Overborgmester Ritt Bjerregaard

Københavns Kommune

RÃ¥dhuset

1599 København V

Dato             27. marts 2009

Dok.id       

J. nr.           561-25

Deres ref.

  

 

Godkendelse af Cityringen iht. § 4, stk. 2, i lov om en Cityring

Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune har iht. § 4, stk. 1, i lov om en Cityring forelagt en koordineret indstilling om godkendelse af anlæg af Cityringen, jf. henholdsvis Københavns Kommunes brev af 2. februar 2009 og Frederiksberg Kommunes brev af 10. februar 2009.

De koordinerede indstillinger indeholder tiltrædelse af Metroselskabets ændrede dispositionsforslag. Desuden henvises til den fælleskommunale VVM-proces med VVM-redegørelse og tilhørende hvidbog.

Jeg kan på denne baggrund konstatere, at de overordnede rammer for projektet – linjeføring, placering af stationer og tunnelarbejdspladser mv. – fortsat er i overensstemmelse med lovgivningen om Cityringen.

Jeg er enig med Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune i, at der i det fortsatte arbejde med optimering af projektet skal arbejdes for en yderligere begrænsning af de miljømæssige gener, som anlægget af Cityringen medfører, idet begrænsning af de miljømæssige gener naturligvis skal holde sig inden for Cityringlovgivningens rammer og projektets budget.

Jeg har ingen indvendinger mod, at Metroselskabets bestyrelse, som ønsket af Københavns Kommune, arbejder videre med en miljømæssig optimering af byggepladserne ved hhv. Nørrebroparken og Christiansborg (Gammel Strand) i forbindelse med udbud af Cityringen.

Efter ønske fra staten vil der ske en justering af placeringen af NATM-kavernen for stationen v/ Frederiks Kirke (Marmorkirken) således at denne placeres 2 meter dybere og 1,2 meter tættere på Store Kongensgade.

Jeg skal bemærke, at bestyrelsen i forbindelse med evalueringen af de indkomne bud på anlæg og drift af Cityringen vil skulle indstille til interessenterne, hvordan en eventuel fordyrelse af projektet vil skulle håndteres.

Jeg har tillige bemærket, at Frederiksberg Kommune lægger vægt på flest mulige, lettilgængelige underjordiske cykelparkeringspladser. Jeg skal hertil bemærke, at etablering af cykelparkering under jorden inden for Cityringlovgivningens rammer og projektets økonomi skal ske inden for stationsboksene.

Med ovennævnte justering for så vidt angår placeringen af NATM-kavernen for stationen v/ Frederiks Kirke (Marmorkirken) godkender jeg hermed anlægget af Cityringen med den udformning, som projektet har i Metroselskabets optimerede dispositionsforslag inkl. supplement iht. til § 4, stk. 2, i lov om en Cityring. Dispositionsforslaget kan herefter sammen med nærværende godkendelse danne grundlag for Metroselskabets udarbejdelse af udbudsprojektet for Cityringen, jf. § 5, i lov om en Cityring.

Endelig skal jeg bemærke, at Metroselskabet har oplyst, at selskabet for så vidt angår stationen på Kongens Nytorv, inden for rammerne af dispositionsforslaget, vil optimere placeringen af hovedtrappen således der i forhold til dispositionsforslaget skabes større afstand mellem trappen og bygningsfacaderne med henblik på at optimere flowet af passagerer og andre gående over jorden.

Jeg skal henlede opmærksomheden på, at projektets gennemførelse kræver yderligere tilladelser, bl.a. godkendelser vedr. jernbanesikkerhed og byggesagsbehandling.

Nærværende godkendelse af anlægget af Cityringen træder i stedet for en VVM-tilladelse efter § 11 g, stk. 4, i lov om planlægning, jf. § 4, stk. 3, i lov om en Cityring.

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed