<DOCUMENT_START> <DOCUMENT_START>PRESSEMEDDELELSE

 

Dyreforsøgstilsynets årsberetning for 2007

 

Dyreforsøgstilsynets årsberetning beskriver de dyreforsøgsaktiviteter, der er blevet tilladt i 2007.

 

Det fremgår af beretningen, at der i 2007 var 433 personer, som havde tilladelse til at foretage dyreforsøg. Dyreforsøgstilsynet har aflagt 46 besøg i form af inspektioner og demonstrationer på institutioner og i virksomheder. 29 inspektionsbesøg var uanmeldte. I de fleste tilfælde er flere tilladelsesindehaveres aktiviteter blevet inspiceret ved samme besøg.

 

Beretningen indeholder endvidere statistiske oplysninger om dyreforsøg, der er udført eller påbegyndt i 2007. Statistikken angiver antallet af dyr, som er indgået i forsøg, der er igangsat i 2007, uanset om tilladelsen er meddelt i 2007 eller i tidligere år. Af statistikken for 2007 fremgår, at der i alt er anvendt 320.745 dyr til forsøg, mens tallet for 2006 var 338.285 og for 2005 var 365.940.

 

Antallet af anvendte dyr til forsøg er således fra 2006 til 2007 faldet med 17.540, hvilket svarer til et fald på 5,2 pct.

 

Ca. 82 pct. af forsøgsdyrene er mus og rotter. Herudover udgør fisk, grise, fugle, kaniner, marsvin og andre gnavere de største grupper. I de forsøg, der blev igangsat i 2007, blev der anvendt 255 hunde og 39 katte. Der er sket en stigning i antallet af katte fra 13 i 2006 til 39 i 2007. Dette skyldes, at der blev anvendt 26 privatejede katte til veterinærmedicinske kliniske forsøg (hvor den enkelte ejer var fuldt orienteret om formålet og havde givet sit samtykke hertil).  

 

Dyreforsøgstilsynet har i forbindelse med indsamlingen af de statistiske oplysninger for 2007 tillige indhentet oplysninger om, hvilke og hvor mange af de anvendte forsøgsdyr der var transgene/genmodificerede (15.612 mus). Der blev i beretningsåret fremstillet 29 genmodificerede musestammer og 55 genmodificerede grise samt født 19 klonede grise.

 

Årsberetningen indeholder ikke en gengivelse af de afgørelser, der i årets løb er truffet vedrørende ansøgninger om tilladelse til at udføre dyreforsøg, da disse siden den 1. januar 2003 løbende er offentliggjort på Dyreforsøgstilsynets hjemmeside.

 

Afgørelserne og de tilhørende ansøgninger kan ses på Dyreforsøgstilsynets hjemmeside: www.dyreforsoegstilsynet.dk, hvor også årsberetningen kan læses.