Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

 

 

 

 

 

 

 

Bilag:  

 

Sagsbehandler: JRT

J.nr: 4.kt. 2008/006247

 

28. november 2008

 

a.       Forsvarsministeriet anmoder hermed om Finansudvalgets tilslutning til at anvende ca. 236 mio. kr. til følgeudgifter i forbindelse med ibrugtagning af infanterikampkøretøjer. Udgiften afholdes inden for rammerne af den på finansloven opførte bevilling på §12.21.01. Forsvarskommandoen (driftsbevilling). I indeværende finansår påregnes der afholdt 20 mio. kr.

 

b.       I Aftale af 10. juni 2004 om forsvarets ordning 2005-2009 blev det besluttet, at anskaffe infanterikampkøretøjer udrustet med våbensystemer, udstyr til personelbeskyttelse samt kommando-, kontrol-, kommunikations- og informationssystemer. Anskaffelsen blev iværksat ved Akt 60 8/12 2005. Anskaffelsen omfattede 45 stk. infanterikampkøretøjer med henblik på at tilgodese hærens operative behov målrettet det internationale engagement. På baggrund af de daværende anbefalinger fra leverandøren er der ligeledes på Akt 60 8/12 2005 anskaffet initiallogistik og uddannelsesmateriel.

 

Nærværende projektet er ikke indeholdt i den politiske aftale af 10. juni 2004, men er en følge af de erfaringer, forsvaret har gjort i forbindelse med den indledningsvise ibrugtagning og uddannelse på infanterikampkøretøjerne, samt baseret på erfaringer med indsættelse af lignende køretøjer i internationale missioner. Disse erfaringer har afdækket et behov for yderligere investeringer i reservedele, værktøj, uddannelsesmateriel og ammunition m.m.

 

Forsvaret planlægger, at 12 stk. infanterikampkøretøjer skal kunne udsendes i internationale missioner fra 2010. Parallelt hermed planlægges der gennemført uddannelse af op til tre kompagnier med infanterikampkøretøjer i den hjemlige struktur.

 

Opbygning af en yderligere reservedelsbeholdning og værktøjsbeholdning er et nødvendigt fundament for vedligeholdelse og reparation af infanterikampkøretøjerne således, at kapaciteten kan holdes i kontinuerlig drift. Dette gælder såvel ved hjemlige forhold som under udsendelse i internationale operationer.

 

Uddannelsesmateriel i form af bl.a. Laser Duel System vil sikre en målrettet, effektiv og realistisk uddannelse af besætninger på infanterikampkøretøjerne.

 

De nuværende erfaringer med leverancen af reservedele samt erfaringer indhentet i forbindelse med andre nærlig tilsvarende køretøjer viser, at leveringstiderne for reservedele og værktøj er op til 96 uger. Idet ambitionen er udsendelse af 12 stk. infanterikampkøretøjer i internationale missioner fra 2010, er det derfor nødvendigt, at anskaffelsen iværksættes rettidigt.

  

Ved kontrahering med udenlandske leverandører af militært udstyr vil der blive stillet krav om indgåelse af tilfredsstillende industrisamarbejds­aftaler, jf. de af Økonomi- og Erhvervsministeriet udgivne retningslinjer af februar 2008.

 

Forsvarets Materielnævn er orienteret om projektet.

 

Da projektets endelige udgiftsfordeling på finansår først vil kunne fast­lægges i forbindelse med kontraktindgåelser, er de samlede udgifter foreløbig påregnet afviklet med følgende beløb:

 

                                                                                                            

                     Finansåret 2008: …………………………………… ca.    20 mio. kr.

                     Finansåret 2009: …………………………………… ca.    50 mio. kr.

                     Finansåret 2010: …………………………………… ca.  100 mio. kr.

                     Finansåret 2011: …………………………………… ca.    66 mio. kr. 

 

Der vil kunne forekomme afvigelser i dette betalingsforløb afhængigt af kontraheringstids­punkt og endelig fastsættelse af produk­tions- og leveringsforløb m.v.

 

Den konkrete fordeling i 2008 på under- og standardkonti kan specificeres således:

§ 12.21.01. Forsvarskommandoen (Driftsbev.).

                  10. Almindelig virksomhed.

                        22. Andre ordinære driftsomkostninger……                                                       20 mio. kr.

 

c.        Der er ved bevillinger af materielanskaffelser til værnene forudsat, at de foreslåede dispositioner først kan gennemføres efter særskilt forelæggelse for Finansudvalget.

 

d.       ……..

 

e.       Under henvisning til ovenstående anmoder Forsvarsministeriet hermed om Finansudvalgets tilslutning til at anvende ca. 236 mio. kr. til følgeudgifter i forbindelse med ibrugtagning af infanterikampkøretøjer. Udgifterne afholdes af den på finansloven opførte bevilling på § 12.21.10 Forsvarskommandoen (Driftsbev.). I finansåret påregnes afholdt 20 mio. kr.

 

f.         Finansministeriets tilslutning foreligger.                   

         

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Søren Gade

/Gunner A. Nielsen