Én fjer blev til 5 høns

 

Eller, hvordan en smule dårligt sorteret affald bliver til 50 klimabomber

 

”De danske lossepladser er klimabomber.”  Således indleder Jørgen Steen Nielsen en artikel i Information d. 23/9, hvor han refererer en enkelt gruppes konklusioner fra den af DAKOFA arrangerede ”Affaldscamp 08”.

Gruppen af eksperter fra affaldssektoren påstår at der årligt deponeres ca. 0,5 mio. ton forbrændingsegnet affald på de omkring 50 lossepladser i drift og affaldet medfører en årlig metanproduktion, som svarer til ca. 1 mio. ton CO2 ækvivalenter.

Dette affald kunne i stedet gøre nytte som brændsel i affaldsforbrændingsanlæg med el- og varmeproduktion, hvor det ville erstatte kul eller olie, som igen ville reducere CO2 belastningen med ca. 300.000 ton.

Som en sidste pointe nævner gruppen at man ved at udvinde de allerede deponerede metaller kan spare yderligere ca. 200.000 ton CO2 ved omsmeltning i stedet for udvinding fra nyt malm.

 

I alt ca. 1,5 mio. ton CO2 reduktion om året, som man sætter i forhold til persontrafikkens årlige bidrag på ca. 7 mio. ton.

 

Der er ikke noget at sige til at ”campens” konklusion nåede vidt omkring i pressen i nogle dage. Således nåede Informations artikel også til Ingeniørens netavis, hvor den kort  blev kommenteret af en John Schmidt, der præsenterer sig selv som ansat på én af de nævnte lossepladser. Han udtrykker forbavselse over at de såkaldte eksperter overser helt enkle kendsgerninger, som jeg efterfølgende vil opsummere mere udførligt.

 

Selv er jeg ikke ansat på en losseplads, men kommer næsten dagligt på en række lossepladser og genbrugsstationer som følge af mit arbejde med indvinding og nyttiggørelse af netop den metan, der udgør en stor klimabelastning. Jeg er altså ikke ekspert, men blot en almindelig praktiker.

 

Siden midten af 90’erne har det ikke været lovligt at deponere forbrændingsegnet affald i Danmark. Undtagelserne har været træ fra brændte bygninger og trykimprægneret træ, men det sidste er man i stigende grad ved at nyttiggøre i særlige forbrændingsanlæg med det bedste miljøudstyr.

Når ekspertgruppen derfor påstår at der deponeres ca. 0,5 mio. ton forbrændingsegnet affald om året er det en påstand uden hold i virkeligheden. Den type affald deponeres kun i det omfang det slipper igennem på genbrugsstationerne; her er det min erfaring at personalet både kompetent og ansvarsfuldt arbejder på det ikke sker. Mit eget firma kunne ikke drømme om at prøve at indvinde gas i nye depotområder, for der er ikke noget at komme efter!

Så jeg fatter ikke hvordan eksperterne kan påstå at der dannes så meget gas som påstået.

 

Der er naturligvis gasproduktion på en række af lossepladserne med affald fra før midten af 90’erne. Men af en eller anden grund er det ikke med ét ord nævnt at langt hovedparten af dem har anlæg til indvinding og nyttiggørelse af gassen.

Til gengæld har det i diverse omtaler af ”campen” været fremhævet som et hovedbudskab, således også i Informations artikel, at man anbefaler lossepladserne lukket i løbet af 6 år.

Hvis det er med henblik på at stoppe gasudslippet, så spørger jeg: hvordan er det lige man lukker en losseplads?

Mange lossepladser har problemer med vand i affaldet; så meget at det ofte er til gene for gasindvindingen. Hvis man så afdækker/forsegler lossepladsen med en membran giver man de metandannende bakterier ideelle arbejdsbetingelser: iltfrit og fugtigt miljø. Og gassen lader sig ikke sådan uden videre spærre inde.

 

Men det er nok heller ikke det, der er meningen. For gruppens sidste forslag er at man begynder at opgrave deponier med henblik på at udvinde metallerne. Igen bliver jeg slået af forundring over eksperternes manglende virkelighedssans. Det er ubeskriveligt ulækkert at grave i deponeret og mere eller mindre omsat affald. Og hvis ikke andre, f.eks naboer, vil, så vil Arbejdstilsynet nok hurtigt få sat en stopper for den aktivitet!

 

Som sagt har den del af ”campens” budskab vakt opsigt. Det har da også, som omtalt et par dage efter i Information, fået Steen Gade, SF og Per Clausen, Ehl. til at stille spørgsmål til miljøministeren, hvad han vil gøre for at nedbringe den affaldsmængde, der når lossepladserne, og bane vej for affaldsdepoternes lukning.

Inden ministeren når at få mobiliseret alt for mange af sine embedsfolk til at svare på spørgsmålet og nå frem til min ovenstående redegørelse vil jeg anbefale de to politikere at erstatte spørgsmålet med et andet til ministeren, hvad han mener om at veluddannede og højt lønnede eksperter bruger arbejdstid på at fremkomme med så vanvittige påstande og forslag, som han har fået fra ”campens” ekspertgruppe.

 

Ole Elmose