§1I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 429 af 27. maj 2009,som ændret ved lov nr. 426 af 30. maj 2009, foretages følgende ændringer:1.§ 2affattes således:”§ 2.Ved udøvelse af programvirksomhed forstås:1. udsendelse af lyd- og billedprogrammer til almenheden ved hjælp af radioanlæg,2. fordeling ved hjælp af fællesantenneanlæg af lyd- og billedprogrammer, som ik-ke tillige udsendes som nævnt i nr. 1,3. udsendelse af billedprogrammer til almenheden ved hjælp af øvrige elektroniskekommunikationsnet som defineret i lov om konkurrence- og forbrugerforhold påtelemarkedet og4. udbud af on-demand audiovisuelle medietjenester, hvis hovedformål er at udby-de informerende, underholdende eller oplysende billedprogrammer med elleruden lyd til almenheden via kommunikationsnet som angivet i nr. 3.Stk. 2.Ved fællesantenneanlæg forstås i denne lov fællesantenneanlæg og andrekabelanlæg til fordeling af lyd- og billedprogrammer til lokaler, som anvendes til privatbeboelse.

Stk. 3.Ved en on-demand audiovisuel medietjeneste forstås i denne lov en audiovisuelmedietjeneste, der udbydes af en medietjenesteudbyder med henblik på modtagelse afprogrammer på et brugervalgt tidspunkt og på den enkelte brugers anmodning pågrundlag af et programkatalog udvalgt af medietjenesteudbyderen.Stk.4. Ved en medietjenesteudbyder forstås i denne lov den fysiske eller juridiskeperson, der har det redaktionelle ansvar for valget af audiovisuelt indhold i en audiovi-suel medietjeneste og bestemmer, hvordan det tilrettelægges. En audiovisuel medietje-neste er enten en fjernsynsudsendelse omfattet af stk. 1, nr. 1-3, eller en on-demandaudiovisuel medietjeneste omfattet af stk. 1, nr. 4. ”2.I§ 6, stk. 1, 2. pkt.ændres ”§ 38 a, stk. 1.” til: ”§ 38 a, stk. 2, 1. pkt.”.3.Efter § 11, stk. 3, indsættes som et nyt stykke:”Stk.4.Tilladelse til programvirksomheden på den fjerde FM-radiokanal kan dog efterkulturministerens nærmere bestemmelse meddeles af Radio- og tv-nævnet uden forud-gående udbud efter reglerne i kapitel 8. Kulturministeren kan bestemme, at sådantilladelse i særlige tilfælde kan forlænges.”Stk. 4-8 bliver herefter til stk. 5-8.4.§ 38 baffattes således:”§ 38 b.Kulturministeren kan fastsætte regler om programvirksomheden, herunderregler om indhold i programvirksomheden, fremme af programmer af europæisk oprin-delse og tilrådighedsstillelse af programvirksomheden.Stk. 2.Kulturministeren kan fastsætte regler om, at TV 2/DANMARK A/S skal til-gængeliggøre oplysninger, der identificerer TV 2/DANMARK A/S over for seerne ogbrugerne.”5.§ 39, stk. 3, 1. pkt.,affattes således:”Radio- og tv-foretagender og øvrige medietjenesteudbydere, der er omfattet af Radio-og tv-nævnets virksomhed, er forpligtet til at meddele nævnet de oplysninger, udleverede dokumenter m.v. og afgive de skriftlige udtalelser, som forlanges af nævnet.”6.I§ 40indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

”Stk.6.Radio- og tv-nævnet samarbejder med tilsynsorganer i andre EU-lande, somFællesskabet har indgået aftale med, samt øvrige europæiske lande. Nærmere reglerherom fastsættes af kulturministeren.”7.§ 42, nr. 2,affattes således:”At registrere foretagender, som udøver programvirksomhed ved hjælp af satellit,fællesantenneanlæg, jordbaserede, digitale tv-sendemuligheder og kortbølgesendemu-ligheder samt øvrige elektroniske kommunikationsnet og at føre tilsyn med program-virksomheden, jf. § 47.”8.Efter§ 42indsættes:”§42 a.Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med programvirksomhed omfattet af § 2, nr. 4,jf. § 47.Stk. 2.Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om indstilling af denne programvirk-somhed, jf. § 50, stk. 3.”9.§ 44, nr. 2, 1. pkt.,affattes således:”Nævnet træffer afgørelse om reklamers indhold, jf. §§ 76 og 77.”10.I§ 44indsættes efternr. 5:”6) Nævnet træffer afgørelse om spørgsmål om produktplacering i programmer, jf. §85 a.”11.Overskriftentil kapitel 8 affattes således:”Programvirksomhed på grundlag af tilladelse og registrering samt on-demand audiovi-suel programvirksomhed”12.I §45, stk. 1, 1. pkt.indsættes efter ”radio- og tv-foretagende”: ”og øvrige medietje-nesteudbydere”.13. §46affattes således:

”Kulturministeren fastsætter regler for, hvornår tv-foretagender og øvrige medietje-nesteudbydere, der udøver programvirksomhed efter dette kapitel, hører under danskmyndighed.”14.§ 47affattes således:”Foretagender, der udøver programvirksomhed ved hjælp af satellit, fællesantennean-læg, jordbaserede, digitale tv-sendemulighedelser, kortbølgesendemuligheder samtøvrige elektroniske kommunikationsnet, og som hører under dansk myndighed, skallade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet. Medietjenesteudbydere, der udbyder on-demand audiovisuel programvirksomhed omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, kan udøve pro-gramvirksomhed uden registrering.Stk. 2.Kulturministeren kan dog uanset § 47, stk. 1, 1. pkt, fastsætte nærmere reglerom, at udøvelse af programvirksomhed ved hjælp af jordbaserede, digitale tv-sendemuligheder, hvor tilladelse til distribution er meddelt i henhold til § 3, stk. 4,forudsætter tilladelse udstedt af Radio- og tv-nævnet i medfør af § 45, stk. 1 og 2.Stk. 3.Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering i henhold tilstk. 1, 1. pkt.Stk. 4.Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om de foretagender, der eromfattet af stk. 1 og 2, herunder regler om, at foretagenderne skal tilgængeliggøreoplysninger, der identificerer foretagendet over for seerne og brugerne.”15.§ 48affattes således:”§ 48.Kulturministeren kan fastsætte regler om programvirksomheden, herunderregler om indhold i programvirksomheden, fremme af programmer af europæisk oprin-delse og tilrådighedsstillelse af programvirksomheden.”16.§49, stk. 2,affattes således:”Stk.2.Foretagender, der udøver programvirksomhed på grundlag af tilladelse til ellerregistrering af programvirksomhed efter dette kapitel, skal identificere sig ved afslut-ningen af hvert program.”

17.I§ 50, stk. 2,ændres ”§ 47,” til: ”§ 47, stk. 1, 1. pkt.,”.18.I§ 50indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:”Stk. 3.Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om midlertidig eller endelig indstil-ling af programvirksomhed efter § 47, stk. 1, 2. pkt., hvis medietjenesteudbyderenovertræder loven eller bestemmelser fastsat efter loven, såfremt en overtrædelse er groveller overtrædelser er ofte gentagne.”19.Overskriftentil kapitel 11 affattes således:”Reklamer og sponsorering m.v. af programmer samt indgåelse af partnerskaber”20.§ 75, stk. 1,affattes således:”Reklameri radio og fjernsyn må højst udgøre 15 pct. af den enkelte tilladelseshaversdaglige sendetid og højst 12 minutter pr. time.”21.§ 77affattes således:”§ 77.Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes reklamer kanindgå i programvirksomheden, herunder regler om identifikation, placering, indhold ogomfang af reklamer i radio, fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester.”22.§ 79affattes således:”§ 79.Ved sponsorering af programmer forstås enhver form for ydelse af direkte ellerindirekte tilskud til finansieringen af programmer i radio, fjernsyn og on-demand au-diovisuelle medietjenester, herunder tekst-tv-sider, fra en fysisk eller juridisk person,der ikke selv udøver virksomhed ved udsendelse, udbud eller produktion af programmeri radio, fjernsyn eller on-demand audiovisuelle medietjenester, film, fonogrammer m.v.,med henblik på at fremme den pågældendes navn, mærke (logo), image, aktiviteter ellerprodukter.”23.§ 80, stk. 1,affattes således:

”Sponsorerede programmer skal klart kunne identificeres ved, at sponsorens navn,logo og/eller andet symbol, f.eks. en angivelse af vedkommendes produkt(er) eller tjene-steydelse(r) eller et kendemærke for dem, er angivet ved programmets begyndelse,slutning eller begge steder. Sådanne angivelser må derimod ikke forekomme i pro-grammet. I tekst-tv angives sponsorens navn, logo og/eller andet symbol, f.eks. angivel-se af vedkommendes produkt(er) eller tjenesteydelse(r) eller et kendemærke for dem, påde enkelte tekst-tv-sider, som er sponsoreret.”24.§ 81affattes således:”§81.Indholdet og programsætningen af et sponsoreret program må ikke påvirkes afsponsor på en sådan måde, at det indvirker på radioforetagendets eller medietjeneste-udbyderens ansvar og redaktionelle selvstændighed.Stk. 2.Ligeledes må programindhold og programsætning ikke påvirkes af selskaberm.v. med hvilke radio- eller fjernsynsforetagender har indgået kommercielle aftaler itilknytning til programvirksomheden på en sådan måde, at det indvirker på radio- ellerfjernsynsforetagenders ansvar og redaktionelle selvstændighed.”25.§ 84, stk. 1,affattes således:”I fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester må nyheds- og aktualitetspro-grammer ikke sponsoreres.”26.Efter§ 85indsættes:”Produktplacering i programmer”§ 85 a.Produktplacering i programmer i fjernsyn og on-demand audiovisuelle medie-tjenester er forbudt.Stk. 2.Ved produktplacering forstås i denne lov visning eller omtale af en vare, entjenesteydelse eller et varemærke som led i et programs handling mod betaling elleranden modydelse.

Stk. 3.Uanset forbuddet mod produktplacering i stk. 1 kan der ske produktsponsore-ring af programmer i fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester. Ved pro-duktsponsorering forstås i denne lov medtagelse af eller henvisning til en vare, entjenesteydelse eller et varemærke i et program, hvor:1. levering af varen, tjenesteydelsen eller varemærket ikke har nogen betydeligværdi, og2. ingen relevant medietjenesteudbyder eller tilknyttet person har modtaget beta-ling eller anden modydelse i relation til medtagelsen af eller henvisningen tilvaren, tjenesteydelsen eller varemærket i programmet.Stk. 4.Ved ”betydelig værdi” forstås en residualværdi, som ikke er af underordnetkarakter. Ved en residualværdi forstås en pengemæssig eller anden økonomisk værdifor den relevante medietjenesteudbyder udover værdien af den udgift, der er sparet vedat medtage eller henvise til varen, tjenesteydelsen eller varemærket i et program.Stk. 5.Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om produktplacering og pro-duktsponsorering.”27.§ 90, stk. 3,ophæves.28.§ 93, stk. 1, nr. 7,affattes således:”7) tilsidesætter en afgørelse om indstilling af programvirksomheden efter § 42, nr. 5,§ 42 a, stk. 2, § 50, stk. 2 eller stk. 3.”29.I§ 93, stk. 2,indsættes efter ”§ 85,”: ”§ 85 a,”.§2I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 20. juni 2008, foretages følgendeændringer:1.Overskriften før § 25 affattes således:”Reportage af dagsbegivenheder og korte nyhedsindslag”.

2.

Efter§ 25indsættes:”§ 25 a.Et fjernsynsforetagende i en medlemsstat inden for Det Europæiske Øko-nomiske Samarbejdsområde har i sine generelle nyhedsprogrammer ret til at anvendekorte nyhedsindslag fra begivenheder af stor interesse for offentligheden, som et andetfjernsynsforetagende har eneret til at transmittere. Fjernsynsforetagendet må ogsåanvende de korte nyhedsindslag, hvis det generelle nyhedsprogram senere bliver stillettil rådighed på en sådan måde, at almenheden får adgang til det på et individuelt valgtsted og tidspunkt.Stk. 2.Når fremførelse eller visning af et værk indgår i en begivenhed af stor inte-resse for offentligheden, må værket gengives ved anvendelsen af korte nyhedsindslag igenerelle nyhedsprogrammer.Stk. 3.Kulturministeren fastsætter nærmere regler om korte nyhedsindslag i gene-relle nyhedsprogrammer fra begivenheder af stor interesse for offentligheden.”3.I§ 65, stk. 4,indsættes efter ”25,”: ”25 a, stk. 2,”.4.I§ 66, stk. 2,indsættes efter ”25,”: ”25 a, stk. 2,”.5.I§ 67, stk. 2,indsættes efter ”25,”: ”25 a, stk. 2,”.6.I§ 70, stk. 3,indsættes efter ”25,”: ”25 a, stk. 2,”.7.I§ 71, stk. 5,indsættes efter ”25,”: ”25 a, stk. 2,”.§3Loven træder i kraft den 18. december 2009.

2.4. Valg af gennemførelseslovgivning3. DRs rådighed over den fjerde FM-radiokanal4. Hovedpunkter i lovforslaget4.1. Indførelse af teknologineutral definition4.1.1.4.1.2.4.2.1.4.2.2.4.3.1.4.3.2.4.4.1.4.4.2.4.5.1.4.5.2.4.6.1.4.6.2.Gældende retKulturministeriets overvejelser og forslagGældende retKulturministeriets overvejelser og forslagGældende retKulturministeriets overvejelser og forslagGældende retKulturministeriets overvejelser og forslagGældende retKulturministeriets overvejelser og forslagGældende retKulturministeriets overvejelser og forslag

1. IndledningHovedformålet med lovforslaget er at gennemføre direktiv 2007/65/EF af 11. december2007 om ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og admi-nistrativebestemmelserimedlemsstaternevedrørendeudøvelseaftv-spredningsvirksomhed (herefter: direktivet om audiovisuelle medietjenester). Direktivetskal være gennemført senest den 19. december 2009.Herudover er der medtaget forslag om ændring af bestemmelserne i radio- og fjernsyns-loven om den fjerde FM-radiokanal samt nogle mindre redaktionelle ændringer. Disseforslag har ikke tilknytning til direktivet.2. Direktivet om audiovisuelle medietjenester og dets gennemførelse i dansk ret2.1 Formål og anvendelsesområdeDirektivet om audiovisuelle medietjenester reviderer og opdaterer direktivet om ”Fjern-syn uden grænser” (Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning afvisse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed), som siden 1989 har reguleret tv-spredningsvirksomhed og isærdeleshed grænseoverskridende tv-spredningsvirksomhed. Direktivet blev revideret i1997 (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF af 30. juni 1997om ændring afRådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmel-ser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv- spredningsvirksomhed).Direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” har pålagt EU-medlemsstaterne at indføre kravom visse minimumstandarder for lineært tv (dvs. en fortløbende strøm af programmer,hvor tv-foretagendet suverænt bestemmer, hvad der skal sendes og tidspunktet forudsendelsen), som hører under medlemsstatens myndighed. Direktivet har også pålagt

medlemsstaterne at sikre modtagefrihed af tv-udsendelser fra andre medlemsstater.Direktivet har således skabt et ”indre marked” med fri bevægelighed for tv-udsendelseri EU. Medlemslandene er forpligtet til at sikre modtagefrihed af tv-udsendelser fra EUog samtidig garanterer EU-reguleringen minimumstandarder for indhold i disse udsen-delser. Reglerne i direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” er i dansk ret implementeret ilov om radio- og fjernsynsvirksomhed (radio- og fjernsynsloven) med tilhørende be-kendtgørelser.Hovedformålet med direktivet om audiovisuelle medietjenester er atsikre, at udbydereaf on-demand audiovisuelle tjenester kan udnytte fordelene ved det indre marked pålinje med traditionelle tv-virksomheder. Direktivet udvider anvendelsesområdet for dethidtidige direktiv om ”Fjernsyn uden grænser” til udover lineært tv også at regulereaudiovisuelle on-demand-tjenester, dvs. tv-lignende on-demand-tjenester, hvis hoved-indhold er programmer, og som konkurrerer om samme modtagergruppe, som fjern-synsvirksomhed, og hvor den enkelte bruger selv vælger tidspunktet for udsendelsen.Direktivet klargør også, at fjernsynsudsendelser, som udelukkende distribueres viainternettet, mobiltelefoner eller via anden teknologisk platform, som hidtil i begrænsetomfang har været anvendt hertil, også vil være underlagt det samme regelgrundlag idirektivet som fjernsynsudsendelser via de konventionelle platforme såsom satellit,jordbaseret eller kabel.Med direktivet indføres et sæt fælles grundregler for alle audiovisuelle medietjenester,såvel fjernsynsudsendelser (dvs. lineære audiovisuelle medietjenester) som audiovisuel-le on-demand tjenester (dvs. ikke-lineære audiovisuelle medietjenester). Grundprincip-perne i direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” – oprindelseslandsprincippet og fællesminimumstandarder – videreføres i direktivet om audiovisuelle medietjenester, der ilighed med direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” er et minimumdirektiv.2.2 OprindelseslandsprincippetDirektivet om ”Fjernsyn uden grænser” er funderet på oprindelseslandsprincippet.Oprindelseslandsprincippet er en lovvalgsregel vedrørende grænseoverskridende tv-udsendelser, hvorefter det er lovgivningen i det land, hvor tv-foretagendet er etableret,der finder anvendelse på udsendelsen, dog kun for så vidt angår de områder, der erreguleret af direktivet.

