Til de på vedlagte liste anførte

  

   

  

 

Jord & Affald

J.nr. 749-00018

Ref.

Den 24. oktober 2008

 

 

 

Høring af udkast til lovforslag om ændring af miljøbeskyttelsesloven (ny organisering af affaldssektoren)

 

Hermed fremsendes høringsudkast til ændring af lov om miljøbeskyttelse (Ny organisering af affaldssektoren).

 

Kommentarer til udkastet frem­sendes til Miljøstyrelsen senest d. 21. november 2008.med elektronisk post til [email protected].

 

Baggrunden for lovforslaget

En arbejdsgruppe med repræsentanter for forbrugere, erhvervsliv, kommunalbestyrelser og staten afgav i december 2004 anbefalinger om og forslag til en ændret organisering af affaldssektoren. Arbejdsgruppens anbefalinger har sammen med anbefalinger fra en embedsmandsgruppe, der arbejdede med forbrændings- og deponeringsområdet og en EU-juridisk arbejdsgruppe dannet baggrund for, at regeringen i februar 2007 offentliggjorde ideoplægget ”Den nye affaldssektor”.

 

Den 21. juni 2007 blev der indgået en aftale om organisering af affaldssektoren mellem regeringen og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det radikale Venstre. Lovforslaget udmønter denne politiske aftale. Lovforslaget indeholder samtidig forslag, som bringer den danske affaldsterminologi i overensstemmelse med fællesskabsretten, særligt i forhold til fortolkningen af begrebet ”bortskaffelse”.

 

Det nærmere indhold af ændringerne

Med lovforslaget introduceres en ny model for håndteringen af det genanvendelige erhvervsaffald. Modellen indebærer, at affaldsproducerende virksomheder frit skal kunne vælge, hvilket miljøgodkendt og registreret genanvendelsesanlæg, de ønsker deres affald behandlet på. Der indføres et centralt affaldsregister, og de affaldsproduceren­de virksomheder kan frit vælge mellem de registrerede behandlingsanlæg. På registret optages desuden godkendte indsamlingsvirksomheder og transportører samt mæglere og forhandlere af affald. Modellen indebærer desuden, at affaldsproducerende virksomheder kan vælge at overgive ansvaret for, at kildesorterede fraktioner af genanvendeligt erhvervs­affald håndteres efter reglerne til en godkendt og registreret indsamlingsvirksomhed. Lovforslaget fastsætter samtidig rammerne for et uddannelseskrav for indsamlingsvirksomheder. Derudover indebærer modellen, at der løbende vil blive fastsat nye behandlingskrav til det genanvendelige erhvervsaffald med henblik på at sikre en fortsat høj genanvendelse.

 

Med forslaget gives alle virksomheder adgang til deres kommunale genbrugspladser mod betaling. Samtidig fastsættes rammerne for, hvordan gebyret skal beregnes.

Med lovforslaget skabes rammerne for fastsættelse af paradigmer for regulativer for henholdsvis husholdnings- og erhvervsaffald. Paradigmerne skal være digitale og tilgængelige på en central hjemmeside. Det er således tanken, at der i hver kommune kun skal være to affaldsregulativer, som i opbygning skal være ensartede og elektronisk tilgængelige.

 

Med lovforslaget etableres et nyt elektronisk system for affaldsdata, som fremover skal være det eneste system, der skal indberettes affaldsdata til. Affaldsbehandlingsanlæg, indsamlingsvirksomheder for genanvendeligt erhvervsaffald, importører og eksportører samt virksomheder, som selv behandler eller eksporterer deres affald skal indberette til systemet. Aktørerne skal have adgang til egne data, og myndighederne får adgang til at indhente de data, som har relevans for deres opgaver.

 

Med lovforslaget fastslås det, at den almindelige kommunale opgavevaretagelse på affaldsområdet skal gebyrfinansieres. Samtidig skabes rammerne for fastsættelse af centrale principper for den kommunale gebyrfastsættelse på affaldsområdet. Formålet er at opnå større gennemsigtighed og ensartethed i f.t. bl.a. hvilke virksomhedstyper, der kan fritages for erhvervsaffaldsgebyr.

 

Med lovforslaget skabes rammerne for at kunne tildele en eller få virksomheder, som behandler særligt miljøkritiske affaldsfraktioner, eneret på baggrund af et åbent licitationsudbud. Formålet er at nedbringe investeringsrisikoen for en virksomhed, som har investeret i særlig miljøvenlig teknologi. Eneretten skal kun iværksættes, hvis fastsættelsen af behandlingskrav for de relevante affaldsfraktioner ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at skabe et marked for nye behandlingsteknologier.

 

Med lovforslaget skabes rammerne for at stille krav om opdelte regnskaber for det enkelte anlæg, således at økonomien for aktiviteterne bliver mere gennemsigtig. Det foreslås således, at alle forbrændings- og deponeringsanlæg skal aflægge funktionsopdelte regnskaber efter årsregnskabsloven og etablere åbningsbalancer efter ens retningslinjer.

 

Med lovforslaget skabes rammerne for at stille krav om, at forbrændings- og deponeringsanlæg skal deltage i obligatorisk, årlig benchmark.

 

Det indgår i den politiske aftale, at aftaleparterne først efter vedtagelsen af det nye affaldsdirektiv tager hul på drøftelserne af den fremtidige regulering af forbrændings- og deponeringsanlæggene. I det foreliggende forslag sker der derfor ingen større ændringer af organiseringen af forbrændings- og deponeringsområderne, og hvile-i-sig-selv princippet bibeholdes derfor for både forbrændings- og deponeringsanlæg.

 

Med lovforslaget foretages ændringer for at indarbejde fællesskabsrettens terminologi på affaldsområdet. Det drejer sig særligt om brugen af begrebet ”bortskaffelse”. Derudover foretages enkelte, primært redaktionelle ændringer.

 

Det videre forløb for lovforslaget bliver, at Miljøstyrelsen forventer at afholde et dialogmøde om lovforslaget mandag den 10. november 2008, hvor alle interesserede er velkomne. Nærmere oplysninger om mødet vil fremgå af Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk. Høringen slutter fredag den 21. november. Lovforslaget forventes fremsat af miljøministeren i Folketinget torsdag den 29. januar 2009.

 

Med venlig hilsen

 

 

Dorte Hermansen