MPU, Alm.del - 2008-09 - Bilag 847: Henvendelse af 21/9-09 vedrørende global temperaturstigning, fra Per Uggen, Brøndby

Miljø og Planlægningsudvalget.Folketinget,Christiansborg,DK-1240 København KDette brev er sendt til:Att. Miljø - og Planlægningsudvalgets medlemmer.Udenrigsminister Per Stig Møller.Klima - og Energiminister Conni Hedegaard.Miljøminister Troels Lund Poulsen.Udenrigsudvalget.Miljø og Planlægningsudvalget.Europaudvalget.Kære medlemmer af Miljø - og Planlægningsudvalget,Kort fortalt, så henvender jeg mig til Jer, da jeg ønsker at henlede Jeres opmærksomhed på et reeltproblem, som i størrelse og omfang kan vise sig mangefold større, end den temperaturstigning jor-den har oplevet, på 0,6 - 0,7 grader, siden år 1900.Sagen er kort fortalt, at verdenssamfundet meget vel kan stå overfor nye og hidtil usete store udfor-dringer, såfremt teser og teorier omkring global middeltemperatursænloiing, som fremsat af Copen-hagen Consensus, en skønne dag gøres til virkelighed.Jeg tror, at det er vigtigt at starte en diskussion allerede her og nu. Her ved Klimatopmødet i Kø-benhavn 2009. En diskussion, hvis primære formål skal være, at bane vej for internationale reglerog aftaler omkring ejerskab og kontrol, såfremt der på et eller andet tidspunkt findes tekniske løs-ninger, som på afgørende vis, vil kunne sænke jordens middeltemperatur.Jeg vedlægger et notat, eller et oplæg om man vil, hvori jeg prøver at forklare vigtigheden af, atverdenssamfundet ikke afventer og ser hvad tiden bringer. Men at man fra dansk side prøver at star-te en international debat om problemet, så hurtigt som muligt. Også geme en debat inden for EU.Idet jeg håber, at I vil give Jer tid til at drøfte og analysere problemstillingen, geme inden Klima-topmødet i København 2009.Med venlig hilsen.

Når jeg tillader mig, at henvende mig til Jer politikere, så skyldes det en frygt for klodens fremtidi-ge klima. En frygt for, at man ustruktureret begynder at manipulere med jordens klima, for herigen-nem at sænke jordens middeltemperatur. En frygt, som jeg håber, at I vil give Jer tid til at drøfte,tage stilling til og frem for alt tage alvorligt. En frygt som jeg også håber, at I vil give Jer tid til atdrøfte, med de delegerede og de øvrige deltagere på Klimatopmødet i København, her ultimo 2009.

Problembeskrivelse:Min frygt er, at man utilsigtet, fra Copenhagen Consensus, har startet eller accentueret en udvikling,som både kan og vil få afgørende betydning for jordens samlede klima, i en ikke alt for fjern frem-tid. En udvikling, der kan få en ekstremt negativ indflydelse på klimaet, især i de nordiske lande.Utilsigtet har man fra Copenhagen Consensus startet tanker og en udvikling, som vil gå i retning af,at mange af verdens bedst begavede forskere og videnskabsmænd vil søge at finde forskellige tekni-ske løsninger, som kan tilvejebringe en reduktion af temperaturen i forhold til den samlede globaleopvarmning. Altså forsøge ad teknikkens vej, at opnå en fysisk eller kemisk form for global klima-styring, klimakontrol eller klimamanipulation, om man vil.Det der er bekymrende i denne forbindelse er, at såfremt verdenssamfundet får adgang til en "ter-mostat", som kan regulere eller kontrollere det globale klima og dermed den globale opvarmning,hvordan styrer eller kontrollere man så, fra verdenssamfundets side, processens forløb?Hvad vil der ske, verdens nationer imellem - og i forhold til den globale magtbalance, hvis mulig-heden for global temperaturstyring pludselig bliver til en fysisk mulighed? Og hvilke principper vilder blive lagt til grund for teknologiens implementering og dens globale anvendelse?

Regionale forskelle:En af de tekniske løsninger, som der er peget på fra Copenhagen Consensus, og som har startet minbekymring, er tilvejebringelsen af cirka 2.000 skibe, som skulle være sejlende vandforstøvere /springvand. Om dette vil være en teknisk bragbar løsning eller ej, har jeg absolut ingen forudsæt-ninger for at vide. Men, såfremt teknologien viser sig at fungerer, hvem får så ejerskabet til disseskibe, og hvem ville få retten til kontrol med disse skibes placering og sejlads?Såfremt verdens nationer får adgang til tekniske løsninger, som på afgørende vis kan reducere denglobale opvarmning, så er det meget vigtigt at være opmærksom på, at der kan være meget betyde-lige forskelle på regionale ønsker til en eventuel temperaturreduktion.I Alaska, Grønland, Norden, dele af det nordlige USA, Canada og Rusland, vil selv meget beskednefald i den aktuelle middeltemperatur betyde dramatiske klimaændringer. Længere vinterperioder,ændrede klimazoner, forandring afvækstgrænser, tilbagetrækning af trægrænsen, ændret og reduce-ret landbrugsproduktion, forhøjet varmebehov til boliger og institutioner, længere isvintre mv.