Oprindelseslandsprincippet udgør fortsat kernen i det reviderede direktiv – og udvidessåledes også til at gælde for de audiovisuelle on-demand-tjenester omfattet af direktivet.Princippet bygger på grundsætninger om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse.Hjemlandskontrol indebærer, at medietjenesteydere etableret i Danmark skal overholdede regler, der er fastsat i det danske retssystem, uanset om den audiovisuelle medietje-neste er rettet mod andre medlemsstater. Omvendt indebærer gensidig anerkendelse, atdanske myndigheder som hovedregel ikke kan gribe ind over for en audiovisuel medie-tjeneste rettet mod det danske marked, når medietjenesteyderen er etableret i en andenmedlemsstat. Oprindelseslandsprincippet omfatter kun de områder, der er reguleret afdirektivet.2.2.1. JurisdiktionDirektivets art. 2 regulerer spørgsmålet om den ansvarlige medlemsstat – dvs. underhvilket lands lovgivning udbydere af medietjenester hører. I forhold til den tilsvarendehidtidige artikel i direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” omhandler reglerne om denansvarlige medlemsstat nu ikke alene udbydere af fjernsynsudsendelser, men også afaudiovisuelle on-demand-tjenester, og der er ændret i rækkefølgen af de tekniske krite-rier, som skal tages i betragtning, når det skal fastlægges hvilke medietjenesteudbyde-re, der hører under en medlemsstats jurisdiktion.Den ansvarlige medlemsstat bestemmes først og fremmest gennem en anvendelse af deetableringskriterier, der er angivet i direktivets artikel 2.3, og dernæst af de tekniskekriterier, der er angivet i artikel 2.4. Hvis den ansvarlige medlemsstat ikke kan be-stemmes ud fra disse kriterier er den kompetente medlemsstat den stat, hvori medie-tjenesteudbyderen er etableret i henhold til artikel 43-48 i traktaten.Etableringskriterierne er i direktivet om audiovisuelle medietjenester uforandrede iforhold til direktivet om ”Fjernsyn uden grænser”. Først og fremmest anses en medie-tjenesteudbyder for at være etableret i den medlemsstat, hvor udbyderen har sit hoved-kontor og de redaktionelle beslutninger træffes. Hvis hovedkontoret og de redaktionellebeslutninger er/træffes i forskellige medlemsstater, skal udbyderen anses for at væreetableret i den medlemsstat, hvor en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæfti-get med den audiovisuelle medietjenestevirksomhed, arbejder. Hvis dette ikke afgørspørgsmålet er det hovedkontorets beliggenhed, som er bestemmende. Endelig antages,at hvis en betydelig del af de beskæftigede medarbejdere ikke arbejder i nogen af de

pågældende medlemsstater, anses medietjenesteudbyderen for at være etableret i denmedlemsstat, hvor den først påbegyndte sin virksomhed, forudsat at udbyderen har enstabil og reel forbindelse til denne medlemsstats økonomi.Såfremt etableringslandet ikke giver svar på spørgsmålet om hvilken medlemsstat, derhar jurisdiktion, skal de tekniske kriterier anvendes. Direktivet om audiovisuelle me-dietjenester indebærer, at disse kriterier i forhold til direktivet om ”Fjernsyn udengrænser” er blevet ændret til fremover alene at tage sigte på satellitsendinger. Det erførst og fremmest den medlemsstat, hvor satellit-uplinket er beliggende, der har juris-diktion, og dernæst det land hvis satellitkapacitet medietjenesteudbyderen benytter sigaf. Rækkefølgen af kriterierne satellit-uplink og satellitkapacitet er nu den omvendte.Endvidere er kriteriet om frekvensanvendelse udgået.2.2.2. ModtagefrihedDirektivet om audiovisuelle medietjenester bygger som nævnt under afsnit 2.1 i lighedmed direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” på princippet om den frie bevægelighed aftjenester. I artikel 2a.1 i såvel direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” og direktivet omaudiovisuelle medietjenester kommer dette princip til udtryk ved, at medlemsstaterneskal sikre modtagefrihed og ikke må hindre retransmissioner på deres område af audio-visuelle medietjenester fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for områ-der, der falder under direktivet. Fra dette princip gøres dog visse undtagelser, som erforskellige for fjernsynsudsendelser og for audiovisuelle on-demand-tjenester.2.2.2.1. FjernsynsudsendelserIfølge direktivets artikel 2a.2 kan medlemsstaterne midlertidigt fravige kravet omsikring af modtagefrihed og om ikke at begrænse retransmissioner af fjernsynsudsen-delser ved åbenlyse, væsentlige og alvorlige overtrædelser inden for en 12 månedersperiode af artiklerne 22.1. eller 22.2 og/eller artikel 3 b, dvs. reglerne om beskyttelse afmindreårige respektive forbud mod udsendelser, som kan tilskynde til had på grund afrace, køn, religion eller nationalitet. Inden der træffes foranstaltninger skal disse fore-gås af en underretnings- og konsultationsprocedure. Kommissionen skal senest tomåneder efter underretningen træffe afgørelse om, hvorvidt foranstaltningerne erforenelige med fællesskabsretten. Såfremt Kommissionen beslutter, at dette ikke ertilfældet, skal medlemsstaten straks bringe foranstaltningerne til ophør. Reglerne i

direktivet om audiovisuelle medietjenester på dette område indebærer ikke nogenændringer i forhold til direktivet om ”Fjernsyn uden grænser”.Forpligtelsen til at sikre modtagefrihed for udenlandske fjernsynsudsendelser er iDanmark bl.a. opfyldt ved radio- og fjernsynslovens regler om fællesantenneanlæg,hvorefter fællesantenneanlæg frit kan fordele alle udsendelser, som sendes fra udlan-det.2.2.2.2. Audiovisuelle on-demand-tjenesterMed direktivet om audiovisuelle medietjenester omfatter reglerne om sikring af modta-gefrihed og forbud mod hindring af retransmissioner også audiovisuelle on-demand-tjenester. Den frie bevægelighed af disse tjenester kan ifølge art. 2a.4 i hovedtrækbegrænses på samme vilkår som fjernsynsudsendelser efter art. 2a.2. som omtalt oven-for, og derudover på de vilkår mv., som er foreskrevet i e-handelsdirektivets art. 3.4-3.6,dvs. hvis foranstaltningerne er nødvendige af følgende hensyn:Den offentlige orden, især forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølg-ning af lovovertrædelser, herunder beskyttelsen af mindreårige og bekæmpelsenaf enhver tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet,og krænkelser af enkeltpersoners værdighed.Sundhedsbeskyttelse.Den offentlige sikkerhed, herunder nationale sikkerhed og forsvar.Beskyttelse af forbrugere, herunder investorer.

Foranstaltningerne skal være proportionale, og der er fastsat regler om fremgangsmå-den.E-handelslovens bestemmelser om disse indgrebsmuligheder er i Danmark implemente-ret ved e-handelslovens § 6, der i overensstemmelse med e-handelsdirektivet fastlæggerunder hvilke betingelser de danske myndigheder har mulighed for at begrænse den friebevægelighed for informationssamfundstjenester, herunder audiovisuelle on-demand-tjenester. Der er dermed ikke behov for yderligere implementering heraf i dansk ret.2.3 Hovedpunkter i direktivet2.3.1 Udvidet anvendelsesområde

Den væsentligste nyskabelse i direktivet er som omtalt under afsnit 2.1 udvidelsen afdirektivets anvendelsesområde til også at regulere audiovisuelle on-demand-tjenestersamt klargøringen af, at direktivets regler finder anvendelse på lineært tv uanset valgetaf teknologisk distributionsplatform.I forbindelse med udvidelsen af direktivets anvendelsesområde indføres det nye samle-begreb ”audiovisuelle medietjenester”. Ved en ”audiovisuel medietjeneste” forstås ifølgedirektivets artikel 1, litra a) en tjeneste, som en medietjenesteudbyder har det redakti-onelle ansvar for, og hvis hovedformål er at udbyde informerende, underholdende elleroplysende programmer til offentligheden via elektroniske kommunikationsnet somdefineret i artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet).”Elektroniske kommunikationsnet” er i § 3, stk. 1, i lov om konkurrence- og forbruger-forhold på telemarkedet, der bl.a. gennemfører rammedirektivet, defineret som følger:Enhver form for radio- eller kabelbaseret teleinfrastruktur, der anvendes til formidlingaf elektroniske kommunikationstjenester (tjenester, der helt eller delvis består i elek-tronisk overføring af kommunikation i form af lyd, billeder, tekst eller kombinationerheraf, ved hjælp af radio- eller telekommunikationsteknik, mellem nettermine-ringspunkter, herunder både tovejs kommunikation og envejs kommunikation, punkt-til-punkt-kommunikation og punkt-til-multipunkt-kommunikation) mellem nettermine-ringspunkter (den fysiske eller logiske grænseflade i et elektronisk kommunikationsnet,der udgør en slutbrugers tilslutning til dette).Audiovisuelle medietjenester er som anført under afsnit 2.1. enten fjernsynsudsendelsereller on-demand audiovisuelle medietjenester.De forskellige egenskaber ved en audiovisuel medietjeneste er nærmere forklaret idirektivets betragtninger 16-23.Det fremgår af direktivets betragtning 20, at til fjernsynsudsendelser hører i øjeblikketnavnlig analogt og digitalt tv, livestreaming, webcasting og near video-on-demand,mens video-on-demand for eksempel her er en on-demand audiovisuel tjeneste. Endvi-dere fremgår det, at for fjernsynsudsendelser eller fjernsynsprogrammer, der ogsåtilbydes som on-demand audiovisuelle tjenester af den samme medietjenesteudbyder,bør direktivets krav generelt betragtes som opfyldt ved de krav, der gælder for fjern-synsudsendelser, dvs. lineær udsendelse. Når forskellige former for tjenester tilbydes

parallelt, selv om der er tale om klart separate tjenester, bør direktivet imidlertid findeanvendelse på hver af de berørte tjenester.En on-demand audiovisuel medietjeneste skal opfylde en række betingelser for at væreomfattet af direktivet.For det første skal tjenesten have samme grundlæggende karakter afmassemediesomtraditionelt tv, dvs. indeholde information, underholdning og oplysning rettet mod denbrede offentlighed, samt være underlagt et redaktionelt ansvar. Tjenester, der kunretter sig mod et begrænset antal modtagere, omfattes således ikke af definitionen ogdermed direktivet. Eksempler herpå er e-mail-baserede tjenester eller såkaldte ”com-munities” på internettet, der dyrker bestemte emner. Tjenester, der slet ikke indeholderlevende billeder, eller hvor udsendelsen af levende billeder ikke udgør hovedformålet, erheller ikke omfattet. Eksempel herpå er de - mange - hjemmesider på internettet, derindeholder små videoklip mv., som kun spiller en accessorisk rolle i forhold til resten afindholdet. At tjenesten skal væreunderlagt et redaktionelt ansvar,indebærer, at tjene-steudbyderen skal udøve effektiv kontrol over både udvælgelsen af indhold og organise-ringen af dette i en kronologisk programplan (ved lineære tjenester) eller et indholdska-talog (ved on demand-tjenester), jf. art. 1, litra c.For det andet skal der være tale om, at tjenesten indeholder»programmer«.Hervedmenes ifølge direktivet et sæt levende billeder, med eller uden lyd, som udgør en indivi-duel del inden for en programflade eller et programkatalog udarbejdet af en medietje-nesteudbyder, og hvis form og indhold kan sammenlignes med form og indhold af tv-spredning, jf. art. 1, litra b. Eksempler på programmer omfatter spillefilm, sportsbegi-venheder, dokumentarprogrammer, børneprogrammer og tv-drama. Direktivet tagersåledes kun sigte på audiovisuelt indhold, der kan sammenlignes med traditionelle tv-programmer, og som er en del af en samlet programplan eller et programkatalog. Detmå antages, at betingelsen om, at der skal foreligge et program, i det mindste betyder,at tjenester, der kun indeholder enkeltstående videoklip, der ikke er en del af en pro-gramplan eller et katalog, eller hvis indhold og afvikling ikke er resultat af redaktionel-le overvejelser fra tjenesteudbyderens side, ikke vil omfattes af direktivet.Således fremgår det af direktivets betragtninger, at definitionen af en audiovisuelmedietjeneste bør omfatte audiovisuel kommerciel kommunikation – dvs. billeder medeller uden lyd, som har til formål direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer

eller tjenesteydelser eller promovere et image for en fysisk eller juridisk person, derudøver økonomisk virksomhed, jf. direktivets art. 1, litra h), - men bør udelukke enhverform for privat korrespondance, som f.eks. e-mails, der udsendes til et begrænset antalmodtagere. Definitionen bør også udelukke alle tjenester, hvor distributionen af audio-visuelt indhold ikke er hovedformålet, dvs. hvis eventuelle audiovisuelle indhold blot eren biomstændighed ved tjenesten. Eksempler på dette kunne være websteder, der kunindeholder audiovisuelle elementer, der fungerer som støtte, f.eks. animerede grafiskeelementer, korte reklamespots eller information om et produkt eller en ikke-audiovisueltjeneste. Tilfældighedsspil med en indsats, som repræsenterer en pengeværdi, herunderlotterier, væddemål og andre former for spiltjenester, samt online-spil og søgemaskiner,men ikke tv-udsendelser om spil og tilfældighedsspil, bør derfor ifølge betragtningerneogså udelukkes fra direktivets anvendelsesområde.For det tredje indebærer henvisningen til definitionen af tjenesteydelser i EFT art. 49og 50, at en audiovisuel medietjeneste omfatter enhver form forøkonomisk virksomhed,herunder udøvet af public service-foretagender, men ikke virksomhed, der overvejendeer af ikke-økonomisk art, og som ikke konkurrerer med tv-spredning. Eksempelvisfalder hjemmesider med videoklip af rent privat karakter og tjenester, der består i atudbyde eller distribuere audiovisuelt indhold skabt af private brugere til deling ellerudveksling inden for interessegrupper, uden for direktivet.Direktivet finder ikke anvendelse på elektroniske udgaver af aviser og blade.Det er således ifølge direktivets betragtninger kendetegnende for on-demand audiovisu-elle medietjenester, at de er ”tv-lignende”, dvs. at de konkurrerer om samme seere somfjernsynsudsendelser, og at deres art og måden, hvorpå man får adgang til dem, medrimelighed vil få brugeren til at forvente, at tjenesterne er reguleret ved direktivet.2.3.2 ByggeklodsreguleringDirektivets systematik er baseret på en ”byggeklods”-regulering, hvorefter de audiovi-suelle on-demand-tjenester alene skal opfylde en række lempelige basisregler, dergælder for såvel disse tjenester som lineært tv, samt enkelte yderligere krav, menslineært tv underlægges væsentligt flere regler.

Der er dermed tale om tre særskilte ”byggeklodser” med regler, som hver medlemsstatskal anvende i forhold til de audiovisuelle medietjenester, som hører under statensjurisdiktion.Den første ”byggeklods”med regler er fastsat i direktivets art. 3a – 3g og finder anven-delse på alle audiovisuelle medietjenester – både lineært tv og audiovisuelle on-demand-tjenester. Herefter er medlemsstaterne forpligtet til:At sikre, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion stiller visse oplys-ninger til rådighed for brugerne, herunder som minimum deres navn, adresseog kontaktdetaljer samt deres reguleringsmyndighed (art. 3a);At sikre, at tjenester under deres jurisdiktion ikke indeholder tilskyndelse tilhad på grund af race, køn, religion eller nationalitet (art. 3b);Opmuntre tjenesteudbydere under deres jurisdiktion til at sikre, at deres tjene-ster gradvist gøres tilgængelige for syns- og hørehæmmede (art. 3c);Sikre, at tjenesteudbydere under deres jurisdiktion ikke sender spillefilm udenfor de perioder, der er aftalt med rettighedshaverne (art. 3d);Sikre visse minimumstandarder i relation til reklameindhold (art. 3e);Sikre at sponsorering af programmer og tjenester opfylder visse krav (art. 3 f);ogForbyde produktplacering under hensyn til nærmere fastsatte undtagelser, sommedlemsstaterne kan vælge om de vil anvende eller ej (art. 3g).Den anden ”byggeklods”med regler finder alene anvendelse på de audiovisuelle on-demand-tjenester. Reglerne er fastsat i direktivets art. 3h og 3i og kræver, at medlems-staterne:Sikrer, at tjenester, hvis indhold i alvorlig grad kan være skadeligt for mindre-årige kun stilles til rådighed på en sådan måde, at mindreårige normalt ikkehører eller ser disse (art. 3h); ogSikrer, at on-demand-tjenester fremmer produktion og adgang til europæiskeprogrammer, når det er muligt og ved passende midler (art. 3i).Den tredje ”byggeklods”med regler finder hovedsagelig anvendelse på lineært tv og erfastsat i direktivets art. 3j og 3k og art. 4-23. Artiklerne repeterer de krav, som direkti-vet om ”Fjernsyn uden grænser” fastsatte med hensyn til:

De nye regler indeholder væsentlige liberaliseringer i reglerne om den tilladte reklame-tid på fjernsyn og ændringer i reglerne om adgang til reklameafbrydelser – dvs.”breaks” (art. 10 – 20).De introducerer også en ny bestemmelse, som giver tv-stationer inden for EU adgang tili deres generelle nyhedsindslag at anvende korte nyhedsindslag fra begivenheder afstor interesse fra offentligheden, som transmitteres med eneret af en anden tv-stationinden for EU (art. 3k). Bestemmelsen tillader også begrænset efterfølgende anvendelse ion-demand-tjenester.2.3.3 Øvrige ændringer i direktivetDirektivet gennemfører også to øvrige ændringer i reglerne i direktivet om ”Fjernsynuden grænser”. Begge ændringer vedrører alene lineær tv-udsendelsesvirksomhed.Direktivet ændrer for det første reglerne, der afgør hvilken medlemsstat, som har juris-diktion over satellit-tv-kanaler etableret uden for EU, som kan modtages i EU (art. 2.4).Dernæst styrker direktivet de eksisterende procedurer for hvordan en medlemsstat kanrejse spørgsmål vedrørende tv-udsendelser, som modtages fra et fjernsynsforetagende,der er etableret i en anden medlemsstat, og som ikke overholder reglerne i den førstemedlemsstats egen lovgivning (art. 3.2 – 3.5).2.4 Valg af gennemførelseslovgivningSom anført under afsnit 2.1 er reglerne i direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” gen-nemført i dansk ret i radio- og fjernsynsloven med tilhørende bekendtgørelser.Radio- og fjernsynsloven har hidtil kun været anvendelig på lineært tv. Såfremt pro-grammerne sendes ikke-lineært – dvs. som on-demand-tjenester – falder spredningen idag uden for radio- og fjernsynslovgivningen. On-demand-tjenester omfattes i stedetdels af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet under ressortområdet

for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, dels af lov om tjenester i infor-mationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel – også betegnet ”e-handelsloven”–underØkonomi-ogErhvervsministerietsressortområde.E-handelsloven gennemfører e-handelsdirektivet (direktiv 2000/31), der i lighed meddirektivet om audiovisuelle medietjenester bygger på et afsenderlandsprincip funderetpå principperne om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse. E-handelsloven inde-holder bl.a. en række oplysningskrav til udbydere af informationssamfundstjenestersamt regler, der knytter sig til selve on-line-aftale-indgåelsen. Loven indeholder tilligeet forbud mod skjult reklame.Til forskel fra radio- og fjernsynsloven indeholder disse regelsæt ingen særlige reglervedrørende selve det indhold, der formidles. Regelsættene indeholder desuden ikke kravom myndighedstilladelse eller registrering som betingelse for at kunne sprede indholdpå medierne.Udover disse regelsæt er on-demand-tjenester omfattet af markedsføringsloven, derligeledes hører under Økonomi- og Erhvervsministeriets ressortområde. Markedsfø-ringsloven opererer på reklameområdet med et generelt reklameidentifikationskrav foralle medier, lovens generalklausul om god markedsføringsskik og forbudet mod vildled-ning samt en markedsføringsnorm rettet mod børn og unge.Gennemførelse af dele af direktivets bestemmelser har således berøring til lovgivning,der henhører under Økonomi- og Erhvervsministeriet og Ministeriet for Videnskab,Teknologi og Udvikling.Med henblik på at sikre en så korrekt og klar gennemførelse af direktivet som muligtsamt skabe en primær indgang til reguleringen af de audiovisuelle medietjenester, vilimplementeringen af direktivet ske i radio- og fjernsynsloven med tilhørende bekendt-gørelser som den relevante sektorlovgivning. Herved vil alle tv-lignende tjenester ind-holdsmæssigt blive samlet i en lov i lighed med direktivet, og der vil ved implemente-ringen af de nye regler blive taget udgangspunkt i radio- og fjernsynslovens tilsyns-struktur med Radio- og tv-nævnet som tilsynsmyndighed. Implementeringen vil også imindre grad afstedkomme en ændring af ophavsretsloven i forhold til direktivets nyeregler om tv-stationers adgang til i deres generelle nyhedsindslag at anvende kortenyhedsindslag fra begivenheder af stor interesse fra offentligheden, som transmitteresmed eneret af en anden tv-station inden for EU.

De foreslåede nye regler i radio- og fjernsynsloven med tilhørende bekendtgørelser vilsåledes være suppleret af de nuværende regler i markedsføringsloven og e-handelsloven. Reglerne vil ikke berøre eller indskrænke Forbrugerombudsmandensnuværende kompetence til at gribe ind over for overtrædelser af markedsføringslovensbestemmelser, f.eks. om vildledende reklame og/eller identifikation af reklame jf. mar-kedsføringslovens § 3 henholdsvis § 4. Disse bestemmelser baserer sig på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomhedernes uri-melige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked, der er et totalharmo-niseringsdirektiv, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med.Der er allerede efter gældende ret fælles berøringsflader i forhold til Radio- og tv-nævnets og Forbrugerombudsmandens kompetence. Der er etableret et velfungerendeuformelt koordinationsforum om behandling af disse sager efter henholdsvis radio- ogfjernsynslovgivningen og markedsføringsloven. Dette uformelle samarbejde mellemForbrugerombudsmanden og Radio- og tv-nævnet vil også med de foreslåede nye reglerfortsætte.3. DRs rådighed over den fjerde FM-radiokanalVed tillægsaftale af 9. juni 2009 til medieaftalen for 2007-2010 om udvikling af radio-markedet m.v. indgået af partierne bag medieaftalen (Regeringen, Socialdemokraterne,Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance) erdet bl.a. bestemt, at DRs rådighed over den fjerde FM-radiokanal forlænges indtil 31.december 2010 i lyset af, at regeringen i foråret 2010 vil komme med et oplæg om denfremtidige anvendelse af den fjerde FM-radiokanal som led i udspillet vedrørende næstemedieaftale.4. Hovedpunkter i lovforslagetHovedpunkter i lovforslaget og den tilhørende udmøntning i bekendtgørelsesform vil iforhold til implementeringen af direktivet om audiovisuelle medietjenester være:1. Udvidelse af radio- og fjernsynslovens anvendelsesområde til at omfatte lineærttv uanset valget af teknologisk distributionsplatform (teknologineutralitet),hvormed de nugældende regler i radio- og fjernsynsloven om reklamer, sponso-

rering og programindhold for lineært tv vil blive udstrakt til også at gælde fortv-udsendelser på ikke-traditionelle platforme såsom nettet, mobilnetværk m.v.2. Indførelse i radio- og fjernsynsloven af en regulering af programindhold, rekla-meindhold og sponsorering for on-demand audiovisuelle medietjenester underdansk jurisdiktion.3. Fastsættelse af regler om produktplacering for lineært tv og audiovisuelle on-demand-tjenester.4. Indførelse af regler om, at tv-stationer skal stille oplysninger om sig selv til rå-dighed for brugerne.5. Indførelse af bestemmelser om retten for tv-stationer til at få korte nyhedsind-slag om begivenheder af stor interesse for offentligheden, som transmitteresmed eneret af en tv-station, og6. Indførelse af regler om behandling af klager fra en medlemsstat over tv-udsendelser fra en tv-station i en anden medlemsstat.Dernæst vil der blive indført regler, der muliggør, at programvirksomheden på denfjerde FM-radiokanal udøves af DR indtil 31. december 2010.En oversigt over lovforslaget sammenholdt med gældende lov følger som bilag 1. Direk-tivteksten samt en gennemgang af direktivets bestemmelser vurderet i forhold til gæl-dende lov følger som bilag 2 og 3.4.1. Indførelse af teknologineutral definition4.1.1. Gældende retRadio- og fjernsynslovens kapitel 1 fastslår, hvilke foretagender m.v., der i henhold tilde følgende kapitler i loven har ret til at udøve programvirksomhed, dvs. udsende radio-og tv-programmer, og kapitlet indeholder en nærmere afgrænsning af begrebet ”udøvel-se af programvirksomhed” samt en definition af fællesantenneanlæg.

Lovens § 1, stk. 1, angiver hvilke foretagender m.v., der har ret til at udøve program-virksomhed som angivet i lovens § 2. Det drejer sig om DR og de regionale TV 2-virksomheder samt TV 2/DANMARK A/S, såfremt selskabet har tilladelse til at udøvepublic service-programvirksomhed. Endvidere drejer det sig om foretagender, der efterlovens kapitel 8 har fået tilladelse til at udøve programvirksomhed, eller som i henholdtil § 47 kan udøve programvirksomhed uden tilladelse.Ved ”udøvelse af programvirksomhed” forstås i henhold til lovens § 2, stk. 1, udsendelseaf lyd- og billedprogrammer til almenheden ved hjælp af radioanlæg og fordeling vedhjælp af fællesantenneanlæg af lyd- og billedprogrammer, som ikke tillige udsendes vedhjælp af radioanlæg. Ved fællesantenneanlæg forstås i loven fællesantenneanlæg ogandre kabelanlæg til fordeling af lyd- og billedprogrammer til lokaler, som anvendes tilprivat beboelse.Den nuværende afgrænsning i radio- og fjernsynsloven af, hvad der er at betragte somudøvelse af programvirksomhed, hviler på en forudsætning om, at lyd- og billedpro-grammer alene kan spredes på de traditionelle radio/tv-platforme, nemlig ved hjælp afdet jordbaserede sendenet, satellit eller fællesantenneanlæg, som programforsynerprivate husstande. Loven omfatter ikke udsendelse af lineære lyd- og billedprogrammerpå andre platforme, for eksempel via internettet og mobilnetværk – ”livestreaming” og”webcasting”.4.1.2. Kulturministeriets overvejelser og forslagMed henblik på at klargøre, at radio- og fjernsynsloven finder anvendelse på fjernsyns-udsendelser i direktivets forstand og sikre en teknologineutral regulering foreslås, atder i overensstemmelse med direktivet i radio- og fjernsynsloven indføres en eksplicitteknologineutral definition af lovens anvendelsesområde i forhold til fjernsynsudsendel-ser.I direktivets artikel 1, litra a) er en ”audiovisuel medietjeneste” defineret som en tjene-ste som defineret i traktatens artikel 49 og 50, som en medietjenesteudbyder har detredaktionelle ansvar for, og hvis hovedformål er at udbyde informerende, underholden-de eller oplysende programmer til offentligheden via elektroniske kommunikationsnetsom defineret i artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet), jf. også oven-for under afsnit 2.3.1.

Det foreslås, at radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1, ændres i overensstemmelse meddirektivets teknologineutrale definition, således, at det fremover fastsættes, at udøvelseaf programvirksomhed også omfatter lineær udsendelse af billedprogrammer til almen-heden ved hjælp af øvrige elektroniske kommunikationsnet som defineret i lov omkonkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. Som ovenfor anført under afsnit2.3.1 er ”elektroniske kommunikationsnet” i § 3, stk. 1, i lov om konkurrence- og forbru-gerforhold på telemarkedet, der bl.a. gennemfører rammedirektivet, defineret somfølger: Enhver form for radio- eller kabelbaseret teleinfrastruktur, der anvendes tilformidling af elektroniske kommunikationstjenester (tjenester, der helt eller delvisbestår i elektronisk overføring af kommunikation i form af lyd, billeder, tekst ellerkombinationer heraf, ved hjælp af radio- eller telekommunikationsteknik, mellemnettermineringspunkter, herunder både tovejs kommunikation og envejs kommunikati-on, punkt-til-punkt-kommunikation og punkt-til-multipunkt-kommunikation) mellemnettermineringspunkter (den fysiske eller logiske grænseflade i et elektronisk kommu-nikationsnet, der udgør en slutbrugers tilslutning til dette).Herved vil radio- og fjernsynslovens anvendelsesområde blive udvidet til at omfattelineært tv uanset valget af teknologisk distributionsplatform (teknologineutralitet),hvormed de nugældende regler i radio- og fjernsynsloven om reklamer, sponsorering ogprogramindhold for lineært tv vil blive udstrakt til også at gælde for tv-udsendelser påteknologiske platforme såsom nettet, mobilnetværk m.v.Udvidelsen af anvendelsesområdet vil medføre, at udsendelse af lineære programmervia internettet og mobilnetværk vil skulle omfattes af den i dag gældende ordning omregistrering hos Radio- og tv-nævnet af programvirksomhed ved hjælp af satellit, kabel,jordbaserede, digitale tv-sendemuligheder og kortbølgesendemuligheder, jf. lovens § 47.4.2. Regulering af audiovisuelle on-demand-tjenester4.2.1. Gældende retSom anført under afsnit 2.4 finder radio- og fjernsynsloven i dag alene anvendelse pålineært tv. Såfremt programmerne sendes ikke-lineært – dvs. som on-demand-tjenester– falder spredningen i dag uden for radio- og fjernsynslovgivningen. On-demand-tjenester omfattes i stedet dels af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemar-kedet, dels af e-handelsloven. E-handelsloven indeholder bl.a. en række oplysningskrav

til udbydere af informationssamfundstjenester samt regler, der knytter sig til selve on-line-aftale-indgåelsen. Loven indeholder tillige et forbud mod skjult reklame.Til forskel fra radio- og fjernsynsloven indeholder disse regelsæt ingen særlige reglervedrørende selve det indhold, der formidles. Regelsættene indeholder desuden ikke kravom myndighedstilladelse eller registrering som betingelse for at kunne sprede indholdpå medierne.Udover disse regelsæt er on-demand-tjenester omfattet af markedsføringsloven. Mar-kedsføringsloven opererer på reklameområdet med et generelt reklameidentifikations-krav for alle medier, lovens generalklausul om god markedsføringsskik og forbudet modvildledning samt en markedsføringsnorm rettet mod børn og unge.4.2.2. Kulturministeriets overvejelser og forslagDet foreslås, at radio- og fjernsynslovens anvendelsesområde – i overensstemmelse medudvidelsen af direktivets anvendelsesområde til også at omfatte audiovisuelle on-demand-tjenester som defineret i direktivet og krav til programindhold og kommercielkommunikation indeholdt i eller i tilslutning til sådanne tjenester – udvides til at om-fatte sådanne tjenester og direktivets minimumregler om regulering af programindhold,reklamer og sponsorering.Det foreslås at ændre lovens § 2, stk. 1, der som anført i dag kun omfatter traditionellelineære tjenester, således at det fremover fastsættes, at udøvelse af programvirksomhedogså omfatter udbud af on-demand audiovisuelle medietjenester, hvis hovedformål er atudbyde informerende, underholdende eller oplysende billedprogrammer med eller udenlyd til almenheden via kommunikationsnet som defineret i lov om konkurrence- ogforbrugerforhold på telemarkedet. Endvidere foreslås, at direktivets definitioner af enon-demand audiovisuel medietjeneste og en medietjenesteudbyder indføres i loven medhenblik på i overensstemmelse med direktivets betragtninger som beskrevet ovenforunder afsnit 2.3.1 at afgrænse den kategori af audiovisuelle on-demand-tjenester, somden foreslåede nye regulering skal finde anvendelse på, samt identificere de medietje-nesteudbydere, som skal reguleres. Således foreslås fastsat i lovens § 2, at ved en on-demand audiovisuel medietjeneste forstås i loven en audiovisuel medietjeneste, derudbydes af en medietjenesteudbyder med henblik på modtagelse af programmer på etbrugervalgt tidspunkt og på den enkelte brugers anmodning på grundlag af et pro-gramkatalog udvalgt af medietjenesteudbyderen. Endvidere foreslås fastsat, at ved en

medietjenesteudbyder forstås i loven den fysiske eller juridiske person, der har detredaktionelle ansvar for valget af audiovisuelt indhold i en audiovisuel medietjeneste ogbestemmer, hvordan det tilrettelægges.I overensstemmelse med direktivets betragtninger om afgrænsningen af de audiovisuel-le on-demand-tjenester er det Kulturministeriets samlede vurdering, at de audiovisuelleon-demand-tjenester, der omfattes af direktivet, skal have så stor lighed med traditio-nelle tv-udsendelser, at formentlig kun ganske få typer internettjenester vil omfattes.Det er ministeriets opfattelse, at den foreslåede nye regulering af audiovisuelle on-demand-tjenester primært vil omfatte tv-foretagendernes net-tjenester, hvor en rækkeprogrammer, der har været sendt på de traditionelle tv-platforme, ligger tilgængeligesom on demand-tjenester, samt egentlige video-on demand-tjenester, hvor brugeren pået af denne valgt tidspunkt kan downloade film eller andre audiovisuelle programmer.Brugerskabt indhold på internettet såsom You Tube, Facebook, Myspace og lignendetjenester vil således ikke være omfattet af den foreslåede nye regulering. Elektroniskeudgaver af aviser og blade vil heller ikke være omfattet af reguleringen. Derimod vildagbladenes web-tv såsom eksempelvis Jyllands-Postens web tv-stations tjenesterfremover være omfattet af de foreslåede nye regler.Det foreslås endvidere, at direktivets minimum-regler om regulering af programindholdog reklameindhold i audiovisuelle on-demand-tjenester gennemføres i radio- og fjern-synsloven og relevante tilhørende bekendtgørelser, herunder bekendtgørelse nr. 1368 af15. december 2005 om reklame og sponsorering i radio og fjernsyn. I den forbindelseforeslås, at lovens kapitel 8 om tilladelse til og registrering af programvirksomhedudvides til også at omfatte en regulering af on-demand audiovisuel programvirksomhed,og at lovens kapitel 11 om reklamer og sponsorering af programmer samt indgåelse afpartnerskaber udvides til også at omfatte en regulering af reklamer og sponsorering itilknytning til on-demand audiovisuel programvirksomhed omfattet af loven.Udgangspunktet for direktivets minimumregler er, at audiovisuelle on-demand tjene-ster adskiller sig fra fjernsynsudsendelser, hvad angår brugernes valgmuligheder medhensyn til indhold og tidspunkt, og hvad angår deres samfundsmæssige virkninger. Pålinie hermed er det en præmis i direktivet, at det er rimeligt at fastsætte mindre stren-ge regler for on-demand-tjenester, og at disse tjenester kun bør overholde direktivetsgrundregler. Hvis medlemsstaterne ønsker at indføre strengere nationale regler end

direktivets for tv-lignende on-demand-tjenester, skal udkast til disse regler ifølge degældende proceduremæssige forpligtelser notificeres for EU-kommissionen.På denne baggrund – og i overensstemmelse med den hidtidige danske praksis med enminimumregulering på området for on-demand-tjenester – foreslås, at der indføresregler for de audiovisuelle on-demand-tjenester i den danske radio- og fjernsynslovgiv-ning svarende til direktivets minimumregler.Det drejer sig for det første om regler, som hidtil kun har været gældende for lineært tv,dvs. krav om, at det formidlede indhold ikke må tilskynde til had p.g.a. race, køn, religi-on eller nationalitet samt indholdsmæssige krav til reklame og krav til sponsorering.Der er i dag i bekendtgørelser udstedt i medfør af radio- og fjernsynsloven for fjern-synsudsendelser fastsat regler om beskyttelse af mindreårige i forhold til udsendelse afprogrammer med skadeligt indhold, om forbud mod, at udsendelser tilskynder til had pågrund af race, køn, religion eller nationalitet samt regler om fremme af distribution ogproduktion af europæiske programmer. De pågældende bekendtgørelser er bekendtgø-relse om vedtægt for DR, bekendtgørelse om vedtægt for de regionale TV 2-virksomheder, bekendtgørelse om ikke-kommercielt tv i MUX 1, bekendtgørelse omprogramvirksomhed ved hjælp af satellit, kabel og kortbølgesendemuligheder. Desudener der i bekendtgørelse om reklame og sponsorering i radio og fjernsyn fastsat regler omreklamer og sponsorering af programmer i radio og fjernsyn.Dernæst foreslås indført en regulering med forbud mod produktplacering ligesom forlineært tv, jf. nedenfor i afsnit 4.3.Endelig foreslås de audiovisuelle on-demand-tjenester underkastet regler om fremme afproduktion og adgang til europæiske programmer samt krav om, at tjenester med ska-deligt indhold for mindreårige kun stilles til rådighed på en sådan måde, at mindreårigenormalt ikke hører eller ser disse.Endvidere foreslås, at Radio- og tv-nævnet – som i dag har en række myndighedsopga-ver i relation til reguleringen på radio- og tv-området, herunder reklameområdet, -tildeles kompetencen til at føre tilsyn med overholdelsen af de nye regler. Tilsynet medde audiovisuelle on-demand-tjenester vil basere sig på klager, presseomtale o. lign.,herunder adgang for nævnet til at tage sager op af egen drift.

