KUU, Alm.del - 2008-09 - Bilag 292: Henvendelse af 16/6-09 fra Axel Bolvig, København K, om at han ønsker foretræde for udvalget

Flere skal have adgang til kunst og kulturoplevelser, skriver Mogens Jensen i kronikken10. Juni. Hvem kan være uenig med ham? Derfor er det relevant at diskutere, hvad dermenes med adgang og til hvad? I nutidens samfund betyder det noget andet end forhundrede, for ti, ja for to år siden.Den socialdemokratiske kulturpolitik, som Mogens Jensen referer til er sympatisk,men allerede forældet på flere fronter. Politiken bombarderer for tiden os læsere medartikler om mere eller mindre gratis tilbud på musik og litteratur via internettet. Mendenne altfavnende distribution gælder ikke for alle dele af kulturlivet.Litteraturen: Man kan udgive en tekst med forskellige skrifttyper og formater, ihardcover eller som paperbag, i oplag på fem hundrede eller hundrede tusinde.Indholdet er det samme. Og nu kan man også vælge mellem papir eller skærm uden atgribe ind i forfatterens måske i hånden nedfældede tekst.Tekstens digitalisering skaber mulighed for distribution til hver en afkrog, altsåadgang for alle. E-bogen halter lidt bagefter – endnu. Amazon Kindel, Sony Reader ogden nyeste mobiltelefoni peger på helt nye muligheder for læsning. Det skønnes iforlagsbranchen at prisen på en e-bog vil ligge på 80% af prisen på den trykte udgave.Lydbøger tordner frem og tilbyder højtlæsningens sanselighed. Google scannermillioner af bøger, og herhjemme har vi tilsvarende nationale planer. Enhver ny bogforeligger i en digitaludgave som basis for trykningen. Den er dermed i princippet klartil via Internettet at nå ud i alle afkroge. Adgangsmulighederne bliver stadig mereovervældende.En kulturpolitisk indsats behøver ikke at handle om adgang. Den er derimodnødvendig for at sikre et kvalitativt indhold i dette tilbudsorgie. Den bør koncentrere sigom fødekæden: udgiverne og forfatterne, der selv så småt er begyndt at optræde somudgivere. I Politiken 14. Juli fremgår det, at forfatterforeningen vil oprette enhjemmeside, gennem hvilken forfatterne selv kan sælge deres bøger.Musikken: Samme dag som kronikken bringer avisen en artikel under overskriften’Snart er der ingen grund til at eje musik’. Her omtales en form for musiktilbud, derallerede er i fuld udvikling, og som er ved at udkonkurrere iTunes og tilsvarendetjenester: du henter og lytter til musik via internettet, gratis. Ingen cd-samling.Grammofonplader og bånd er jo arkæologiske levn. Bare nettet. Kodeordet er streaming.Jeg skriver disse linjer, mens jeg lytter til Duke Ellington på listen.grooveshark.com,hvis lovlighed jer dog er usikker på, og afventer ankomsten af spotify.com til Danmark.Jeg kan jo også vælge de gratis tilbud på netmusik.dk.En konstruktiv kulturpolitik bør naturligvis sikre spørgsmålet om, hvorledesophavsrettigheder og produktionsomkostninger kan tilgodeses på måder, der ikke kuner defineret af markedet. Og den bør sikre udøvelsen og skabelsen af musik. Altsåfødekæden nok engang.Det erstatter ikke oplevelsen ved den direkte koncert, men det demokratiserer langtdet største musikforbrug hos os alle, nemlig den private lytten, og ikke nok med det.Stadig flere koncerter og nu også teateropførelser streames og præsenteres direkte.Imperialbiografen i København bringer for eksempel direkte transmissioner fra the Meti New York. Her er der ikke mange danskere, der har nem adgang. Å Gud nej, vil en delsikkert indvende. Det er jo ikke det samme som selve koncertsalen og teatret. Det er daogså rigtigt, men det foregår på samme vilkår, nemlig midt imellem et interesseretpublikum og ofte i bedre stole. Det er en anden form for oplevelse. Og måske på mange

