Hovedpunkter på Miljøministeriets bidrag til finanslovforslaget for 2009
· Miljøministeriets samlede bevillingsramme er på 2.261,1 mio. kr. i 2009. Det er en stigning i forhold til 2008 på 166 mio. kr.
· Stigningen skyldes - ud over den generelle pris- og lønregulering - hovedsagelig den på FL-2008 foretagne forskydning af vand- og naturmidler fra 2008 til 2009 samt tilbageførslen i 2009 af den generelle obligatoriske opsparing på 1% af driftsrammen i 2008.
· Ses der bort fra â€miljømilliarden†og overførslen af midler til Klima- og Energiministeriet som følge af  ressortændringerne i november 2007 er der tale om et nogenlunde jævnt forløb af Miljøministeriets øvrige bevillinger i Ã¥rene 2007 til 2009.
· Der er ikke i forslaget indbudgetteret særlige besparelser ud over generelle besparelser, der pålægges alle ministerier. Det drejer sig om det sædvanlige 2% omprioriteringsbidrag i det sidste BO-år, 2012 samt en generel effektivisering af statens indkøb.
· Af miljømilliarden fra 2006 udmøntes i alt 330 mio. kr. i 2009 til:
· Styrket indsats på vand- og naturområdet
· Styrket indsats for friluftslivet
· Grønne partnerskaber
· Kemikaliehandlingsplan
· Indsats til fremme af miljøeffektiv teknologi
· Indsats mod partikelforurening - fra tunge køretøjer og fra brændefyring i private hjem
· Borgerrettede initiativer, herunder fremme af grønne indkøb
· Center for hormonforstyrrende stoffer
Der er herudover afsat 20 mio.kr. i 2009 fra miljømilliarden til forberedelse og etablering af nationalparker. Der er herefter afsat i alt 34 mio. kr. til nationalparkformål i 2008 og 2009. Heraf er 14 mio. kr. afsat som led i finanslovaftalen for 2008 "Styrket indsats på naturområdet" mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkparti), Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance. De resterende 20 mio. kr. er afsat efter aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti. Midlerne til nationalparkformål udmøntes efter aftale med parterne i de enkelte forligskredse."
· Følgende initiativer fra finansloven for 2008 videreføres i 2009 og de følgende år:
o Lønsummen til Naturklagenævnet er forhøjet med i alt 11,5 mio. kr. i årene 2008-2012 med henblik på afvikling af sagspukler og nedsættelse af sagsbehandlingstiderne i Naturklagenævnet.
o Der er afsat 2 mio. kr. årligt fra 2008 og frem til Miljøstyrelsen til kontrol og håndhævelse i forbindelse med eksport af affald til lande uden for EU.
o Midlerne til afværgeforanstaltninger mod forureningen i Kærgård klitplantage er øget med 7,5 mio. kr. årligt i årene 2008 og 2009. I alt er der herefter afsat 29 mio. kr. til den statslige del af oprydningsprojektet.
· Som følge af energiaftalen afsættes 3,2 mio. kr. i hvert af årene 2009 og 2010 til fremme af planlægning af vindmøller i kommunerne.
· Der afsættes 0,5 mio. kr. årligt til varetagelse af nye opgaver på affaldsområdet, f.eks. benchmarking af forbrændings- og deponeringsanlæg, i forbindelse med aftalen fra 2007 om den fremtidige organisering af affaldsområdet.
· Der afsættes en reserve på 11,6 mio. kr. i 2009 i forbindelse med overførsel af tjenestemænd fra København og Frederiksberg Matrikelvæsen til Kort- og Matrikelstyrelsen.
· Der tilbageføres 5,9 mio. kr. i 2009 og 6,2 mio. kr. årligt herefter fra kommuner og regioner som følge af kommunale mindreudgifter i forbindelse med det kommunale lov- og cirkulæreprogram. Tilbageførslen vedrører væsentligst mindreudgifter for kommunerne i forbindelse med olietankbekendtgørelsen.
· Der hjemles en nyordning af betalingen af klagenævnenes udgifter til kammeradvokaten, hvorefter nævnenes udgifter til bistand fra kammeradvokaten i relation til retssager, hvor nævnene er blevet sagsøgt, kan optages direkte som merbevilling på tillægsbevillingslovene.