I andre dele af verden, så som Mellemøsten, Kina, Indien, det centrale Australien, Mexico, de syd-lige dele af USA, Troperne, store dele af Afrika, Det Sydlige Europa m.fl. vil en reduktion af jor-dens middeltemperatur ikke betyde alverden. Her vil det måske ligefrem være kærkomment.En generel sænkning af middeltemperaturen vil, mange af disse steder, kunne bidrage radikalt i for-hold til at reducere fænomener som tørke og ørkendannelse. En sænkning af middeltemperaturen vilmange steder på jorden kunne afhjælpe regionale problemer med hungersnød, sult, tørst og epide-mier, da det på afgørende vis vil kunne flytte jordens klima - og plantebælter.

Jordens klima - og plantebælter:Såfremt verdenssamfundet far adgang til teknik, som på afgørende vis kan kontrollere jordens tem-peratur, så er problemet, at vi globalt set kun har meget begrænset viden om de meget delikate pro-cesser, som i titusinder (faktisk millioner) af år og uden menneskelig indblanding har styret og regu-leret det globale klima.Det der foreligger solid videnskabelig dokumentation for er, at selv meget små variationer i de storehavstrømme, eksempelvis Humboldt strømmen (El Nino) eller Golf strømmen og den Østgrønland-ske strøm, har meget stor indflydelse på klodens temperaturfordeling. Man ved også, at der er enmeget betydelig sammenhæng mellem oceanstrømning og luftstrømningerne her på jorden. El Nino,Passatdriften, Vestenvindsbæltet mv. Heradover ved man også, at der findes titusindvis af lokale ogregionale vejrfænomener, som samlet set danner det, som vi opfatter som verdens klima.Såfremt man skulle komme i en situation, hvor verdenssamfundet lader det være et nationalt ellerregionalt anliggende, at regulere døgnets middeltemperatur, så kan der være andre lande, som util-sigtet vil komme til at opleve endog meget dramatiske og uheldige klimaændringer.Landområder, som i dag ligger lunt og godt i det tempererede klimabælte, vil måske komme til atligge i polarområdet. Ligge i polarområdet, fordi man et andet sted på kloden, mange tusinde kilo-meter væk, ønsker at sænke middeltemperaturen over et nedbørsfattigt og varmt tropeområde.

Problemet i forhold til den globale magtbalance, og dermed den forøgede sikkerhedsrisiko:På samme måde, som der er en global anerkendelse og erkendelse af, at drivhusgasser generererhøjere temperaturer, så har historiens gang vist os, hvor svært det er, at skabe en global enighedmed hensyn til, at løse det selv samme problem. En nærmest umulig opgave!På samme måde, som med drivhusgasser, vil det blive meget svært, at tilvejebringe fælles fodslagog forståelse for begrænsning med hensyn til brag af ny teknik, som på afgørende vis kan reducereden globale middeltemperatur. Fra nation til nation vil der være endog meget store forskelle medhensyn til, hvor meget jordens middeltemperatur ønskes sænket.

Uden en større videnskabelig udredning, så må det være rimeligt nemt at indse, at man ikke kansænke temperaturen, eksempelvis over Saharas ørken, uden at man samtidig sænker temperaturen,stort set alle andre steder på denne jord.Nationale særinteresser vil komme til at veje ekstremt tungt. Og ejerskab og kontrol over de tekni-ske løsninger, der kan tilvejebringe signifikante temperaturreduktioner, vil komme til at ændre denglobale magtbalance på afgørende vis.En regering eller leder i et land der plages af tørke. Et land hvor befolkningen lider af tørst og sult.Et land som plages af dårlig folkesundhed og epidemier. I et sådant land kan man ikke fortænkemagthaverne i, at ville sikre egen befolkning - over hensynet til andre lande. Lande som ligger påden anden side af jorden, tusinder og atter tusinder af kilometer borte.I bogstaveligste forstand, vil der kunne opstå en "koldkrigsperiode", hvis lige verden aldrig nogen-sinde har set eller oplevet før.

