Det skal understreges, at baggrunden for ulykken i Køln er ved at blive undersøgt af de lokale myndigheder. Når undersøgelserne foreligger, vil Metroselskabet gennemgå dem for at uddrage eventuelle erfaringer. Men Metroselskabet vil gerne forklare lidt om de grundige forberedelser, der foretages under projekteringsarbejdet på Cityringen.
Geotekniske
prøveboringer og seismiske målinger
Kort efter at lov om en Cityring blev vedtaget i folketinget i juni 2007, tog
Metroselskabet og dets samarbejdspartnere fat på at kortlægge hovedstadens
undergrund ved hjælp af blandt andet geotekniske prøveboringer. Prøveboringerne
er foretaget hele vejen rundt langs Cityringens linjeføring, og når de
afsluttes i løbet af sommeren 2009, vil antallet af prøveboringer nå op på knap
500 individuelle boringer.
Ud over de geotekniske prøveboringer gennemføres der flere steder på Cityringen seismiske målinger. Målingerne kan beskrives som et ultra-minimalt jordskælv. Ved hjælp af en maskine påføres jordoverfladen en vibrering, der registreres via elektroniske følere. Sammen med de geotekniske prøveboringer giver de seismiske boringer et detaljeret billede af hovedstadens undergrund.
De mange undersøgelser af undergrundens beskaffenhed er essentielt for at kunne planlægge det forestående anlægsarbejde under jorden optimalt. Forberedelsen af Cityringen har bevirket, at der er skabt det til dato mest detaljerede billede af hovedstadens undergrund. Undersøgelserne skal give de vindende entreprenører optimale arbejdstegninger at bygge ud fra. Der ventes at blive skrevet kontrakt med entreprenørerne i sommeren 2010.
Bygninger og grundvand
måles
For at undgå alvorlige sætningsskader på de mange ældre bygninger i primært
Indre By, er der desuden allerede opsat målemærker på en lang række bygninger.
Bygningerne vil ligesom grundvandet løbende blive målt før- og under
anlægsarbejdet for at sikre, at bygningerne ikke udviser unormale bevægelser.
Er der mistanke om uforudsete bevægelser, indstilles byggeriet, og det
genoptages først, når sagen er undersøgt nærmere, og der i givet fald er
foretaget foranstaltninger for at undgå skader på den pågældende bygning.
Under planlægningsarbejdet af Københavns kommende Metrosystem, Cityringen, samarbejder Metroselskabet med adskillige udenlandske firmaer – blandt andet Arup, der med stor succes har medvirket i metrobyggerier i London under eksempelvis Big Ben.
Velkendt anlægsteknik
Når Cityringen etableres, anvendes den samme anlægsteknik, som blev benyttet
under opførelsen af den eksisterende Metro. Her styrtede ingen bygninger i
grus.
Metroselskabet gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at anlægsarbejdet på Cityringen kan forløbe med mindst mulige gener for både mennesker og bygninger. Viser undersøgelsen af ulykken i Køln eller erfaringer fra andre Metrobyggerier, at der er grund til at ændre praksis eller foretage nye ekstra foranstaltninger, vil vi selvsagt gøre det.