemmel i ombudsmandsloven til at sanktionere overtrædelser af bestemmelsen.
3. Folketingets Ombudsmand varetager fremover tilsynspligten.

 

Ad. 1. Ophævelse af forbuddet

Ombudsmandslovens § 30 har til formål at beskytte ombudsmandstitlen af hensyn til almenheden og ombudsmandsinstitutionen. Bestemmelsen har fra 1998 til 2007 resulteret i 28 henvendelser fra Folketingets Ombudsmand til Retsudvalget om eventuelle overtrædelser af bestemmelsen.

 

De mange sager viser, at navnlig kommuner, men også private virksomheder og institutioner, er interesserede i at anvende betegnelsen ombudsmand. Det er derfor sandsynligt, at betegnelsen ombudsmand i en vis udstrækning vil blive anvendt, hvis bestemmelsen fjernes.

 

Hverken Sverige eller Norge ses at have en tilsvarende regulering af anvendelsen af betegnelsen ombudsmand. Betegnelsen ”ombudsman” anvendes derimod ofte af private virksomheder, institutioner m.v. i udlandet.

 

Ad 2. Lovhjemlet strafsanktionering

Ombudsmandstitlen er beskyttet, men overtrædelse kan ikke mødes med sanktioner. Bestemmelsen blev indsat i loven i 1996 for at understrege Folketingets Ombudsmands helt særlige rolle og for at dæmme op for den inflation, der var gået i betegnelsen ombudsmand.

 

Retsplejelovens § 120, der beskytter advokattitlen, er i modsætning til ombudsmandslovens § 30 strafsanktioneret, og overtrædelse straffes som udgangspunkt med bøde.

 

Med beskyttelsen af såvel ombudsmands- som advokattitlen er det hensigten, at uberettigede ikke lader sig friste til at drage nytte af den goodwill, der knytter sig til titlerne. Sammen med advokattitlen følger imidlertid en række rettigheder og pligter, der ikke på tilsvarende vis følger ombudsmandstitlen, herunder eneret til at føre retssager, krav om overholdelse af en række etiske forpligtelser og krav om medlemskab af Advokatsamfundet. Med beskyttelsen af advokattitlen sikres klienten bl.a. uddannelsesniveau, ansvarsforsikring og tavshedspligt. Der kan derfor argumenteres for, at bestemmelsen i Retsplejeloven i højere grad nødvendiggør og berettiger en strafbestemmelse.

 

Hertil kommer, at oversigten fra marts 2008 indikerer, at Retsudvalgets henstillinger følges i langt de fleste tilfælde.

 

Ad 3. Tilsynspligten delegeres til Folketingets Ombudsmand

Hverken ombudsmandsloven eller forarbejderne tager stilling til, hvordan der skal føres tilsyn med overholdelsen af ombudsmandslovens § 30. Retsudvalget har i praksis påtaget sig denne forpligtigelse.

 

Folketingets, herunder udvalgenes, rolle og funktion er at lovgive og udøve kontrol med regeringen. Dette afspejler sig både i udvalgenes sammensætning og i deres arbejdsform.

 

Ombudsmanden må antages at råde over kompetencen og ressourcerne til at varetage opgaven. Desuden må det forventes, at ombudsmanden har et større kendskab til og forståelse for de enkelte sager og deres baggrund.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bilag:

-       Lovsekretariatets notat om ombudsmandslovens § 30 af 31. maj 2007 (REU, alm. del – bilag 541).

-       Oversigt over sager vedr. anvendelsen af betegnelsen ombudsmand af 4. marts 2008 (REU, alm. del – bilag 254).

-       Lovsekretariatets notat om forslag til eventuelle ændringer af ombudsmandsloven (REU, alm. del – bilag 401).