Cand.mag. Gudrun Gilhuis-Glenthøj

Glanerbeek 14,

5032 RL Tilburg

Holland

Tlf.31 13 4637 607

e-mail:[email protected]

 

 

 

Tilburg d.14.nov. 2008

 

 

Til  Rikke Hvilshøj.

 

 

 

Siden 1971 har jeg på grund af ægteskab boet i Holland. Jeg har beholdt mit danske statsborgerskab alle årene. Jeg har købt sommerhus i Danmark for at bevare samhørigheden. Men jeg har aldrig nogen sinde i mit liv kunnet/måttet stemme til noget som helst parlamentsvalg hverken i Danmark eller i Holland. Efter min mening er det en demokratisk menneskeret at have lov til at stemme til parlamentsvalg i mindst et land. Og eftersom jeg har dansk pas, ville jeg mene, at jeg burde have lov til i hvert fald at stemme i Danmark. Så vidt jeg har forstået, er Danmark det eneste europæiske lande, som fratager deres statsborgere stemmeret, når de frivilligt forlader landet. For at få stemmeret et eller andet sted, fx i Holland må jeg opgive mit danske statsborgerskab, hvilket jeg synes, er absolut indhentet af den udvikling, at vi nu er medlemmer af en Europæisk Union.

Jeg arbejder i Holland på den danske lørdagsskole, underviser danske elever i dansk på internationale skoler, underviser hollændere i dansk, oversætter litteratur fra hollandsk til dansk. Så hvis jeg ikke gør noget for mit land og mit sprog, så ved jeg det ikke. Men hvad gør mit land for mig? Intet!

Det er jo også fuldstændig absurd, at lokalt ansatte danskere på ambassaderne rundt omkring i verden ikke må stemme i det land, som de arbejder for.

 

Mit forslag er:

  1. Lad danske statsborgere i det mindste beholde deres stemmeret, så længe de er danske statsborgere og ikke har stemmeret i andre lande.

 

 

  1. Eller lad europæiske statsborgere få stemmeret i de lande, hvor de bor, efter fx 5 år.

 

 

  1. I de lande, hvor folk har problemer med at skifte statsborgerskab, bør man give mulighed for at have to statsborgerskaber.

 

 

 

Det gør jo ikke ondt på nogen at tillade to statsborgerskaber. Og argumenter, som at man har aftalt at begrænse det inden for EU, gælder til Vandsbæk, for alle andre europæiske lande tillader det alligevel. Her i Holland må tyrkere og marokkanere fx godt have to statsborgerskaber. Der er jo visse lande, som ikke muliggør, at man kan komme af med sit statsborgerskab.

Men det gør meget ondt som jeg at blive 60 år og aldrig nogensinde at have været i stand til at udøve sin demokratiske ”pligt” nemlig at stemme til et parlamentsvalg. Jeg kan ikke se nogen logik i at skulle skifte statsborgerskab inden for Den Europæiske Union for at få lov til at stemme til parlamentsvalg..

.

Danmark bør indse, at vi lever i en international verden, hvor man også kan tjene sit lands interesser, hvis man tager af sted privat, ikke bare, hvis man er udsendt af staten. Danskere rejser meget ud, skifter stilling fra det ene til det andet land, men det, der er konstant, er ens danske statsborgerskab og pas. Og danskere vil altid være en slags ambassadører for Danmark, hvor de end befinder sig.

For denne loyalitet burde Danmark give sine statsborgere minimalt den demokratiske stemmeret. Og også ret til et andet statsborgerskab, hvis det er nødvendigt.

.

 

 

Med venlig hilsen,

 

 

 

Gudrun Gilhuis-Glenthøj