By- og Landskabsstyrelsen                                                                                      23. januar 2009

Natur                                                                                                                  J.nr. BLS-702-00010                 

 

NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

 

Udkast til Kommissionens beslutninger vedrørende mineaffaldsdirektivet, om:

-        Definition af kriterierne for klassificering af mineaffaldsanlæg i overensstemmelse med direktivets bilag III, jfr. særlig direktivets artikel 22, stk. 1, litra g.

-        Om færdiggørelse af de tekniske krav til karakterisering af mineaffald som fastlagt i direktivet, jfr. særlig direktivets artikel 22, stk. 1, litra e

-        Om færdiggørelse af definitionen af inert mineaffald med henblik pÃ¥ gennemførelse af direktivets artikel 22, stk. 1, litra f

-        Om harmonisering og regelmæssig fremsendelse af de oplysninger og det spørgeskema som er omhandlet i direktivets artikel 22, skt. 1, litra a og artikel 18

-        Om tekniske retningslinjer for beregning af den finansielle sikkerhed i henhold til direktivet, jfr. særlig direktivets artikel 22, stk. 1, litra c.

 

Kommissionen sendte den 23. december 2008 ovennævnte beslutningsudkast til medlemsstaterne. Udkastene er fremsat med hjemmel i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien (mineaffaldsdirektivet) og om ændring af direktiv 2004/35/EF, særlig artikel 22.

 

Udkastene er af Kommissionen sat på dagsordenen til afstemning på møde i den tekniske komite under mineaffaldsdirektivet den 3. februar 2009.

 

De 5 udkast til Kommissionsbeslutninger har til formål at præcisere rækkevidde og krav i mineaffaldsdirektivet på følgende områder: Kriterier for kategorisering af særligt farlige mineaffaldsanlæg; oplysninger som er nødvendige for at kunne specificere mineaffaldet; kriterier for at kunne kategorisere mineaffald som inert affald; indrapporteringskrav til Kommissionen og vilkår for beregning af finansiel sikkerhedsstillelse.

 

Selve mineaffaldsdirektivet er endnu ikke implementeret i dansk ret. Forekommende dansk råstofudvinding resulterer ikke i frembringelse af affald, som defineret i EU´s affaldsdirektiv men kun materialer, der anvendes ved efterbehandling/retablering af den udtømte råstofgrav. Følgelig vurderes direktivet ikke at have nævneværdige lovgivningsmæssige konsekvenser for Danmark.

 

På dette grundlag vurderes de 5 beslutningsudkast ej heller at have nævneværdige lovgivningsmæssige konsekvenser for Danmark, ligesom de ikke vurderes at have økonomiske konsekvenser for eller berøre beskyttelsesniveauet i forhold til forekommende dansk råstofindvinding.

 

Regeringen agter på dette grundlag at tilslutte sig Kommissionens forslag.