Miljø- og Planlægningsudvalget |
|
|
|
Til: Dato: |
Europaudvalget 25. februar 2009
|
Miljø- og Planlægningsudvalgets udtalelse til Europaudvalget om Kommissionens Grønbog om håndtering af bioaffald i EU - KOM (2008) 0811.
Europaudvalgets formand har med brev af 16. januar 2009 til Miljø- og Planlægningsudvalgets formand anmodet om, at udvalget behandler Kommissionens grønbog om håndtering af bioaffald KOM (2008) 00811, jf. MPU alm. del – bilag 268.
Miljø- og Planlægningsudvalget ønsker på den baggrund at afgive følgende udtalelse:
Et flertal i udvalget (V, DF, KF og IA) har ingen bemærkninger til Grønbogen om håndtering af bioaffald i EU.
Â
Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL) finder, at Kommissionens Grønbog om håndtering af bioaffald i EU er et positivt initiativ og hilser det velkomment, at Kommissionen overvejer, hvordan Europa bedre kan nyttiggøre biologiske affaldsfraktioner og i videst muligt omfang eliminere skader herfra til fordel for positive anvendelser. Mindretallet støtter derfor udarbejdelsen af en europæisk strategi på området.
Kommissionen har i grønbogen begrænset sig til følgende biologisk nedbrydelige affaldsfraktioner:
· have- og parkaffald og
· mad- og køkkenaffald (husholdning, restauranter og fødevareforarbejdning).
Der er således tale om 2. generationsråstoffer uden for den primære jordbrugsproduktion. Kommissionen berører dermed ikke affaldsfraktioner fra landbruget eller skovbruget. Ligeledes er f.eks. affald af forarbejdet træ og papir undtaget.
Mindretallet finder, at der med fordel kan foreslås skærpede tiltag på europæisk plan inden for følgende områder:
· minimumskrav til indsamling (optimering af mulighed for nyttiggørelse), minimumskrav til nyttiggørelse (effektivitet),
· minimumskrav til slutprodukter, herunder krav til indhold af tungmetaller og miljøfremmede stoffer, og tilhørende krav om kildeopsporing med henblik på at reducere og eliminere indholdet af miljøfremmede stoffer og
· afvikling og forbud mod deponering af biologisk nedbrydelige affaldsfraktioner og i en bredere sammenhæng alt organisk affald.
Desuden bør Kommissionen aktivt sikre økonomiske midler til forskning og udvikling og aktivt formidle og muliggøre udveksling af viden og teknologi.
Mindretallet foreslår endvidere, at centrale erhvervsorganisationer og grønne ngo’er inddrages i det videre arbejde, således at det fulde udbytte af aktiviteterne i medlemsstaterne udnyttes.
Det er vigtigt, at fokus ikke begrænses til den teknologi, der i dag er mest anvendt, eller som i dag anses for at være den optimale på markedet. Der kan især peges på to teknologiske muligheder, som bør udnyttes og videreudvikles:
· Enzymatisk nedbrydning af fibre, hvilket muliggør anden udnyttelse end forbrænding med energiudnyttelse.
· Behandling af våd biomasse under tryk, der kan producere oliestoffer.
Begge teknologier kan desuden anvendes til affaldsfraktioner fra spildevandsslam og træ- og papiraffald, som ikke behandles i grønbogen. Disse teknologier kan endvidere bidrage til at opsamle ressourcer med henblik på nyttiggørelse.
Ud over fokus på klima (energiudnyttelse af bioaffald) og jordforbedring (tilbageføring af kompost m.m.) ønsker mindretallet at understrege følgende elementer:
· Fosfor er en begrænset ressource. Teknologier med genvinding af fosfor bør derfor foretrækkes.
· Råstof til nye produkter. Teknologier, der kan udnytte bioaffald direkte som råstof til opbygning af produkter og dermed erstatte fossile ressourcer, bør foretrækkes.
Der kan opstilles et principielt hierarki, jf. nedenstående punkter, der tager højde for de langsigtede interesser, som knytter sig til klimahensyn og øvrige begrænsninger i den fortsatte anvendelse af fossile brændsler. Et endeligt hierarki bør inddrage livscyklusanalyser fra vugge til vugge og i et perspektiv fra det lokale til det globale niveau. I dele af Europa kan anvendelse af komposteret bioaffald f.eks. modvirke ørkendannelse. I andre dele af Europa vil kompost fra bioaffald, jf. definitionen i denne Grønbog, kun kunne bidrage marginalt til jordforbedring.
Første prioritet er hermed energiudnyttelse af affald f.eks. som biogas eller udnyttelse af affaldets kulstof til nye produkter. I begge tilfælde erstattes fossile ressourcer. Anden prioritet er også energiudnyttelse, men i en simplere form, ved almindelig forbrænding.
Nederste prioritet er kompostering til jordforbedring.
Â
Med venlig hilsen
Steen Gade,
formand