Danmarks Mission ved OSCE, IAEA og CTBTOÂ Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Wien, den 4. februar 2009
Nyt fra OSCE-missionen
Det græske OSCE-formandskabs prioriteter
Den græske udenrigsminister Dora Bakoyannis præsenterede på et møde i OSCE´s Permanente Råd den 15. januar 2009 det nytiltrådte græske OSCE-formandskabs prioriteter for organisationen i 2009. Den græske udenrigsminister understregede, at formandskabet vil stræbe efter konsensus-løsninger og agere som en ærlig mægler. Dette gælder ikke mindst i forhold til krisen i Georgien, som Bakoyannis så som en stor udfordring men også en mulighed for at udvikle OSCE´s konflikthåndteringsmekanismer videre. Det græske formandskab har udnævnt ambassadør Charalampas Christopoulos som formandskabets særlige udsending vedr. konfliktforebyggelse og krisestyring, og denne har allerede har gennemført sin første rundrejse i regionen.
Det græske OSCE-formandskab har erklæret sig rede til at fortsætte drøftelserne fra ministerrådsmødet i Helsinki om fremtiden for Europæisk Sikkerhed, og det græske formandskab er rede til at indkalde til et højniveau-møde om dette emne, når tiden skønnes moden.
Under den politisk-militære dimension vil man fra græsk side prioritere, at CFE-traktaten forbliver en hjørnesten i europæisk sikkerhed. Fokus vil endvidere være på spørgsmål om terrorbekæmpelse og grænsesikkerhed. I den forbindelse vil OSCE´s engagement med Afghanistan forblive en prioritet for det nye formandskab.
I den økonomisk-miljømæssige dimension ønsker det græske formandskab en resultatorienteret drøftelse af spørgsmålet om migration. Fra græsk side vil man også prioritere emner som ørkenspredning og udpining af jorden. Endelig ønsker formandskabet en fortsættelse af drøftelserne om klimaforandringer, idet OSCE kan spille en vigtig rolle med at understøtte initiativer i FN. Også spørgsmålet om sikkerhed om energiforsyninger blev nævnt som muligt diskussionsemne.
Under OSCE´s menneskelige dimension lægger det græske formandskab op til at prioritere drøftelser om retsstatsprincipper, ligestillingsspørgsmål, bekæmpelse af diskrimination mod Roma og Sinti samt fortsat implementering af lovgivning vedr. hate crimes. Spørgsmål om religionsfrihed og mediefrihed blev også nævnt. Hvad angår OSCE´s valgobservationer, vil Grækenland arbejde for, at denne aktivitet forbliver ét af OSCE´s flagskibe.
Det græske OSCE-formandskab har valgt at udnævne tre nye repræsentanter for spørgsmål om tolerance. Det drejer sig om repræsentanten for bekæmpelse af diskrimination mod muslimer Vyacheslav Gizzatov, der er tidligere kazakhisk viceudenrigsminister og ambassadør, repræsentanten for bekæmpelse af antisemitisme rabbiner Andrew Baker fra American Jewish Community samt repræsentanten for diskrimination mod kristne samt medlemmer af andre religioner Mario Mauro, italiensk medlem af Europaparlamentet.
OSCE´s Forum for Sikkerhedssamarbejde
I OSCE’s Forum for Sikkerhedssamarbejde har problemerne vedrørende CFE-traktaten en generel negativ indflydelse på arbejdet med tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger. Som konsekvens heraf synes arbejdet med destruktion af overskydende lagre af lette våben og konventionel ammunition at indtage en stadigt mere synlig position. I 2008 færdiggjordes OSCE Handbook of Best Practice on Conventional Ammunition og to ammunitionsprojekter i henholdsvis Montenegro og Ukraine blev afsluttet. Danmark har fra 2008 påtaget sig rollen som koordinator i alle spørgsmål vedrørende destruktion af overskydende lagre af konventionel ammunition, og dette giver gode muligheder for løbende at følge gennemførelsen af bl.a. dansk-støttede projekter. Fra dansk side er der i 2008 bidraget aktivt gennem støtte til projekter vedrørende ueksploderede krigsefterladenskaber i Tadsjikistan, destruktion af ammunitionslagre i Montenegro og destruktion af lagre på ca. 16.000 tons raketbrændstof i Ukraine. Projektet i Ukraine, der er det hidtil største OSCE ammunitionsprojekt, er p.t. i udbud med henblik på valg af firma til løsning af opgaven.
OSCE’s Økonomiske og Miljømæssige Forum, Wien, 19.-20. januar
Første del af årets Økonomiske og Miljømæssige Forum gennemførtes i Wien den 19.-20. januar med over 200 deltagere fra OSCE’s deltagerstater, internationale organisationer, NGO’er og enkelte virksomheder. Forummets tema er i år Styring af migration. Første del havde karakter af en generel drøftelse af fordele og ulemper ved migration og behandlede såvel lovlig som ulovlig migration. Anden del vil blive gennemført i Athen den 18.-20 maj og vil bl.a. fokusere på deltagerstaternes implementering af deres OSCE-forpligtelser på området.
Mødet identificerede en række positive aspekter af migration, navnlig for modtagerlandenes vedkommende adgang til relevant og efterspurgt arbejdskraft, for oprindelseslandene en afspænding på det lokale arbejdsmarked og adgang til udenlandsk valuta og øget købekraft via overførsler fra migranterne og endelig for migranterne selv adgang til indtægter og erhvervserfaring samt kendskab til fremmede sprog, kulturer etc. Også vanskeligheder i forbindelse med integration, migranternes arbejdsvilkår, brain drain og visse nationaløkonomiers store afhængighed af migrantoverførsler blev berørt. Der var bred enighed om at regionalt samarbejde og informationsudveksling på tværs af grænserne var afgørende for at løse problemer i forbindelse med såvel lovlig som ulovlig migration og for at skabe en bedre styring af migrationen. OSCE’s mulige rolle som platform for udveksling af god politik og praksis blev understreget.
Georgien
Eftersom det ikke lykkedes for det finske formandskab i 2008 at opnå konsensus om en forlængelse af mandatet for OSCE´s mission i Georgien, er missionen nu under teknisk nedlukning, hvilket forventes at tage et par måneder. Rusland kunne med henvisning til sin anerkendelse af Sydossetien ikke acceptere en forlængelse af missionens mandat, idet det indebar, at OSCE´s aktiviteter i Sydossetien ville være underlagt missionens kontor i Tbilisi. Da forhandlingsmulighederne ikke anses for at være udtømte, og der fortsat er en bred interesse for en fortsat OSCE-tilstedeværelse i Georgien, har det græske OSCE-formandskab påtaget sig at arbejde videre på at finde en løsning, der kan være acceptabel for alle parter. Mandatet for de 20 ekstra militære OSCE-observatører, som der blev opnået enighed om i august sidste år, løber indtil 19. februar 2009, og observatørerne fortsætter derfor deres værdifulde patruljeringer. Desværre bliver observatørerne ikke tilladt adgang til sydossetisk territorium. Det er endnu ikke afklaret om deres mandat bliver forlænget.