Hans Kristian Skibby Formand for Kommunaludvalget
Â
|
EU-sekretariatet Christiansborg Tlf.   +45 33 37 55 00 www.ft.dk |
Kontakt Dir. tlf.   +45 3337 3694 |
Anmodning om udtalelse vedr. Kommissionens grønbog om territorial samhørighed - KOM (2008) 616 |
05. november 2008 |
Kære Hans Kristian Skibby,
Kommissionen fremsætter i løbet af året en række dokumenter, hvortil der er knyttet en høringsfrist – primært hvidbøger, grønbøger og meddelelser – og hvor Folketinget således har mulighed for at komme med en udtalelse til Kommissionen. Dokumenterne giver Folketinget en mulighed for at påvirke kommende EU-lovgivning på det tidspunkt, hvor chancen for indflydelse er størst – nemlig mens bestemmelsen stadig er under udarbejdelse.
Europaudvalget orienteres løbende om de høringsdokumenter, som Kommissionen fremsætter. Europaudvalget overvejer i den forbindelse, om dokumentet vedrører et område, hvor et andet af Folketingets stående udvalg fagligt er bedre rustet til at substansbehandle sagen. Europaudvalget fremsender i så fald dokumentet til det/de relevante fagudvalg sammen med en opfordring til at behandle sagen og orientere Europaudvalget om udvalgets indstilling.
I relation til Kommissionens grønbog om territorial samhørighed – KOM (2008) 0616 - besluttede Europaudvalget på udvalgsmødet den 31. oktober 2008 at anmode Kommunaludvalget om at behandle grønbogen.
Jeg vil derfor opfordre Kommunaludvalget om at behandle dokumentet og på baggrund heraf komme med en udtalelse/indstilling til Europaudvalget med henblik på afgivelse af et fælles høringssvar til Kommissionen.
Jeg kan oplyse, at Kommissionen har sat høringsfristen til den 28. februar 2009. Jeg vil derfor bede om, at Kommunaludvalget, så vidt det er muligt, orienterer Europaudvalget om sin behandling og indstilling til sagen senest den 11. februar 2009.
Jeg vedlægger Kommissionens grønbog til orientering samt en EU-note om grønbogen fra Folketingets EU-konsulent. Regeringens grundnotat om grønbogen er endnu ikke tilgået Folketinget.
Med venlig hilsen
Svend Auken
Formand for Folketingets Europaudvalg