Det indgår som en præmis i direktivet, at direktivets bestemmelser ikke bør indebære,at medlemsstaterne skal indføre – eller tilskyndes til at indføre – nye systemer medtilladelser eller administrative godkendelser for tv-lignende on-demand-tjenester. Detvil således ikke være i direktivets ånd i forbindelse med implementeringen af direktiveti dansk lovgivning at indføre anmeldelses- eller registreringsordninger for disse tjene-ster, hvorfor indførelse af sådanne ikke foreslås indført.4.3. Produktplacering4.3.1. Gældende retDer er i Danmark i dag en generel adgang til produktplacering, såfremt der oplysesherom, jf. markedsføringslovens § 4, hvorefter en reklame skal fremstå således, at denklart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket mediumden bringes. Identifikationskravet vil kunne være opfyldt i tilfælde, hvor der er indgåetaftale om særlig eksponering af produkter i film, såfremt det af rulleteksterne før ellerefter filmen fremgår, at der har været anvendt produkter efter aftale med en eller flereerhvervsdrivende. Produktplacering i spillefilm er således i henhold til markedsførings-loven tilladt, så længe der sker en kreditering i rulleteksterne.Adgangen til produktplacering gælder imidlertid ikke for tv-området, fordi der her erfastsat særregler. Her gælder som hovedregel – jf. kravet i radio- og fjernsynslovens §73, stk. 1, om at reklamer kun må sendes i blokke mellem udsendelserne – et forbudmod produkt placering. Der er dog i dansk ret adgang til produktsponsorering i tv-programmer, herunder sponsorering i form af præmier, som må anskues som en undta-gelse fra det generelle forbud mod produktplacering. Produktsponsorering består iudlån eller levering af tøj, biler eller andet udstyr til fjernsynsforetagender til en redu-ceret pris eller gratis.I henhold til radio- og fjernsynslovens § 79 kan virksomheder sponsorere programmer.Ved sponsorering af programmer forstås ethvert direkte eller indirekte tilskud til finan-sieringen af radio- og fjernsynsprogrammer fra en fysisk eller juridisk person, der ikkeselv udøver virksomhed indenfor den audiovisuelle branche.Sponsortilskud kan således have form af såvel direkte økonomisk støtte som indirektestøtte i form af f.eks. produkter, som stilles til rådighed for tv-foretagendet i forbindelsemed produktionen af programmer, herunder som præmier i konkurrencer i program-merne.

Sponsorerede programmer skal efter lovens § 80 klart kunne identificeres ved, at spon-sorens navn eller logo mv. er angivet ved programmets begyndelse, slutning eller beggesteder. Sådanne angivelser må imidlertid ikke forekomme i selve programmet.Produkt placering ligner produktsponsorering på den måde, at der indgås en aftalemellem parterne om, at et bestemt produkt skal indgå i et program.Definitionen af sponsortilskud i lovens § 79 omfatter imidlertid ikke – som ved produkt-placering, jf. definitionen ovenfor, – betaling af vederlag til tv-foretagendet i forbindelsemed indgåelse af en aftale om produktsponsorering, men alene direkte og indirektetilskud til finansieringen af produktionen af det pågældende tv-program.4.3.2. Kulturministeriets overvejelser og forslagMed direktivet er som en nyskabelse indført regler, som – trods direktivets generelleforbud mod produktplacering – muliggør produktplacering i programmer i tv-udsendelser og audiovisuelle on-demand-tjenester, herunder tv-programmer, som manhar indkøbt uden for den enkelte medlemsstat.Som følge af opbygningen af direktivets regler om produktplacering skal medlemssta-terne implementere et forbud mod produktplacering, men de kan som undtagelse herfratillade produktplacering i særlige programgenrer, hvis de ønsker dette.De nærmere bestemmelser om produktplacering i direktivets art. 3 g kan opsummeressom følger:Medlemsstaterne skal implementere et generelt forbud mod produktplacering itv-udsendelser og audiovisuelle on-demand-tjenester.Medlemsstaterne kan bestemme at tillade produktplacering i spillefilm, film ogserier produceret til audiovisuelle medietjenester, sportsprogrammer og letteunderholdningsprogrammer, men ikke i programmer til børn.Medlemsstater kan også beslutte at tillade produktsponsorering i alle typer pro-grammer (herunder børneprogrammer).

Reglerne om indhold i audiovisuel kommerciel kommunikation i direktivets art. 3egælder også for produktplacering. Udover begrænsningerne i direktivets art. 3 g fast-sætter disse regler yderligere krav i relation til menneskelig værdighed og opførsel,diskrimination og beskyttelse af mindreårige. Særligt kræves, at enhver produktplace-ring af alkoholiske drikkevarer ikke rettes specifikt mod mindreårige og ikke må til-skynde til umådeholden indtagelse.Direktivet definerer ikke produktsponsorering, men i direktivets betragtning 61) pegespå, at gratis levering af varer eller tjenesteydelser, f.eks. produktionsrekvisitter ellerpræmier, kun bør betragtes som produktplacering, hvis de involverede varer eller tjene-steydelser er af ”betydeligværdi”.Produktsponsorering med ydelser af betydelig værdi skal således ifølge direktivet opfat-tes som produktplacering og dermed underlægges de oven for omtalte krav i direktivetom tilladelige genrer, information af seerne m.v., der gælder for produktplacering. Dettebetyder særligt, at produktsponsorering med ydelser af betydelig værdi fremover ihenhold til direktivets regler skal underlægges – de i forhold til sponsorering gældenderegler, hvor der alene kræves kreditering ved programmets begyndelse, slutning ellerbegge steder – strengere krav for produktplacering om kreditering både før og efter etprogram. Der eksisterer ikke i dag en sådan værdigrænse i forhold til produktsponsore-ring i Danmark. Det vil således ved en opretholdelse af adgangen til produktsponsore-ring i Danmark være nødvendigt som en nyskabelse at fastsætte kriterier for en værdi-

afgrænsning med henblik på at fastlægge hvilken produktsponsorering, der falderunder henholdsvis reglerne for sponsorering, henholdsvis reglerne for produktplacering.Det foreslås, at der med den foreslåede nye bestemmelse i § 85 a i radio- og fjernsynslo-vens kapitel 11 om reklamer og sponsorering af programmer samt indgåelse af partner-skaber indføres et eksplicit generelt forbud mod produktplacering i alle typer program-mer i fjernsyn og audiovisuelle on-demand-tjenester, som er produceret i Danmark.Produktplacering foreslås i bestemmelsen i § 85 a, stk. 2, – i overensstemmelse meddefinitionen af begrebet i direktivets art. 1 m) – defineret som visning eller omtale af envare, en tjenesteydelse eller et varemærke som led i et programs handling mod betalingeller anden modydelse.Samtidig foreslås, at adgangen til produktsponsorering bibeholdes i Danmark, men atder som noget nyt i overensstemmelse med direktivet i radio- og fjernsynsloven fastsæt-tes kriterier for en værdiafgrænsning i forhold til produktsponsorering samt fastsættesregler i medfør af loven om kreditering både før og efter et program i forhold til pro-duktsponsorering med ydelser af betydelig værdi.Således foreslås, at det i den foreslåede bestemmelse i § 85 a, stk. 3, fastsættes, at deruanset forbuddet mod produktplacering, kan ske produktsponsorering af programmer ifjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester. ”Produktsponsorering” foreslås iden forbindelse defineret som medtagelse af eller henvisning til en vare, en tjeneste-ydelse eller et varemærke i et program, hvor 1) levering af varen, tjenesteydelsen ellervaremærket ikke har nogen betydelig værdi, og 2) ingen relevant medietjenesteudbydereller tilknyttet person har modtaget betaling eller anden modydelse i relation til medta-gelsen af eller henvisningen til varen, tjenesteydelsen eller varemærket i programmet.Samtidig foreslås fastsat i den foreslåede bestemmelse i § 85 a, stk. 4, at ved en ”betyde-lig værdi” forstås en residualværdi, som ikke er af underordnet karakter, idet der veden residualværdi forstås en pengemæssig eller anden økonomisk værdi for den relevan-te medietjenesteudbyder udover værdien af den udgift, der er sparet ved at medtageeller henvise til varen, tjenesteydelsen eller varemærket i et program. Det er med denforeslåede regulering forventningen, at der i praksis vil forekomme relativt få tilfældeaf produktsponsorering af betydelig værdi, og at størstedelen af den produktsponsore-ring, der vil finde sted derfor fortsat vil blive underlagt de i dag gældende danske reglerfor produktsponsorering.

Herudover forslås, at der indføres en bemyndigelsesbestemmelse i den foreslåede be-stemmelse i § 85, stk. 5, hvorefter kulturministeren kan fastsætte nærmere regler omproduktplacering og produktsponsorering.Det er hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelse til i reklamebekendtgørelsenat fastsætte regler om, at der under de i direktivet angivne vilkår – med mulighed for atfravige kravet om identifikation af produktplacering, da dette kan være praktisk umu-ligt, – gives adgang til i fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester at visespillefilm og kort- og dokumentarfilm, som indeholder produktplacering, samt pro-grammer (dog ikke børneprogrammer og nyhedsprogrammer) produceret uden forDanmark, som indeholder produktplacering. Med den foreslåede adgang til at visespillefilm og kort- og dokumentarfilm, som indeholder produktplacering, gøres det ogsåmuligt for DR og TV 2/DANMARK A/S at udsende bl.a. de spillefilm og kort- og doku-mentarfilm, som de i medfør af henholdsvis DRs public service-kontrakt for perioden 1.januar 2007 til 31. december 2010 og TV 2/DANMARK A/S’ tilladelse til at udøve publicservice-programvirksomhed er forpligtet til økonomisk at engagere sig i, og hvori derkan indgå produktplacering.4.4. Oplysninger m.v. om medietjenesteudbydere.4.4.1. Gældende retDer er i radio- og fjernsynslovens § 49, stk. 2, fastsat krav om, at foretagender, derudøver programvirksomhed efter lovens kapitel 8 om tilladelse til og registrering afprogramvirksomhed, skal identificere sig ved afslutningen af hvert program. Tilsvaren-de bestemmelser er ikke i loven fastsat i relation til DRs, TV 2/DANMARK A/S’ og deregionale TV 2-virksomheders public service-programvirksomhed efter lovens §§ 12, 31og 38a.

adresse og eventuelt postadresse og andre oplysninger om tjenesteyderen, som gør detmuligt at kontakte og kommunikere med tjenesteyderen, 4) CVR-nummeret, hvis tjene-steyderen er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, og 5) tilhørsforhold tileventuelle godkendelsesordninger, herunder den relevante tilsynsmyndighed. Entjenesteyder, der udøver et lovreguleret erhverv, skal desuden give 1) oplysning omenhver brancheorganisation eller lignende, hvor tjenesteyderen er registreret, 2) oplys-ning om erhvervsbetegnelsen og den medlemsstat, hvor den er givet, og 3) en henvis-ning til de faglige regler, der gælder for det lovregulerede erhverv, og hvorledes der kanopnås adgang til disse. Der skal for tjenestemodtageren og myndighederne være en lettilgængelig og vedvarende adgang til de nævnte oplysninger.

4.4.2. Kulturministeriets overvejelser og forslagDirektivets art. 3 a indeholder en ny bestemmelse om identifikations- og informations-krav, som gælder for både fjernsynsforetagender og udbydere af audiovisuelle on-demand-tjenester. Kravene vedrører oplysninger om foretagenderne/udbyderne selv iforhold til de, som modtager deres tjenester – dvs. seerne og brugerne. Ifølge art. 3 askal medlemsstaterne sikre, at udbydere af audiovisuelle medietjenester giver modta-gerne af tjenesterne let, umiddelbar og vedvarende adgang til minimum følgende oplys-ninger:Medietjenesteudbyderens navn.Den fysiske adresse, hvor medietjenesteudbyderen er etableret.Oplysninger om medietjenesteudbyderen, herunder udbyderens e-postadresse.eller websted, som gør det muligt hurtigt, direkte og effektivt at kontakte denne.I givet fald, det kompetente tilsynsorgan eller regulerende myndighed.

Baggrunden for bestemmelsen er omtalt i direktivets betragtning 43). Her fremgår det,at – med hensyn til de audiovisuelle medietjenesters særlige egenskaber, ikke mindstevnen til at påvirke meningsdannelsen – er det afgørende, at brugerne præcis ved,hvem der er ansvarlig for disse tjenesters indhold. Bestemmelsen angiver ikke, hvordanoplysningerne skal gøres tilgængelige, men overlader det til medlemsstaterne at fast-sætte de praktiske bestemmelser herfor.Radio- og fjernsynslovens § 49, stk. 2, opfylder ikke direktivets krav om, at mediebruge-ren skal kunne tage direkte kontakt med udbyderen af medietjenester eller få informa-tion om det kompetente tilsynsorgan. Direktivet stiller ikke nogen andre krav på infor-

mationsdelen end, at modtageren af tjenesterne hele tiden skal have direkte adgang tilden foreskrevne information, og at den skal være lettilgængelig. For at gennemføredirektivets krav bør det derfor være tilstrækkeligt at fastsætte, at fjernsynsprogramfo-retagender og de, som udbyder audiovisuelle on-demand-tjenester, skal give den i artik-len foreskrevne information, at informationen skal gives så modtagerne altid har letadgang til informationen og i øvrigt overlade det til programforetagendet m.fl. selv atbestemme på hvilken måde det skal ske. De kan så selv vælge frivilligt at give informa-tion, så at den altid kan hentes i en udsendelse på tv-skærmen eller at give den på enanden vis, eksempelvis på foretagendets websted.På denne baggrund foreslås, at der i radio- og fjernsynsloven indføres eksplicitte be-myndigelser for kulturministeren til i relation til såvel udbydere af lineært tv og afaudiovisuelle on-demand-tjenester at fastsætte nærmere regler om, at udbyderne skaltilgængeliggøre oplysninger, der identificerer foretagendet over for seerne og brugerne.I overensstemmelse hermed fastsættes det i den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 4, atkulturministeren i relation til den af § 47 omfattede programvirksomhed kan fastsættesådanne regler – dvs. i relation til foretagender, der udøver programvirksomhed vedhjælp af satellit, fællesantenneanlæg, jordbaserede, digitale tv-sendemuligheder, kort-bølgesendemuligheder og øvrige elektroniske kommunikationsnetværk samt on-demandaudiovisuel programvirksomhed omfattet af loven. Endvidere fastsættes det i den fore-slåede bestemmelse i 38 b, stk. 2, at kulturministeren kan fastsætte sådanne regler irelation til TV 2/DANMARK A/S. Det er hensigten, at de foreslåede bemyndigelser skalanvendes til at fastsætte bestemmelser om, at fjernsynsforetagender og udbydere afaudiovisuelle on-demand-tjenester skal sikre, at de som modtager deres tjenester altidog på enkel vis har adgang til 1) navnet på medietjenesteudbyderen, 2) den fysiskeadresse, hvor medietjenesteudbyderen er etableret, 3) oplysninger om medietjenesteud-byderen, herunder udbyderens e-postadresse eller websted, og 4) oplysninger om denkompetente tilsynsmyndighed. Det er hensigten at fastsætte tilsvarende bestemmelser irelation til DR og de regionale TV 2-virksomheder med hjemmel i lovens § 15, stk. 4, og§ 34, stk. 3, om kulturministerens adgang til at fastsætte en vedtægt for henholdsvis DRog for de regionale TV 2-virksomheder.Det bemærkes, at de foreslåede regler i forhold til udbydere af audiovisuelle on-demand-tjenester vil være suppleret af reglerne i e-handelslovens § 7.4.5. Retten til at få korte nyhedsindslag

4.5.1. Gældende retDirektivets artikel 3k om korte nyhedsindslag har berøringsflader med flere alleredeeksisterende bestemmelser i ophavsretsloven, herunder citatretten i lovens § 22, repor-tageretten i lovens § 25 og signalretten i lovens § 69.Adgangen til at citere fra offentliggjorte værker i medfør af ophavsretslovens § 22 eren vigtig begrænsning i de ophavsretlige enerettigheder. Af et offentliggjort værk er dettilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af for-målet. Citatretten indebærer såvel en indskrænkning i eneretten til eksemplarfremstil-ling som eneretten til tilgængeliggørelse for almenheden.I medfør af ophavsretslovens § 25 er det tilladt at gengive værker i film, radio ellerfjernsyn, når værkerne fremføres eller vises offentligt under en dagsbegivenhed ogunder forudsætning af, at det sker som et naturligt led i gengivelsen af dagsbegivenhe-den. Reportagereglen finder f.eks. anvendelse på tv-optagelser af fremførelsen af musikunder en højtidelighed. Gengivelsen af værker, som ved et tilfælde kommer med i enreportage, skal have et accessorisk præg i forhold til den dagsbegivenhed, man ønskerat dække, ligesom gengivelsen ikke må gå ud over, hvad det informative formål medreportagen tilsiger. Bestemmelsen giver f.eks. ikke mulighed for at indføje gamle repor-tageoptagelser i en reportage om en aktuel dagsbegivenhed.I medfør af ophavsretslovens § 69, stk. 1, må en radio- eller fjernsynsudsendelse ikkeuden radio- eller fjernsynsforetagendets samtykke udsendes af andre eller på andenmåde fremføres offentligt. Udsendelsen må heller ikke uden samtykke affotografereseller optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive den. Signalretten eren producentbeskyttelse forstået på den måde, at bestemmelsen kun beskytter udsen-delserne som tekniske signaler og ikke det underliggende programindhold. Det under-liggende programindhold vil ofte bestå af beskyttede værker, som ikke må udsendes iradio eller tv uden samtykke. Det spiller ingen rolle for signalretten, om udsendelsensendes live eller forskudt (optaget på bånd).I radio- og fjernsynslovens § 90, stk. 3, findes en ikke-udnyttet bemyndigelse til kultur-ministeren til at fastsætte regler om visse begrænsninger i fjernsynsforetagendersudnyttelse af enerettigheder til spredning af fjernsynsoptagelser fra større begivenhe-

der, således at andre fjernsynsforetagender under nærmere angivne vilkår vil kunnebringe korte nyhedsindslag om begivenhederne. Bestemmelsen er en opfølgning på enEuroparådsrekommandation R (91) 5 af 11. april 1991 vedrørende offentlighedens ret tilat blive informeret om større begivenheder i relation til forskellige landes fjernsynsvirk-somhed.4.5.2. Kulturministeriets overvejelser og forslagDet følger af direktivets artikel 3k, at medlemsstaterne skal sikre, at ethvert tv-spredningsforetagende, der er etableret i Fællesskabet, med henblik på korte nyheds-indslag på loyale, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår skal have adgang til begiven-heder af stor interesse for offentligheden, som transmitteres med eneret af et tv-spredningsforetagende under deres jurisdiktion. Anmodning om adgang hertil skal iførste omgang rettes til en tv-station, der har denne eneret, og som er etableret i sammemedlemsstat, som den tv-station, der ønsker en adgang. Retten til adgang til kortenyhedsindslag bør således kun finde anvendelse på et grænseoverskridende grundlag,når det er nødvendigt.Medlemsstaterne har mulighed for at sikre, at en sådan adgang er garanteret ved atgive adgang til det transmitterende tv-spredningsforetagendes signal. I direktivet er deråbnet mulighed for, at adgangen til begivenheder af stor interesse for offentlighedenkan sikres på anden måde end ved at give adgang til det programbærende signal. Det ersåledes muligt at vælge andre ækvivalente midler såsom adgang til det sted, hvor begi-venheden finder sted. De korte nyhedsindslag må kun anvendes til generelle nyheds-programmer og må kun anvendes i on-demand audiovisuelle medietjenester, hvis detsamme program tilbydes tidsforskudt af den samme medietjenesteudbyder. Medlems-staterne skal sikre, at der fastlægges nærmere regler og betingelser for tilvejebringelseaf sådanne korte nyhedsindslag.Det er Kulturministeriets vurdering, at citatretten ikke udgør tilstrækkelig hjemmeltil at omfatte korte nyhedsindslag af begivenheder af stor offentlig interesse som define-ret i direktivets artikel 3k. Tilsvarende er det Kulturministeriets vurdering, at der ikkei ophavsretslovens § 25 er tilstrækkelig hjemmel til at anvende korte nyhedsindslag afbegivenheder af stor interesse for offentligheden.Det er endvidere Kulturministeriets vurdering, at den mest hensigtsmæssige og rea-listiske måde at sikre adgangen til korte nyhedsindslag er ved at give adgang til det

programbærende signal, og at det således med henblik på at sikre en korrekt implemen-tering af direktivets artikel 3k i ophavsretsloven er nødvendigt at foretage en ind-skrænkning i et fjernsynsforetagendes eneret til det programbærende signal efterophavsretslovens § 69. Da signalretten udelukkende beskytter udsendelserne somtekniske signaler og ikke selve programindholdet, vil det efter Kulturministeriets opfat-telse også være nødvendigt at indføre indskrænkninger til enerettighederne til detunderliggende programindhold.Da anvendelsen af korte nyhedsindslag således medfører en indskrænkning i eneret-ten til det programbærende signal samt det underliggende programindhold foreslåsindført en ny bestemmelse om korte nyhedsindslag i ophavsretslovens kap. 2, der bl.a.vedrører indskrænkninger i ophavsretten. I den foreslåede bestemmelse i § 25 a foreslåsfastsat, at et fjernsynsforetagende i en medlemsstat inden for Det Europæiske Økono-miske Samarbejdsområde i sine generelle nyhedsprogrammer har ret til at anvendekorte nyhedsindslag fra begivenheder af stor interesse for offentligheden, som et andetfjernsynsforetagende har eneret til at transmittere. Samtidig foreslås fastsat, at etfjernsynsforetagende også må anvende de korte nyhedsindslag, hvis det generelle ny-hedsprogram senere bliver stillet til rådighed på en sådan måde, at almenheden fåradgang til det på et individuelt valgt sted og tidspunkt. Når fremførelse eller visning afet værk indgår i en begivenhed af stor interesse for offentligheden, må værket gengivesved anvendelsen af korte nyhedsindslag i generelle nyhedsprogrammer. Denne ind-skrænkning udstrækkes via henvisningssystemerne i §§ 65, 66, 67, 70 og 71 til at findetilsvarende anvendelse på de nærtstående rettigheder. Endelig foreslås fastsat, atkulturministeren fastsætter nærmere regler om korte nyhedsindslag i generelle ny-hedsprogrammer fra begivenheder af stor interesse for offentligheden.Da implementeringen af direktivets art. 3k om korte nyhedsindslag således foreslås atske i ophavsretsloven, er der ikke længere behov for bemyndigelsesbestemmelsen iradio- og fjernsynsloven § 90, stk. 3, hvorfor denne foreslås ophævet.4.6. Samarbejdsprocedure4.6.1. Gældende retRadio- og tv-nævnet varetager en række opgaver på radio- og tv-området, jf. radio- ogfjernsynslovens §§ 40-44 a. Nævnet er bl.a. tilsynsmyndighed i forhold til distribution af

lyd- og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale sendemuligheder, pro-gramvirksomhed på grundlag af tilladelse eller registrering efter lovens kapitel 8 ogreklamer og sponsorering af programmer m.v. Nævnets virksomhed er hovedsageligreguleret i lovens kapitel 7 om Radio- og tv-nævnet samt i bekendtgørelse nr. 1626 af13. december 2006 om forretningsorden for Radio- og tv-nævnet.Der er ikke fastsat regler om samarbejdsprocedurer for klager eller samarbejde i øvrigtmellem Radio- og tv-nævnet (som det relevante danske tilsynsorgan) og andre europæi-ske tilsynsmyndigheder – uagtet nævnet i praksis i et vist omfang samarbejder medsådanne myndigheder.4.6.2. Kulturministeriets overvejelser og forslagDirektivet indfører som noget nyt i art. 3.2-3.5 en mere effektiv samarbejdsprocedurefor klager i tilfælde, hvor et fjernsynsforetagende retter sine udsendelser til en andenmedlemsstat end den, hvor programforetagendet er etableret, og den medlemsstat tilhvilken sendingerne rettes har udnyttet direktivets mulighed for at indføre strengereregler vedrørende ”offentlighedens interesse”.Når det er tilfældet kan den medlemsstat, der modtager udsendelserne (modtagerlan-det) ifølge art. 3.2. tage kontakt til den medlemsstat, som har jurisdiktion (oprindelses-landet) for at forsøge at finde en løsning på de eventuelle problemer, som kan opstå. Vedmodtagelsen af en begrundet anmodning fra modtagerlandet skal oprindelseslandetanmode fjernsynsforetagendet om at overholde de relevante bestemmelser vedrørendeoffentlighedens interesse. Med ”regler i offentlighedens interesse” menes i overens-stemmelse med EF-Domstolens praksis vedrørende traktatens artikel 43 og 49 bl.a.bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, beskyttelse af mindreårige og kulturpolitik, jf.betragtning 32). Oprindelseslandet er ifølge artikel 3.2. forpligtet til inden 2 mdr. atunderrette modtagerlandet om resultatet af anmodningen fra modtagerlandet.Hvis modtagerlandet ikke finder, at det resultat, der opnået ved oprindelseslandetsanmodning over for fjernsynsforetagendet er tilfredsstillende, kan modtagerlandettræffe passende foranstaltninger over for det pågældende fjernsynsforetagende på devilkår, der er angivet i artikel 3.3. og 3.4. For det første gælder, at fjernsynsforetagendetskal have etableret sig i den anden medlemsstat med det formål at omgå de strengereregler i modtagerlandet. Inden der træffes foranstaltninger skal også Kommissionen og

oprindelseslandet underrettes og Kommissionen skal have truffet afgørelse om, atforanstaltningerne er forenelige med fællesskabsretten. Kommissionen har 3 mdr. til attræffe denne afgørelse. Hvis Kommissionen beslutter, at foranstaltningerne er uforene-lige med fællesskabsretten, skal modtagerlandet afstå fra at træffe de foreslåede foran-staltninger.Formålet med de nye regler er ifølge direktivets betragtning 32) at kodificere EF-domstolens praksis om jurisdiktion og at indføre en mere effektiv procedure, der tagerhensyn til medlemsstaternes interesser uden at skabe tvivl om, hvorvidt oprindelses-landsprincippet anvendes korrekt.Da der i dag ikke er fastsat regler om samarbejdsprocedurer for klager eller samarbejdei øvrigt mellem Radio- og tv-nævnet (som det relevante danske tilsynsorgan) og andreeuropæiske tilsynsmyndigheder, foreslås det med henblik på at sikre en korrekt gen-nemførelse af direktivet, at der i radio- og fjernsynslovens § 40 indføres en ny bestem-melse, hvori det fastsættes, at Radio- og tv-nævnet samarbejder med tilsynsorganer iandre EU-lande, lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, samt øvrige europæi-ske lande. Endvidere foreslås indført en bemyndigelse for kulturministeren til at fast-sætte nærmere regler herom i bekendtgørelsesform.5. De økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og regionerLovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning forstat, kommuner eller regioner.Det vurderes, at arbejdet knyttet til Styrelsen for Bibliotek og Mediers sekretariatsbe-tjening af Radio- og tv-nævnet vil blive forøget i et mindre omfang som følge af nævnetsnye opgave med at føre tilsyn med de nye regler for audiovisuelle on-demand-tjenestersamt udvidelsen af radio- og fjernsynslovens anvendelsesområde til også at omfatteudsendelse af lineært tv på teknologiske platforme såsom internettet og mobilnetværk.6. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivetm.v. af betydning.

7. De administrative konsekvenser for borgereLovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgere.8. De miljømæssige konsekvenserLovforslaget indeholder ingen miljømæssige konsekvenser.9. Forholdet til EU-rettenLovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rå-dets direktiv 2007/65/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemssta-terne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed, EU-Tidende 2007 L 332, s. 27.10. Hørte myndigheder og organisationer[ ]11. Sammenfattende skema

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelserTil § 1Radio- og fjernsynslovenTil nr. 1 (§ 2 )Det foreslås, at radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1, ændres i overensstemmelse meddirektivets teknologineutrale definition, således, at det fremover fastsættes, at udøvelseaf programvirksomhed også omfatter lineær udsendelse af billedprogrammer til almen-heden ved hjælp af øvrige elektroniske kommunikationsnet som defineret i lov omkonkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. Herved vil radio- og fjernsynslovensanvendelsesområde blive udvidet til at omfatte lineært tv uanset valget af teknologiskdistributionsplatform, hvormed de nugældende regler i radio- og fjernsynsloven omreklamer, sponsorering og programindhold for lineært tv vil blive udstrukket til også atgælde for tv-udsendelser på teknologiske platforme såsom nettet, mobilnetværk m.v.

Herudover foreslås det at ændre lovens § 2, stk. 1, således at det fremover fastsættes, atudøvelse af programvirksomhed også omfatter udbud af on-demand audiovisuelle me-dietjenester, hvis hovedformål er at udbyde informerende, underholdende eller oplysen-de billedprogrammer med eller uden lyd til almenheden via kommunikationsnet somdefineret i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet.Endvidere foreslås, at direktivets definitioner af en on-demand audiovisuel medietjene-ste og en medietjenesteudbyder indføres i loven med henblik på i overensstemmelsemed direktivets betragtninger som beskrevet ovenfor under afsnit 2.3.1 i de almindeligebemærkninger at afgrænse den kategori af audiovisuelle on-demand-tjenester, som denforeslåede nye regulering skal finde anvendelse på, samt identificere de medietjeneste-udbydere, som skal reguleres. Således foreslås fastsat i lovens § 2, stk. 3, at ved en on-demand audiovisuel medietjeneste forstås i loven en audiovisuel medietjeneste, derudbydes af en medietjenesteudbyder med henblik på modtagelse af programmer på etbrugervalgt tidspunkt og på den enkelte brugers anmodning på grundlag af et pro-gramkatalog udvalgt af medietjenesteudbyderen. Med udtrykket ”audiovisuel” henvisestil levende billeder med eller uden lyd, herunder således stumfilm, men ikkelydtransmission eller radiotjenester. Hovedformålet med en audiovisuel medietjenesteer at udbyde programmer, men definitionen af en sådan tjeneste dækker i overens-stemmelse med direktivets betragtninger også tekstbaseret indhold, der ledsager pro-grammer, såsom undertekstningstjenester og elektroniske programoversigter. Selv-stændige tekstbaserede tjenester omfattes ifølge direktivets betragtninger ikke af direk-tivet.Endvidere foreslås fastsat, at ved en medietjenesteudbyder forstås i loven den fysiskeeller juridiske person, der har det redaktionelle ansvar for valget af audiovisuelt ind-hold i en audiovisuel medietjeneste og bestemmer, hvordan det tilrettelægges. Med denforeslåede definition af medietjenesteudbyder udelukkes fysiske eller juridiske perso-ner, der blot sender programmer, hvis redaktionelle ansvar påhviler tredjemænd.Den gældende definition i lovens § 2, stk. 2, af fællesantenneanlæg foreslås videreførtuændret.Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen henvi-ses til afsnit 4.1.2. og 4.2.2. i de almindelige bemærkninger.

Der er tale om en ændring af redaktionel karakter.Til nr. 3 (§ 11, stk. 4)Det foreslås, at tilladelse til programvirksomheden på den fjerde FM-radiokanal efterkulturministerens nærmere bestemmelse kan meddeles af Radio- og tv-nævnet udenforudgående udbud efter reglerne i lovens kapitel 8, og at kulturministeren kan be-stemme, at sådan tilladelse i særlige tilfælde kan forlænges.DR er indehaver af tilladelse til programvirksomhed på den fjerde FM-radiokanal. DRstilladelse blev oprindeligt meddelt af Radio- og tv-nævnet for perioden 1. april 2001 til31. marts 2009, og tilladelsen er efterfølgende af Radio- og tv-nævnet blevet forlængetpå de i tilladelsen hidtil angivne vilkår til den 31. december 2009, jf. lovens § 11, stk. 3.Som anført i afsnit 3 i de almindelige bemærkninger er det ved tillægsaftale af 9. juni2009 til medieaftalen for 2007-2010 om udvikling af radiomarkedet m.v. bl.a. bestemt,at DRs rådighed over den fjerde FM-radiokanal forlænges indtil 31. december 2010 ilyset af, at regeringen i foråret 2010 vil komme med et oplæg om den fremtidige anven-delse af den fjerde FM-radiokanal som led i udspillet vedrørende næste medieaftale.Den foreslåede bestemmelse om, at tilladelse til programvirksomheden på den fjerdeFM-radiokanal efter kulturministerens nærmere bestemmelse kan meddeles af Radio-og tv-nævnet uden forudgående udbud muliggør, at DR i overensstemmelse med til-lægsaftalen kan udøve programvirksomhed på den fjerde FM-radiokanal indtil 31.december 2010. Det er i den forbindelse hensigten, at kulturministeren benytter denforeslåede bemyndigelse til at meddele Radio- og tv-nævnet retningslinier om, at næv-net kan meddele tilladelse til DR til at udøve programvirksomhed på den fjerde FM-radiokanal på de i tilladelsen hidtil angivne vilkår indtil 31. december 2010.Samtidig muliggør den foreslåede bestemmelse om, at kulturministeren kan bestemme,at sådan tilladelse i særlige tilfælde kan forlænges, at ministeren kan meddele nævnetretningslinier om en kortvarig forlængelse af tilladelsen til at udøve programvirksom-hed indtil 31. december 2010 på de i tilladelsen angivne vilkår svarende til den forlæn-gelsesmulighed, der er fastsat i lovens § 11, stk. 3, i relation til forlængelse af program-virksomhed på den fjerde FM-radiokanal og nyhedsdækningen på den femte FM-radiokanal uden forudgående udbud.

