17. november 2008

Statsminister Anders Fogh Rasmussen
Statsministeriet
Christiansborg
Prins Jørgens Gård 11
1218 København K                                                                                                              

 

Kære Anders Fogh Rasmussen!

Vi støtter fuldt op om, at Danmark så hurtigt som muligt skal gøres uafhængig af fossile brændsler - en vision som du igen i går fremførte som din og regeringens.

Derfor fremsender vi til din orientering rapporten "Nedtrapning af CO2-udslippet" , som vi offentliggjorde i januar i år og sendte til klima- og energiminister Connie Hedegaard.

Det er et energiscenario for en bæredygtig omstilling af vores energisystem i perioden op til 2030. Det er heri dokumenteret, at det er teknisk muligt og samfundsøkonomisk fordelagtigt at reducere det nuværende danske forbrug af fossile brændsler med 34 procent i 2020 og 61 procent i 2030.

Nærmere bestemt er der tale om en reduktion af kulforbruget med 53 procent i 2020 og med 86 procent i 2030 - og af olieforbruget med 35 procent i 2020 og 71 procent i 2030.

Dette fører til, at CO2-udledningen fra energi- og transportsektoren reduceres med 40 procent i 2020 i forhold til 1990. Det er et reduktionsmål, som Danmark bør forpligte sig på hjemmebanen, hvis man ønsker at signalere og realisere en ambitiøs klimapolitik. Som du ved, skal industrilandene i følge IPCC reducere udslippet af drivhusgasser med 25-40 procent i 2020 i forhold til 1990-niveau, hvis 2 graders-målet skal have en chance for at blive opfyldt.

Det er på tide at omsætte de grønne visioner til konkret handling.

Med venlig hilsen

 

Tarjei Haaland      
Klima- og energimedarbejder                                                     
Greenpeace