Folketingets Indfødsretsudvalg

Udvalgsafdelingen

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

 

 

 

Dato:

6. november 2008

J.nr.:

2008/300-51

 

 

 

 

 

 

 

 

Den 22. september 2008 indgik regeringspartierne Venstre og Det Konservative Folkeparti med Dansk Folkeparti en aftale om håndteringen af EU-retten om fri bevægelighed efter EF-Domsto-lens afgørelse i Metock-sagen. Aftaleparterne har i den forbindelse tillige fundet det relevant at se nærmere på de krav, der stilles for at få dansk indfødsret.

 

Aftalen indebærer en skærpelse af kravet om dokumentation for en ansøgers danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Ansøgere skal således aflægge og bestå danskuddannelsernes Prøve i Dansk 3 med et karaktergennemsnit på mindst 4 eller en af de i bilag 3 angivne prøver, der er på niveau med Prøve i Dansk 3 bestået med et gennemsnit på mindst 4, samt aflægge og bestå en indfødsretsprøve, der dokumenterer kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Aftalen indebærer endvidere en skærpelse af kravet om selvforsørgelse.

 

Som opfølgning på nævnte aftale har Integrationsministeriet udarbejdet en ny cirkulæreskrivelse om retningslinjerne for naturalisation. Cirkulæreskrivelsen indeholder efter aftale af 30. oktober 2008 mellem aftaleparterne alene de ændringer, der følger af aftalen af 22. september 2008.

 

Det er herefter alene ordlyden af retningslinjernes § 23 om selvforsørgelseskravet samt ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 30, der er ændret, idet bestemmelsen i § 24 om dokumentation for danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie fortsat er dækkende.

 

Der er endvidere foretaget ændringer i aftalens bilag 3, som indeholder en opregning af de prøver m.v., der anses for fornøden dokumentation for en ansøgers danskkundskaber, jf. aftalens § 24, stk. 1, ligesom bekendtgørelse nr. 278 af 22. marts 2007 om indfødsretsprøven er ændret.

 

Ændringerne træder i kraft den 10. november 2008, dog således at ansøgere, der har bestået indfødsretsprøven ved prøveterminen i maj 2007, juni 2007, december 2007 eller ved prøveterminen juni 2008, fortsat vil opfylde betingelsen i retningslinjernes § 24, stk. 2, om dokumentation for en ansøgers kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie, uanset at prøven er aflagt og bedømt efter bekendtgørelse nr. 278 af 22. marts 2007 om indfødsretsprøven. En forudsætning herfor er dog, at en ansøgning om dansk indfødsret er indgivet til politiet

inden den 1. juli 2009 i overensstemmelse med retningslinjernes bestemmelser herom, eller at en anmodning om genoptagelse af en ansøgning, der tidligere er afslået, inden 1. juli 2009 indgives til Integrationsministeriet.

 

Til udvalgets orientering vedlægges en tilrettet cirkulæreskrivelse om naturalisation, incl. et nyt bilag 3.

 

Endvidere vedlægges tilrettet bekendtgørelse om indfødsret.

 

Endelig vedlægges et uddrag af ministeriets hjemmeside, hvor ændringerne i retningslinjerne for naturalisation nærmere beskrives.

 

                       

 

                                                Birthe Rønn Hornbech

 

 

                                                                                                                                                                                                                            / Dorit Hørlyck