Ålsgårde, 2. december 2008

Folketingets Retsudvalg

Vedr.: Orientering om en problematisk afgørelse i forhold til Retsplejeloven.

Formålet med denne henvendelse er at henlede udvalgets opmærksomhed på en domstolsafgørelse,som efter det for mig oplyste er enestående, og hvis rigtighed en række fremtrædende juristerbetvivler. Afgørelsen er endelig, hvorfor jeg ikke henvender mig til udvalget som part i sagen.Jeg henvender mig til udvalget som borger, for om muligt at udvirke, at afgørelsen ikkeukommenteret kommer til at danne praksis, og dermed kommer til at forhindre, at lovgiverneshensigt med Retsplejelovens § 150 og § 1009, henholdsvis om dommers pligter som leder af rettensforhandlinger og om omkostningsfordeling mellem flere skyldige parter, kommer til udtryk ifremtidige lignende domme.I RPL § 150 pålægges dommeren, at så vidt muligt at fjerne, hvad der til unytte trækkerforhandlingerne i langdrag, og at slutte forhandlingernes enkelte dele, når retsformanden anser detforeliggende emne tilstrækkeligt behandlet.Af RPL § 1009 fremgår det, at, når flere tiltalte dømmes som meddelagtige i den samme handlingpålægger retten de enkelte deltagere at udrede en i forhold til graden af deres deltagelse bestemtandel af omkostningerne.

Sagen:

I forbindelse med stillingen som direktør i it-virksomheden eHuset A/S blev jeg dømt i enstraffesag om økonomisk kriminalitet sammen med to meddirektører (Ballerup Ret, 31. januar 2006– S 3 – 1970/04). Retten ikendte mig en betinget fængselsstraf på 3 mdr. og mine direktionskollegerhenholdsvis 4 og 6 mdr.. Retten afgjorde fordelingen af omkostningerne med henholdsvis 500.000kr. til mig og 350.000 kr. til hver af de to øvrige, hvilket er i direkte modstrid med § 1009, somstipulerer en fordeling proportional med skyldsandelen. Eftersom min andel af skylden blevudmøntet til 3 mdr., svarende til en skyldsandel på 23 %, skulle min omkostningsandel ligeledeshave været 23% af 1,2 mio kr, eller 276.000 kr..Jeg kærede denne omkostningsafgørelse til Landsretten ( 11. afd. kære nr. S-690-06). Over forLandsretten motiverede byretsdommeren omkostningsafgørelsen i henseende til mig, efter at havepåpeget, at min advokat ønskede at føre dobbelt så mange vidner i Ballerup Ret somanklagemyndigheden, med ”at differentieringen af omkostningerne har baggrund i, at sagen efterrettens opfattelse ikke ville have fået et væsentligt andet resultat, såfremt afgørelsen var truffetalene på grundlag af anklagemyndighedens bevisførelse”. Her forsømmer dommeren således sinpligt til at begrænse retsforhandlingen til det for beviset nødvendige ressourceforbrug.Eftersom hverken jeg selv eller second-opinion advokater kunne indse afgørelsens rigtighed iforhold til Retsplejeloven, besluttede vi at søge proces ved Højesteret. Min advokat overså fristenfor ansøgning, hvorefter advokatfirmaet betalte mig en kompensation på kr. 200.000 kr..Hermed blev jeg stillet tilnærmelsesvist adækvat RPL § 1009, og man kan sige, at jeg dermedkunne lade sagen ligge.

Jeg besluttede imidlertid selv at føre en sag for, med henvisning til RPL § 48/49, at få domstoleneserkendelse af, at her havde en dommer krænket mig ved at begrunde omkostningsafgørelsen imodstrid med dommerens pligter som retsformand i henhold til RPL § 150, hvorved jeg i forhold tilRPL § 1009, til trods for forskellen i strafudmålingen, er kommet til at fremstå som en slagshovedskyldig.Jeg anerkendte eksplicit afgørelsens endelighed, men procederede for at opnå tilkendegivelse frarette instans om afgørelsens retsstridighed over for dommeren.Sagen har indtil i år verseret ved Østre Landsret, Den Særlige Klageret og endelig Højesteret (nr.463/2007). Her holder man sig til, at afgørelsen er endelig, hvorfor man ikke vil bedømme den –efter princippet, at en endelig domstolsafgørelse ikke samtidig kan være urigtig.--- ooo ---På baggrund af ovennævnte redegørelse om sagen, har jeg modtaget følgende kommentarer:-----Professor dr.jur Mads Bryde Andersen, KU, vil som redaktør gerne optage en videnskabeligartikel i Ugeskrift for Retsvæsen om problemetProfessor dr. jur Eva Smith, KU, ville gerne studere sagen med henblik på enretsvidenskabelig bearbejdning, men kan ikke finde tid til det.Professor lic.jur. Gorm Toftegaard Nielsen, AU, kan se pointen, men er inhabil, da hansidder i Den Særlige KlageretProfessor Lars Bo Langsted, AAU, finder problemet interessant og stort set ubehandleti den juridiske litteratur, men han har ikke tid.Professor emeritus Vagn Greve, CBS, finder at problemet fortjener bearbejdelse, men kanikke påtage sig yderligere opgaver.