måder bedre end en plads på bagerste række i det øverste galleri. Og så kan man spisepopcorn til.Danmarks Radio bringer megen musik og færre teatertransmissioner. En voldsomudvidelse heraf, vil monopolisere musik og teater på bekostning af den omfattendesåkaldte underholdning og faktuelle information. En sådan programomlægning vil aldrigblive gennemført. Internettet vil derimod kunne videreformidle utallige koncerter ogteateropførelser for store og små, gamle og unge. Et spændende område for dekommende års kulturpolitik.Det, som er enestående for bøgerne og den færdigindspillede musik i dagens digitaleverden er sprednings- og adgangsmuligheder af indholdet uden kvalitetsforringelse. Ogtil ingen eller næsten ingen penge. Søren Pinds forslag om en skatterabat på 20.000 erved at blive udhulet af udviklingen. Men han tænker vist mest på indkøb at kunstværker.En styrkelse af fødekæden bør være hovedsigtet for den del af kulturpolitikken, derbeskæftiger sig med vores sprog, litteratur og musik. Markedet klarer den demokratiskeadgang, vores kulturpolitik bør sikre en bred kvalitet, uanset hvad Cepos måtte hævde.Kunsten og den materielle kulturarv: Her er problematikken en ganske anden, ogspørgsmålet om adgang er mere kompliceret. Den materielle kultur kan ikkedigitaliseres, mangfoldiggøres og distribueres til Gud og hvermand på samme måde,som det er tilfældet med litteraturen og musikken. Sådan var forholdet også pågrammofonpladens og bogens tid.Hvad vil det sige at have adgang til kunsten eller jordfaste monumenter? Skal manabsolut stå over for de enkelte værker eller bygninger? Det er under alleomstændigheder en eksklusiv, ja umulig affære, som gratis entré til museerne ikkehjælper meget på.Mange vil hævde, at oplevelsen af kunstværker fordrer det direkte møde mellemværk og betragter. Men det er en utopi og den hviler på forældede principper, derhænger sammen med 1800-tallets opfattelse af den skjønne kunst som sjælfuld fattetform. Som Émile Zola udtrykte det: ”Et kunstværk er et hjørne af skabelsen, set gennemet sind”. Et så ophøjet kunstværk bør man vel kun opleve ved den direkte, tætte ogindlevelsesfulde kontakt? Men sådan fungerer det ikke i virkelighedens verden.Vores kendskab til og oplevelse af kunsten og den materielle kulturarv er sjældentdirekte. Vores kunsthistoriske ballast hviler på kopien. Med undtagelse af træsnittet,kobberstikket, litografiet, fotografiet og nu det digitale billede er kunstværket unikt.Dets engangskarakter bevirker, at det ikke kan mangfoldiggøres i uændret form, såledessom teksten og musikken kan. Man kan ikke mangfoldiggøre L. A. Rings kanoniserede’Sommerdag. Roskilde Fjord. Frederiksværk’ (1900), Morten Malers kalkmalerier (ca.1410) eller Asger Jorns ’Stalingrad’ (1957-72) uden at ændre på originalerne. Tænk barepå størrelse, struktur, stoflighed, dimensioner! Vores møde med og kendskab til kunstensker i formidlet form gennem kunstbøger, kunsttryk, fotografier og nu også nettet.André Malraux udgav i 1947 ”Le Musée Imaginaire”. Hans kongstanke var alleredefor 60 år siden, at reproduktionernes verden har skabt et museum uden vægge. ’I dagkan kunsthistorikeren studere farvereproduktioner af de fleste af verdens storemalerier.’ Malraux understreger mangfoldiggørelsens betydning: ’Hvor mange statuerkunne ses i reproduktion i 1850?’ Tænk lidt over dette udsagn, som jo også kunne lyde:’Hvor mange statuer kendte folk overhovedet til i 1850?’Det er værd at hæfte sig ved, at Malraux fremsatte sine betragtninger årtier før deneksplosive udvikling inden for Internettet. En søgning på ”Mona Lisa” på Google billedergiver 1.380.000 hits mere eller mindre tæt relateret til Leonardos maleri af en kvinde,hvis navn vi faktisk ikke kender. Søgningen tog 15 sekunder. Googles seneste initiativ isamarbejde med Pradomuseet om zoom i meget højt opløselige gengivelser afkunstværker giver brugeren indsigter i minidetaljer ned til de enkelte penselstrøg. Detkan intet museumsbesøg yde. EU er i færd med at oprette et site europeana.eu, hvor