Til nr. 4 (§ 38 b)Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 38 b til at fastsætte regler om TV2/DANMARK A/S’ public service-programvirksomhed suppleres og præciseres, så kul-turministeren kan fastsætte regler om programvirksomheden, herunder regler omindhold i programvirksomheden, fremme af programmer af europæisk oprindelse ogtilrådighedsstillelse af programvirksomheden samt regler om, at TV 2/DANMARK A/Sskal tilgængeliggøre oplysninger, der identificerer TV 2/DANMARK A/S over for seerneog brugerne.Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til i overensstemmelse med direktivetsregler i bekendtgørelsen om TV 2/DANMARK A/S’ programvirksomhed at fastsætteregler om, at formidlet indhold også i audiovisuelle on-demand-tjenester, som måtteblive udbudt som led i TV 2/DANMARK A/S’ public service-programvirksomhed, ikkemå tilskynde til had p.g.a. race, køn, religion eller nationalitet, samt krav om, at tjene-ster med skadeligt indhold for mindreårige kun stilles til rådighed på en sådan måde, atmindreårige normalt ikke hører eller ser disse.Det er hensigten at fastsætte tilsvarende regler samt regler om fremme af produktionog adgang til europæiske programmer i bekendtgørelserne om vedtægt for DR og deregionale TV 2-virksomheder i forhold til audiovisuelle on-demand-tjenester, som udby-des af DR og de regionale TV 2-virksomheder, jf. radio- og fjernsynslovens § 15, stk. 4 og§ 34, stk. 3.Endvidere er det hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelse til i bekendtgørelsenom TV 2/DANMARK A/S’ programvirksomhed at fastsætte regler om, at TV2/DANMARK A/S skal tilgængeliggøre oplysninger, der identificerer TV 2/DANMARKA/S over for seerne og brugerne.Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen henvi-ses til afsnit 4.2.2. og 4.4.2. i de almindelige bemærkninger. Endvidere henvises tillovforslagets § 1, nr. 15.Til nr. 5 (§ 39, stk. 3)

Det foreslås, at lovens § 39, stk. 3, suppleres med en adgang for Radio- og tv-nævnet tilogså at indhente oplysninger m.v. fra øvrige medietjenesteudbydere, der er omfattet afRadio- og tv-nævnets virksomhed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, 8, 9 og 10.Med forslaget vil også udbydere af audiovisuelle on-demand-tjenester og udbydere af tv-udsendelser på teknologiske platforme såsom nettet, mobilnetværk m.v. være forpligtettil at meddele nævnet de oplysninger, udlevere de dokumenter m.v. og afgive de skrift-lige udtalelser, som forlanges af nævnet som led i nævnets tilsynsvirksomhed.Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen henvi-ses til afsnit 4.1.2. og 4.2.2. i de almindelige bemærkninger.Til nr. 6 (§ 40, stk. 5)Det foreslås fastsat, at Radio- og tv-nævnet samarbejder med tilsynsorganer i andreEU-lande, lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, samt øvrige europæiskelande. Endvidere foreslås fastsat, at nærmere regler herom kan fastsættes af kulturmi-nisteren.Med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af reglerne om samarbejdsprocedurerm.v. i direktivets art. 3 er det hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelse til ibekendtgørelsen om forretningsorden for Radio- og tv-nævnet at fastsætte regler om, atRadio- og tv-nævnet – såfremt nævnet finder, at en fjernsynsudsendelse fra et program-foretagende, som er etableret i en anden medlemsstat, ikke stemmer overens med debestemmelser i den danske lovgivning, som er strengere end direktivets bestemmelserog programforetagendet har etableret sig i en anden medlemsstat for at omgå dendanske lovgivning – kan træffe foranstaltninger mod foretagendet, hvis Kommissionenhar godkendt disse i overensstemmelse med fremgangsmåden foreskrevet i direktivetsart. 3.2.-3.5. Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om, at hvis en anden med-lemsstat har fremsat en begrundet anmodning til Danmark i overensstemmelse meddirektivets art. 3.2., skal Radio- og tv-nævnet vurdere om anmodningen vedrører etprogramforetagende under dansk jurisdiktion, som udbyder en tv-udsendelse, som helteller fortrinsvis er rettet mod denne medlemsstat, og om det er spørgsmål om overtræ-delse af en bestemmelse vedrørende offentlighedens interesse, som er mere detaljereteller strengere end direktivets bestemmelser. Hvis Radio- og tv-nævnet finder, at detteer tilfældet, skal nævnet opfordre programforetagendet til at følge bestemmelsen. Ra-

dio- og tv-nævnet skal senest 2 mdr. efter, at nævnet har modtaget begæringen, under-rette den anden medlemsstat om de trufne foranstaltninger og om det resultat, der eropnået.Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen henvi-ses til afsnit 4.6.2. i de almindelige bemærkninger.Til nr. 7 (§ 42, nr. 2)Det foreslås, at Radio- og tv-nævnets opgave med at registrere foretagender, som udøverprogramvirksomhed ved hjælp af satellit, fællesantenneanlæg, jordbaserede, digitale tv-sendemuligheder og kortbølgesendemuligheder samt at føre tilsyn med programvirk-somheden udvides til også at omfatte øvrige elektroniske kommunikationsnet, jf. lov-forslagets § 1, nr. 14.Hermed vil også udbydere af lineære programmer via internettet og mobilnetværk m.v.fremover blive omfattet af den i dag gældende ordning om registrering hos Radio- og tv-nævnet af programvirksomhed ved hjælp af satellit, kabel, jordbaserede, digitale tv-sendemuligheder og kortbølgesendemuligheder, jf. lovens § 47.Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen henvi-ses til afsnit 4.1.2. i de almindelige bemærkninger.Til nr. 8 (§ 42 a)I den foreslåede bestemmelse fastslås, at Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med on-demand audiovisuel programvirksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 14. Endviderefastslås, at Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om indstilling af denne program-virksomhed, hvis medietjenesteudbyderen overtræder loven eller bestemmelser fastsatefter loven, såfremt en overtrædelse er grov eller overtrædelser er ofte gentagne, jf.lovforslagets § 1, nr. 18.Som omtalt i afsnit 4.2.2. i de almindelige bemærkninger vil tilsynet med de audiovisu-elle on-demand-tjenester basere sig på klager, presseomtale o. lign., herunder adgangfor nævnet til at tage sager op af egen drift.Til nr. 9 (§ 44, nr. 2)

Det foreslås at ændre overskriften fra ”Tilladelse til og registrering af programvirksom-hed” til ”Programvirksomhed på grundlag af tilladelse og registrering samt on-demandaudiovisuel programvirksomhed”. Der henvises til afsnit 4.2.2. i de almindelige be-mærkninger.Med forslaget udvides lovens kapitel 8 om tilladelse til og registrering af programvirk-somhed til også at omfatte en regulering af on-demand audiovisuel programvirksomhedog tv-udsendelser på teknologiske platforme såsom nettet, mobilnetværk m.v.Til nr. 12 (§ 45, stk. 1)Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 1 og 11, hvorvedlovens anvendelsesområde udvides til at omfatte udbydere af audiovisuelle medietjene-ster.Til nr. 13 (§ 46)Det foreslås, at lovens § 46 ændres, så kulturministeren får en bemyndigelse til atfastsætte regler for, hvornår tv-foretagender og øvrige medietjenesteudbydere, derudøver programvirksomhed efter lovens kapitel 8, hører under dansk myndighed.Der er i dag i såvel lovens § 46 som i bekendtgørelse om programvirksomhed ved hjælpaf satellit, kabel og kortbølgesendemuligheder fastsat regler om hvornår der foreliggerdansk jurisdiktion.

Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse skal benyttes til at fastsætte regler ibekendtgørelsesform om jurisdiktion i overensstemmelse med de nye regler i direktivetsart. 2 i relation til såvel udbydere af fjernsynsudsendelser som udbydere af audiovisuel-le on-demand-tjenester. Der henvises til afsnit 2.2.1. i de almindelige bemærkninger.Herudover kan bemyndigelsen anvendes til at fastsætte yderligere regler om jurisdikti-on med henblik på at opfylde internationale forpligtelser i øvrigt, som Danmark måttepåtage sig.Til nr. 14 (§ 47)Det foreslås, at lovens § 47 udvides til også at omfatte foretagender, der udbyder lineærprogramvirksomhed ved hjælp af øvrige elektroniske kommunikationsnetværk samt on-demand audiovisuel programvirksomhed omfattet af loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1,idet det samtidig fastsættes, at medietjenesteudbydere, der udbyder sådan on-demandaudiovisuel programvirksomhed kan udøve programvirksomhed uden registrering.Med forslaget til affattelse af lovens § 47, stk. 1, vil foretagender, der udsender lineærttv på teknologiske platforme såsom nettet, mobilnetværk m.v. fremover være underlagtet krav om registrering hos Radio- og tv-nævnet.Herudover foreslås, at § 47 suppleres med en bemyndigelsesbestemmelse, så kulturmi-nisteren kan fastsætte nærmere regler om de foretagender, der er omfattet af § 47, stk.1 og 2, herunder regler om, at foretagenderne skal tilgængeliggøre oplysninger, deridentificerer foretagendet over for seerne og brugerne.Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen henvi-ses til afsnit 4.4.2.Til nr. 15 (§ 48)Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 48 til at fastsætte regler omprogramvirksomheden suppleres og præciseres, så kulturministeren kan fastsætteregler om programvirksomheden, herunder regler om indhold i programvirksomheden,fremme af programmer af europæisk oprindelse og tilrådighedsstillelse af programvirk-somheden.

Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til i overensstemmelse med reglerne i direk-tivet om audiovisuelle medietjenester i bekendtgørelsesform at fastsætte regler om, atformidlet indhold også i audiovisuelle on-demand-tjenester ikke må tilskynde til hadp.g.a. race, køn, religion eller nationalitet, samt regler for sådanne tjenester om fremmeaf produktion og adgang til europæiske programmer og krav om, at tjenester med ska-deligt indhold for mindreårige kun stilles til rådighed på en sådan måde, at mindreårigenormalt ikke hører eller ser disse.De relevante nye bestemmelser i direktivet, som alene finder anvendelse på de audiovi-suelle on-demand-tjenester, er som anført i afsnit 2.3.2. i de almindelige bemærkningerart. 3h om beskyttelse af mindreårige og art. 3i om fremme af produktion og adgang tileuropæiske programmer.Direktivets art. 3h pålægger medlemsstaterne at træffe passende foranstaltninger for atsikre, at sådanne tjenester, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psyki-ske eller moralske udvikling, kun stilles til rådighed på en sådan måde, at mindreårigenormalt ikke hører eller ser sådanne tjenester.Direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” indeholder i art. 22 bestemmelser om beskyttel-se af mindreårige ved fjernsynsudsendelser. Denne bestemmelse videreføres uændretved direktivet om audiovisuelle medietjenester. Direktivets art. 3h er således ikke ligeså vidtrækkende som bestemmelserne i art. 22 i direktivet om ”Fjernsyn uden grænser”.Ifølge art. 22.1 i direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” skal medlemsstaterne træffepassende foranstaltninger for at sikre, at tv-spredningsforetagender, som hører underderes jurisdiktion, ikke udsender programmer, som i ”alvorlig grad kan skade mindre-åriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, somindeholder pornografi eller umotiveret vold”. Derudover gælder, at foranstaltningerneskal udstrækkes til også at finde anvendelse på andre programmer, som kan ”skademindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling”, medmindre det ved valget afsendetidspunkt eller ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsendel-sesområdet normalt ikke ser eller hører udsendelserne. Når sådanne programmerudsendes i ukodet form, skal medlemsstaterne sikre, at der forud for dem gives enakustisk advarsel, eller at de under hele deres varighed er markeret med et visueltsymbol. Disse bestemmelser er i Danmark gennemført ordret i bekendtgørelsesform, jf.bekendtgørelse om vedtægt for DR, bekendtgørelse om vedtægt for de regionale TV 2-virksomheder, bekendtgørelse om TV 2/DANMARK A/S’ programvirksomhed, bekendt-

gørelse om ikke-kommercielt tv i MUX 1 og bekendtgørelse om programvirksomhed vedhjælp af satellit, kabel og kortbølgesendemuligheder. Bestemmelserne indgår tillige iDRs og de regionale TV 2-virksomheders public service-kontrakter samt i TV2/DANMARK A/S’ tilladelse til at udøve public service-programvirksomhed.Både art. 22.1 i direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” og art. 3h i direktivet om audio-visuelle medietjenester vedrører programmer/tjenester, som alvorligt kan skade denfysiske, psykiske eller moralske udvikling hos mindreårige. Hvad der menes med ”alvor-lig skade” fremgår ikke af direktivet. Når det gælder fjernsynsudsendelser angives dog iart. 22.1 i direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” særskilt programmer, som indeholderpornografi eller umotiveret vold.Når det gælder spørgsmålet om på hvilken måde audiovisuelle on-demand-tjenestermed det omtalte skadelige indhold kan leveres giver betragtning 45 til direktivet omaudiovisuelle medietjenester god vejledning. Således angives anvendelse af personligeidentifikationsnumre (PIN-koder), filtreringssystemer eller mærkning. Herudoverhenvises til forskellige eksempler på mulige foranstaltninger, som angives i Europa-parlamentets og rådets rekommandation af den 20. december 2006 om beskyttelse afmindreårige og den menneskelige værdighed og om berigtigelsesretten.Det er på denne baggrund hensigten at anvende den foreslåede bemyndigelse til i be-kendtgørelsesform at gennemføre bestemmelserne i direktivets art. 3h, herunder vedangivelse af mulige foranstaltninger ved tilrådighedsstillelse af tjenester med det om-talte skadelige indhold.Ifølge art. 3i.1 skal medlemsstaterne sikre, at udbydere af audiovisuelle on-demand-tjenester, når det er muligt, ved passende midler fremmer produktion af og adgang tileuropæiske programmer. En sådan fremme kan ifølge artiklen bl.a. vedrøre det finan-sielle bidrag, som sådanne tjenester yder til produktion af europæiske programmer ogerhvervelse af rettigheder hertil, eller den andel og/eller fremtrædende plads, someuropæiske programmer indtager i kataloget over de programmer, som tilbydes aftjenesten. I art. 3i.2 bestemmes, at medlemsstaterne skal underrette Kommissionen omgennemførelsen af disse forpligtelser senest den 19. december 2011 og derefter hvertfjerde år.

Der er i art. 4 i direktivet om ”Fjernsyn uden grænser” fastsat regler om fremme af tv-foretagenders udsendelse af europæiske programmer. Således bestemmes i art. 4.1, atmedlemsstaterne skal, når det er muligt, med passende midler drage omsorg for, at tv-foretagender afsætter den største halvdel af den sendetid, der ikke består af nyheder,sportsbegivenheder m.v. til transmission af europæiske programmer. Direktivet omaudiovisuelle medietjenester indeholder ingen ændringer heri. Bestemmelserne er iDanmark gennemført i bekendtgørelsesform samt i DRs og de regionale TV 2-virksomheders public service-kontrakter samt TV 2/DANMARK A/S’ tilladelse til atudøve public service-programvirksomhed. De relevante bekendtgørelser er bekendtgø-relse om vedtægt for DR, bekendtgørelse om vedtægt for de regionale TV 2-virksomheder, bekendtgørelse om TV 2/DANMARK A/S’ programvirksomhed, bekendt-gørelse om ikke-kommercielt tv i MUX 1 og bekendtgørelse om programvirksomhed vedhjælp af satellit, kabel og kortbølgesendemuligheder.Art. 3i.1 i direktivet om audiovisuelle medietjenester stiller ikke nogen krav om hvorle-des tilskyndelsen skal ske, men overlader det til medlemsstaterne at bestemme påhvilken måde det skal ske. Reglerne indeholder heller ikke nogen absolutte krav iforhold til denne fremme, men alene, at tilskyndelsen skal ske ”når det er muligt og vedpassende midler”.Om baggrunden for bestemmelsen står i direktivets betragtning 48, at audiovisuelle on-demand-tjenester rummer i sig muligheden for delvis at erstatte fjernsynsudsendelser,hvorfor de, når det er muligt, bør fremme produktionen og distributionen af europæiskeprogrammer og dermed aktivt bidrage til, at den kulturelle mangfoldighed fremmes.Som eksempel på en sådan støtte til europæiske programmer angives, foruden økonomi-ske bidrag, en mindste andel af europæiske programmer i ”video on-demand”-katalogereller en attraktiv præsentation af europæiske programmer i elektroniske programover-sigter.Udbydere af audiovisuelle on-demand-tjenester må antages at have forskellige forud-sætninger for at fremme europæiske produktioner alt afhængig af hvilke programmereller hvilken målgruppe tjenesten hovedsagelig er rettet mod. Herudover kan behovetfor forskellige former for støtte variere over tid. At foreskrive en særlig fremgangsmådefor hvorledes fremme af europæiske programmer skal ske kan medføre vanskelighederfor visse udbydere. Dette vil også kunne medføre, at en ønskværdig fleksibilitet modvir-kes.