Nationalt perspektiv set fra Danmark:Danmark ligger geografisk et sted, hvor vi i januar og februar har en middeldøgnstemperatur på 0,0grader celsius, målt i klimaperioden fra 1960 til 1991. Hvis middeldøgnstemperaturen, over heleØstersøområdet og i landene, der omgiver Baltikum, falder med 1-2 grader celsius i januar og fe-bruar, kan det meget vel være, at vi vil komme til at se yderliggere og også meget dramatiske fald iden lokale middeldøgnstemperatur. Fald hvor den lokale middeldøgnstemperatur i januar og februarmåske falder til minus 10,0 eller minus 15,0 grader celsius, fra de nuværende 0,0 grader celsius.I en proces, der ikke er styret eller kontrolleret, ved vi ganske enkelt ikke, hvad der kan ske. Vikunne måske komme til at opleve Østersøen med Sund og Bælt, som et stort samlet ishav fra mid-ten af december til begyndelsen af marts, hvilket vil være en dramatisk klimaændring for hele voresregion. En dramatisk ændring for hele Nordeuropa, hvis det nogensinde kom dertil.I Danmark, vil en beskeden forlængelse af vinteren hurtigt kunne medføre en betydelig forlængelseaf fyringssæsonen. Hvis varmeudgiften for hver enkelt dansker stiger med 1.000,- kroner, vil detbetyde en samlet merudgift, alene til boligopvarmning, på mere end 5 milliarder kroner hvert år.Hertil kommer fald i landbrugsproduktion, skovdrift, fiskeri mv. med tilsvarende eller større beløb.

Sandsynlighed for teknologiske løsninger, der vil kunne sænke den globale temperatur:I historisk perspektiv, ville man næppe have lyttet til en person, hvis vedkommende for 100 år sidenhavde påstået, at man inden for de næste 40 år ville opleve to verdenskrige og komme til at se enbombe, på størrelse med en bil. En bombe, med en altødelæggende sprængkraft stor nok til, at enenkelt bombe kan udslette alt liv, på et område så stort som hele Sjælland.

På samme måde, som med A-bomben, er der for mig ingen tvivl om, at verdenssamfundet en dagvil stå med muligheden for, at tilvejebringe en global temperatursænkning ved hjælp af ny teknolo-gi. Om der går 5,10 eller 40 år ved jeg ikke. Hvad jeg ved, er at det kommer til at ske.Med A-bomben stod verdenssamfundet med en ny teknologi. Et nyt våben, som fik sin ilddåb udenat teknologien eller bragen af våbnet var kendt, og uden at der var indgået internationale aftaler.Vi ved, hvor svært det kan være at opnå internationale aftaler, især med hensyn til A-våben. Vi vedogså, hvor svært det har været at opnå holdbare internationale aftaler med hensyn til klimaet. FraKyoto protokollen i 1997 og frem til København, her i 2009, har verdenssamfundet bragt 12 år. 12år uden at verdenssamfundet har flyttet sig ret meget, uagtet der er givet rigtigt mange store løfter.

Danmark og Det internationale samfund:I dette perspektiv er det derfor vigtigt, at man allerede nu starter internationale forhandlinger, somsikrer klare og entydige folkeretlige spilleregler, såfremt man pludselig står med nye teknologier,som på afgørende vis vil kunne sænke eller regulere den globale middeltemperatur. At man sikrer etinternationalt organ under FN, som får det overordnede ansvar for disse reglers overholdelse.Det er vigtigt, at principper og rammer fastlægges, allerede nu - før det første spæde eksperiment-stadie. At der fastlægges helt klare og entydige regler og aftaler, med hensyn til, hvordan man målerog afrapportere resultater af kunstigt skabte temperaturforandringer. Det er også vigtigt, at der sik-res klare og entydige aftaler og regler for, hvordan disse eksperimenter eller processer stoppes, førde eventuelt løber løbsk. Før jordens klima påføres uoprettelig skade.Med andre ord, så skal der laves internationale regler og aftaler for processtyring, således at en lokaltemperatursænkning ikke får ekstreme konsekvenser, for andre lande eller regioner på denne jord.Igen, hvis man tager afsæt i de 12 år, der er gået fra Kyoto i 1997 til København i 2009, så viser detsig desværre, at denne forhandlingsproces har været alt for langsom til, at sikre hurtige og holdbareinternationale regler og aftaler. Løfter har der været mange af, men viljen har ikke været til stede.12 år, kan vise sig at være en alt for lang tidshorisont for verdenssamfundet. Især hvis man alleredehar kendt teknologi til temperahirsænkning til rådighed. Især hvis man har lokale eller regionaleprojekter og ønsker, beregnet til at generere lokale temperatursænkninger.I dette lys håber jeg, at vi fra dansk side vil åbne denne debat, ved Klimatopmødet i København.Åbne debatten, således at der i tide kan laves klare og entydige internationale regler og aftaler forbrag af teknologier, som kan generere globale temperaturreduktioner.Åbne debatten, også geme på en sådan måde, at vi i EU og EU-regi kan få en afgørende indflydelsepå dette nye teknologiområde. Få indflydelse, før vi en skønne dag står med uprøvede tekniske kli-maløsninger, som kan være ekstremt farlige, hvis tilfældighederne får lov til at bestemme bragen.