Til medlemmerne af

Forsvarsudvalget

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FORSVARSMINISTEREN

 

 

 

 

 

I forbindelse med udgivelsen af Hans Davidsen-Nielsens bog ”Spionernes Krig”, hvor der bl.a. blev rejst mistanke om, hvorvidt tidligere departementschef i Forsvarsministeriet Carl Langseth skulle have været hvervet som agent, skrev jeg den 26. oktober 2008 til Forsvarsudvalget.

 

Jeg orienterede om de skridt, som Forsvarsministeriet umiddelbart havde taget med henblik på at undersøge, hvorvidt der var belæg for den i bogen fremsatte mistanke mod Carl Langseth. I den forbindelse oplyste jeg, at der ikke var fundet materiale, der sandsynliggjorde den mistanke, som en tidligere medarbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste, kommandør P.A. Mørch, havde fremsat i 1978 omkring Carl Langseth.

 

Jeg tilkendegav imidlertid samtidig, at Forsvarsministeriet under inddragelse af relevante myndigheder ville overveje, om der eventuelt kunne være yderligere undersøgelsesskridt, der med mening kunne foretages i sagen.

 

Jeg kan nu oplyse, at Forsvarsministeriet har drøftet sagen med Politiets Efterretningstjeneste, som har meddelt, at man ikke finder, at der er yderligere undersøgelsesskridt, der med mening kan foretages i sagen.

 

 

 

  Med venlig hilsen

 

 

   Søren Gade