Å B E N T  B R E V til Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg samt Folketingets Kulturordførere og Kulturudvalg.
København den 28. november 2008
INDEN
DET ER FOR SENT,
vil vi gerne gøre opmærksom på hvor stor betydning spillestedet K2 - den gamle
Kanonhallen - HAR og har haft for det eksperimenterende, nyskabende, uafhængige
og internationale teater og de grupper og enkeltprojekter, der har givet stedet
dets identitet og kvalitet - alle dem der ikke har noget fast spillested, og
som primært bliver støttet af Kunststyrelsens Scenekunstudvalg, men også af
Københavns Kommune, som støtter stedet som Lille Storbyteater.
K2 - den gamle Kanonhallen - har en størrelse, en beliggenhed, en kvalitet
(rummets
beskaffenhed, lys og lyd, billetsalg, publikumsopbygning o.s.v.), en
publikumsbevågenhed og et renommé som gør det uerstatteligt for den
del af det eksperimenterende, uafhængige teater der har brug for det STORE rum
at udtrykke sig i, og dermed også de mange flere publikumspladser, som en
kammerscene ikke kan honorere. Stedet gør, at teatrene kan bruge deres
bevilgede penge på kunst og ikke på at bygge nye spillesteder op fra gang til
gang - hvilket i øvrigt også er umuligt med de bevillinger vi får.
Kanonhallen blev i 1990 åbnet netop for at huse disse uafhængige teatre,
projekter og internationale gæstespil og det er da også dem/os, der har været
med til at skabe stedet, som det er i dag.
Så inden det er for sent, vil vi hermed gerne udtrykke at vi håber I forstår, at det vil være en katastrofe, ikke alene for os men også for dansk scenekunst og publikum, hvis ikke K2 / den gamle Kanonhallen består som åben scene.
Med venlig hilsen
                     FORENINGEN AF DANSKE SCENEINSTRUKTØRER