EU-Koordination

J.nr.

Ref. Kirst

 

 

 

 

 

 

 

 

Notat til Folketingets Europaudvalg

 

 

 

Kommissionens forslag til ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler med henblik på tilpasning af den tekniske udvikling til bilag III – hydrogenperoxid (brintoverilte).

 

 

  

Formålet med forslaget er at fastsætte begrænsninger og betingelser for anvendelsen af brintoverilte i mundplejemidler.

 

Den Videnskabelige Komité for Forbrugsvarer har vurderet at det er sikkert at anvende brintoverilte i op til 0,1 % i mundplejemidler.

 

I mundplejemidler, der indeholder brintoverilte i intervallet mellem 0,1 % og 6 %, kan der være forhold, der giver anledning til bekymring, og forbrugerne bør ikke have fri og direkte adgang til denne type produkter. Mundplejemidlerne skal mærkes – bl.a. med, at de ikke må anvendes til børn under 18 år - og tandlæger skal træffe beslutning som forbrugerens brug af produkterne.

 

For så vidt angår tandplejemidler, der indeholder mere end 6 % brintoverilte, gælder de samme begrænsninger som for produkter indeholdende 0,1 % - 6 %, men der til kommer, at det kun er tandlæger, der må anvende produkterne.

 

Det forventes, at forslaget kommer til afstemning den 22. oktober 2008 i den relevante komité.

 

Forslaget forventes ikke at have væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

 

Det vurderes at have en neutral påvirkning af beskyttelsesniveauet.

 

Regeringen er enig i, at brintoverilte kan anendes sikkert i mundplejemidler i mængder op til 0,1 %. Regeringen støtter også, at produkter med et større indhold af brintoverilte end det, ikke skal være frit eller direkte tilgængelige for forbrugerne, men at brugen skal vurderes af tandlæger, samt at de skal mærkes – herunder med, at de slet ikke må anvendes til børn under 18 år. Regeringen agter derfor at stemme for forslaget.