|
|
J.nr. MST-705-00040 |
|
|
|
Den 9. oktober 2008 |
|
|
|
|
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. BC-BF stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg
Spørgsmål BC
Vil ministeren redegøre for konklusionerne i rapporten fra 2007 om miljøfarligt elektronikskrot udarbejdet af konsulentfirmaet Planmiljø for Miljøstyrelsen og herunder oplyse, hvorfor Miljø‑ og Planlægningsudvalget ikke er blevet orienteret om resultatet af undersøgelsen?
Spørgsmål BD
Vil ministeren vurdere, hvilke miljømæssige konsekvenser det kan få, at mange virksomheder ifølge konsulentfirmaet Planmiljø tilsyneladende ikke lader sig registrere hos den administrerende myndighed og derved unddrager sig det system, der skal sikre en korrekt behandling af elektronikskrot?
Spørgsmål BE
Hvad er ministerens holdning til, at WEEE‑Systemet, der skulle give myndighederne mulighed for at håndhæve reglerne, tilsyneladende ikke fungerer?
Spørgsmål BF
Hvilke initiativer agter ministeren at iværksætte på baggrund af rapporten fra konsulentfirmaet Planmiljø om miljøfarligt elektronikskrot og med hvilke tidshorisonter?
Svar
Jeg vil gerne besvare de fire samrådsspørgsmål BC til og med BF samlet.
Rapporten indeholder et katalog med forslag til forskellige tiltag, som hver især kan sikre, at flest muligt lever op til deres lovmæssige forpligtelse i henhold til elektronikreglerne om at tilmelde sig registret hos WEEE-system, hvis de er producenter eller importører af elektronikudstyr.
Nogle af forslagene er bl.a., at der sker en direkte henvendelse til en lang række virksomheder og øget information til virksomhederne generelt. Udover et antal konkrete forslag til fremgangsmåder beskriver rapporten også de metoder, som konsulenterne har anvendt for at finde frem til mulige Free-Riders.
I rapporten opstilles der bl.a. to lister med i alt 5187 virksomheder, som kaldes stor- sandsynligheds-listerne. Listerne består af henholdsvis elektronikproducenter og –importører, som ikke allerede er tilmeldt WEEE-Systems register. Rapporten konkluderer på basis af stikprøveinterviews med 4 % af virksomhederne på de to lister, at der kan forventes at være ca. 1800 Free-Riders.
Miljøstyrelsen har opfattet rapporten som et arbejdsredskab til planlægning og gennemførelse af en kampagne for at få flere til at tilmelde sig registret. Rapporten har givet det praktiske grundlag for en fokuseret kampagne over for potentielle Free-Riders. Derudover vil jeg også gerne henvise til mit svar på udvalgets alm. del spørgsmål 524.
Håndhævelse af elektronikreglerne er en administrativ opgave, som ikke kræver politiske tiltag eller ændringer af nuværende regler på området. Derfor har Miljøstyrelsen ikke tænkt, at det var relevant at informere Miljø- og Planlægningsudvalget om projektrapportens konklusioner.
Jeg må understrege, at det ikke har nogen miljømæssige konsekvenser, at virksomheder ikke er tilmeldt registret hos WEEE-System. De manglende tilmeldinger til WEEE-System betyder ikke, at elektronikaffald ikke håndteres korrekt.
Konsekvensen af, at der er virksomheder, som ikke har tilmeldt sig er, at andre virksomheder har betalt mere til håndteringen af elektronikaffald, end de reelt burde. Det indsamlede elektronikaffald fra husholdninger ér blevet håndteret, nemlig af tilmeldte producenter.
WEEE-System løfter de opgaver de specifikt har fået tildelt. Der er etableret et register, hvor elektronikproducenter og –importører skal tilmelde sig. Desuden administrerer WEEE-System tildelingsordningen for elektronikaffald fra husholdninger. Det betyder, at alle producenter og importører årligt får besked om, hvor meget elektronikaffald fra husholdninger de skal håndtere, og hvilke kommunale indsamlingssteder, som de konkret skal hente dette elektronikaffald fra. WEEE-System giver derudover løbende information til både de involverede kommuner og til producenterne og importørerne. Jeg er derfor uenig i, at WEEE-System ikke fungerer efter hensigten.
