Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             27. marts 2009

Dok.id       

J. nr.           561-25

  

 

Godkendelse af Cityringen iht. § 4, stk. 2, i lov om en Cityring

 

./.

 
Jeg skal hermed orientere Trafikudvalget om, at jeg med vedlagte brev af 27. marts 2009 til Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune har godkendt anlægget af Cityringen. Jeg bemærker, at det fremgår, at der efter ønske fra staten vil ske en justering af placeringen af NATM-kavernen for stationen v/ Frederiks Kirke (Marmorkirken) således at denne placeres 2 meter dybere og 1,2 meter tættere på Store Kongensgade.

Jeg bemærker endvidere, at Metroselskabet for så vidt angår stationen på Kongens Nytorv, inden for rammerne af dispositionsforslaget, vil optimere placeringen af hovedtrappen ved Hviids Vinstue, således der i forhold til dispositionsforslaget skabes større afstand mellem trappen og bygningsfacaderne med henblik på at optimere flowet af passagerer og andre gående over jorden.

Jeg har endvidere noteret mig, at der har været fremført synspunkter om cykelparkering ved Marmorkirken, og skal i den sammenhæng bemærke følgende:

Antallet af nødvendige cykelparkeringspladser ved stationen er af Københavns Kommune sat til ca. 250, hvilket også fremgår af VVM-redegørelsen. Der etableres i selve stationen godt 100 cykelparkeringspladser under jorden. De resterende pladser forudsættes etableret på gadeplan. Placeringen af disse resterende pladser vil indgå i de videre drøftelser med Københavns Kommune om udformningen af byrummet omkring stationen ved Marmorkirken. Det vil herunder blive overvejet, hvorvidt disse resterende pladser hensigtsmæssigt vil kunne placeres i gårdrum i tilslutning til den planlagte passage mellem Sølvgade-området og stationen, der skal lette adgangen til stationen fra dette område.

 

Derudover vil det være muligt, at inddrage erfaringer fra et cykelprojekt Københavns Kommune for nylig har udført. Københavns Kommune udførte et projekt på Nørreport Station, hvor de fjernede cykler, der var parkeret i redningszonerne. Cyklerne blev flyttet til Israels Plads, hvor de kunne afhentes. Ved redningszonerne var der opsat advarselsskilte, hvorpå der stod, at på grund af sikkerhed vil cyklen bliver flyttet til Israels Plads.

 

Københavns Kommunes ventes snarligt, at udarbejde en konklusionsrapport på projektet. Herefter kan erfaringerne fra projektet indarbejdes i det videre arbejde med at sikre ordnede forhold omkring cykelparkering.

Såfremt der herefter viser sig behov for yderligere tiltag med henblik på at sikre en tilfredsstillende håndtering af cykler i forbindelse med stationen ved Marmorkirken, vil jeg være indstilles på at drøfte dette med forligskredsen.

Afslutningsvis skal jeg bemærke, at Metroselskabet løbende inddrager tredjeparter i sikkerhedsvurderingen af anlægget af Cityringen.

 

Sikkerhedsgodkendelsen af Cityringen sker således efter de samme principper, som var gældende for den eksisterende Metro. Det betyder, at Trafikstyrelsens godkendelse af sikkerheden i Cityringen - både den jernbanetekniske og den bygningstekniske sikkerhed - sker på grundlag af en sikkerhedsmæssig vurdering foretaget af en af Transportministeriet godkendt uafhængig assessor, i dette tilfælde TÜV Rheinland med Det Norske Veritas (DNV) som underrådgiver.

 

Sikkerhedsgodkendelsen gennemføres løbende gennem hele projektforløbet, blandt andet omfattende godkendelse af det overordnede design af projektet, godkendelse af det detaljerede design, godkendelse af undersystemer og godkendelse af anlægget til ibrugtagning. Som grundlag for Trafikstyrelsens godkendelse af hver af disse projektfaser, gennemgår den uafhængige assessor projektet på det pågældende stade med henblik på at sikre, at projektet kan udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

 

Ud over den fagkundskab, som tilføres projektet fra Metroselskabets egne teknikere og selskabets tekniske rådgiverhold, deres kvalitetssikring af eget arbejde samt gennem en ekstra sikkerhedsmæssig granskning af projektet på områder med særlig sikkerhedsmæssig fokus, som for eksempel Frederiks Kirke, bliver projektet således underkastet yderligere en teknisk sikkerhedsmæssig vurdering af assessoren, inden det til sidst gennemgås og godkendes af Trafikstyrelsen.

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed