|
|
|
Folketingets Europaudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            3. november 2008 J nr.             |
|
Folketingets Europaudvalg har i brev af 3. oktober 2008 stillet følgende spørgsmål 1, som jeg hermed skal besvare.
Ministeren bedes - i forlængelse Europaudvalgets møde den 30. september - oversende en oversigt over de ændringsforslag, som er stillet i Europa-Parlamentet til forslaget om en forordning om CO2-emissioner fra biler (KOM (2007) 856), og ministeren bedes give en vurdering af disse ændringsforslag.
Jeg vedlægger notat fra Energistyrelsen med oversigt over de væsentligste ændringsforslag, som er stillet af Europa-Parlamentets Miljøudvalg til forordningsforslaget om CO2-emissioner fra biler.
For så vidt angår min vurdering af ændringsforslagene, vil jeg tage udgangspunkt i de væsentligste ændringsforslag, men ligeledes de elementer, som blev afvist af udvalget til trods for ordførerens anbefaling.
Jeg bifalder Europa-Parlamentets Miljøudvalgs ønske om at indarbejde en langsigtet målsætning. Det har vi fra dansk side gjort os til talsmand for i arbejdet i Rådet. Det er vigtigt, at vi klart signalerer, at det på længere sigt ikke er gjort med målsætningen om 130 g CO2/km og vi har fra begyndelsen argumenteret for, at vi i 2020 højest skal ligge på 100 g. CO2/km, så personbiler også leverer et mærkbart bidrag til transportsektorens CO2-reduktioner.
Fra dansk side ser vi også positivt på, at Europa-Parlamentets Miljøudvalg ikke har udskudt forslagets ikrafttræden til trods for, at ordføreren forslog dette. Man har tidligere forsøgt at få branchen til at reducere CO2-udledningen gennem frivillige aftaler, men det blev ikke efterlevet af branchen. Så bilindustrien har haft god tid til at forberede sig på, at der ville komme en mere bindende regulering i forhold til bilers CO2-udledning.
Ordføreren forsøgte også at reducere afgiftsstørrelsen ved overtrædelserne. Her har vi i forhandlingerne i Rådet argumenteret for, at afgifterne skulle have en sådan størrelse, at de tilskyndede fabrikanterne til at overholde loftet. Derfor er det glædeligt, at Europa-Parlamentets Miljøudvalg heller ikke på dette punkt har forsøgt at svække forslaget.
Sammenfattende har jeg derfor sympati for de overordnede signaler, som Europa-Parlamentets Miljøudvalg nu har sendt.
Â