På denne baggrund er det hensigten, at den foreslåede bemyndigelse benyttes til ibekendtgørelsesform at fastsætte, at de, som udbyder audiovisuelle on-demand-tjenester ved passende midler og når det er praktisk muligt (dvs. ”tilstræber”) skalfremme produktionen af og adgang til europæiske programmer. Samtidig er det hensig-ten at benytte den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte, at udbyderne efter anmod-ning skal indsende oplysninger om overholdelsen af denne forpligtelse til Radio- og tv-nævnet som den kompetente tilsynsmyndighed med henblik på, at direktivets rapporte-ringsforpligtelse kan opfyldes. Det er som anført i afsnit 4.2.2. i de almindelige be-mærkninger i den forbindelse ikke hensigten at indføre anmeldelses- eller registre-ringsordninger for audiovisuelle on-demand-tjenester. Nævnets indhentning af derelevante oplysninger må således ske på baggrund af nævnets generelle viden om fore-komsten af danske udbydere af audiovisuelle on-demand-tjenester eller gennem bran-cheorganisationer.Med direktivet om audiovisuelle medietjenester udgår art. 6 i direktivet om ”Fjernsynuden grænser” om definitionen af europæiske programmer. Definitionen indgår i stedetmed visse justeringer i art. 1n i direktivet om audiovisuelle medietjenester. Det er i denforbindelse hensigten også at anvende bemyndigelsesbestemmelsen til at implementeredefinitionen af europæiske programmer i den justerede form, herunder i de ovennævnteeksisterende bekendtgørelser, public service-kontrakter samt public service-tilladelse,hvor der er fastsat krav om afsættelse af sendetid til europæiske programmer.Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen henvi-ses til afsnit 4.2.2. i de almindelige bemærkninger. Endvidere henvises til lovforslagets§ 1, nr. 4.

Til nr. 16 (§ 49, stk. 2)Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 14, hvorvedlovens § 47 udvides til også at omfatte foretagender, der udbyder lineær programvirk-somhed ved hjælp af øvrige elektroniske kommunikationsnet samt on-demand audiovi-suel programvirksomhed omfattet af loven.Med forslaget opretholdes det hidtidige krav i lovens § 49, stk. 2, om at foretagender,der udøver programvirksomhed efter lovens kapitel 8 skal identificere sig ved afslutnin-gen af hvert program, i forhold til foretagender, der udøver programvirksomhed på

grundlag af tilladelse eller registrering. On-demand audiovisuel programvirksomhed vilderimod ikke være omfattet af dette identifikationskrav.Til nr. 17 (§ 50, stk. 2)Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 14.Til nr. 18 (§ 50, stk. 3)Det foreslås, at Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om midlertidig eller endeligindstilling af on-demand audiovisuel programvirksomhed, jf. lovens § 47, stk. 1, 2. pkt.,hvis medietjenesteudbyderen overtræder loven eller bestemmelser fastsat efter loven,såfremt en overtrædelse er grov eller overtrædelser er ofte gentagne, jf. også lovforsla-gets § 1, nr. 8.Til nr. 19 (overskriften til kapitel 11)Det foreslås at ændre overskriften fra ”Reklamer og sponsorering af programmer samtindgåelse af partnerskaber” til ”Reklamer og sponsorering m.v. af programmer samtindgåelse af partnerskaber”.Hermed udvides lovens kapitel 11 om reklamer og sponsorering af programmer samtindgåelse af partnerskaber til også at omfatte en regulering af produktplacering forlineært tv og audiovisuelle on-demand-tjenester.Dertil kommer, at lovens kapitel 11 foreslås udvidet til også at omfatte en regulering afreklamer og sponsorering i tilknytning til on-demand audiovisuel programvirksomhedomfattet af loven.Der henvises til afsnit 4.2.2. og 4.3.2. i de almindelige bemærkninger.Direktivet opererer som anført i afsnit 2.3.1. med begrebet ”audiovisuel kommercielkommunikation”. Begrebet defineres i direktivets art. 1 h) som billeder med eller udenlyd, som har til formål direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer ellertjenesteydelser eller promovere et image for en fysisk eller juridisk person, der udøverøkonomisk virksomhed. Sådanne billeder følger med eller er indeholdt i et program modbetaling eller anden modydelse eller med selvpromoverende formål. Audiovisuel kom-merciel kommunikation omfatter ifølge definitionen bl.a. tv-reklamer, sponsorering,

teleshopping og produktplacering. Af direktivets betragtning 26) fremgår, at begrebetikke bør omfatte public service-meddelelser og vederlagsfrie indslag til fordel for velgø-renhed.Ved implementeringen af direktivets nye regler om reklamer og sponsorering for audio-visuelle on-demand-tjenester og produktplacering for lineært tv og audiovisuelle on-demand-tjenester foreslås, at reguleringen i radio- og fjernsynslovens kapitel 11 omreklamer og sponsorering af programmer samt indgåelse af partnerskaber og reglerfastsat i medfør af loven i den tilhørende reklamebekendtgørelse fortsat skal tage ud-gangspunkt i lovens begreber om reklame og sponsorering. Som en nyskabelse foreslåsdet med den foreslåede bestemmelse i § 85 a, at reguleringen fremover også vil tageudgangspunkt i det særskilt definerede begreb om produktplacering, jf. lovforslagets §1, nr. 26. Det foreslås, at teleshopping, som med de nuværende regler betragtes som enform for reklame, fortsat ikke reguleres særskilt i radio- og fjernsynsloven.Til nr. 20 (§ 75, stk. 1)Med forslaget præciseres, at bestemmelsen i lovens § 75, stk. 1, om at reklamer højst måudgøre 15 % af den enkelte tilladelseshavers daglige sendetid og højst 12 minutter pr.time, alene finder anvendelse i forhold til reklamer i radio og lineært fjernsyn.Til nr. 21 (§ 77)Det foreslås, at ministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om, hvorledesreklamer kan indgå i programvirksomheden i radio og fjernsyn udvides til at omfatteon-demand audiovisuel programvirksomhed, så ministeren kan fastsætte nærmereregler om, hvorledes reklamer kan indgå i programvirksomheden, herunder regler omidentifikation, placering, indhold og omfang af reklamer i radio, fjernsyn og on-demandaudiovisuelle medietjenester.Der er i radio- og fjernsynsloven og i bekendtgørelse om reklamer og sponsorering iradio og fjernsyn (”reklamebekendtgørelsen”) i dag fastsat regler om identifikation,placering, indhold og omfang af reklamer i radio og fjernsyn.Ifølge direktivets art. 3e.1 a-b skal audiovisuel kommerciel kommunikation fra medie-tjenesteudbydere klart kunne identificeres, skjult audiovisuel kommerciel kommunika-tion er forbudt, og der må ikke anvendes subliminale teknikker. Reglerne i direktivets

art. 3e.1 a-b om identifikation m.v. af audiovisuel kommerciel kommunikation fra me-dietjenesteudbydere er i vidt omfang allerede implementeret i dansk ret.Der er i radio- og fjernsynsloven og reklamebekendtgørelsen fastsat regler om identifi-kation m.v. af tv- og radio-reklamer. I e-handelsloven, som implementerer e-handelsdirektivet, er der også fastsat regler om identifikation af ”kommerciel kommu-nikation”. Disse regler er dog mere omfattende end reglerne i direktivet om audiovisuel-le medietjenester, idet e-handelsloven også fastsætter krav om afsenderidentifikation ogspecifikke krav i relation til identifikation af reklametilbud som for eksempel rabatter,tilgift, gaver samt salgsfremmende konkurrencer og spil. Det forhold, at e-handelsdirektivets reklameidentifikationsregler således er ”bredere” end reglerne idirektivet om audiovisuelle medietjenester, skal formentlig ses i lyset af, at e-handelsdirektivet også omfatter e-handel-kommunikation, hvor det – i modsætning tilaudiovisuelle reklamer, hvor afsenderen typisk vil fremgå – er relevant at fastsættekrav om afsenderbetegnelse.Herudover indeholder markedsføringsloven en regel om reklameidentifikation i form afen strafbelagt bestemmelse om, at reklamer umiddelbart skal kunne identificeres somsådan uanset deres form og uanset, i hvilket medium de bringes. Bestemmelsen supple-rer reglerne om reklameidentifikation i radio- og fjernsynslovgivningen og e-handelsloven. Ved siden af bestemmelsen finder markedsføringslovens generalklausulog forbudet mod vildledning anvendelse på tilfælde, hvor der ikke vil kunne straffes formanglende reklameidentifiktation, men hvor den anvendte fremgangsmåde må karak-teriseres som værende i strid med god markedsføringsskik eller vildledende.Selvom reglerne om identifikation m.v. i direktivet om audiovisuelle medietjenestersåledes i vidt omfang allerede er implementeret i dansk ret, vurderes det hensigtsmæs-sigt – af hensyn til at sikre en så korrekt gennemførelse af direktivet som muligt ogskabe en primær indgang til reguleringen af de audiovisuelle medietjenesteudbydere –at udvide radio- og fjernsynslovgivningens regler om identifikation m.v. til også atomfatte reklamer i on-demand audiovisuel programvirksomhed. Det er således hensig-ten at benytte den foreslåede bemyndigelse til i reklamebekendtgørelsen i overens-stemmelse med direktivets regler at fastsætte regler om identifikation af reklamer i on-demand audiovisuel programvirksomhed.Ifølge direktivets art. 3e.1 c i-ii må audiovisuel kommerciel kommunikation ikke skaderespekten for den menneskelige værdighed eller indeholde eller fremme nogen forskels-

behandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, nationalitet, religion eller tro,handicap, alder eller seksuel orientering. Tilsvarende krav er for reklamer i dag fastsati reklamebekendtgørelsen. Reglerne i reklamebekendtgørelsen om forbud mod forskels-behandling m.v. skal udvides til også at omfatte reklamer i on-demand audiovisuelprogramvirksomhed.I direktivets art. 3e.1 c iii-iv fastsættes, at audiovisuel kommerciel kommunikation ikkemå tilskynde til adfærd, der kan være til skade for sundheden eller sikkerheden eller tilstor skade for miljøbeskyttelsen. Tilsvarende krav er for reklamer i fjernsyn og radiofastsat i reklamebekendtgørelsen.Det er hensigten, at benytte den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse til at udvidereglerne herom i reklamebekendtgørelsen til også at omfatte reklamer i on-demandaudiovisuel programvirksomhed.I direktivets art. 3e.1d findes et forbud mod alle former for audiovisuel kommercielkommunikation vedrørende cigaretter og andre tobaksvarer. Der gælder således etgenerelt forbud mod markedsføring af tobaksvarer i tv-programmer og audiovisuelle on-demand-tjenester.Der må i Danmark ikke udsendes reklamer for – eller ske sponsorering til fordel for –tobaksprodukter eller for varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med tobaksryg-ning, jf. lov om forbud mod tobaksreklame m.v. ”Reklame” er i loven defineret somenhver handling, der i erhvervsøjemed har til formål at fremme afsætningen af tobaks-varer. Direktivets forbud er således allerede gennemført i dansk lovgivning. Det vurde-res imidlertid hensigtsmæssigt, at de nuværende regler i reklamebekendtgørelsen omforbud mod reklamer for tobaksprodukter m.v., jf. lov om forbud mod tobaksreklamem.v., udvides til eksplicit at omfatte reklamer i on-demand audiovisuel programvirk-somhed. Det er på denne baggrund hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelses-bestemmelse til at fastsætte regler herom i reklamebekendtgørelsen.Art. 3e.1e bestemmer, at audiovisuel kommerciel kommunikation for at fremme salgetaf alkoholiske drikkevarer ikke må være rettet specifikt mod mindreårige og ikke måtilskynde til umådeholden indtagelse af sådanne drikkevarer. Tilsvarende bestemmel-ser findes i art. 15 a og e i ”Direktivet om Fjernsyn uden grænser”. Art. 15 a-f i ”Direkti-vet om Fjernsyn uden grænser”, som ikke er blevet ændret gennem direktivet om au-

diovisuelle medietjenester, indeholder specifikke krav i forhold til fjernsynsreklamer ogteleshopping vedrørende alkoholholdige drikkevarer. Ifølge artiklen må fjernsynsre-klamer og teleshopping ikkea. Specielt henvende sig til mindreårige og må især ikke vise mindreårige, der ind-tager disse drikkevarer,b. Forbinde indtagelse af alkohol med øgede fysiske præstationer eller bilkørsel,c.Skabe det indtryk, at indtagelsen af alkohol bidrager til succes på det sociale el-ler seksuelle område,d. Antyde at alkohol har terapeutiske egenskaber, at den virker stimulerende ellerberoligende eller, at den kan bruges til at løse personlige konflikter med,e.f.Tilskynde til umådeholden indtagelse af alkohol eller fremstille afholdenhed el-ler mådehold i et negativt lys, ellerFremhæve drikkevarernes høje alkoholprocent som en positiv egenskab.

Disse regler er i Danmark med hjemmel i radio- og fjernsynsloven gennemført i rekla-mebekendtgørelsen for så vidt angår tv og radio. Reglerne skal bibeholdes – idet det erhensigten at benytte den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte, atreglerne om, at audiovisuel kommerciel kommunikation for at fremme salget af alkoho-liske drikkevarer ikke må være rettet specifikt mod mindreårige og ikke må tilskyndetil umådeholden indtagelse af sådanne drikkevarer, jf. også art. 15 a og e i ”Direktivetom Fjernsyn uden grænser”, skal udvides til at omfatte reklamer i on-demand audiovi-suel programvirksomhed.Art. 3e.1 f i direktivet om audiovisuelle medietjenester bestemmer, at audiovisuel kom-merciel kommunikation for lægemidler og medicinske behandlinger, der er receptpligti-ge i den medlemsstat, under hvis jurisdiktion medietjenesteudbyderen hører, er for-budt. I direktivets art. 3f og 3 g findes også bestemmelser om lægemidler og medicinskebehandlinger når det gælder sponsorering og produktplacering.I radio- og fjernsynslovens § 76, stk. 2, og reklamebekendtgørelsen er det fastsat, atreklamer for lægemidler og sundhedsydelser kan udsendes i henhold til regler fastsatherom i lov om lægemidler og lov om markedsføring af sundhedsydelser eller reglerfastsat i medfør heraf. I 2002 blev lov om lægemidler ændret, således at det blev tilladtat udsende reklamer for ikke-receptpligtige lægemidler i fjernsyn. Der er således i lovom lægemidler et generelt forbud mod reklame for receptpligtige lægemidler.

Med disse regler er de forskellige forbud i direktivet om audiovisuelle medietjenestermod markedsføring af receptpligtige lægemidler opfyldt i dansk ret. Det er hensigten atbenytte den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse til i reklamebekendtgørelsen atpræcisere, at reglerne om reklamer for lægemidler efter reglerne i lov om lægemidlerogså omfatter reklamer i on-demand audiovisuel programvirksomhed.I art. 3e.1 g angives, at audiovisuel kommerciel kommunikation ikke må skade mindre-årige på fysisk eller moralsk vis. Den må ikke direkte tilskynde mindreårige til at købeeller leje et produkt eller en tjenesteydelse ved at udnytte deres manglende erfaringeller deres godtroenhed, direkte opfordre dem til at overtale deres forældre eller andretil at købe de varer eller tjenesteydelser, der reklameres for, udnytte mindreårigessærlige tillid til forældre, lærere eller andre eller uden grund vise mindreårige i farligesituationer. Disse regler er i Danmark gennemført i reklamebekendtgørelsen for radioog tv. Det er hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse til atudvide disse regler til også at omfatte reklamer i on-demand audiovisuel programvirk-somhed.Det bemærkes, at markedsføringsloven tillige indeholder en bestemmelse om markeds-føring rettet mod børn og unge. Bestemmelsen fastsætter en særlig norm for markedsfø-ring rettet mod denne målgruppe, som foreskriver, at man skal udvise særlig hensynta-gen til børn og unges manglende erfaring og større godtroenhed. Bestemmelsen inde-holder tillige et strafbelagt forbud mod brug af særlige virkemidler i reklamer rettetmod børn og unge. Disse regler berøres ikke af de foreslåede regler.Til nr. 22 (§ 79)Det foreslås at udvide definitionen af sponsorering af programmer i lovens § 79 til atomfatte sponsorering i tilknytning til programmer i on-demand audiovisuelle medietje-nester omfattet af loven samt at præcisere, at kredsen af co-producenter også omfatterudbydere og producenter af programmer i on-demand audiovisuelle medietjenester.

programmer, til finansieringen af audiovisuelle medietjenester eller programmer, medhenblik på at promovere foretagendets navn, varemærke, image, virksomhed ellerprodukter. Definitionen svarer hovedsageligt til definitionen af sponsorering i direktivetom ”Fjernsyn uden grænser” og i radio- og fjernsynslovens § 79, hvorfor denne bestem-melse foreslås udvidet som ovenfor anført.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 19.Bestemmelserne i direktivets art. 3f svarer stort set til bestemmelserne om sponsore-ring i direktivet om ”Fjernsyn uden grænser”. Endvidere har art. 3f.1 c indført merespecifikke regler om på hvilken måde sponsorerede programmer skal identificeres –herunder gives der også mulighed for, at angivelse af sponsorens navn, logo og/ellerandet symbol sker undervejs i programmerne (og ikke som hidtil kun ved programmer-nes begyndelse og/eller slutning). Dertil kommer, at der i art. 3f.4 er indført mulighedfor medlemsstaterne til at forbyde, at der vises et sponsorlogo under børneprogrammer,dokumentarprogrammer og religiøse programmer.Kravene i direktivets art. 3f.1a-b i relation til medietjenesteudbyderens ansvar ogredaktionelle uafhængighed samt tilskyndelse til køb eller leje af varer eller tjeneste-ydelser er gennemført i radio- og fjernsynslovens §§ 81-82 og i reklamebekendtgørelsen.Disse regler vil med udvidelsen af lovens kapitel 11 til bl.a. også at omfatte en regule-ring af reklamer og sponsorering i tilknytning til on-demand audiovisuel programvirk-somhed omfattet af loven blive udvidet til også at gælde for sådan virksomhed.Bestemmelserne i direktivets art. 3f.1c kræver, at sponsorerede programmer i tv ogaudiovisuelle on-demand-tjenester identificeres som sådanne på en passende måde vedprogrammernes begyndelse og/eller slutning eller undervejs i dem. Ifølge de nugælden-de regler i radio- og fjernsynslovens § 80, stk. 1, og i reklamebekendtgørelsen skalsponsorerede programmer klart kunne identificeres ved, at sponsorens navn, mærke(logo), produkt eller tjenesteydelse er angivet ved programmets begyndelse, slutningeller begge steder. Sådanne angivelser må derimod ikke forekomme i programmet. Dedanske regler vil med udvidelsen til også at gælde for programmer i audiovisuelle on-demand-tjenester opfylde direktivets krav. Direktivet giver som nævnt mulighed for, atangivelse af sponsorens navn, logo og/eller andet symbol også sker undervejs i pro-grammerne. Der foreslås ikke i forbindelse med implementeringen af direktivet indførtadgang til at angive sponsorens navn, logo og/eller andet symbol undervejs i program-merne. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23.

