Jord & Affald

J.nr. MST-704-00074

Ref. Lived

3. februar 2009

 

 

 

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets miljø- og planlægningsudvalg om åbningsskrivelse vedrørende direktiv om udrangerede køretøjer

 

Danmark har den 1. december 2008 modtaget en åbningsskrivelse i sag nr. 2008/2300, SG-Greffe(2008) D/207278, om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer (herefter benævnt direktivet).

 

Kommissionen finder, at Danmark har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler landet i henhold til artikel 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10 og bilag I.

 

Åbningsskrivelsen er resultat af, at Kommissionen er ved at gennemgå implementeringen i alle medlemslande.

 

Kommissionen anfører, at Danmark har gennemført direktivets begreb producent som betydende producent og importør til det danske marked. Kommissionen mener, at begrebet producent skal forstås som producent i eller importør til hele EU. Regeringen kan ikke umiddelbart se, hvordan det skal være muligt at ansvarliggøre producenter og importører i andre EU-lande for håndteringen af udtjente biler afleveret i Danmark. Regeringen mener, at det først er, når en bil er importeret/indført til Danmark, at det er relevant at tale om et ansvar i Danmark i forhold til direktivet.

 

Kommissionen anfører, at Danmark ikke korrekt har gennemført regler om forbud mod markedsføring af køretøjer, som indeholder en række tungmetaller. Regeringen svarer, at en ændring af reglerne, der retter op på manglen, er udstedt i december 2008.

 

Kommissionen anfører, at Danmark ikke via regulering har sikret, at de relevante virksomheder gør en række oplysninger tilgængelige for offentligheden, og at det sikres, at de potentielle købere får disse oplysninger. Hertil bemærker regeringen, at i praksis er disse oplysninger i vidt omfang tilgængelige, men der er i den eksisterende regulering ikke mulighed for at håndhæve over for virksomhederne, hvis det ikke sker. Regeringen svarer, at der vil blive fremsat lovforslag, der skal skaffe hjemmel til at udstede regler herom.

 

De fleste af de øvrige punkter i Kommissionens åbningsskrivelse går på den lovtekniske udformning af den danske gennemførelse. I svaret anføres for de fleste punkters vedkommende, at den danske gennemførelse efter regeringens opfattelse er tilstrækkelig, men på visse punkter anføres, at man er indstillet på at foretage en yderligere præcisering, og således imødekomme Kommissionens kritik.

 

Regeringen har besvaret Kommissionens åbningsskrivelse i overensstemmelse med det ovenfor anførte.