Til
Nordjyske folketingsmedlemmer
3F Nordjylland har brug for din hjælp
Vi har brug for din hjælp i din egenskab af at være valgt folketingsmedlem i Nordjylland.
Stemningen er på nulpunktet, når man snakker med skovarbejdere og deres tillidsrepræsentanter om Skov- og Naturstyrelsens udspil om at fyre i alt 56 skovarbejdere. For Nordjyllands vedkommen betyder det at 25 % af skovarbejderen fyres. Ni årsværk i Thy og syv årsværk i Vendsyssel, altså i alt 16 årsværker.
Beslutningen skal ses i lyset af, at der ansættes yderligere 20 nye administrative medarbejdere. Reelt betyder det, at vores medlemmer finansierer ansættelse af de nye medarbejdere, selvom der i parantes bemærket er ansættelsesstop.
TR i Thy, Jens Jacobsen Jensen og Søren Sørensen, og Egon Kristensen, TR i Vendsyssel, er bitre over Skov- og Naturstyrelsens udspil, som de mener, er en meget dårlig beslutning. De siger, at der fortsat er brug for skovarbejdere, selvom man fra centralt holds side mener, at skovene stort set planter g passer sig selv.
Alle tre TR føler, at Skov- og Naturstyrelsen tilsidesætter et gældende ansættelsesstop. Man kan sige, fortsætter de, at Skov- og Naturstyrelsen reelt veksler arbejdskraften i Vestdanmark med nye arbejdspladser i Østdanmark. (altså endnu en arbejdsplads som flytter arbejdspladser fra Vestdanmark til Østdanmark)
I en tid, hvor det centrale administrationsapparat - og dermed regeringen - officielt har gjort en dyd ud af at decentralisere funktioner væk fra København, er det en torn i øjet på skovarbejderne, at de reelt skal betale for den administrative udbygning i Skov- og Naturstyrelsen. Der er tale om et politisk løftebrud forhold til de udmeldinger, den borgerlige regering kom med omkring decentralisering, da den tiltrådte.
Jens Jacobsen Jensen, Thy, der er 49 år, har været ansat 22 år som skovarbejder i Skov- og Naturstyrelsen. Han er bitter, fordi han har brugt en betragtelig del af sit voksen- og arbejdsliv på at arbejde i statsskoven. Han føler sig nu slidt og brugt og uden udsigt til at få et nyt arbejde i f.eks. det private erhvervsliv.
Han har kun hovedrysten til overs for beslutningen om at fyre i alt 56 skovarbejdere. Et andet aspekt er, at loyale medarbejdere ansat i Skov- og Naturstyrelsen ikke er uddannelsesmæssigt klædt på til at prøve nye udfordringer.
Et andet og ikke uvæsentligt punkt i fyringssagen er, at mange skovarbejdere har tilknyttet en bolig. For disse medarbejdere bliver det således også et spørgsmål om at skaffe sig tag over hovedet, når de er nødt til at rejse.
Fællestillidsrepræsentant for skovarbejderne, Hans Okholm, sagde for nylig, at hans største bekymring selvfølgelig gælder de skovarbejdere, der nu mister deres job. Han sagde videre, at med hele regeringens flotte miljø- og naturprofil, som blev lanceret i anledning af åbningen af Nationalpark Thy, er dybt utroværdig når de personer, der har været med til at skabe parken og senere skulle være med til at bevare den, nu får sparket.
Skovarbejderne håber, at der nu politisk sættes kraftigt fokus på Skov- og Naturstyrelsens beslutning om at fyre 56 skovarbejdere, side om side med en aktiv indsats fra 3F´s side. Derfor har vi brug for din politiske indflydelse. Vi håber, at du vil hjælpe med at skabe opmærksomhed om problemet.
Med venlig hilsen
Lindy Mortensen, Næstformand 3F Midtfjord                      Karsten Kollerup, 3F Regionskonsulent
Brian Andersen, Fagligsekretær, 3F Midtvendsyssel              Mads Østergaard, 3F Regionskonsulent
Annemarie Sørensen, Fagligsekretær, Thy-Mors           Jens Jacobsen Jensen, Tillidsrepræsentant
Kingo Nielsen, Gruppeformand, 3F Skagerak                      Søren Sørensen, Tillidsrepræsentant
Gert Jacobsen, 3F Konsulent                                    Egon Kristensen, tillidsrepræsentant
Leo Schaft, 3F Regionskonsulent