KOU, Alm.del - 2008-09 - Bilag 72: Undersøgelse fra Ankestyrelsen om sagsbehandling på området for udsatte børn og unge

Undersøgelsen bygger på en kvantitativ tværsnitsundersøgelse med deltagelse af 19repræsentativt udvalgte kommuner.Stikprøven består af 163 sagsbehandlere og 19 ledere, som alle er beskæftigede med udsatte1børn og unge i de udvalgte kommuner . Besvarelsesprocenten er henholdsvis 89 pct. forsagsbehandlerne og 100 pct. for lederne.Området for udsatte børn og unge er særdeles kompleks, både hvad angår sagernes karakterog tyngde såvel som de organiseringsmæssige indretninger i kommunerne.En sag på området for udsatte børn og unge kan således spænde over en ansøgning ommerudgiftsydelse til forsørgelsen af et handicappet barn til en længere udredning af etomsorgssvigtet barn med behov for særlig støtte i form af anbringelse uden for hjemmet.I tillæg hertil er kommunerne samtidig så forskelligt organisatorisk indrettet, atsagsbehandlere i én kommune kan sidde med begge typer sager, imens sagsbehandlere i enanden kommune kun sidder med den ene af de to typer sager.Som udgangspunkt er en sag processuel, idet indholdet ændrer sig over tid, der kan kommeflere eller færre foranstaltninger til, ligesom tyngden kan variere over tid.

Tværsnitsmetoden indebærer, at sagsbehandlerne og lederne i deres besvarelser omhandlendeorganisering, antal sager og oplysninger om sagernes tyngde, har skullet tage udgangspunkt ien statusopgørelse fastsat til d. 1. oktober 2008. Der er dermed tale om et statusbillede afsagsbehandlernes sagsantal, sagernes tyngde og organisering på området for udsattebørn og unge.De deltagende sagsbehandlere beskæftiger sig med et bredt område af Servicelovensforanstaltninger og tilbud rettet mod udsatte børn og unge. Sagerne er defineret ud frafølgende sagsområder:1.2.3.4.5.6.7.8.9.Ungdomssanktion efter Straffelovens § 74aTilbud til unge mellem 18 og 22 år i Servicelovens kapitel 12Anbringelser uden for hjemmet uden samtykke efter Servicelovens § 58Anbringelser uden for hjemmet med samtykke efter Servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8Akutte anbringelser uden for hjemmet efter Servicelovens § 75, stk. 1Øvrige foranstaltninger i Servicelovens kapitel 11Merudgiftsydelse og/eller tabt arbejdsfortjeneste i Servicelovens § 41 og 42Igangværende undersøgelser efter Servicelovens § 50Henvendelser eller underretninger, hvor der på nuværende tidspunkt endnu ikke ertruffet afgørelse om en undersøgelse efter Servicelovens § 5010. Vejledende sagsbehandling, hvor undersøgelse efter Servicelovens § 50 ikke vurderesnødvendig, men der ydes rådgivning om relevante tilbud, ex. forældrestøtte ogungerådgivning11. Børn og unge, der indgår under anden lovgivning, herunder Serviceloven i øvrigt,Pensionsloven, Folkeskoleloven mm.

1SammenfatningAnkestyrelsen har efter anmodning fra Velfærdsministeriet gennemført en undersøgelse påområdet for udsatte børn og unge i en række kommuner. Undersøgelsen afdækker området iforhold til organisering af sagsbehandlingen, antal sager pr. sagsbehandler og tyngden isagerne. Undersøgelsen omhandler i alt 7.439 sager svarende til 9.681 børn.Undersøgelsen kan sammenfattes i følgende hovedresultater.Stor variation i kommunernes organisering og principper for tildeling af sager til sagsbehandlerneUndersøgelsen viser, at kommunerne benytter sig af så forskellige organisatoriske opdelingeri forbindelse med sagsbehandling på de omhandlede sagsområder, at det gør det vanskeligt atsammenligne kommunerne indbyrdes.I nogle kommuner behandles sager om bevilling af merudgiftsydelse og tabtarbejdsfortjeneste ved forsørgelsen af et handicappet barn i en separat enhed, for eksempel enspecialkonsulentgruppe eller i en egentlig handicapenhed. I andre kommuner behandlesdenne type sager i en bredere enhed, der også behandler sager om socialt udsatte børn ogunge.Når kommunerne fordeler sager til sagsbehandlerne er der ikke to kommuner, der gør det påsamme måde. De fleste kommuner fordeler dog sagerne efter barnet eller den unges bopæl.Sagsbehandlerne behersker mange sagsområderDe fleste sagsbehandlere beskæftiger sig bredt med flere af de undersøgte sagsområder.Således beskæftiger 86 pct. af sagsbehandlerne sig med seks eller flere områder. Hovedpartenaf sagsbehandlerne, dvs. over 90 pct., beskæftiger sig med § 50-undersøgelser, anbringelsermed samtykke af børn/unge og med øvrige foranstaltninger efter Servicelovens kapitel 11.Forskel i sagsbehandlerressourcer pr. 1.000 børnUndersøgelsen viser, at antallet af årsværk, der er afsat i de undersøgte kommuner til atbehandle sager om udsatte børn og unge, svinger fra 1,2 til 2,9 sagsbehandler pr. 1.000 børn.Der ses ingen klar sammenhæng mellem gennemsnitlige antal sager pr. sagsbehandler og deafsatte ressourcer.

Det gennemsnitlige antal sager pr sagsbehandler varierer på en række faktorerUndersøgelsen viser stor variation i det gennemsnitlige antal sager pr sagsbehandler, såvelinternt i kommunerne som mellem kommunerne. Variationen er betinget af en rækkefaktorer, der relaterer sig til kommunernes forskellige definitioner af en sag, sagsbehand-lernes ansættelsestid og anciennitet samt forskelle i sagsantal inden for de enkeltesagsområder.Resultaterne viser, at:•Sagsbehandlerne i gennemsnit har 46 sager – i gennemsnit svarer det til 60 børn prsagsbehandlerSagsantallet hos sagsbehandlere, der registrerer sager med udgangspunkt i detenkelte barn, er højere end sagsantallet hos sagsbehandlere medfamilieregistrerede sager. Til gengæld har førstnævnte sagsbehandleregennemsnitligt færre børn i sagsbehandlingen end sidstnævnte sagsbehandlereDet gennemsnitlige antal sager pr sagsbehandler stiger med sagsbehandlernesugentlige ansættelsestid og anciennitetDet gennemsnitlige antal sager pr sagsbehandler inden for de enkelte sagsområdervarierer fra 1 til 23 sager (henholdsvis ungdomssanktion og §§ 41/42)Henholdsvis 96 og 90 pct. af sagsbehandlerne beskæftiger sig i gennemsnit med 7sager om frivillige anbringelser og 7 sager om § 50-undersøgelserSagsbehandlere beskæftigede med §§ 41 og 42-sager, dvs. børn og unge medhandicaps, har i gennemsnit ca. 50 pct. flere børn end sagsbehandlere, der ikkebeskæftiger sig med dette område;ooSagsbehandlere beskæftigede med §§ 41- og 42-sager har gennemsnitligt 53sager svarende til 75 børnSagsbehandlere, der ikke er beskæftigede med §§ 41- og 42-sager, hargennemsnitligt 42 sager svarende til 52 børn

sagsbehandlerne beskæftiger sig med udredninger af gennemsnitligt 6 børn og unge, hvorafgørelse om § 50-undersøgelse endnu ikke er truffet. Forundersøgelsen og resultaterneindikerer desuden, at sagsbehandlerne ikke selv indtænker disse typer sager i deressagsoptællinger.Lokalt vejledende sagsantal benyttes af flere kommuner, men de faktiske sagsantal overstiger de vejledende talUd af de 19 deltagende kommuner, benytter 11 kommuner sig af vejledende sagsantal.Undersøgelsen viser imidlertid, at kommunerne differentierer mellem forskelligesagsområder i det vejledende sagsantal. Det vejledende sagsantal varierer fra 20 til 90 sager ikommunerne. I størstedelen af kommunerne med vejledende sagsantal, overstiger det reellegennemsnitlige antal sager pr sagsbehandler det vejledende sagsantal.To femtedele af sagerne tager den forventede tidSagsbehandlerne har vurderet sagernes tyngde ud fra et tidsmæssigt perspektiv.Undersøgelsen viser, at:•••42 pct. af sagerne er vurderet af sagsbehandlerne til at tage den forventedesagsbehandlingstid33 pct. af sagerne vurderes tidsmæssigt mindre tunge end forventet afsagsbehandlerne25 pct. af sagerne vurderes tidsmæssigt tungere end forventet af sagsbehandlerne

Sammenhæng mellem sagstyngde og sagsantalUndersøgelsen viser, at der er sammenhæng mellem sagsbehandlernes tidsmæssige vurderingaf sagstyngder på forskellige områder og de gennemsnitlige sagsantal. De sagsområder, dervurderes tunge, er samtidig også de områder, hvor sagsbehandlerne har færrestgennemsnitlige antal sager og omvendt.Sager om ungdomssanktion, anbringelser uden samtykke og akutte anbringelser har denstørste andel af tunge sager sammenlignet med de andre sagsområder. Sager ommerudgiftsydelser og tabt arbejdsfortjeneste har den største andel af mindre tunge ogmiddeltunge sager. Sagsbehandlerne har i gennemsnit færrest sager om ungdomssanktion,anbringelser uden samtykke og akutte anbringelser, og flest sager om merudgiftsydelser ogtabt arbejdsfortjeneste.Lederne vurderer i overensstemmelse med sagsbehandlerne anbringelser uden samtykke ogakutte anbringelser som de tungeste sager, og tilsvarende vurderer lederne sager ommerudgiftsydelser og tabt arbejdsfortjeneste i den mindre tunge ende af skalaen.