Forbudet i direktivets art. 3f.2 om, at audiovisuelle medietjenester eller programmerikke må sponsoreres af foretagender, hvis hovedvirksomhed er fremstilling eller salg afcigaretter og andre tobaksvarer, er for fjernsyns vedkommende gennemført i radio- ogfjernsynslovens § 83, stk. 1, og i reklamebekendtgørelsen. Disse regler vil med udvidel-sen af lovens kapitel 11 til bl.a. også at omfatte en regulering af reklamer og sponsore-ring i tilknytning til on-demand audiovisuel programvirksomhed omfattet af loven bliveudvidet til også at gælde for sådan virksomhed.Direktivets forbud i art. 3f.3 mod sponsorering, der promoverer bestemte lægemidlereller medicinske behandlinger, der er receptpligtige i den medlemsstat, under hvisjurisdiktion medietjenesteudbyderen hører, er for fjernsyns vedkommende gennemført iradio- og fjernsynslovens § 80, stk. 2, og i reklamebekendtgørelsen. Anvendelsesområdetfor disse regler vil med udvidelsen af lovens kapitel 11 til bl.a. også at omfatte en regu-lering af reklamer og sponsorering i tilknytning til on-demand audiovisuel program-virksomhed omfattet af loven blive udvidet til også at gælde for sådan virksomhed.Til nr. 23 (§ 80, stk. 1)Der er tale om en redaktionel tilretning af bestemmelsen i overensstemmelse meddirektivets art. 3f.c.Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 22.Til nr. 24 (§ 81)Der er tale om en konsekvensændring som følge af udvidelsen af lovens kapitel 11 tilbl.a. også at omfatte en regulering af reklamer og sponsorering i tilknytning til on-demand audiovisuel programvirksomhed omfattet af loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 19.Til nr. 25 (§ 84, stk.1)Det foreslås, at forbudet i radio- og fjernsynslovens § 84, stk. 1, mod sponsorering afnyheds- og aktualitetsprogrammer i fjernsyn udvides til også at gælde on-demandaudiovisuelle medietjenester.

Til nr. 26 (§ 85 a)Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen henvi-ses til afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger.Som anført i afsnit 4.3.2. er det med den foreslåede regulering af produktsponsorering i§ 85 a, stk. 3 og 4, forventningen, at der i praksis vil forekomme relativt få tilfælde afproduktsponsorering af betydelig værdi, og at størstedelen af den produktsponsorering,der vil finde sted derfor fortsat vil blive underlagt de i dag gældende danske regler forproduktsponsorering.Til illustration kan nævnes, at hvis et produkt af betydelig økonomisk værdi – eksem-pelvis en bil – leveres til et program med henblik på at indgå som en præmie i en kon-kurrence i programmet, og præmien efterfølgende overdrages til vinderen af konkur-rencen eller returneres til leverandøren af præmien i tilfælde af, at der ikke findes envinder i konkurrencen, så er der ikke nogen residualværdi for udbyderen af program-met og leveringen af produktet har dermed ikke haft nogen betydelig værdi. I dennesituation vil leveringen af produktet til programmet være underlagt reglerne for pro-duktsponsorering.Til nr. 27 (§ 90, stk. 3)Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 2.Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til ophævelsen af be-stemmelsen henvises til afsnit 4.5.2. i de almindelige bemærkninger.Til nr. 28 (§ 93, stk. 1)Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 8 og 18.Til nr. 29 (§ 93, stk. 2)

Til § 2OphavsretslovenTil nr. 1 (overskriften til § 25 i kapitel 2)Det foreslås at ændre overskriften fra ”Reportage af dagsbegivenheder” til ”Reportageaf dagsbegivenheder og korte nyhedsindslag”. Der henvises til afsnit 4.5.2. i de almin-delige bemærkninger.Til nr. 2 (§ 25 a)Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen henvi-ses til afsnit 4.5.2. i de almindelige bemærkninger.Det er hensigten, at de nærmere regler for korte nyhedsindslag i generelle nyheds-programmer fra begivenheder af stor interesse for offentligheden – herunder fastlæg-gelsen af hvad, der forstås ved nyhedsprogrammer, afgrænsningen af de omfattedebegivenheder samt længden af de korte nyhedsindslag m.v. – fastsættes i bekendtgørel-sesform. Derfor foreslås samtidig indsat en bemyndigelse til ministeren til at fastsættenærmere regler herom, jf. bemærkningerne nedenfor om den foreslåede bestemmelsesstk. 1-3.Til stk. 1Det foreslås i stk. 1 fastsat, at et fjernsynsforetagende i en medlemsstat inden forDet Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde i sine generelle nyhedsprogrammerhar ret til at anvende korte nyhedsindslag fra begivenheder af stor interesse for offent-ligheden, som et andet fjernsynsforetagende har eneret til at transmittere. Endvidereforeslås fastsat, at et fjernsynsforetagende også må anvende de korte nyhedsindslag,hvis det generelle nyhedsprogram senere bliver stillet til rådighed på en sådan måde, atalmenheden får adgang til det på et individuelt valgt sted og tidspunkt.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en indskrænkning i fjernsynsforetagenderssignalret, der følger af ophavsretslovens § 69.De korte nyhedsindslag må efter forslaget kun anvendes til generelle nyhedspro-grammer og må kun anvendes on-demand, hvis det samme program tilbydes tidsfor-skudt af den samme medietjenesteudbyder. Medietjenesteudbydernes praksis med atudbyde deres live-tv-udsendelser af nyhedsprogrammer som on-demand-tjenester, efterde har været sendt i direkte tv, er således stadig muligt med forslaget, uden at det ernødvendigt at skræddersy det enkelte program ved at udelade korte nyhedsindslag.Muligheden begrænses til levering af det identiske tv-program på on-demand basis frasamme medietjenesteudbyder, så det ikke kan anvendes til at skabe nye on-demandbaserede forretningsmodeller på grundlag af korte nyhedsindslag. Retten tilkorte nyhedsindslag giver dermed ikke i sig selv en medietjenesteudbyder ret til atanvende de korte nyhedsindslag on-demand.Det fremgår af direktivets betragtning 39, at de korte nyhedsindslag kan benyttes tilEU-dækkende udsendelser via enhver kanal, herunder rene sportskanaler. Dette tyderpå, at et generelt nyhedsprogram udelukkende godt kan indeholde sportsnyheder. Deter værd at hæfte sig ved, at der skal være tale om et generelt nyhedsprogram. I detbegreb ligger både den begrænsning, at programmet skal være generelt og ikke etspecifikt, temabaseret nyhedsprogram, f.eks. om et enkelt emne eller en enkelt sports-gren. Derudover er det et krav, at der er tale om et nyhedsprogram. Begrebet generellenyhedsprogrammer kan ikke omfatte kompilering af korte nyhedsindslag i underhold-ningsprogrammer.Direktivet definerer ikke nærmere, hvilke begivenheder der skal gives adgang til atfå korte nyhedsindslag fra andet end, at der skal være tale om en begivenhed af storinteresse for offentligheden.Det kan anføres, at det blotte faktum, at et fjernsynsforetagende har erhvervet ene-retten til begivenheden taler for, at begivenheden er af stor interesse for offentligheden.Modsat kan det anføres, at et kommercielt fjernsynsforetagendes beslutning om aterhverve enerettighederne til en begivenhed i første omgang er styret af økonomiskeinteresser og ikke af begivenhedens potentielle interesse for offentligheden. Begivenhe-dens potentielle målgruppe og annoncørers og sponsorers interesse for at deltage iudsendelsen vil i visse situationer være vigtigere end offentlighedens interesse, selvom

interesserne naturligvis kan være sammenfaldende. Det blotte forhold, at et fjernsyns-foretagende har erhvervet eneretten til en begivenhed, bør efter Kulturministerietsopfattelse ikke i sig selv medføre, at begivenheden er af stor interesse for offentlighe-den. At begivenheden skal have stor interesse for offentligheden må betyde, at den skalhave en nyhedsværdi, der tiltaler en større kreds af personer og samtidig være af inte-resse for andre end dem, der normalt følger begivenheder af lignende art på tv. Eteksempel herpå kan være fodbold. Kampe i 1. division og SAS ligaen har interesse foren bestemt, men alligevel afgrænset del af befolkningen. Denne gruppe af menneskerbliver væsentligt forøget, når der f.eks. er tale om kamp med dansk deltagelse ved VM-slutrunden. En sådan kamp vil være af interesse for andre end dem, som normalt følgermed i fodbold og vil dermed være af stor interesse for offentligheden.

Det forekommer derfor efter Kulturministeriets opfattelse oplagt, at de begivenheder,som fremgik af den ophævede bekendtgørelse nr. 809 af 19. november 1998 om udnyt-telse af tv-rettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, betrag-tes som begivenheder af stor interesse for offentligheden. De af bekendtgørelsen omfat-tede begivenheder var 1) OL, sommer- og vinterlege: Legene i deres helhed, 2) VM ogEM i fodbold (herrer): Alle kampe med dansk deltagelse samt semifinaler og finaler, 3)VM og EM i håndbold (herrer og damer): Alle kampe med dansk deltagelse samt semifi-naler og finaler, 4) Danmarks VM- og EM-kvalifikationskampe i fodbold (herrer) samt5) Danmarks VM- og EM-kvalifikationskampe i håndbold (damer).

Det er Kulturministeriets vurdering, at det ikke vil være hensigtsmæssigt positivt atopregne de begivenheder, der er af stor interesse for offentligheden. Hvad der er af storinteresse for offentligheden vil ændre sig over tid og et så dynamisk begreb skal ikkebegrænses af en forældet opfattelse af, hvad der er af stor interesse for offentligheden.Det forekommer efter ministeriets opfattelse heller ikke hensigtsmæssigt, hvis det erden tv-station, der er indehaver af eneretten til begivenheden, der skal bestemme,hvorvidt begivenheden er af stor interesse for offentligheden. I sidste ende må det væreop til det fjernsynsforetagende, der ønsker at anvende korte nyhedsindslag, at vurdere,hvorvidt en begivenhed er af stor interesse for offentligheden.Det fremgår ikke entydigt af direktivet, hvor lange de korte nyhedsindslag må være,og i hvor lang tid de må benyttes i generelle nyhedsprogrammer. Det fremgår af direk-tivets artikel 3k.6., at medlemsstaterne fastlægger nærmere regler om betingelser for

tilvejebringelse af korte nyhedsindslag, herunder den maksimale længde af nyhedsind-slagene samt tidsbegrænsninger for deres udsendelse.Det er ministeriets vurdering, at der ikke i den kommende bekendtgørelse skal fast-sættes faste grænser for nyhedsindslagenes længde. Længden af et nyhedsindslag vilafhænge af informationsformålet med samme. Nyhedsindslaget bør således ikke værelængere end, hvad der kræves for at tilgodese informationsformålet. Nyhedsindslagetbør som hovedregel ikke være længere end 90 sekunder, men ofte vil informationsfor-målet blive tilgodeset med et nyhedsindslag af kortere varighed.For så vidt angår tidsbegrænsninger for udsendelsen af de korte nyhedsindslag, erdet Kulturministeriets vurdering, at der ikke bør fastsættes eksakte tidsgrænser herfor.Et kort nyhedsindslag bør kunne anvendes så længe, det har nyhedsværdi. Hvis det harnyhedsværdi at sende et kort nyhedsindslag af en begivenhed selv et par dage efter,begivenheden har fundet sted, bør dette være muligt. Det vil kun være i specielle tilfæl-de, at et kort nyhedsindslag har en sådan nyhedsværdi, at det kan sendes eller gørestilgængeligt on-demand i længere tid efter, at begivenheden har fundet sted.Det er endvidere Kulturministeriets vurdering, at det ikke er nødvendigt at fastsæt-te nærmere regler om anmodningsproceduren for at sikre, at et fjernsynsforetagende fåradgang til det transmitterendes fjernsynsforetagendes signal med henblik på tilegnelseaf korte nyhedsindslag fra begivenheder af stor interesse for offentligheden. Fjernsyns-foretagender har i mange tilfælde adgang til andre fjernsynsforetagenders signal, lige-som der allerede i dag er praksis for, at fjernsynsforetagender efter aftale henter ny-hedsindslag fra hinandens udsendelser for at sende dem i egne programmer. Der kræ-ves således ingen særlige tekniske foranstaltninger for at det transmitterende fjern-synsforetagende kan give andre fjernsynsforetagender adgang til det programbærendesignal.Da en eventuel godtgørelse efter direktivets art. 3k.6. ikke må overstige de ekstra-udgifter, der påløber direkte i forbindelse med tilvejebringelse af adgang til korte ny-hedsindslag, er det Kulturministeriets vurdering, at der ikke skal indføres særligeregler om betaling af vederlag for adgangen til korte nyhedsindslag. Det er således ikkeforbundet med økonomiske konsekvenser af betydning for et fjernsynsforetagende atgive andre fjernsynsforetagender adgang til korte nyhedsindslag.

Til stk. 2Med forslaget fastsættes, at når fremførelse eller visning af et værk indgår i en begi-venhed af stor interesse for offentligheden, må værket gengives ved anvendelsen afkorte nyhedsindslag i generelle nyhedsprogrammer.Signalretten er en producentbeskyttelse af radio- og tv-stationers udsendelser, menvedrører alene udsendelserne som tekniske signaler og ikke selve indholdet af udsen-delserne (f.eks. litterære eller kunstneriske værker). Da signalretten således som omtalti afsnit 4.5.2. udelukkende hjemler en eneret til udsendelserne som tekniske signaler ogikke en eneret til programindholdet, er det nødvendigt at indføre indskrænkninger i deegentlige ophavsrettigheder, således at retten til korte nyhedsindslag ikke kræversamtykke fra f.eks. rettighedshaverne til det stykke musik, som er en del af program-indholdet.Den foreslåede bestemmelse er inspireret af reportagereglen i ophavsretslovens § 25,der tilgodeser samme formål som den foreslåede bestemmelse.

Til stk. 3Det foreslås, at kulturministeren fastsætter nærmere regler om korte nyhedsindslagi generelle nyhedsprogrammer fra begivenheder af stor interesse for offentligheden.Det er således hensigten, at den nærmere fastlæggelse af reglerne for korte nyheds-indslag i generelle nyhedsprogrammer fra begivenheder af stor interesse for offentlig-heden – herunder fastlæggelsen af hvad, der forstås ved nyhedsprogrammer, afgræns-ningen af de omfattede vigtige begivenheder samt længden af de korte nyhedsindslagm.v. – sker i bekendtgørelsesform. Der henvises til bemærkningerne til stk. 1-2 ovenfor.Til nr. 3 (§ 65, stk. 4)

Med forslaget vil § 25 a, stk. 2, finde tilsvarende anvendelse på de nærtstående rettig-heder i ophavsretslovens kap. 5.§ 25 a, stk. 2, omtaler udelukkende værker og ikke de nærtstående rettigheder i op-havsretslovens kap. 5 såsom de udøvende kunstneres rettigheder eller fonogramprodu-centers rettigheder. Med forslaget bliver § 25 a, stk. 2, en del af henvisningssystemernei ophavsretslovens §§ 65, stk. 4, 66, stk. 2, 67, stk. 2, 70, stk. 3, samt 71, stk. 5, og der-med er det ikke nødvendigt at klarere de nærtstående rettigheder, såfremt de indgår iet kort nyhedsindslag om en begivenhed af stor interesse for offentligheden.Til nr. 4 (§ 66, stk. 2)Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3.Til nr. 5 (§ 67, stk. 2)Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3.Til nr. 5 (§ 70, stk. 3)Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3.Til nr. 6 (§ 71, stk. 5)Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3.