Videoovervågning i boligforeninger

Jeg kan forstå, at Folketingets partier har til hensigt at tillade, at boligforeninger videoovervåger deres arealer. Fra bl.a. århusianske lokalpolitikere er det blevet fremført, at en sådan overvågning vil medføre, at…

 

1.      beboernes/borgernes tryghedsfølelse stiger

2.      kriminaliteten falder mærkbart

3.      opklaringsprocenten øges

 

Ud fra et forskningsmæssigt synspunkt må man konkludere, at der ikke er belæg for denne optimisme. Flere undersøgelser viser tværtimod, at videoovervågningens effektivitet er stærkt overvurderet. Men man må også erkende, at der mangler god forskning, som undersøger videoovervågning i en dansk kontekst.

 

Som politiker kan man naturligvis vælge at tillade videoovervågning uanset forskningens resultater. Men jeg mener, at man som ansvarlig politiker må stå ved, at øget videoovervågning er en form for eksperiment, hvis positive udfald, man ikke kan tage for givet. Jeg vil derfor opfordre retsudvalgets medlemmer til at tage initiativ til, at der iværksættes kvalificeret, dansk forskning i brugen af videoovervågning, herunder overvågningens intenderede og ikke-intenderede konsekvenser. Kun på denne måde kan man sikre, at videoovervågning på længere sigt bliver brugt på en hensigtsmæssig måde. I dag er der en tendens til at betragte øget overvågning, og ikke mindst videoovervågning, som en form for tryllemiddel, hvilket det selvsagt ikke er.

 

Med venlig hilsen

 

Peter Lauritsen

Lektor, ph.d.

Leder af Forum for overvågningsstudier

Informations- og medievidenskab

Aarhus Universitet

Mail: [email protected]