Folketingsdirektør Carsten U. Larsen Christiansborg |
Kulturudvalget Christiansborg Tlf.   +45 33 37 55 00 www.ft.dk |
Kontakt Dir. tlf.   +45 3337 5523 |
Kære Carsten U. Larsen, |
5. november 2008 |
Kulturudvalget har fast hjemsted i vær. S-092 ved Fællessalen. Lokalet er udsmykket med en række store, fine Arne Haugen Sørensen-billeder. Det er, som jeg forstår det, et indkøb, som Folketinget har foretaget for ikke så mange år siden, vist nok i 90’erne.
Vi har haft et par drøftelser i Kulturudvalget, om det ville være muligt at overveje at ændre udsmykningen i vær. S-092, så der med visse mellemrum, f.eks. årligt, kom en ny samling kunst i udvalgsværelset.
Det kunne være inspirerende for Kulturudvalgets medlemmer og vel også for de øvrige udvalg, der bruger udvalgsværelset, herunder også for udvalgenes mange gæster (samråd, deputationer, minihøringer m.v.), hvis der løbende blev placeret markante kunstværker af danske kunstnere, hvor nogle kunne være støttede og andre ikke-støttede kunstnere. Kulturudvalget kunne forestille sig, at der måske udover nogle billeder kunne være enkelte andre typer kunstværker, f.eks. skulpturer, vaser, fotos og evt. kunsthåndværk. Endelig var der måske også mulighed for enkelte gange at udstille skitser i S-092.
Kulturudvalget har besøgt Kunststyrelsen nogle gange, hvor vi har bemærket, at man årligt laver en nyophængning af nyindkøbt kunst (særligt billeder og skulpturer). Når året er omme, går denne kunst videre til kunstmuseer, offentlige institutioner og kontorer m.v. til mere permanente udlån. Måske kunne Folketinget låne nogle stykker kunst fra Kunststyrelsen året efter ophængningen der. Og måske kunne man også låne kunst fra kunstmuseer og andre – evt. private – kunstsamlinger. Endelig kunne enkelte af Folketingets nyindkøb måske have S-092, som deres første placeringssted på Christiansborg.
Vi kunne evt. indledningsvist drøfte problemstillingen over en kop kaffe.
Med venlig hilsen
Karin Nødgaard
formand