EU-Koordination

J.nr.

Ref: japed

Den 7. januar 2009

 

 

 

 

 

NÆRHEDSNOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fase II-genvinding af benzindampe ved benzinpåfyldning af personbiler på servicestationer, KOM(2008) 812 endelig

 

Status

Kommissionen har vedtaget ovennævnte forslag, som den 12. december 2008 er fremsendt af Rådet. Forslaget har hjemmel i TEF artikel 175, og skal derfor vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter proceduren om fælles beslutningstagen i TEF artikel 251.

 

Europa-Parlamentet har endnu ikke behandlet forslaget.

 

Formål

Forslaget tager sigte på genvinding af benzindampe, som udledes til atmosfæres i forbindelse med tankning af personbiler på servicestationer (fase II genvinding af benzindampe). Emissionerne af flygtige organiske forbindelser (VOC’er) bidrager til lokale og regionale luftkvalitetsproblemer (benzen og ozon). Jordnær ozon er et forurenende stof, der overskrider landegrænserne og benzen er et kræftfremkaldende stof.

 

Formålet med forslaget er at følge op på tilsagn Kommissionen har afgivet i:

Temastrategien for luftforurening, forslaget om at ændre direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og i en erklæring i tilknytning til et nyt direktiv om luftkvaliteten (direktiv 2008/50/EF).

 

Kommissionens nærhedsvurdering

Kommissionen anfører, at forslagets mål ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne alene. Som begrundelse herfor anfører Kommissionen, at jordnær ozon, der dannes ved emission af VOC’er (fx benzindamp) og nitrogenoxider, er et grænseoverskridende forurenende stof, hvorfor en sammenhængende indsats fra alle medlemsstater er nødvendig.

 

Herudover anfører Kommissionen, at den har foreslået en lempelse af kravene til benzinens damptryk for at fremme brugen af bioethanol i direktiv om kvalitet af benzin og dieselolie, der sælges i EU. En lempelse af disse krav kan resultere i større udledninger af VOC’er, hvorfor der er behov for handling fra Fællesskabets side til at håndtere den potentielle stigning i VOC-emissionerne.

 

Regeringens nærhedsvurdering

Regeringen kan tilslutte sig Kommissionens vurdering.