Byer

J.nr. BLS-145-00074

Ref. JESHA-BLS

Den 25. september 2008

 

 

 

 

HØRINGSNOTAT

 

Vedrørende høringssvar til Forslag til Landsplandirektiv om beliggenheden af aflastningsområder i Århus, hvori der kan placeres udvalgsvarebutikker over 2.000 m².  

 

1. INDLEDNING

 

Forslag til Landsplandirektiv om beliggenheden af aflastningsområder i Århus, hvori der kan placeres udvalgsvarebutikker over 2.000 m² har været i offentlig høring fra den 17. april 2008 frem til 13. juni 2008. Forud for den offentlige høring har styrelsen holdt teknisk møde med Århus Kommune.

 

Der er indkommet i alt 13 høringssvar heraf fra 6 kommuner, 6 ministerier og styrelser og 1 region.

 

9 af de 13 høringssvar har ingen bemærkninger eller bakker op om forslaget.

 

Forslag til Landsplandirektiv er en konkretisering af planlovens bestemmelser for Århus Kommune jf. § 5 m, stk. 5. Landsplandirektivet skal fastlægge beliggenheden af aflastningsområder, hvor der kan etableres udvalgsvarebutikker over 2.000 m². 

 

Forslag til Landsplandirektiv udpeger områderne ved Tilst og Skejby som aflastningsområder til udvalgsvarebutikker over 2.000 m². Forslaget bygger videre på eksisterende detailhandelsplanlægning. Området ved Tilst er allerede et udpeget aflastningsområde i Regionplan 2005 for Århus Amt og Skejby er allerede i Århus Kommuneplan et udpeget butiksområde til særlig pladskrævende varegrupper.

 

Høringssvarene i forhold til landsplandirektivet berører:

- Alternative forslag til regler i direktivet.

- Ønsker om uddybende redegørelse af de miljømæssige konsekvenser  

- Ønsker om samme vilkår som Århus Kommune på detailhandelsområdet

 

2. Høringssvar

 

Positive eller ingen bemærkninger til landsplandirektivet

Århus Kommune og T. Skovgaard tegnestue aps bakker op om forslaget. Viborg og Randers kommuner anerkender store byers behov for detailhandelsudvikling også i aflastningsområder uden for bymidten og bydelscentre. Odder Kommune, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Skatteministeriet, Forbrugerstyrelsen, Region Nordjylland, Forbrugerrådet, Beskæftigelsesministeriet og Økonomi - og Erhvervsministeriet har ingen bemærkninger til forslaget.

 

Max butiksstørrelse i aflastningsområderne

Viborg Kommune anbefaler, at miljøministeren fastsætter regler i direktivet for en maksimal størrelse for udvalgsvarebutikker over 2.000 m² i de udvalgte områder, således at andre områder, der ikke har denne mulighed, ikke udkonkurreres.

 

Svar

Miljøministeren har ikke hjemmel i loven at fastsætte en maxgrænse for udvalgsvarebutikker over 2.000 m². I henhold til planloven er det kommunalbestyrelsen, som fastsætter butikkerne maximale størrelse.

 

Høringssvaret giver ikke anledning til ændringer i landsplandirektivet

 

Kun udvidelse af eksisterende butikker

Randers Kommune foreslår, at direktivet kun giver mulighed for at eksisterende butikker i aflastningsområderne kan udvides. 

 

Svar

Miljøministeren har ikke hjemmel i loven at fastsætte, at kun eksisterende butikker kan udvides. I henhold til planloven er det kommunalbestyrelsen som fastsætter hvor og hvor mange butikker over 2.000 m² de ønsker at etablere (dog max op til 3 per planperiode).

 

Høringssvaret giver ikke anledning til ændringer i landsplandirektivet

 

Detailhandelsstrukturen i området omkring Århus ødelægges

Viborg, Randers og Syddjurs kommuner frygter for detailhandelsstrukturen i regionen omkring Århus som følge af udpegningerne til områder til udvalgsvarebutikker over 2.000 m² i direktivet.

 

Svar

Miljøministeriet har i forbindelse med landsplandirektivet foretaget en miljøvurdering af direktivets udpegninger. Områderne som udpeges er i dag allerede områder med store butikker, med stort samlet butiksareal og som har regional betydning. Det vurderes derfor, at udpegningerne ikke vil give væsentlige ændrede miljøpåvirkninger

 

Efter amternes nedlæggelse er det kommunerne, som i henhold til planlovens § 11 e stk. 4. skal redegøre for blandt andet oplande samt konsekvenser for planlægningen, når de kommuneplanlægger. I henhold til planlovens § 11 e, stk. 4 og 5, skal kommunerne særlig redegøre for oplandet for de områder, hvor der planlægges for butikker, herunder konsekvenserne for oplandet ved planlægning af udvalgsvarebutikker over 2.000 m².

 

I henhold til planlovens § 29 b, stk.1 kan kommunerne fremsætte indsigelse over for planforslag fra nabokommune, hvis forslaget har væsentlig betydning for kommunens udvikling.

