Høj gennemførelsesprocent for fodlænkeordning

 

Stort set alle, der bliver godkendt til at afsone med elektronisk fodlænke, gennemfører afsoningen uden problemer. Det viser en undersøgelse af ordningen, som Justitsministeriets Forskningskontor har foretaget.

 

Undersøgelsen har haft til formål at klarlægge forskellige elementer inden for fodlænkeordningen, herunder hvor stor en del af fodlænkeafsonerne, der afsoner i hjemmet uden problemer. Og det viser sig, at 93 procent af fodlænkeafsonerne falder inden for denne kategori. Det er således kun i 7 procent af sagerne, at afsoningen må afbrydes, fordi den domfældte overtræder vilkårene for afsoningen, herunder først og fremmest vilkåret om ikke at drikke alkohol.

 

Undersøgelsen viser endvidere, at fodlænkeordningen er ganske populær blandt afsonerne. Således er det to-tredjedele af dem, der bliver tilbudt afsoning under ordningen, der ansøger om at blive fodlænkeafsonere. Og ud af ansøgerne er det omkring 75 procent, der bliver godkendt til at være med i ordningen.

 

Hvis man ikke findes egnet til afsoning i hjemmet, er det oftest fordi, at den dømte har verserende sager, er varetægtsfængslet, ikke har villet deltage i en personundersøgelse, eller i øvrigt er fundet uegnet pga. f.eks. mangel på beskæftigelse eller en egnet bolig.

 

Justitsminister Brian Mikkelsen udtaler:

 

”Jeg er glad for at kunne konstatere, at langt hovedparten gennemfører afsoning med fodlænke uden problemer. Det viser, at ordningen er et godt supplement til den traditionelle fængselsafsoning for den gruppe af afsonere, der er motiveret for det, og som kan godkendes til denne særlige afsoningsform. En afsoningsform, der jo har den store fordel, at den giver de dømte bedre muligheder for at fastholde uddannelse og arbejde og dermed opnå en kriminalitetsfri tilværelse.”

 

Yderligere oplysninger:

Forskningschef Britta Kyvsgaard, tlf: 7226 8440

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf: 7226 8408