15. september 2008
Til Styrelsen for Bibliotek og Medier
DILEM (danske idébaserede og lokale elektroniske medier) er en interesseorganisation, der repræsenterer lidt over 100 lokale TV og radiostationer i Danmark (vedrørende medlemslisten se venligst www.dilem.dk).
Vi takker for muligheden for at kommentere udkastet til en fremtidig løsning for lokal-TV på den fremtidige MUX 1.
Vi er enige i udkastets hovedlinier, men har forslag og kommentarer til en række detaljer.
Landsdækkende og regional sendeflade
Vi er enige i, at der dels skal oprettes en landsdækkende idebaseret sendeflade og dels en regional sendeflade, som henvender sig til målgrupper i regionen.
Hvor mange timer hver især skal fylde, foreslås afgjort centralt bl.a. under skelen til, hvor mange ansøgere, der er af hver slags.
Vi er enige i, at de regionalt forankrede stationer skal have en vis præference i tildeling af sendetid.
Kabel TV
Tilskud til kabel-TV foreslås afskaffet, og det er vi enige i. Alene det forhold, at det nærmest er umuligt at kontrollere, hvad tilskuddet går til, må gøre det forvaltningsmæssigt betænkeligt at fortsætte med en sådan ordning. Hvis der skulle findes kabel-TV stationer, der producerer et ordentligt volumen af rigtige programmer, bør disse tilskyndes til at ansøge en normal regional sendetilladelse, og ansøge om tilskud på linie med andre regionale stationer.
Â
Ikke nedlæggelse af den særlige pulje, men omkonvertering
Den særlige pulje til studenterradio og TV, højskole radio og TV og handicap TV foreslås nedlagt, og det har vi forståelse for. Der kunne nemlig nævnes et utal af andre grupper, der med lige så stor ret kunne have behov for ekstraordinære tilskud.
Imidlertid forslår vi ikke nedlæggelse af puljen, men omkonvertering af dens formål.
Nogle af de stationer, der kan forventes at søge om sendetilladelse til den landsdækkende sendeflade, vil råde over rigelige midler (tilskud fra EU eller store halvoffentlige interesseorganisationer). Andre stationer vil imidlertid grundlæggende skulle drives af driftstilskuddet. Her tænkes bl.a. på stationer, der sender på andre sprog end dansk, samt eks. handicap TV og studenter TV.
Sådanne stationer vil reelt være afskåret fra at ansøge om at komme på den landsdækkende sendeflade, idet de i givet fald skal bruge stort set hele deres tilskud til distributionsudgifter.
Vi foreslår derfor, at den særlige pulje omkonverteres, så den kan ansøges af ubemidlede stationer med landsdækkende sendetilladelse,- som tilskud til de ekstra udgifter, der er forbundet med den landsdækkende transmission.
Man kunne ved samme lejlighed overfor de stationer, der sender på andre sprog end dansk kvittere med et krav om en vis alsidighed.
De to modeller
Der er foreslået to regionale modeller: Model 1, der minder om det aktuelt kendte, og model 2 (den såkaldte paraplymodel), som i vid udstrækning decentraliserer både fordeling af programvirksomhed, administration og økonomi.
Model 2 har sympatiske træk, men ville efter vores opfattelse kun kunne bruges i regioner, hvor man i forvejen har et meget tæt samarbejde mellem få aktører ideelt med base i samme geografiske lokalitet (måske på Fyn, Bornholm eller i Sønderjylland).
Vi anser simpelthen ikke model 2 for realistisk i de mere befolkningstunge regioner. Når hertil lægges den betænkeligt snævre tidsramme på få måneder fra det tidspunkt sendetilladelserne foreligger, og indtil det hele skal spille sammen, så mener vi, at model 2 simpelthen ikke ville kunne administreres. I Københavnsområdet ville den være en total katastrofe. Men som nævnt har model 2 sympatiske træk, og man kunne evt. indføre muligheden for, at en region kunne tilvælge eller ansøge om at blive administreret via en paraplymodel.
Men som generel ordning må vi klart fraråde paraplymodellen.