Særlige hjælperedskaber og efteruddannelse har betydning for sagsbehandlernes daglige arbejdeSagsbehandlere med adgang til adspurgte hjælperedskaber og efteruddannelsesområder,vurderer generelt dette som betydningsfuldt for sagsbehandlingen. Det er dog ikke allesagsbehandlere, der benytter sig af eller har adgang til denne form for hjælp isagsbehandlingen. Således har:•••63 pct. af sagsbehandlerne deltaget i tværfaglige grupper efter Servicelovens § 49,hvoraf 77 pct. vurderer denne mødeform betydningsfuld eller meget betydningsfuld81 pct. af sagsbehandlerne adgang til sekretariatsfunktion, hvoraf 94 pct. vurdererdette betydningsfuldt eller meget betydningsfuldt70 pct. af sagsbehandlerne deltaget i efteruddannelse om sagsbehandlingsregler oglovgivningsmæssige forhold, hvoraf 62 pct. aktivt bruger den nye viden i den dagligesagsbehandling

sagsbehandlingenI undersøgelsen er kommunerne bedt om at komme med en række oplysninger omkringderes organisering af arbejdet med området for udsatte børn og unge. Kommunerne er blandtandet blevet bedt om at oplyse, hvordan de afdelingsmæssigt har organiseret den række afsagsområder, som undersøgelsen beregner sagsbehandlernes sagsantal ud fra. De erendvidere blevet spurgt om, hvor mange ressourcer der er afsat til området for udsatte børnog unge, om kommunen har udliciteret hele eller dele af sagsbehandlingen, og efter hvilkeprincipper sagerne fordeles blandt sagsbehandlerne på området for udsatte børn og unge.Besvarelserne efterlader et indtryk af, at kommunerne benytter sig af mange forskelligartedeorganiseringer. Dette gælder både i forhold til opdelinger af sagsområder i afdelinger, såvelsom i forhold til sammensætningen af sagsbehandlernes sagsområder.

2.1Forskellige afdelinger på området for udsatte børn og ungeDe 19 kommuner behandler de forskellige sagsområder, som undersøgelsen har fokuseret på,i forskellige forvaltningsenheder.De fleste kommuner har oprettet en familieafdeling og/eller en børn- og ungeafdeling, sombehandler sager om udredning, underretning, vejledning, ungdomssanktioner efterstraffelovens § 74 a, anbringelser med eller uden samtykke og akutte anbringelser.Ellers er det forskelligt hvordan kommunerne har indrettet sig. I det følgende er dereksempler på forhold, som er fremhævet af kommunerne.Sager om bevilling af merudgiftsydelse og /eller tabt arbejdsfortjeneste ved forsørgelsen afhandicappede børn efter Servicelovens §§ 41 og 42 behandles i nogle kommuner i deresfamilie- og/eller børn og ungeafdeling. I andre kommuner behandles disse sager i en sundhedsog/eller handicapenhed, en handicap- og psykiatrienhed eller i en specialkonsulentgruppe.

Sagerne adskiller sig fra de øvrige typer sager ved ofte at være af en sådan karakter, atsagsbehandlerne kan håndtere et højere antal af disse sager end for eksempel sager omforanstaltninger efter kapitel 11 i Serviceloven.Andre kommuner behandler desuden nogle af områderne i deres handicapafdeling og enenkelt inddrager en arbejdsmarkedsafdeling og psykiatrien ved tilbud til unge mellem 18 og22 år i Servicelovens kapitel 22. Et par kommuner har oprettet teams for eksempel et teamøst/vest eller børnefamilieteams.En kommune oplyser, at de har en forebyggelsesafdeling, som blandt andet tager sig af sagerom øvrige foranstaltninger i Servicelovens kapitel 11.I en anden kommune er det såkaldte anbringelseskonsulenter, som fører tilsyn efterServicelovens § 148, stk. 3 med børn og unge i forbindelse med en anbringelse.Kommunerne har tilsyneladende vægtet fokus lidt forskelligt, for eksempel har noglekommuner prioriteret tilstedeværelsen af forebyggelsesenhed, en psykiatrienhed eller enarbejdsmarkedsafdeling i sagsbehandlingen. Det må dog antages, at de øvrige kommunerogså inddrager sådanne enheder, når det anses for nødvendigt.3 af de 19 kommuner har udliciteret hele eller dele af sagsbehandlingen. Det drejer sig omKøbenhavn, Faxe og Svendborg Kommuner.

Ansættelse på fuld tid, deltid, som vikar og ubesatte stillingerDet har ikke været muligt at få oplyst i alle de omhandlede kommuner, i hvilket omfangsagsbehandlerne, der arbejder med udsatte børn og unge, er ansat på fuld tid eller på deltid.Nogle kommuner har alene kunnet oplyse det samlede antal som fuldtidsbeskæftigedeårsværk.Undersøgelsens resultater vedrørende en opgørelse af de samlede sagsbehandlerressourcer erderfor opgjort som fuldtidsbeskæftigede årsværk. I de 19 kommuner er der 619 årsværk, 19ubesatte stillinger og 23 vikaransættelser,jf. tabel 2.1.

Tabel 2.1Ressourcer i de deltagende kommuner på området for udsatte børn og ungeKommunerÅrsværkUbesattestillinger påområdet årsværkAssensBornholmBrønderslev-DronninglundFaxeFrederiksbergHorsensKøbenhavnKøgeLangelandLemvigNorddjursOdenseRebildRoskildeSvendborgSønderborgVardeVesthimmerlandI altAndel i pct.192332250277721807291523201061994102020031320103193*002520015201112233202336255317724861231162521156601002,41,52,02,92,22,91,32,82,21,61,71,21,41,71,7--172012001100182013Vikaransættelser iårsværkRessourcer i altopgjort i årsværkAntal årsværkpr. 1.000 børn ialderen0-18 år1,82,21,6

Kilde vedrørende antal børn i kommunerne: Danmarks StatistikNote: 6 kommuner, herunder flere af de større kommuner, har kun kunnet oplyse det samlede antal årsværk somfuldtidsbeskæftigede. Deltidsbeskæftigede er derfor omregnet til fuldtidsbeskæftigede. Århus Kommune oplyser, at derer 159 sagsbehandlere, heraf 5 vikaransættelser, men at disse sagsbehandlere også sidder med andre opgaver end dei undersøgelsen omhandlede, for eksempel på daginstitutionsområdet. Århus Kommune indgår derfor ikke iopgørelsen.* 8 pct., hvis man beregner andelen ud fra kommuner som har ubesatte stillinger

Kommunerne benytter sig i kun i mindre omfang af vikaransatte sagsbehandlere på området.Tilsvarende er der kun et mindre antal ubesatte årsværk på områderne. Nogle kommuner erdog hårdere ramt end andre. Således er det lidt over halvdelen af kommunerne, der harubesatte stillinger, og hvor for eksempel Vesthimmerland og Rebild Kommune harhenholdsvis 20 og 25 pct. af deres stillinger på området ubesat. Kommunernes ressourcer iårsværk pr. 1000 børn sammenholdes desuden med sagsbehandlernes gennemsnitlige antalsager inden for de enkelte kommuner i kapitel 3.

2.4Persongrupper, sagsbehandlerne beskæftiger sig medUndersøgelsen viser, at kommunerne har valgt at organisere området for udsatte børn ogunge meget forskelligt. Således har nogle kommuner valgt, at der er sagsbehandlere, somudelukkende beskæftiger sig med for eksempel børn under 15 år, unge over 15 år eller påbaggrund af etnicitet, geografi eller handicap. Disse forhold spiller dermed ind, når sager skalfordeles blandt sagsbehandlerne, og spiller dermed formentlig også ind på det samlede antalsager, den enkelte sagsbehandler har i sin sagsportefølje. Det må antages, at de forskelligetyper sager kan indebære en forskellig tyngde i sagerne for den enkelte sagsbehandler.Sagsbehandlerne er bedt om at oplyse, hvilke af følgende grupper de beskæftiger sig med iden daglige sagsbehandling:••••••••BørnUngeEtnisk danske børn/ungeBørn/unge med anden etnisk baggrund end danskBørn/unge med handicapBørn/unge uden handicapEn særlig geografisk gruppeAndet

Sagsbehandlerne kunne angive flere svarmuligheder. I det følgende er oplysningernebearbejdet i forhold til tre grupper: alder, etnicitet og handicap. Alle sagsbehandlerne harbesvaret spørgsmålet, men det er ikke alle, der har krydset af i forhold til de nævnte 3hovedgrupper. Det kan skyldes, at 55 pct. af alle sagsbehandlerne har oplyst, at de beskæftigersig med ”En særlig geografisk gruppe”, og dermed uden hensyn til alder, etnicitet ellerhandicap.Børn og ungeUndersøgelsen viser, at mens 82 pct. af sagsbehandlerne beskæftiger sig med både børn ogunge, så beskæftiger 10 pct. af sagsbehandlerne sig udelukkende med børn, og 8 pct.udelukkende med unge,jf. tabel 2.3.

EtnicitetI forhold til en opgørelse på etnisk oprindelse, viser undersøgelsen, at 78 pct. afsagsbehandlerne har oplyst, at de beskæftiger sig både med etnisk danske børn/unge,hvorimod 10 pct. udelukkende har børn/unge med dansk oprindelse i deres sagsportefølje ogtilsvarende er der 12 pct. der udelukkende har børn/unge med anden etnisk oprindelse i deressagsportefølje,jf. tabel 2.4.Tabel 2.4Sagsbehandlere fordelt i forhold til børnenes/unges etnicitetAntalDansk oprindelseAnden etnisk oprindelseDansk og anden etnisk oprindelseI alt121493119Pct.101278100

Sammenholder man sagsbehandlernes oplysninger med ledernes oplysninger vedrørendeprincipper for fordeling af sagerne, hvor etnicitet ikke indgår som fordelingsparameter, sådet kan være tilfældigt, at et mindre antal sagsbehandlere udelukkende beskæftiger sig medhenholdsvis børn/unge af dansk eller anden oprindelse.HandicapHvor 38 pct. af sagsbehandlerne beskæftiger sig med børn/unge med eller uden handicap,beskæftiger 37 pct. af sagsbehandlerne sig udelukkende med børn/unge med handicap, ogtilsvarende 24 pct. uden handicap,jf. tabel 2.5.

