Til Miljø- og Planlægningsudvalget,
 Nok verdens førende klimaforsker, James E. Hansen, gæster Danmark i forbindelse
med Københavns Universitets klimakonference 10.-12. marts.
 Hansen har gennem en menneskealder været leder af Goddard Institute ved NASA. For
mere end 20 år siden havde han foretræde for den amerikanske kongres, hvor han som
en af de første overhovedet påpegede overfor det politiske system, at verden med
de stadig stigende udledninger af CO2 siden industrialiseringens begyndelse stod
overfor meget alvorlige problemer.
 Sammen med en række kolleger fremlagde Hansen i Open Atmospheric Science
Journal for nylig artiklen: "Target Atmospheric CO2: Where Should Humanity Aim?" Den
viser, at den nuværende officielle målsætning på 450 ppm, som ligger til grund for
den kommende klimaaftale, er utilstrækkelig og på sigt vil føre til en fuld
afsmeltning af klodens ismassiver - og dermed vandstigninger på op imod 75 m.
 Fra en klimatologs perspektiv er kulafbrændingen CO2-mæssigt langt det største
problem, og James Hansen har det sidste år rejst rundt for at vinde gehør hos
verdens politikere for, at det ikke bare er nok at sætte procentvise
reduktionsmål, men at vi er nødt til at vedtage et øjeblikkeligt moratorium for
yderligere udbygning af kulkraftværker for at have en chance for at undgå, at vi
når såkaldte 'tipping points', hvor klimaforandringerne bliver selvaccelererende.
 James E. Hansen er en videnskabsmand, som på fornem vis har påtaget sig sin del af
ansvaret for at fylde det svælg af manglende forståelse mellem videnskaben og den
politiske verden, som skal udforme og gennemføre de kommende års klimapolitik. I de
seneste år har Hansen derfor rejst verden rundt og talt med politikere som Brown,
Merkel og Fukuda (den japanske premierminister). Og i forbindelse med hans
besøg i København 10.-12. marts, vil han gerne have foretræde for Miljø- og Planlægningsudvalget.
 Det er en stor chance, som vi håber I vil tage godt imod, og James E. Hansen har
indvilliget i at gennemføre en 30 min. PowerPoint-præsentation, for at underbygge
det uomgængeligt nødvendige i at få kulafbrændingen under kontrol, hvis vi skal
gøre os håb om stabilisere klimaet.
 Med venlig hilsen,
På vegne af Miljøpunkt Indre By/Christianshavn, Klimabevægelsen og Danish Media Forum
John Goodwin – mobil 239 86 3 86 – mail [email protected]
 http://a21.dk/blog/2009/01/01/james-hansen-brev-til-michelle-barack/
 http://a21.dk/blog/2008/12/31/james-hansen-om-klimaforandringer/
 http://a21.dk/blog/2008/11/22/james-hansen-coal-is-best-left-in-the-ground/
 http://a21.dk/blog/2008/07/04/james-hansen-stop-afbraendingen-af-kul/
 http://a21.dk/blog/2008/11/15/hvor-store-co2-reduktioner-skal-der-til/
 http://a21.dk/blog/2008/06/24/james-hansen-tipping-points-near/