Den 14. januar 2009 |
|
|
|
|
Notat til FMPU om status for GMO’er og samfundsnytte
På rådsmødet (miljø) den 4. december blev der vedtaget rådskonklusioner om GMO’er. I forhold til spørgsmålet om at inddrage socioøkonomiske kriterier i vurderingen af GMO’er slog konklusionerne fast, at forordning om GM-fødevarer og –foder (nr. 1829/2003) på visse betingelser og som led i en konkret undersøgelse tillader, at der tages hensyn til legitime faktorer, der er specifikke for den vurderede GMO, under den risikostyringsproces, der følger efter risikovurderingen.
Konklusionerne slog også fast, at den særlige rapport om gennemførslen af udsætningsdirektivet (2001/18/EF) som Kommissionen er forpligtet til at fremlægge også vil indeholde en vurdering af de socioøkonomiske følger af udsætning og markedsføring af GMO’er.
Endvidere opfordres medlemsstaterne til inden udgangen af januar 2010 at indsamle og udveksle relevante oplysninger om de socioøkonomiske følger af markedsføring af GMO’er, herunder socioøkonomiske fordele og risici. Endelig opfordres Kommissionen til at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet rapporten på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne, inden juni 2010 til passende overvejelse og yderligere drøftelse.