væsentlige dele af landenes kulturarv med tiden vil blive præsenteret, naturligvis imodificeret form.Adgangen til billeder er tilsyneladende lige så omfattende som til litteratur og musik,men den rummer en forskel. De tilgængelige billeder er - med forbehold for demasseproducerbare - ikke identiske med originalen.Kulturpolitikken hos samtlige politiske partier bør erkende dette forhold. Sidenreproteknikkens opfindelse foregår vores møde med den materielle kultur ikke direkte,men formidlet. Men den foregår i langt større omfang end tidligere. Mange kenderLeonardo da Vincis fremstilling af ”Den sidste Nadver”, men meget få har stået over forhans maleri i Milano. Det samme gælder eksempelvis med L. A. Rings ”Sommerdag”, somhænger på Randers Kunstmuseum. Hvem har, hånden på hjertet, stået over for HaraldBlåtands Jellingesten?Og hvad så? Ødelægger det vores kulturelle ballast? Skal vi frakende det indirektemøde enhver værdi? Nej vi skal erkende, at vi lever i et museum uden vægge, som giveros muligheder, vi aldrig vil kunne indhente gennem det direkte møde, som kan etablereandre oplevelser af kvalitet og overraskelser, og som kan nå ud til alle. Ikke i form af enmillion mere eller mindre identiske gengivelser med minimale oplysninger, mengennem formidlingsformer, der tager de digitale muligheder til indtægt.”Den sidste Nadver,” ”Sommerdag” og ”Jellingstenen” kan ikke forklare sig selv,således som en tekst kan. De ligger under for og har behov for en fortælling. Ikke kunforsynet med kortfattede faktuelle oplysninger om kunstner, datering og værketsbetegnelse. Men gennem de muligheder som IT giver os. Gennem visuelle fortællinger,der sætter kunsten ind i den narrative ramme, som altid er nødvendig, og som vi kenderdet fra flere museumsudstillinger.Sådanne fortællinger kan ikke erstatte den direkte konfrontation, vil mangeindvende. Mit svar herå: Er en hvilken som helst moderne udstilling ikke eniscenesættelse? Prøv at besøge Nationalmuseets flotte præsentation af emner fraoldtiden. Digitale præsentationer kan give nye og kvalitative oplevelser og indsigter. Dekan bringe sammenstillinger, som intet museum vil have mulighed for. Den netopafviklede udstilling på Statens Museum for Kunst ”Wilhelm Freddie. Stik gaflen I øjet!”havde tilknyttet en speciel hjemmeside, der kunne give alle med internetadgang storeoplevelser ved mødet med Freddies kunst.Min opfordring til alle partiernes kulturpolitiske medlemmer, kulturministeren,regioner og kommuner går ud på at sikre, at alle kan få adgang til vores materiellekulturarv. Ikke i form af en gigantisk billeddatabase, som vil have begrænset effekt ogrumme tilfældighedernes princip. Nej som en bevidst satsning på en kvalitativformidling, der skaber nye oplevelser.Mulighederne er til stede. I al ubeskedenhed kan jeg pege på et udarbejdet etveludviklet projekt, som inddrager den aktuelle udvikling inden for IT: Geografisksøgning via GPS, zoom i højopløselige billeder, videofortællinger til nettet online,podcast samt til download på mobilen ude ved de enkelte monumenter og værker.Muligheder, der henvender sig til alle.En lille forsmag på videofortællingerne om vores kunst- og kulturarv kan opleves påhjemmesiden for Hjørring Sct. Catharinæ kirke på:http://www.catharinae.dk/index.php?id=0&pid=Forside