Det fremgår af undersøgelsen, at tilsynet både kan være i forhold til egne og andres sager.Således oplyser nogle sagsbehandlere, at de har ansvar for at føre tilsyn med et større antalbørn end de har sager om, og tilsvarende er der andre sagsbehandlere, der ikke fører tilsynmed alle deres egne sager. En kommune har supplerende oplyst, at anbringelse i familieplejeofte udføres af professionelle aktører, hvorimod det er sagsbehandlerne selv, der fører tilsynmed døgnanbragte børn og unge.31 pct. af sagsbehandlerne fører tilsyn med mellem 1 og 5 børn, godt en tredjedel fører tilsynmed mellem 6 og 10 børn, mens 8 pct. af sagsbehandlerne fører tilsyn med 16 børn ogopefter,jf. tabel 2.7.Tabel 2.7Antal børn og unge den enkelte sagsbehandler fører tilsyn medAntalMellem 1 og 5 børnMellem 6 og 10 børnMellem 11 og 15 børnMellem 16 og 20 børnOver 20 børnUoplystI altNote: Tabellen summer ikke til 100 pct. på grund af afrunding.

2.6Sagsbehandlernes sagsområderAf nedenstående tabel fremgår de sagsområder, som undersøgelsen optællersagsbehandlernes sager ud fra. Det fremgår desuden, hvilke sagsområder de deltagendesagsbehandlere beskæftiger sig med i det daglige sagsbehandlingsarbejde. Langt hovedpartenbeskæftiger sig med § 50-undersøgelser, anbringelser med samtykke af børn/unge og medøvrige foranstaltninger efter Servicelovens kapitel 11, som for eksempel støtte i hjemmet,familiebehandling, fast kontaktperson, rådgiver, konsulentbistand mm.,jf. tabel 2.8.Tabel 2.8Sagsområder, sagsbehandlerne beskæftiger sig medAntal sagsbehandlereUnge med ungdomssanktionTilbud til unge mellem 18 og 22 år (efterværn)Børn og unge tvangsanbragt uden for hjemmetBørn og unge frivilligt anbragt uden for hjemmetBørn og unge i akutte anbringelser uden for hjemmetØvrige foranstaltninger efter Servicelovens kap. 11Ydelser efter Servicelovens §§ 41 og 42Undersøgelser efter Servicelovens § 50Udredning ved henvendelser og underretningerVejledning om tilbud udenom Servicelovens § 50I alt7312211815410815162150143133163Pct.45757294669338928882100

21 sagsbehandlere, svarende til 13 pct., beskæftiger sig med alle 10 områder. 42sagsbehandlere, svarende til 26 pct., beskæftiger sig med 9 af de 10 områder, herafbeskæftiger 36 sagsbehandlere sig ikke med handicap ydelser efter Servicelovens §§ 41 og 42.Der er kun en enkelt sagsbehandler i undersøgelsen, som alene beskæftiger sig medhandicapydelser, og en enkelt sagsbehandler der alene beskæftiger sig med undersøgelserefter Servicelovens § 50.Sagsbehandlernes lave grad af specialisering på de udvalgte sagsområder skal ses i lyset afsagernes karakter på området for udsatte børn og unge. Disse børnesager er kendetegnet vedat kunne skifte karakter undervejs, hvad angår foranstaltningsmæssige behov. Specialiseringpå et enkelt område kan derfor resultere i flere sagsbehandlerskift for børn og unge i taktmed behovet for at iværksætte nye foranstaltninger.De mange forskellige områder, som sagsbehandlerne beskæftiger sig med, understregerdesuden den lovgivningsmæssige bredde, som sagsbehandlerne skal beherske i den dagligesagsbehandling.

3Antal sager prsagsbehandlerI kommunerne er en sag på området for udsatte børn og unge en kompleks størrelse.Forskellige sager rummer forskellige problematikker, og indsatsen i forbindelse med sagernevarierer både i mængde og over tid. Organiseringen på børneområdet er desuden sammensatså forskelligartet i kommunerne, at sagsbehandlernes sagsarbejde varierer i indhold ogansvarsområder ikke bare imellem kommunerne, men også inden for selve kommunerne.Da der samtidig ikke er en konsistent definition af en sag i kommunerne, er det enudfordring at afdække antallet af sager på det enkelte sagsbehandlerniveau.I Ankestyrelsens forundersøgelse fremgik det, at kommunerne ikke registrerer og dermeddefinerer en børnesag på samme måde. Nogle kommuner registrerer en sag med udgangs-punkt i det enkelte barns personnummer, imens andre kommuner registrerer en sag medudgangspunkt i familien, herunder i forældremyndighedsindehaverens personnummer. Derkan indgå flere børn i en sag, der familieregistreres, hvis en eller flere søskende modtagerstøtte fra kommunen eller hvis kommunen gennemgår en undersøgelse om støttebehov. Veden sag, der registreres i barnets personnummer derimod, indgår der naturligvis kun et barn ien sag.Forskellen i kommunernes registrering har afgørende betydning for optællingen af sager hosden enkelte sagsbehandler. Denne undersøgelse tager højde for denne sammenlignings-problematik ved at måle sagsbehandlernes sagsantal på to måder.Sagsbehandlerne blev i første omgang bedt om at angive, hvor mange sager de pr. 1. oktober2008 beskæftigede sig med. Efterfølgende er sagsbehandlerne blevet bedt om at foretage enopgørelse af det konkrete antal børn fordelt på forskellige områder, de på samme tidspunktbeskæftigede sig med.

Begge typer sagsoptællinger anvendes og præsenteres i de tabeller, hvor sammenligning errelevant. Dette gælder for den generelle afdækning af variationer i sagsantal bestemt afregistreringerne (afsnit 3.2), betydningen af ansættelsestid og anciennitet (afsnit 3.3) samtforskelle i sagsantal hos sagsbehandlere beskæftiget med og uden §§ 41- og 42-sager (afsnit3.5). Indledningsvist præsenteres den generelle variation i sagsantal internt i kommunernesåvel som mellem kommunerne.Kapitlet behandler derudover sagernes indholdsmæssige forskellighed via opdeling afsagerne på forskellige sagsområder, anvendelsen af vejledende sagsantal i kommunerne ogsammenhængen mellem kommunernes ressourcer og deres gennemsnitlige sagsantal.

3.1Variation i sagsantalDet gennemsnitlige antal sager pr sagsbehandler er 46 i denne undersøgelse. Ibørneoptællingerne har sagsbehandlerne 60 børn i gennemsnit. I undersøgelsen indgår i alt7439 sager og 9681 børn fordelt på de 163 sagsbehandlere.Sagsantallet varierer imidlertid betydeligt afhængig af arbejdsområde, kommune ogregistreringsmåde, hvorfor det er uhensigtsmæssigt alene at betragte det generellegennemsnit. Det giver ganske enkelt ikke mening at undlade at tage højde for de forskelligeforhold, der påvirker sagsantallet hos den enkelte sagsbehandler.Sagsbehandlernes sagsantal varierer ikke kun mellem kommunerne men også mellemmedarbejderne internt i kommunerne,jf. figur 3.1.

Der er stor forskel på kommunernes interne spredning i sagsantal. Horsens Kommune har enspredning på 69 sager, idet det maksimale antal sager pr sagsbehandler er 98 sager og detmindste sagsantal er på 29. For Varde kommune derimod, er der en spredning på 7 sager, idetdet maksimale antal sager er 52, og det mindste antal sager pr sagsbehandler er 45.Sønderborg Kommunes spredning er usædvanlig stor, da en enkelt sagsbehandler ikommunen beskæftiger sig med 198 sager, som alle omhandler merudgiftsydelse og tabtarbejdsfortjeneste ved forsørgelsen af et handicappet barn. Sagsbehandleren med detnæsthøjeste sagsantal i Sønderborg Kommune har 51 sager, hvorfor det maksimale sagsantalpå 198 sager med stor sandsynlighed kan antages at være et særtilfælde.

Det gennemsnitlige antal sager på 46 sager pr sagsbehandler giver dermed ikke etfyldestgørende billede af sagsmængden på området for udsatte børn og unge. Sagsantallet forden enkelte sagsbehandler varierer ganske meget afhængig af den enkelte kommune, ligesomsagsantallet også varierer betydeligt afhængig af den enkelte sagsbehandler.En sagsbehandler og hendes kollega kan altså indenfor den samme kommune beskæftige sigmed henholdsvis ca. 30 sager og 100 sager, hvorimod sagsbehandleren i en anden kommunestort set beskæftiger sig med det samme antal sager som resten af hendes kollegaer, svarendetil i omegnen af 50 sager. Spredningen indikerer med andre ord, at både organisatoriske ogindividuelle faktorer påvirker sagsantallet hos sagsbehandlerne.Udover forskellen i spredningen af sagsantal inden for kommunerne, varierer detgennemsnitlige antal sager mellem kommunerne. Hvor Assens Kommune i gennemsnit har62 sager pr sagsbehandler, har Brønderslev-Dronninglund Kommune i gennemsnit 38 sager3pr sagsbehandler . Der foreligger således også en forholdsvis stor spredning mellemkommunerne, hvad angår gennemsnitlige antal sager på kommuneniveau.Der er en mindre forskel i gennemsnitlige sagsantal mellem kommuner medfamilieregistreringer og kommuner med børneregistreringer. Dette er ikke umiddelbartaflæseligt på figuren, men uddybes nedenfor.

Det gennemsnitlige antal børn hos sagsbehandlerne varierer ligeledes, men med omvendtfortegn. Således har sagsbehandlere 54 børn i gennemsnit, når de registrerer en sag medudgangspunkt i barnet, hvorimod sagsbehandlere, der registrerer en sag med udgangspunkt ifamilien, har 67 børn i gennemsnit.Det er bemærkelsesværdigt, at sagsbehandlere med familieregistrerede sager beskæftiger sigmed flere børn end sagsbehandlere, der registrerer sager med udgangspunkt i det enkeltebarn. En mulig forklaring på dette kan være, at sagsbehandlere med familieregistrerede sagerhar optalt søskende på børn, der modtager støtte, også selvom disse søskende ikke aktuelt påundersøgelsestidspunktet indgik i sagsbehandlingen.Det er tilsvarende bemærkelsesværdigt, at antallet af registrerede sager og antallet af børn erforskellig for sagsbehandlere med sager registreret i det enkelte barns personnummer. Daantallet af børn er optalt på forskellige områder, er det sandsynligt, at sagsbehandlernebeskæftiger sig med børn, de ikke umiddelbart medtæller i de registrerede sager. Det kaneksempelvis gælde for de børn, som sagsbehandlerne alene yder vejledning til, og som derforførst medtælles, når sagsbehandlerne eksplicit anmodes om at optælle denne gruppe af børn.Det gennemsnitlige antal børn pr sag inden for de to grupper af sagsregistreringer viser dog,at sagsbehandlere med familieregistrerede sager beskæftiger sig med flere børn endsagsbehandlere med børneregistrerede sager. Sagsbehandlere med familieregistrerede sagerhar i gennemsnit 1,5 børn pr sag, hvorimod sagsbehandlere med børneregistrerede sager igennemsnit har 1,1 barn pr sag.De syv sagsbehandlere, der figurerer under anden registrering, er alle fra Århus Kommune.Kommunen er i gang med en omorganisering af sagstildelinger, og registreringen er derforforskellig hos disse sagsbehandlere, samtidig med at de i denne kommune også beskæftigersig med andre sager uden for området af udsatte børn og unge.

3.3Antallet af sager fordelt efter sagsbehandlernes ugentligeansættelsestid og anciennitetDet forekommer indlysende, at det gennemsnitlige antal sager og antal børn er større forfuldtidsbeskæftigede sagsbehandlere end for sagsbehandlere på deltid. Således harsagsbehandlere på fuld tid 47 sager og 61 børn i gennemsnit, hvorimod sagsbehandlere pådeltid har 34 sager og 50 børn i gennemsnit,jf. tabel 3.2.Tabel 3.2Gennemsnitligt antal sager fordelt på fuldtidsbeskæftigede og deltidsbeskæftigede sagsbehandlereGennemsnitligt antalsager pr sagsbehandlerGennemsnitligt antalbørn pr sagsbehandlerAntal sagsbehandlere

Udover den ugentlige ansættelsestid, spiller sagsbehandlernes anciennitet på børneområdeten rolle for, hvor mange sager og børn, de i gennemsnit beskæftiger sig med.Undersøgelsen viser, at sagsbehandlerne med høj anciennitet på børneområdetgennemsnitligt har tildelt flere sager og børn end sagsbehandlere med lav anciennitet.Således har sagsbehandlerne med lavest anciennitet i undersøgelsen i gennemsnit 40 antalsager og 49 antal børn,jf. figur 3.2. Dette er 7 sager og 16 børn færre end sagsbehandlere medlængst anciennitet, som i gennemsnit har 47 antal sager og 65 antal børn.

3.4Sagernes indholdsmæssige forskellighed - sagsantal påområderKommunerne varetager mange forskellige slags opgaver på børneområdet, og en børnesagkan spænde vidt i forhold til problemgrad, tidsforbrug, varighed mm..Således kan en børnesag på handicapområdet begrænse sig til at omhandle en ansøgning ommerudgifter ved forsørgelsen af et handicappet barn. Heroverfor kan en anbringelse af et barndække over et omfattende udredningsarbejde for sagsbehandleren med inddragelse af blandtandet børnesagkyndige og ikke mindst afklarende og forberedende møder med forældre ogbarnet.Ved afdækning af sagsantallet hos sagsbehandlerne kan det derfor give et mere nuanceretbillede at se på forekomsten af de forskellige typer sager, sagsbehandlerne beskæftiger sigmed på børneområdet.

Gennemsnitligt antalbørn pr sagsbehandlerSagsbehandlere aktuelt beskæftigede med:Unge med ungdomssanktion*Unge med efterværnBørn og unge tvangsanbragt uden for hjemmetBørn og unge frivilligt anbragt uden for hjemmetBørn og unge i akutte anbringelser uden for hjemmetBørn med øvrige foranstaltninger efter § 52Børn og unge under §§ 41 og 42Børn og unge med igangværende § 50-undersøgelseBørn og unge under udredning, dvs. afgørelse om ex. undersøgelseendnu ikke truffetBørn og unge under vejledende sagsbehandlingBørn og unge under anden lovgivning7914273212376

Det næststørste sagsantal hos den enkelte sagsbehandler finder man inden for området, deromfatter øvrige foranstaltninger udover anbringelse i Servicelovens § 52. 94 pct. afsagsbehandlerne beskæftiger sig med 21 børn i gennemsnit inden for dette område. Da detteområde dækker over en bred vifte af foranstaltninger fra hjemmehos’er over kontaktpersontil familiebehandling, er det ikke overraskende, at både mange af sagsbehandlernebeskæftiger sig med dette område, og at mange af børnesagerne hører under dette område.En stor andel af sagsbehandlerne, svarende til henholdsvis 96 og 90 pct., beskæftiger sigdesuden med frivillige anbringelser og § 50-undersøgelser. Til gengæld har sagsbehandlerne

relativt få af disse typer sager sammenlignet med sager om §§ 41 og 42 samt øvrigeforanstaltninger i § 52, idet de gennemsnitligt beskæftiger sig med 7 frivillige anbringelser og7 § 50-undersøgelser.Dét område, færrest sagsbehandlere beskæftiger sig med, er unge med ungdomssanktion. Afde 15 pct. af sagsbehandlerne, der beskæftiger sig med denne type sag, har de i gennemsnit 1ung med ungdomssanktion.De sager, som omfatter anbringelse, efterværn, merudgiftsydelser og § 50-undersøgelser mm.,og som er karakteriseret ved konkrete foranstaltninger med rodfæstelse i en specifik paragraf,udgør en stor del af sagsbehandlernes sagsantal.Derudover udgør en ikke ubetydelig andel af sagsbehandlernes sager, børn og unge, som kansiges at befinde sig i et forstadie til de mere formelle sagsområder. Forstadie henviser til, atbeslutning om foranstaltning eller undersøgelse endnu ikke er truffet eller er vurderetunødvendig. Sådanne sager vedrører udredning og vejledning.Udredning og vejledning er også en del af sagsbehandlingenI forundersøgelsen forud for denne undersøgelse fremgik det i interview med sagsbehandlereog ledere, at børn og unge, der alene modtager vejledning, eksempelvis om frivillige tilbud ikommunerne, ikke formelt indtænkes som en sag hos sagsbehandlerne.En pige med en afsluttet sag kan eksempelvis fortsat have kontakt til sin sagsbehandler,selvom hun groft sagt ikke længere udgør en sag. Eller et forældrepar kan sammen med deresteenager opsøge en sagsbehandler for at blive henvist til frivillige tilbud i kommunen.Derudover viser en tidligere undersøgelse udarbejdet af Ankestyrelsen, at der ikke vurderes etbehov for iværksættelse af § 50-undersøgelse i mindst 35 pct. af sagsbehandlernesudredninger i forbindelse med henvendelser og underretninger6.Det er sandsynligt, at gruppen af børn og unge, som modtager vejledning eller ikke vurderesat have støttebehov efter udredning, ikke indgår i sagsbehandlernes sagsregistreringer. Dettekan dermed også forklare den antalsmæssige variation i sagsbehandlernes optællinger afregistrerede sager og børn optalt specifikt på områder.Ikke desto mindre udgør udredninger og vejledning også en del af sagsbehandlernes dagligearbejde. Undersøgelsen viser, at 72 og 78 pct. af sagsbehandlerne beskæftiger sig med

henholdsvis udredning og vejledning. Sagsbehandlerne beskæftiger sig i gennemsnit med 6børn under udredning og 7 børn under vejledning.Af det samlede gennemsnitlige antal børn, som den enkelte sagsbehandler sidder med, ogsom udgør 60 børn, vil der for en stor del af sagsbehandlerne være godt 20 pct. af børnene,som befinder sig i forstadier til en formel sag. Sammen med de omtalte registreringsforskellehører det med til billedet, at vejledning til og udredning af børn og unge også udgør en del afsagsbehandlernes daglige arbejde, selvom de måske ikke formelt optælles isagsregistreringerne.

3.5Sagsantal hos sagsbehandlere med og uden §§ 41- og 42-sagerDe gennemsnitlige antal børn pr sagsbehandler fordelt på områder viste, at §§ 41- og 42-sager,dvs. sager om merudgiftsydelser og godtgørelse ved tabt arbejdsfortjeneste til forældre medhandicappede børn, var dét område sammenlignet med de andre områder, hvorsagsbehandlerne i gennemsnit havde flest børn. Til gengæld er det kun godt en tredjedel afalle sagsbehandlerne, som aktuelt beskæftiger sig med dette område.Med så stort et sagsantal på et specifikt område for så lille en gruppe af sagsbehandlere, er dethensigtsmæssigt at sammenligne sagsantallet for sagsbehandlere beskæftiget med §§ 41- og42-sager og sagsbehandlere, der aktuelt ikke er beskæftiget med sådanne børnesager.Der er betydelig forskel i sagsantallet for sagsbehandlere med og uden §§ 41- og 42-sager. Hvorsagsbehandlere med sager om merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste i gennemsnit har53 sager og 75 børn, har sagsbehandlere, der ikke aktuelt er beskæftiget med dette område igennemsnit godt 42 sager og 52 børn,jf. tabel 3.4.

Sagsbehandlere med §§ 41- og 42-sager har altså i gennemsnit næsten 50 pct. flere børn endandre sagsbehandlere på børneområdet.Som tidligere nævnt begrænser §§ 41- og 42-sager sig til ansøgning om ydelser til forældremed handicappede børn. Det forekommer derfor plausibelt, at de enkelte sagsbehandlerebeskæftiget med dette område kan håndtere en væsentlig mængde af sådanne børnesagersammenlignet med andre type sager, hvilket derved også vil afspejle sig i det samledesagsantal.Det må understreges, at flere af sagsbehandlerne, der beskæftiger sig med §§ 41- og 42-sager,også samtidig beskæftiger sig med andre sagsområder i denne undersøgelse. Detgennemsnitlige antal børn på 75 blandt denne gruppe sagsbehandlere begrænser sig såledesikke til kun at omhandle ansøgninger om ydelser. Det kan dog konstateres, atsagsbehandlere, der beskæftiger sig med §§ 41- og 42-sager i sagsbehandlingen, har signifikant7flere sager end sagsbehandlere, der ikke beskæftiger sig med dette sagsområde .Derudover skal det nævnes, at sagsbehandlere, der ikke beskæftiger sig med § 41- og 42-sager,godt kan beskæftige sig med handicappede børn og unge inden for andre sagsområder, ex. iforbindelse med anbringelser.Hvorledes sagsbehandlere som ledere vurderer tyngden af forskellige sagsområder, herunderogså §§ 41- og 42-sager, redegøres der for i kapitel 4.

Det vejledende sagsantal varierer reelt fra 20 sager til 90 sager, når differentieringerne ienkelte kommuner inddrages. Spredningen er meget stor, fordi fastsættelsen af detvejledende antal også varierer inden for kommunerne.Med undtagelse af Horsens, Odense og Varde Kommune er det faktiske gennemsnitlige antalsager, som sagsbehandlerne sad med pr. 1. oktober 2008 højere end det af kommunenfastsatte antal sager pr. sagsbehandler.Det fremgår af enkelte kommuners besvarelse, at det vejledende sagsantal differentieres iforhold til forskellige typer af børnesager. Således har en kommune eksempelvis ikke baredifferentieret i forhold til børn med handicap og børn med sociale problemer. Kommunen

differentierer yderligere inden for handicapsager ud fra en form for tyngdehensyn, hvorsagsantallet i såkaldte ”glatte” sager ligger på 80-90 mod ”almindelige” handicapsager, somhar 40-45 som vejledende sagsantal. Endvidere differentierer kommunen i det vejledendesagsantal i forhold til sager med unge kriminelle (en øvre grænse på 20 sager) og børnesager,der indbefatter andre sociale problemer (en øvre grænse på 35-40 sager).Sammenlignes kommuner med og uden vejledende sagsantal, er det gennemsnitlige antalsager pr sagsbehandler lidt mindre i kommuner, der benytter sig af vejledende sagsantal,jf.tabel 3.6.Tabel 3.6Gennemsnitlige antal sager pr sagsbehandler i kommuner med og uden vejledende sagsantalKommuner med:Udgangspunkt i familienUdgangspunkt i barnetAndet*Gennemsnit i altVejledende sagsantal4549-47Intet vejledende sagsantal49485449

I kommuner med familieregistreringer og vejledende sagsantal har sagsbehandlernegennemsnitligt 45 sager overfor 49 sager i gennemsnit i familieregistrerede kommunerudenvejledende sagsantal. Sagsbehandlere i kommuner med børneregistreringerogvejledendesagsantal har dog 1 sag mere end sagsbehandlere i børneregistrerede kommunerudenvejledende sagsantal (henholdsvis 49 og 48 sager i gennemsnit).Baggrunden for vejledende sagsantal i kommunerneBaggrunden for fastsættelsen af et vejledende sagsantal er forskellig i kommunerne. Tre af de11 kommuner giver udtryk for at være direkte motiveret af Dansk Socialrådgiverforeningsanbefaling om vejledende sagsantal.Andre kommuner nævner hensynet til sagsbehandlerne som begrundelse for et vejledendesagsantal. Det vejledende sagsantal betragtes af flere kommuner som en støtte til den enkeltesagsbehandler og som en form for generel trivselsindikator, idet det signalereropmærksomhed på medarbejdernes arbejdsforhold. Desuden nævner en kommune, at detvejledende sagsantal fungerer som rekrutteringselement, idet flere sagsbehandlere eropmærksomme på sagsantallet ved ansættelsessamtaler.Endelig begrunder flere kommuner det vejledende sagsantal med en faglig kvalitetssikring afsagsbehandlernes arbejde, idet der bl.a. tages højde for ressourceudligning mellem distrikter.

3.7Gennemsnitlige sagsantal og ressourcer i kommunerneSom anført er der store variationer i det gennemsnitlige antal sager pr sagsbehandler internt ikommunerne såvel som mellem kommunerne. Det fremgik endvidere i kapitel 1, atressourcerne varierer betydeligt, hvad angår årsværk optalt pr 1000 børn i kommunerne.Sammenholdes kommunernes gennemsnitlige antal sager og årsværk pr 1000 børn, er deringen umiddelbar sammenhæng mellem ressourcefordeling og sagsmængde.Selvom både Faxe og Svendborg Kommune i gennemsnit har 56 sager pr sagsbehandler, erressourcerne vidt forskellige i de to kommuner. Således har Faxe Kommune dobbelt så mangesagsbehandlere som Svendborg Kommune, svarende til henholdsvis 2,4 og 1,2 årsværk pr1000 børn i de to kommuner,jf. figur 3.3.Figur 3.3Kommunernes gennemsnitlige sagsantal og ressourcer optalt på årsværk pr 1000 børn i kommunenGennemsnitlig antal sagerÅrsværk pr. 1.000 børnEkstra

Tilsvarende har både Københavns og Langeland Kommuner 2.9 årsværk pr. 1.000 børn, menderes gennemsnitlige sagsantal er 34 i Københavns Kommune og 42 i Langeland Kommune.Der ses ikke at være nogen klar sammenhæng mellem de afsatte ressourcer og hvorvidt der ertale om en stor eller lille kommune eller det gennemsnitlige antal sager pr. sagsbehandler ikommunen.Variationen blandt kommunerne i forhold til sagsantal og ressourcer pr 1.000 børn kanskyldes, at antallet af udsatte børn og unge varierer fra kommune til kommune. Dette vilselvfølgelig påvirke, hvor mange sagsbehandlere der er behov for at ansætte i den enkeltekommune.

4SagstyngdeVed afdækning af sagsbehandlernes sagsportefølje er antallet af sager en vigtig dimension. Enligeså vigtig dimension er også sagernes tyngde, som i samspil med sagsantallet påvirkersagsbehandlernes arbejdsmængde.Der er flere elementer omkring en sag, som kan påvirke tyngden. I denne undersøgelse målesder på sagernes tidsmæssige aspekt som udtryk for tyngden i en sag.Derudover måles der yderligere på forekomsten og andelen af klager i forbindelse medsagsbehandlernes sager. Forekomsten og andelen af klager er medtaget ud fra en antagelseom, at klager indirekte tynger sagsbehandlerens arbejde og dermed den enkelte sag.Det er dog tyngde forstået som sagsbehandlernes subjektive vurdering af tidsforbruget iforbindelse med et konkret barn, som er den mest gennemgående tyngdefaktor i det følgendekapitel. Under forundersøgelsen fremgik det ved kvalitative interview med sagsbehandlere ogledere, at de selv opfatter det tidsmæssige forbrug som den mest afgørende indikator på ensags tyngde.Andre forhold, som kan påvirke tyngden af en sag, såsom samarbejdet med forældre, barnetsproblemgrad og udredningen heraf kan, når det kommer til stykket, sammenholdes underden samme paraply, nemlig tidsforbruget, som enten stiger eller falder, afhængig af, om etbesværligt forældresamarbejde eller en vanskelig udredning forsinker sagsbehandlingen.Sagsbehandlernes vurdering af den tidsmæssige tyngde suppleres desuden med ledernestidsrangering af de enkelte områder, som de udsatte børn og unge kan kategoriseres indenfor.

Overordnet er der to faktorer, som mange af sagsbehandlerne peger på spiller en rolle forsagstyngden. Det drejer sig om ventetid og samarbejdsproblemer, og de to forhold lader til atvære indbyrdes forbundet.Ventetiden tilskriver sagsbehandlerne blandt andet samarbejdsproblemer med forældrene ide aktuelle sager. Der er således mere end en tredjedel af sagsbehandlerne, der direkteangiver forældresamarbejdet som influerende på en sags tyngde. Herunder nævnes blandtandet, at forældrene ikke overholder mødetidspunkter, ikke underskriversamtykkeerklæringer og generelt ikke erkender behovet for særlig støtte til barnet eller denunge. Alt dette er faktorer, som indebærer, at sagsbehandlerne må indstille sig på ventetidertil afklaringer, hvilket igen resulterer i forlængelse af sagsbehandlingen.Ventetiden forårsages yderligere af samarbejdet med andre parter, herunder børnesagkyndigei forbindelse med udredninger og afklaringer samt de professionelle tilknyttet barnet i skole-og dagtilbudsregi. Mange af sagsbehandlerne fremhæver, at særligt § 50-undersøgelser bliverforsinkede blandet andet som følge af flaskehalsproblemer ved ophobninger af forældreevne-undersøgelser og udvidede børneundersøgelser hos eksterne børnesagkyndige såvel som hossagsbehandlerne selv.Derudover peger sagsbehandlerne på en række faktorer, som mere indirekte tynger sagerneog den generelle sagsbehandling. Disse faktorer kan tilskrives en bred vifte af struktur-mæssige ufordringer. Sagsbehandlerne nævner eksempelvis forsinkelser knyttet tiliværksættelse af foranstaltninger. Dette viser sig eksempelvis ved restriktioner eller afslag påforeslåede foranstaltninger internt i kommunerne eller mere konkret i forbindelse medpladsmangel på anviste anbringelsessteder.Andre forhold, som influerer på sagstyngden og sagsprocessen generelt tilskrivesorganiseringsmæssige udfordringer. Her nævner flere sagsbehandlere visiationsprocedurer,hvor beslutningskompetencer er lagt ud til andre afdelinger i kommunen, og som dermedforsinker afgørelser om foranstaltninger. Endvidere nævnes forskellige dokument-håndteringssystemer, som ikke arbejder sammen, men som yderligere forsinkersagsbehandlingen i forbindelse med en konkret sag.Endelig fremhæver enkelte sagsbehandlere antallet af søskende i en familie, som afgørendefor en sags tyngde. I sådanne tilfælde skal der tages stilling til, hvorvidt der er behov for flereundersøgelser eller støtte til flere end det enkelte underrettede barn.

Ser man på den samlede fordeling af sager i forhold til sagsbehandlernes tyngdemæssigevurderinger, er godt to femtedele angivet som middeltunge svarende til, at sagerne tager denforventede arbejdstid. En tredjedel af sagerne er angivet som mindre tunge ud fra entidsmæssig vurdering af en sags forventede varighed. Der er repræsenteret færrest sager ikategorien ”tunge”, idet sagsbehandlerne har vurderet en fjerdedel tilhørende dennekategori,jf. tabel 4.1.Tabel 4.1Fordeling af tyngder på samlet antal sagerAntal sagerMindre tungeMiddeltungeTungeI alt3191410623849681Pct. sager334225100

Til sammenligning er §§ 41- og 42-sager og børn, der modtager vejledning, de sagsområder,som af sagsbehandlerne vurderes mindst tunge. Således vurderes lidt under halvdelen af allesager under §§ 41 og 42, svarende til 46 pct., af sagsbehandlerne som mindre tunge sager. Lidtover halvdelen, svarende til 52 pct., af sagerne, hvor børn modtager vejledning, vurderes afsagsbehandlerne som mindre tunge.Lederne i de udvalgte kommuner vurderer også tvangsanbragte børn og akutte anbringelsersom tunge sager. Således rangerer lederne de to anbringelsesformer som de tungestesagstyper sammenlignet med andre områder. Ledernes vurdering af tvangsanbringelser ogakutte anbringelser udgør hver især en gennemsnitlig tyngde på 2,4 ud fra en skala på 1-3,hvor 1 er mindst tidskrævende og tre er mest tidskrævende.

Figuren illustrerer andelen af tunge sager inden for de enkelte sagsområder sammenholdtmed det samlede gennemsnitlige antal sager på områderne. De områder, hvorsagsbehandlerne i gennemsnit har færrest sager, herunder tvangsanbringelser og akutteanbringelser, er de samme områder, som har den største andel af tunge sager.Omvendt er § 41- og 42-sager samt § 52-undersøgelser de to områder, hvor sagsbehandlernegennemsnitligt har flest sager. De to områder har samtidig en relativ lav andel af tunge sagersammenlignet med de andre områder.

Det må understreges, at sammenhængen mellem tyngde og antal sager ikke er udtryk for etkvalitetsmæssigt mål. Sagsområder med henholdsvis tunge og mindre tunge sager skalbetragtes som et udtryk for sagsbehandlernes vurderinger af sagernes forventede varighed.De sagsområder, hvor sagsbehandlerne har få men tunge sager, afspejler en form forsammenhæng mellem mængde og kompleksitet, ligesom dette forhold gør sig gældende forsagsområder med mange men mindre tunge sager.I forrige kapitel fremgik det, at en stor andel af sagsbehandlerne, svarende til 78 pct., ydervejledning til børn og unge. Disse sagsbehandlere har gennemsnitligt 7 sager med vejledendesagsbehandling. Det fremgår af figuren ovenfor, at denne gruppe sagsbehandlere vurderernæsten 10 pct. af sagerne som tunge.Som før nævnt tyder det ifølge sagsbehandlernes egne udsagn på, at denne form forsagsarbejde ikke direkte betragtes eller medtælles i opgørelsen af sagsbehandlernes sager. Deter uvist, om tiendedelen af de vejledende sager, som vurderes som tunge, over tid overgår tilen mere formaliseret sag i form af iværksættelse af undersøgelse og foranstaltninger.Når de vejledende sager vurderes som tunge af sagsbehandlerne betyder det dog, at detidsmæssigt anvender mere tid end forventet på denne sagstype. En sagstype, som måske iforvejen ikke direkte indtænkes i sagsbehandlernes sagsportefølje, og dermed opbruger afderes forventede arbejdskapacitet.

4.5Klager i sagsbehandlingenDer kan argumenteres for, at klager tynger en sag. På den ene side kan en klage indikere, atsagsprocessen har været problemfyldt eller kompliceret i en grad, som har bevirket en klageover eksempelvis sagsbehandlingstiden eller sagsbehandleren selv. På den anden side, oguafhængig af om klagen er berettiget eller ej, indikerer en klage et øget mentalt såvel sompraktisk arbejdspres på sagsbehandleren, som derved direkte eller indirekte tynger en sag.I stikprøven har to femtedele af sagsbehandlerne modtaget en eller flere klager inden for desidste tre måneder,jf. tabel 4.3.

Resultatet tilfører en ekstra dimension i afdækningen af sagsantal og sagstyngder. Der tegnersig et billede af, at sagsbehandlere, der beskæftiger sig med §§ 41- og 42-sager,forholdsmæssigt har op mod 50 pct. flere sager end sagsbehandlere, der ikke beskæftiger sigmed dette område. Samtidig viste tyngden fordelt på områder, at sagsbehandlerne selvvurderer denne type sager som mindre tunge. Sagsbehandlernes ledere vurderer desuden også§§ 41- og 42-sager som mindre tunge sammenlignet med de andre områder.Det højere antal klager hos disse sagsbehandlere kan skyldes det større sagsantal. Det erimidlertid usikkert, hvorvidt og i hvilket omfang klager tynger en sag. I forbindelse medsagsbehandlere beskæftiget med §§ 41- og 42-sager, tyder deres egne vurderinger af sagerne pådette område, at de overordnet er mindre tunge. En vurdering som tilsyneladende ikke ladersig påvirke af klagemængden.

5Hjælp isagsbehandlingenMulighed for at få faglig sparring fra en leder og kollegaer har betydning forsagsbehandlingen. Ifølge sagsbehandlerne kan det lette sagsbehandlingen, at der er adgang tilforskellige sagsunderstøttende værktøjer, og at der er mulighed for at deltage iefteruddannelse.I undersøgelsen er søgt afklaret i hvilket omfang sagsbehandlerne har mulighed forforskellige former for faglig sparring med en række personer, som må antages at kunne haveindflydelse på sagsbehandlingen som for eksempel formaliserede møder med en leder og/ellermed kollegaer.Derudover er sagsbehandlerne bedt om at oplyse, i hvilket omfang de har adgang tilforskellige arbejdsredskaber og andre hjælpefunktioner, der må antages at have betydning iden daglige sagsbehandling.Der er ligeledes spurgt ind til, i hvilket omfang sagsbehandlerne har fået efteruddannelse,deltaget i konferencer med videre.Endelig er sagsbehandlerne anmodet om at vurdere betydningen af at deltage i sådannemøder, have adgang til sådanne arbejdsredskaber og om de anvender den viden de måttehave fået i forbindelse med efteruddannelse.MødeaktiviteterDet fremgår af undersøgelsen, at to tredjedele af alle sagsbehandlerne deltager i fastlagtemøder alene med deres leder, og en tredjedel ikke deltager i møder. 89 pct. af desagsbehandlere, som har deltaget i sådanne møder, vurderer, at det enten er betydningsfuldteller meget betydningsfuldt for deres arbejde,jf. tabel 5.1.

I henhold til Servicelovens § 49 skal kommunalbestyrelsen oprette en tværfaglig gruppe, derskal sikre, at støtten ydes tidligt og sammenhængende, og at der i tilstrækkeligt omfangformidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab.Formålet med den tværfaglige gruppe er at tilgodese børn og unge med behov for særligstøtte.63 pct. af de adspurgte sagsbehandlere deltager i den tværfaglige gruppe. Heraf vurderer 77pct., at deltagelsen er betydningsfuld eller meget betydningsfuld. De sidste 23 pct. vurderer,at det ikke er betydningsfuldt.I øvrigt fremgår det, at jo mere uformelle møder der er tale om, desto flere vurderer, at detikke er betydningsfuldt at deltage.Arbejdsredskaber og andre hjælpefunktionerAlle sagsbehandlerne har adgang til udfyldningsblanketter til for eksempel § 50-undersøgelser, samtykkeerklæringer med videre, og kun 2 pct. vurderer, at det ikke erbetydningsfuldt for deres arbejde. Tilsvarende har næsten alle adgang til sags- og

Har adgang -andel i forhold til alleArbejdsredskaber og andrehjælpefunktioner, der anvendesi den daglige sagsbehandlingHar adgang til denne form forarbejdsredskaber ellerhjælpefunktionerPct.Sags- og dokumenthåndteringUdfyldningsblanketter til fx §50-undersøgelser, underretning,samtykkeerklæring mv.Udveksling af personfølsommeoplysninger, eksempelvis sikkerpost mv.Lovsystemer, fx Nis, Schultzm.fl.Sekretariatsfunktion medansvar for post mv.Skriftlig formuleretsagsgangsvejledning i forholdtil konkrete lovområderAndre skriftlige procedurer ogretningslinjerIkke nedskrevne procedurer ogretningslinjerPct. summer ikke til 100 på grund af afrunding

89 pct. af de sagsbehandlere, der har adgang til en skriftlig formuleret sagsgangsvejledning,vurderer det som et enten betydningsfuldt eller meget betydningsfuldt redskab til atunderstøtte sagsbehandlingen.Det er tankevækkende, at lidt over en femtedel af de sagsbehandlere, der har adgang tillovsystemer som for eksempel NIS og Schultz vurderer, at det ikke er betydningsfuldt forsagsbehandlingen, og at næsten lige så mange ikke har adgang til en sekretariatsfunktionmed ansvar for post med videre.

Blandt de sagsbehandlere som har adgang til en sådan sekretariatsfunktion vurderer 94 pct.at det er enten betydningsfuldt eller meget betydningsfuldt for deres daglige arbejde.EfteruddannelseOgså muligheden for at få efteruddannelse må antages at have indflydelse på den dagligesagsbehandling, og sagsbehandlernes vurdering af tyngden i deres sagsportefølje.Sagsbehandlerne er anmodet om at vurdere, hvilket udbytte de har haft af denefteruddannelse de har været på. Der tænkes på efteruddannelse af både kortere og længerevarighed. Efteruddannelsen skulle være gennemført inden for de sidste to år.70 pct. har deltaget i efteruddannelse om sagsbehandlingsregler og lovgivningsmæssigeforhold, og tilsvarende har 67 pct. deltaget i efteruddannelse om metoder i socialt arbejde,jf.

tabel 5.3.Tabel 5.3Efteruddannelse og betydningen heraf for det praktiske arbejdeHar deltaget i efteruddannelseEfteruddannelse, herunder kurser,konferencer mv.Bruger aktivt dennye videnPositivt stemt ligeefter, menglemmer/mangler tidtil at gøre brug af dennye videnPct.Planlægning og strukturering afarbejdsopgaverMetoder i socialt arbejdeSagsbehandlingsregler oglovgivningsmæssige forholdStresshåndteringKommunikation, herunderkonflikthåndtering, borgerkontakt,tværfagligt samarbejde mv.545242648677037Pct.44406240Pct.47523148Pct.97712Anvender ikke dennye viden

62 pct. af de sagsbehandlere, der har deltaget i efteruddannelse om sagsbehandlingsregler,bruger aktivt den nye viden, mens 38 pct. enten glemmer at anvende den nye viden, manglertid til at gøre brug af den eller slet ikke anvender den nye viden.Omkring halvdelen af sagsbehandlerne har deltaget i efteruddannelse om planlægning ogstrukturering af arbejdsopgaver. 44 pct. af de sagsbehandlere som har fået denne form forefteruddannelse bruger aktivt den nye viden, mens 56 pct. enten slet ikke anvender den nyeviden, eller er positivt stemt lige efter uddannelsen, men enten glemmer de at gøre brug afden eller også har de ikke tid til at implementere den nye viden.

Bilag 1Metode1.1DataindsamlingsmetodenUndersøgelsen er gennemført som en tværsnitsundersøgelse med anvendelse af netbaseredesemistrukturerede spørgeskemaer. Data er tilvejebragt ved hjælp af en stikprøve bestående afsagsbehandlere og ledere på børneområdet i 19 udvalgte kommuner.Sagsbehandlerne har besvaret et spørgeskema omhandlende deres arbejde, og lederne harbesvaret et spørgeskema, som mere bredt omhandler kommunens organisering på områdetfor udsatte børn og unge.Besvarelserne er foregået ved udgangen af 2008, og alle spørgsmål omhandlende sager,tyngder og organisering skulle besvares med udgangspunkt i en statusopgørelse pr 1. oktober2008.Undersøgelsesmetoden bidrager til at identificere faktorer, der indgår i muligesammenhænge med sagsantal og -tyngder. Resultaterne kan i forlængelse heraf indkredseindikatorer på omfanget og tyngden af sagsbehandlernes sagsarbejde på området for udsattebørn og unge.En tværsnitsundersøgelse frem for en longitudinal undersøgelse kan give et øjebliksbillede afsagsantallet og -tyngden. Eventuelle sæsonmæssige udsving eller lignende er der ikke tagethøjde for i undersøgelsen.Ankestyrelsen har forud for undersøgelsen iværksat en forundersøgelse for at indkredseområdet for udsatte børn og unge såvel som for at afprøve spørgsmålene i spørgeskemaerne.Der er i alt foretaget fire kvalitative interviews med deltagelse af sagsbehandlere og ledere ifire kommuner. Derudover har fire sagsbehandlere foretaget testbesvarelser afspørgeskemaet, som efterfølgende er tilrettet.

1.3Stikprøven – udvælgelseskriterier og besvarelsesprocenterPå grund af den forskelligartede organisering i kommunerne på området for udsatte børn ogunge, har det ikke været muligt at foretage en repræsentativ udvælgelse af sagsbehandlerne.Det har det ikke været muligt forud for undersøgelsen at indhente oplysninger om detsamlede antal beskæftigede sagsbehandlere på området for udsatte børn og unge ikommunerne. Oplysninger om sagsbehandlernes sagsområder var heller ikke på forhåndkortlagt, idet sagsområderne er forskelligt opdelt på det enkelte kommuneniveau. Det kanderfor ikke udelukkes, at sagsbehandlere i de mindre kommuner er overrepræsenterede eller,at enkelte sagsområder er overrepræsenterede i forhold til de opstillede kriterier forudvælgelse af sagsbehandlerne.Kriterierne for udvælgelse af sagsbehandlerne har været, at de på undersøgelsestidspunktetbeskæftigede sig med et eller flere af følgende lovområder:

Via denne udvælgelse har vi prioriteret de sagsbehandlere, som beskæftigede sig med;børnog/ellerunge, der ersocialt udsatteog/ellerudsatte pga. handicap, som modtager støtte iform afanbringelseog/ellerforebyggende foranstaltningerog/ellerøkonomiske ydelser.Kriteriet for udvælgelse af ledere i kommunerne har været, at de skulle kunne besvare deorganisatoriske spørgsmål vedrørende kommunens sammensætning, allokering mv. påområdet for udsatte børn og unge.De 19 kommuner blev bedt om at finde 10 sagsbehandlere og 1 leder, der opfyldte deovennævnte kriterier.Samtlige kommuner har besvaret lederskemaet, og ledernes besvarelsesprocent er dermed100.

På grund af modifikationer i udvælgelsen af sagsbehandlere blev det samlede stikprøveudvalg184 sagsbehandlere. Af disse besvarede 163 sagsbehandlere spørgeskemaet inden 3. rykkerstidsfrist, hvilket svarer til en besvarelsesprocent på 89 procent.Det endelige sagsbehandlerantal i kommunerne blev indskrænket, da tre af de mindstekommuner, herunder Langeland, Lemvig og Rebild Kommune, alene kunne mobilisere 7sagsbehandlere til at deltage i undersøgelsen i hver kommune. I Københavns Kommunebesvarede 13 sagsbehandlere spørgeskemaet frem for de ti, som var fastsat i første omgang.

1.4SpørgeskemaerneSagsbehandlerne har hver især udfyldt et spørgeskema omhandlende deres sager, og ledernehar udfyldt et andet spørgeskema omhandlende organiseringen i kommunen.Det er på baggrund af stikprøveudvælgelsen og prioriteringen af både sagsbehandler- ogledelsesniveau muligt at sammenligne antallet af sager, sagstyngden og organiseringenmellem kommunerne.Spørgeskemaerne er konstrueret ud fra en indkredsning af de afhængige og uafhængigevariable. For sagsbehandlerskemaet gælder, at alle undersøgelsens tre områder afdækkes,forstået som sagsantal, sagstyngde og organisering. Lederskemaet derimod tjener fortrinsvistil at afdække kommunernes organisering, og dernæst supplerer den med afdækning afsagstyngde gennem et konkret spørgsmål omhandlende dette.De afhængige variable i undersøgelsen er sagsantallet hos den enkelte sagsbehandler ogsagstyngden.De uafhængige variable i undersøgelsen bygger på en række spørgsmål, der afdækker forholdrelateret til sagsbehandlernes arbejde, som antages at have betydning for sagsantal og -tyngde.Konstrueringen af de uafhængige og afhængige variable er foretaget i en afklaringsproces,hvor der bl.a. er gennemført en forundersøgelse i form af kvalitative interview medsagsbehandlere og ledere med henblik på at præcisere forståelsen af sagsantal og sagstyngder.Da sagerne inden for området af udsatte børn og unge dækker over en forskelligartet ogkompleks karakter, er der dermed også foretaget en række til- og fravalg i konstrueringerne afvariable. Begrebsafklaringerne forbundet med de forskellige variable uddybes nedenfor.

De organiseringsmæssige spørgsmål i både leder- og sagsbehandlerskemaet har et deskriptivtformål, idet det er hensigten med besvarelserne at redegøre for og dermed synliggøre, hvilkeforskellige måder kommunerne organiserer sig på, og herunder hvilke tilbud og redskabersagsbehandlerne kan benytte sig af i den daglige sagsbehandling på området for udsatte børnog unge. Spørgsmålene vedrørende organiseringen tjener således ikke til at foretagevurderingsmæssige udredninger af eksempelvis mere og mindre hensigtsmæssigeorganiseringsstrukturer.

1.5De afhængige variableAntal sagerDen største udfordring i forbindelse med at kunne måle og sammenligne antallet af sager hossagsbehandlerne har været, at kommunerne ikke definerer en sag på samme måde. Deforskellige definitioner kommer til udtryk ved måden, hvorpå kommunerne og dermed deenkelte sagsbehandlere registrerer en sag.Nogle kommuner registrerer en sag med udgangspunkt i det enkelte barn, og andrekommuner registrerer en sag med udgangspunkt i familien, typisk i en forældremyndigheds-indehavers personnummer. Ved førstnævnte type sagsregistrering indgår kun et enkelt barn,hvorimod der ved familieregistreringen kan indgå flere børn, hvis der er tale om søskende,der indgår i sagsbehandlingen.For at kunne sammenligne antallet af sager pr sagsbehandler mellem de to registreringstyperanmodes sagsbehandlerne i spørgeskemaet om at optælle deres sagsantal på to måder.Sagsbehandlerne skal optælle deres samlede sagsantal uden at tage højde for, hvor mangebørn, der indgår i sagerne. Efterfølgende skal sagsbehandlerne optælle det samlede antalbørn, der indgår i deres sagsbehandling.Sagsantallet måles således på to variable i undersøgelsen. Hvor den første sagsoptællingudspringer af kommunernes registreringsmåde, knytter den anden sagsoptælling sig tilantallet af børn, sagsbehandlerne beskæftiger sig med.Ved optællingen af børn, omdefineres sagerne altså til at udgøre hver enkelt barn/ung, somsagsbehandlerne beskæftiger sig med, uanset om kommunen registrerer med udgangspunkt idet enkelte barn eller i familien.De to optællinger af sagsantal gør det muligt at sammenligne sagsbehandlernes sagsmængde.Dels isoleret fra andre påvirkende faktorer gennem børneoptællingen, og dels ved at

kontrollere betydningen af registreringsmåden for sagsantallet gennem sagsbehandlernesegne sagsoptællinger.De to sagsoptællinger bygger dermed også på en antagelse om, at sagsbehandlere, derregistrerer sager med udgangspunkt i familien, har færre sager end sagsbehandlere, derregistrerer sager med udgangspunkt i det enkelte barn. Til gengæld antages det, atsagsbehandlernes gennemsnitlige antal børn er uafhængig af, om man registrerer sagernemed udgangspunkt i familien eller det enkelte barn.

SagstyngdenSagstyngden måles i denne undersøgelse overvejende som et udtryk for sagsbehandlernessubjektive vurderinger af en sags tidsmæssige varighed og dermed tyngde.Andre undersøgelser har taget udgangspunkt i antal sagsakter eller antalsagsbehandlingsskridt, når tyngden af en sag skal måles. Ankestyrelsen har vurderet, at denneform for måling ikke er hensigtsmæssig i udredningen af sagstyngder på området for udsattebørn og unge.For det første tynger en sagsakt ikke lige meget i sagsbehandlingen. En partshøring tynger foreksempel ikke tilnærmelsesvis som en handlingsplan eller en § 50-undersøgelse. For det andeter der mange forskellige sagsbehandlingsskridt, der også tynger forskelligt.Dernæst vurderede Ankestyrelsen, at det ikke er hensigtsmæssigt at anmode den enkeltesagsbehandler, der indgår i undersøgelsen, om at tælle samtlige sagsakter i hver enkelt afderes sager.Det fremgik af Ankestyrelsens forundersøgelse, at sagsbehandlerne selv angiver dettidsmæssige aspekt som den væsentligste faktor for en sags tyngde. Det har imidlertid ikkeværet hensigten, at sagsbehandlerne ud fra et tidsregistreringssystem skulle kunne redegørepræcist for tidsforbruget i den enkelte sag.Sagstyngden er konstrueret i spørgeskemaet således, at sagsbehandlerne har foretaget ensubjektiv vurdering af tidsforbruget, herunder medtænker hvilke sagsbehandlingsskridt, derhar været foretaget i sagen de seneste 3 måneder fra tværsnitsdatoen.Sagerne skulle opdeles på en række områder, som i vid udstrækning relaterer sig til denforanstaltningsmæssige afgørelse. Inden for disse områder skulle sagsbehandlerne optælleantallet af sager inden for tre kategorier af tyngder. De tre kategorier udgør henholdsvis

”mindre tunge sager”, ”middeltunge sager” og ”tunge sager”, hvor kategorien ”middeltungesager” refererer til den forventede tid af en sag inden for et aktuelt område.I forhold til hvor lang tid sagsbehandlerne aktuelt bruger på en sag, spiller det eksempelvisind, hvor meget tid, sagsbehandlerne har brugt på sagsbehandlingen, mødeafholdelse,samtaler, indhentelse af oplysninger mm.Der foreligger dermed en antagelse relateret til den subjektive vurdering af sagstyngden, aten god dialog med de involverede parter indebærer et mindre tidsforbrug end en negativdialog. Derudover antages det, at der kan være stor forskel på, hvor lang tid det tager atindhente oplysninger, afhængig af den konkrete sags problemstillinger og eventuellesamarbejdsvanskeligheder.Sagsbehandlernes subjektive vurderinger af deres sagsporteføljer har relevant betydning foren vurdering af en sags tyngde og dermed også tyngden i sagsbehandlernes arbejde.Sagsbehandlernes subjektive vurderinger af tyngden i deres sager inden for et givet område,suppleres med ledernes rangering af områdernes tyngde. På en skala fra et til tre har ledernesåledes angivet, hvilke områder, de vurderer som henholdsvis mindre tidskrævende til megettidskrævende.Prioriteringen af ledernes tyngdemæssige rangering af områderne gør det muligt atsammenligne sammenfald og uoverensstemmelser i tyngdevurderinger mellem ledere ogsagsbehandlere i kommunerne.Afslutningsvis er der i sagsbehandlerskemaet medtaget en sidste indikator for sagstyngden.Sagsbehandlerne har skullet angive, om de inden for de sidste tre måneder har modtagetklager i forbindelse med sagsbehandlingen, og i så fald angive antallet. Dette spørgsmål berorpå en antagelse om, at klager forbundet med sagsbehandlingen i en sag, er med til at tyngesagsbehandlerens arbejde. Antagelsen fremstår uafhængig af om klagen er berettiget eller ej,idet klagen i sig selv indikerer et ekstra arbejdspres på sagsbehandleren, såvel praktisk sommentalt.

De faktorer, som afrapporteres i denne undersøgelse, og som afdækker mulige sammenhængemed sagsantal og sagstyngde er følgende:•Kommunernes og dermed de enkelte sagsbehandleres måde at registrere sagernepå, dvs. sagsregistrering med udgangspunkt i det enkelte barn eller familienOpdelinger i deltids- og fuldtidsansatte sagsbehandlere samt sagsbehandlernesanciennitet på området for udsatte børn og ungeInddelinger på forskellige sagsområderAnvendelse af vejledende sagsantal i kommunerneKommunernes ressourcer på området

De forskellige sagsområder dækker over lovmæssige områder, herunder foranstaltninger,undersøgelser mv.. Sagsområderne indgår som en uafhængig variabel ud fra en antagelse om,at sagernes karakter på området for udsatte børn og unge er så forskelligartet, at sagsantal ogsagstyngder varierer, når de forskellige sagstyper differentieres.Sagsområderne er differentieret ud fra overvejelser, om hvor specificeret, sagsbehandlernessager skal opdeles.En uddybning af sagsområderneFørst og fremmest skulle sagsområderne være udtømmende for sagsbehandlernes arbejde. Ispørgeskemaet blev det prioriteret at differentiere mellem socialt udsatte børn og unge ogudsatte børn og unge som følge af handicap.Det blev derudover prioriteret at adskille anbragte børn og unge med og uden samtykke ogbørn og unge i akutte anbringelser. Til gengæld er de øvrige forebyggende foranstaltninger,såsom støtteperson, familiebehandling mv. samlet i et område defineret ud fra Servicelovenskapitel 11.I tillæg til sagsområderne, hvorunder en sag eller et barn typisk kan klassificeres, blev deryderligere anført et udredningsområde og et vejledningsområde, hvorunder en sag/et barnogså kunne registreres.De to ekstra områder er særdeles relevante, idet de sager/børn som endnu påundersøgelsestidspunktet befandt sig i en indledende fase (og derfor knapt var registreret ikommunens registreringssystem) også tynger sagsbehandlerens arbejde. Således har

Københavns Kommune angivet, at ca. 75 pct. af alle henvendelser på et år opnår tilstrækkeligstøtte gennem vejledning om gratis tilbud.Det antages altså, at sagsbehandlerne beskæftiger sig med en betydelig mængde af denne typesager. Det har derfor været relevant at inddrage disse for at skabe et fyldestgørende billede afsagsarbejdet og sagstyngden.Tværsnittets betydning for afdækning af sagernes indholdsmæssige forskellighedSagsområderne, som sagsbehandlerne skulle opdele sagerne efter i spørgeskemaet, tjener tilat afdække sagernes indholdsmæssige diversitet.Tværsnitsdatoen, som var sat til d. 1. oktober 2008, bevirkede i optællingen af børn og ungepå områder og tyngde, at sagsbehandlerne skulle forholde sig til en prioriteret liste, daenkelte børn og unge kan have flere foranstaltninger på samme tid. Listen består af:1. Ungdomssanktion efter Straffelovens § 74a2. Tilbud til unge mellem 18 og 22 år i Servicelovens kapitel 123. Anbringelser uden for hjemmet uden samtykke efter Servicelovens § 584. Anbringelser uden for hjemmet med samtykke efter Servicelovens § 52, stk. 3, nr. 85. Akutte anbringelser uden for hjemmet efter Servicelovens § 75, stk. 16. Øvrige foranstaltninger i Servicelovens kapitel 117. Merudgiftsydelse og/eller tabt arbejdsfortjeneste i Serviceloven, § 41 og 428. Igangværende undersøgelser efter Servicelovens § 509. Henvendelser eller underretninger, hvor der på nuværende tidspunkt endnu ikke er truffetafgørelse om en undersøgelse efter Servicelovens § 5010. Vejledende sagsbehandling, hvor undersøgelse efter Servicelovens § 50 ikke vurderesnødvendig, men der ydes rådgivning om relevante tilbud, ex. forældrestøtte ogungerådgivning11. Børn og unge, der indgår under anden lovgivning, herunder Serviceloven i øvrigt,Pensionsloven, Folkeskoleloven mm.Sagsbehandlerne blev derfor anmodet om at registrere det enkelte barn/den unge inden fordet område, som rangerer først på listen, og som de på tværsnitsdatoen modtog støtte ud fra.Listen var rangeret for at kunne gennemskue specifikke foranstaltninger frem for andre.Anbringelser uden for hjemmet med samtykke prioriteredes derfor at blive registreret underpunkt 4 frem for under punkt 6 omhandlende øvrige foranstaltninger i Serviceloven, hvor enforælder evt. modtager støtte parallelt med anbringelsen.

På den ene side bidrager denne opdeling og prioritering til, at sagsbehandlernes sagernuanceres. Modellen muliggør en afdækning af variationer i sagsantal og tyngder forbundetmed sagernes indhold. På den anden side er opdelingen og prioriteringen med til at forenklesagernes karakter, idet det ikke er muligt med listen at gennemskue, hvilke og hvor mangesager, der er visiteret til flere foranstaltninger. Det er dog intentionen med en rangeret ogprioriteret liste, at sagerne identificeres inden for det område, som i viddest udstrækningretter sig mod sagsbehandling med barnet eller den unge, og eksempelvis ikkeforanstaltninger til forældrene.