Regionsopdelingen
Vi er enige i den foreslåede regionsopdeling. Men teknisk set burde det være muligt i højere grad at tilgodese særlige bornholmske interesser.
Vægtet programtilskud
Der foreslås et vægtet programtilskud. Meget kan menes om vægtningen, men grundlæggende synes vi, at det er en god idé. Vi er enige i, at tilskudsordningen bør favorisere egenproduktion rettet mod den målgruppe, som den pågældende station i sin ansøgning om sendetilladelse angav at være sin målgruppe.
Et forslag om en årlig præmiering af programmer tror vi, vil være svær at administrere fornuftigt, og vil fraråde.
Variable distributionstakster
Vi foreslå, at distributionstaksterne gøres variable. Formålet er både større retfærdighed i forhold til de store aktører og dels at få besat ydertimerne i sendefladen. DR og TV, der begge har en
milliardomsætning, får distribueret deres signaler i prime time til samme pris, som en station uden salt til sit æg, skal betale for at få distribueret sine programmer midt om natten.
Man kunne indrette det således at stationer, der sender i et nærmere defineret prime-time bånd, skal betale 1½ x distributionstaksten og stationer der sender om natten kunne slippe med ½ takst.
Herved kunne også nattetimer gøres attraktive, og betalingen til DIGI-TV ville være den samme.
Sendefladeovervejelser
For DILEM er det et grundlæggende ønske, at sendefladen bliver interessant og spændende.
Det kunne tale for, at TV2s regioner får lov til at sende spots på andre tidspunkter om dagen en aftenen.
Programindhold, der tømmer kanalen for seere, når det er slut, bør reserveres særlige bælter om dagen. Stationer, der fortrinsvis sender på andre sprog end dansk foreslås af samme grund grupperet i et bælte om eftermiddagen, idet seergruppen her typisk udskiftes 100%, når udsendelsen er slut.
TV for hørehæmmede kan sagtens være interessant. Det som vi hidtil har set fra DRs side, hvor en person stÃ¥r og taler døvesprog, er dog dybt uinteressant for alle andre end de knap 5000 i hele landet (inklusiv døvelærere og forældre), som kommunikerer med tegnsprog.Â
Det bør derfor enten gøres til et krav, at TV for hørehæmmede bliver seværdigt også for andre end hørehæmmede, eller også bør det flyttes væk fra prime-time.
Vi er enige i forslaget om, at kommune-TV og bydelsTV, der henvender sig til 50-100 000 mennesker, får gode centrale placeringer i sendefladen,- eksempelvis dels i prime time dels om formiddagen. Regionale stationer der henvender sig til smallere målgrupper end 50 000 foreslås tildelt sekundære placeringer. En del af disse stationer vil erfaringsmæssigt gerne ønske at sende omkring midnat.
De landsdækkende bånd kunne ligge fra middagstid og frem,- idet TV for hørehæmmende p.g.a. den mikroskopiske målgruppe ordentligvis også må være landsdækkende. D.v.s. en regional sendeflade formiddag, aften og midnat, og en national sendeflade fra middagstid til aften, og evt. sen aften. Nattetimerne vil blive svære at afsætte. Hverken TV2 eller DR sender ret meget om natten. Derfor forslaget om lavere transmissionstakst om natten.
En hel del af vore medlemsstationer (med kirkelig tilknytning), ville sætte pris på en særlig søndagssendeflade.
Af logistiske grunde tror vi ikke, â€slots†for den enkelte station generelt bør være mindre end ½ time. Dette foreslÃ¥r vi medtaget i overvejelserne. For at skabe en større økonomisk basis for den enkelte station kunne den maksimale sendetid evt. udvides fra 3 til 3½, 4 eller hele 7 timer.
Afsluttende skal vi bemærke, at tidsrammen for implementeringen synes beklageligt snæver.
Det ville være ønskværdigt, at resultatet af tildelingen af sendetilladelser foreligger allerede 1. Juli 2009.
                                                                                                         På vegne af DILEM
                                                                                                         Venlig hilsen Alex Heick