 

Høringssvaret giver ikke anledning til ændringer i direktivet

 

Uddybning af de regionale konsekvenser, samt de trafikale og miljømæssige konsekvenser i landsplandirektivet

Syddjurs, Viborg og Randers kommuner ønsker yderligere redegørelser for konsekvenserne af direktivets udpegninger for butiksstrukturen i regionen omkring Århus. Syddjurs Kommune mener redegørelsen bør indeholde en worst-case situation og konsekvensvurdering for oplandsbyerne. 

 

Svar.

Miljøministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af direktivet udarbejdet en miljøvurdering af de foreslåede udpegninger. Miljøvurderingen viser, at udpegningerne ikke giver væsentlige ændrede miljømæssige konsekvenser. Landsplandirektivet udpeger kun områder til butiksformål og ikke hverken størrelsen af bruttoetagearealet, konkrete butiksstørrelser eller konkret lokalisering. Miljøvurderingen af landsplandirektivet kan derfor ikke komme med en meget deltaljeret konsekvensanalyse, da det afhænger af kommunernes konkrete planlægning både med hensyn til omfanget af det samlede detailhandelsareal samt butikkernes maximale størrelse.

 

Det er kommunerne som i henhold til planloven skal udarbejde konsekvensanalyser når de kommuneplanlægger. Herudover kan et konkret projekt udløse en VVM- redegørelse, som vil skulle vurdere de regionale konsekvenser.

 

Høringssvaret giver ikke anledning til ændringer i direktivet

 

Baggrund for udpegning af nye aflastningsområder

Randers Kommune sætter spørgsmålstegn ved udpegningen af et nyt aflastningsområde ved Skejby. Kommunen forstår ikke hvorfor det udpeges, når det stadig er plads i Århus bymidte.

 

Svar

I henhold til planloven kan ministeren udpege nye aflastningsområder i Århus og Hovedstadsområdet. Århus Kommune har haft ønske om, at Skejby blev udpeget som aflastningsområde. Århus Kommune skal før den kan planlægge for udvalgsvarebutikker over 2.000 m² undersøge mulighederne for en lokalisering i bymidten og redegøre herfor.

 

Høringssvaret medfører ingen ændringer i direktivet.

 

Spørgsmål uden for direktivets kompetenceområde

Viborg og Randers kommuner ønsker lige vilkår for detailhandelsplanlægning som i Århus Kommune og mulighed for planlægning af udvalgsvarebutikker over 2.000 m² i henholdsvis Viborg samt aflastningsområdet Paderup ved Randers.

Svar

Folketinget har i planloven fastsat, at kun byer over 40.000 indbyggere kan planlægge for udvalgsvarebutikker over 2.000 m² i bymidten. Herudover kan der i henhold til planloven, i landets 5 største byområder, i Hovedstadsområdet, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg udover bymidten planlægges for udvalgsvarebutikker over 2.000 m² i aflastningsområder.

 

Viborg er en by under 40.000 indbyggere og Randers er ikke blandt de 5 største byer som nævnes i loven, hvor der kan etableres udvalgsvarebutikker over 2000 m² i aflastningsområder.

 

Ønskerne fra de to kommuner vil kræve en ændring af planloven.

 

3. Miljøvurdering

I henhold til lov nr. 1571 om miljøvurdering af planer og programmer af 20.december 2006 skal der udarbejdes en sammenfattende redegørelse over indkomne høringssvar til miljøvurderingen samt udarbejdes en miljøovervågning efter høringsfristens udløb.

 

Ingen høringssvar kommenterer direkte miljøvurderingen, men flere ønsker en uddybning af de miljømæssige konsekvenser af direktivets udpegninger.

 

Miljøministeriet mener dog ikke, at der kan redegøres mere detaljeret for direktivets udpegninger, idet direktivet kun udpeger områder til detailhandel og ikke hverken samlet bruttoetageareal, maximale butiksstørrelser eller konkret lokalisering af butikker.

 

Områderne er i dag allerede store butiksområder, hvor Tilst har et samlet butiksareal på ca. 125.000 m² og Skejby på ca. 55.000 m². Da udpegningerne allerede i dag er store eksisterende detailhandelsområder ændres der ikke ved arealanvendelsen og det er miljøministeriets vurdering at hverken detailhandelsstrukturen eller de miljømæssige konsekvenser påvirkes væsentligt negativt.    

 

Det er Århus Kommune, som i henhold til planloven skal redegøre for de konkrete konsekvenser af detailhandelsplanlægningen for udvalgsvarebutikker over 2.000 m². Også for nabokommuner i oplandet udenfor kommunens grænser.

 

Miljøministeren afgiver hvert fjerde år en redegørelse til et af Folketinget nedsat udvalg. Redegørelsen belyser og vurderer udviklingen i kommune – og lokalplanlægningen for detailhandel. Som led i overvågningsprogrammet vil ministeriet gennem kommunernes planlægning, skabe overblik over miljøkonsekvenserne i detailhandelsplanlægningen – herunder for udvalgsvarebutikker over 2.000 m² i hovedstadsområdet.