Kunstnersammenslutningerne

 

Corner     Grønningen     Den Gyldne     PRO     Transit

 

 

 

 

Kulturudvalget,

Folketinget,

Christiansborg,

1240 København K.

 

 

 

                                                                                                                Den 20. november 2008

 

Vedr.: Kunsthal Charlottenborg.

 

 

På vegne af kunstnersammenslutningerne fremsætter vi hermed ønske om foretræde for Folketingets Kulturudvalg. Den seneste udvikling vedr. Kunsthal Charlottenborg har gjort os bekymrede, og på mødet vil vi gerne forelægge vores erfaringer og idéer.

 

 

Lidt om baggrunden:   Charlottenborg blev oprindeligt bygget som et kunstnernes eget udstillingshus, hvor publikum havde mulighed for at møde ny kunst direkte, fra kunstnernes atelierer såvel i som uden for Danmark.

 

Formidlingen af professionel kunst i Danmark foregår i dag via tre kanaler:

1.  Kunstnernes egen formidling gennem udstillinger, de selv skaber på grundlag af egne udvælgelser af, hvad der er kunstnerisk betydningsfyldt.

2. Kunsthistorikernes formidling gennem dét, at de sætter kunsten i historisk, nationalt og internationalt perspektiv m.m.

3.  Galleriejernes formidling, som er kommerciel, hvilket også er helt og aldeles legitimt (kunstnerne sælger jo også deres egne værker).

 

Kunstmuséerne og kunsthallerne formidler således billedkunsten, herunder nutidskunsten,  kunsthistorisk og kurateret af teoretisk uddannede kuratorer, gallerierne formidler den kommercielle del – og udstillingsbygninger som Charlottenborg var kunstnernes frie formidlingssteder. Med denne treenighed får publikum flere forskellige valgmuligheder for oplevelse af kunst. En mangfoldighed til glæde for alle, ingen eensporing eller ensretning.

 

Og publikum elsker kunstnersammenslutningerne – det er alle, også kritikere af fænomenet – enige om. Tal fra Charlottenborg før 2007-forandringen dokumenterer, at kunstnersammenslutningerne har trukket et meget stort publikum til deres udstillinger, op til 40.000 på 3 måneders udstillinger om året, som er, hvad kunstnersammenslutningerne har fyldt om året… Resten af tiden har der så været meget forskelligartede og eksperimenterende, også såkaldt smalle udstillinger, på Charlottenborg.

 

Flere end 6.000 menneske, heriblandt et stort antal kendte kulturpersonligheder, kunstnere og ledende erhvervsfolk, gav deres underskrift i protesten mod, at kunstnersammenslutningerne blev forvist fra Charlottenborg, og disse underskrifter blev i april 2007 overrakt til daværende kulturminister Brian Mikkelsen ved en lille ceremoni.

 

Den tomhed, der nu råber fra rummene på Kunsthal Charlottenborg, behøver jo slet ikke at blive permanent. Publikum fra kunstnersammenslutningerne vil uden al tvivl vende tilbage, den dag kunstnersammenslutningerne eventuelt atter fik mulighed for at udstille der. For det er et ualmindeligt trofast publikum, der år efter år møder op for at hente nye oplevelser og møde kunstnerne på udstillingerne, samt deres gæster fra ind- og udland. Det dokumenterer tal fra f.eks. Sophienholm, hvor Corner senest har udstillet, samt Bornholms Kunstmuseum, hvor Grønningen p.t. udstiller.

 

 

 

For at kunne forelægge idéer og erfaringer for Folketingets Kulturudvalg vil vi meget gerne give møde onsdag den 26. november.

 

Deltagerliste:

 

Deltagerlisten følger straks nu på mandag.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

f. kunstnersammenslutningerne

 

sekretær Lene Rasmussen

Telefon 38 16 12 41  /  21 78 27 72

Rolfsvej 10, 1. tv.  -  2000 Frederiksberg.

E-mail [email protected]