Miljø- og Planlægningsudvalget har for nylig i alm. del spørgsmål 522 bedt om at få Free-Rider rapporten oversendt, hvilket er sket. Jeg kan hertil supplere, at jeg netop er ved at oversende de to bilag til rapporten, som indeholder listerne over virksomheder, der eventuelt kunne være Free-Riders. I den tidligere fremsendelse af rapporten blev disse bilag ikke medtaget, da Miljøstyrelsen vurderede at de ikke måtte udleveres på grund af begrænsninger i offentlighedslovens, da listerne udgør forberedelse af forfølgning af mulige lovovertrædelser. Efter en nærmere overvejelse, herunder en drøftelse med Justitsministeriet, vurderer Miljøstyrelsen, at de kan udleveres.
Overordnet er strategien for opfølgning af Free-Rider rapporten sådan, at først skal Free-Riderne identificeres, herefter vil de blive bedt om at tilmelde sig registret, og hvis det ikke sker, vil de blive politianmeldt.
Den konkrete strategi til identificering af de mulige Free-Riders har følgende elementer: Â
Første led i indsatsen er et fællesbrev fra Miljøstyrelsen og WEEE-System. Det vil blive sendt i løbet af den kommende måned.  Brevet vil indeholde informationsmateriale til virksomhederne om forpligtelserne, og information om, hvornår man er omfattet. Virksomhederne kan hermed nemt afklare, om de skal tilmelde sig registret hos WEEE-System.
Andet led i kampagnen er en aktiv dialog mellem virksomheder og WEEE-System.
Ved tilmelding skal virksomhederne selvfølgelig også betale for den tid, hvor de burde have været tilmeldt. Der bliver altså ikke rabat for dem, der tilmelder sig for sent.
Hvis en virksomhed ikke svarer, vil virksomheden blive kontaktet telefonisk af WEEE-System med tilbud om yderligere hjælp til afklaring af, om de omfattet af producentansvarsreglerne for elektronikaffald.
Mange virksomheder forventes at svare, at de vurderer, at de ikke er omfattet af reglerne. Der vil blandt disse blive foretaget stikprøvekontrol af, at dette reelt er tilfældet.
Tredje led er, at WEEE-System sender lister til Miljøstyrelsen med navne på de virksomheder, som WEEE-System vurderer, er omfattet af producentansvarsreglerne, men som trods informationsindsatsen ikke har tilmeldt sig. Det bliver fra december 2008 og de kommende måneder derefter.
Miljøstyrelsen vil på baggrund af en dialog med virksomhederne træffe endelig afgørelse om, hvilke af virksomheder på listerne fra WEEE-System, der er omfattet. Såfremt virksomhederne herefter ikke tilmelder sig, vil de blive politianmeldt.
Der vil yderligere som led i kampagnen mod Free-Riders blive udarbejdet artikler til relevante fagblade indenfor elektronikbranchen om producentansvaret. Der vil være uddybende information tilgængelig pÃ¥ WEEE-Systems og Miljøstyrelsens hjemmesider, og der vil blive udsendt en pressemeddelelse om Free-Riders kampagnen. Â
WEEE-System får 200.000 kr. som et engangstilskud til en del af indsatsen mod Free-Riders.
Resultatet skulle gerne blive, at alle omfattede virksomheder tilmelder sig WEEE-Systemet, og at ingen virksomheder kan være i tvivl om reglerne på området. Vi kan derfor forvente politianmeldelser fra marts næste år, hvis ikke virksomhederne lever op til deres ansvar.
Som I ved, har elektronikreglerne baggrund i WEEE-direktivet. Derfor synes jeg det er relevant at dele de opnåede danske erfaringer de andre europæiske lande, der er omfattet af direktivet. Jeg beder derfor Miljøstyrelsen og WEEE-System om at informere om hvad vi har gjort i Danmark.
Min egen vurdering er, at det er en grundig kampagne, som vi kun kan være tilfredse med. Kampagnen er et udtryk for, at regeringen sørger for effektivt at håndhæve gældende regler.
Jeg vil i den forbindelse også gerne henvise til mit svar af 31. marts 2008 på alm. del spm. 214, hvoraf det fremgår, at Miljøstyrelsen drøfter indsamling af småt elskrot med bl.a. KL og producentordninger i forbindelse med indførelsen af producentansvar for indsamling af batterier.