Krisetegn i EU’s fiskeripolitik

Kommissionen indleder grønbogen med at tegne et dystert billede aftilstanden i europæisk fiskeri. På trods af EU's mangeårige indsats for atbegrænse overfiskeriet og bevare fiskeressourcerne, vurderer Kommissionen,at målet om at skabe et bæredygtigt fiskeri generelt ikke er nået. De flestebestande er nedfiskede, og 88 pct. af fiskebestandene i EU befiskes over2MSY (Maximal Sustainable Yield= det maksimalt bæredygtige udbytte ). Dettehar bl.a. ført til, at europæisk fiskeri i dag er afhængigt af unge, små fisk, somfor det meste fanges, inden de kan formere sig. Som eksempel anførerKommissionen, at 93 % af torsken i Nordsøen fanges før den kan formere sig.Dertil kommer, at de fleste af Europas fiskerflåder drives med tab eller lavfortjeneste, hvilket Kommissionen tilskriver en kronisk overkapacitet medoverfiskning som både årsag og konsekvens. På trods af ophugningsstøtte ogandre tiltag fra EU’s side med henblik på reduktion af fiskerflåderne erflåderne kun blevet reduceret med 2 pct. om året i gennemsnit.

En del af ansvaret for den aktuelle situation tillægges også medlemsstaterne.Således har et vedvarende politisk og økonomisk pres fået fiskerierhvervet ogmedlemsstaterne til at kræve utallige undtagelser og særforanstaltninger tilspecifikke områder, hvilket har bidraget til en udvanding af den samledeindsats.Ifølge Kommissionen kan den dårlige situation i fiskeriet sammenfattendetilskrives fem store strukturmangler:1. en dybt forankret

flådeoverkapacitet

upræcise politikmål,

der resulterer i utilstrækkelige retningslinjer forbeslutninger3. et

topstyret beslutningssystem,

der tilgodeser kortsigtede løsninger4. et regelsæt, der

ikke

lægger

nok ansvar over på fiskerierhvervet

manglende politisk vilje

til at sørge for, at

regelsættet overholdes,

dårlig overholdelse af regelsættet fra fiskerierhvervets

side.

Ad 1. Afhjælpning af flådekapacitetenIfølge Kommissionen bør der i den fremtidige fælles fiskeripolitik indbyggesmekanismer, der sikrer, at fiskerflådernes størrelse altid svarer til dedisponible fiskebestande. Som mulige løsningsforslag peger Kommissionenpå anvendelsen af markedsinstrumenter såsom overdrageligefiskerirettigheder, som flere EU-lande har haft gode erfaringer med for atreducere overkapaciteten.I den forbindelse stiller Kommissionens følgende spørgsmål mhp. løsning afkapacitetsproblemerne:--

Bør kapaciteten reduceres ved lovgivning? I bekræftende fald

hvordan?

Er en éngangsophugningsfond løsningen?

Kan overdragelige rettigheder (individuelle eller kollektive)

anvendes til at støtte en kapacitetsreduktion for

industrialiserede flåder?

ooo

I bekræftende fald, hvordan kan overgangen

arrangeres?

Hvilke sikkerhedsklausuler bør der indføres, hvis der

skal gennemføres et sådant system?

Kan der træffes andre foranstaltninger med samme

virkning?

Ad 2. Præcisering af de politiske målKommissionen anfører, at de gældende forordninger ikke indeholder nogenklar prioritering af de overordnede mål om hhv. en økonomisk, socialt ogmiljømæssigt bæredygtig udnyttelse af fiskeriressourcerne. Det vilKommissionen gøre op med. For at fiskeri kan blive økonomisk og socialtlevedygtigt er det ifølge Kommissionen en klar forudsætning, atfiskebestandenes produktivitet genoprettes. Der er derfor ingen konfliktmellem de miljømæssige, økonomiske og sociale mål på langt sigt.På den baggrund efterlyser Kommissionens svar på følgende spørgsmål:-

Hvordan kan målene for miljømæssig, økonomisk og social

bæredygtighed opstilles på en tydelig måde og i prioriteret

rækkefølge, så man får en rettesnor på kort sigt og sikrer, at

fiskeriet bliver bære- og levedygtigt på langt sigt?

Bør det med den fremtidige fælles fiskeripolitik tilstræbes at

bevare arbejdspladser i fiskerierhvervet, eller bør målet være

at skabe alternative arbejdspladser i kystsamfund ved hjælp af

den integrerede havpolitik og andre EU-politikker?

Hvordan kan der fastsættes indikatorer og gennemførelsesmål,

så man får en værdifuld rettesnor for beslutningstagning og

ansvarliggørelse? Hvordan kan man fastsætte en tidsplan for

realisering af målene?

på langt sigt. Dertil kommer, at den omfattende detailregulering af den fællesfiskeripolitik ikke åbner mulighed for megen fleksibilitet med hensyn tilgennemførelsen.Ved en evt. ikrafttræden af Lissabontraktaten vil den fællesbeslutningsprocedure – som gør Europa-Parlamentet til medlovgiver –endvidere finde anvendelse på en lang række fiskeribeslutninger. Derfor erdet, ifølge Kommissionen, så meget desto vigtigere at opgivedetailreguleringen på topniveau til fordel for et tydeligt hierarki mellemgrundprincipper og teknisk gennemførelse. Kommissionen foreslår bl.a. atuddelegere detailforvaltningen til Kommissionen i samarbejde medmedlemsstaterne og Europa-Parlamentet, samt at gøre brug af specifikkeregionale forvaltningsløsninger.I den forbindelse ønsker Kommissionen en debat om følgende spørgsmål:

Hvordan kan vi tydeliggøre den nuværende ansvarsfordeling

mellem beslutningstagning og gennemførelse for at sætte

mere fokus på langsigtede foranstaltninger og på at nå målene

på en mere effektiv måde?

Hvad bør uddelegeres til Kommissionen (i samråd med

medlemsstaterne), medlemsstaterne og

fiskerierhvervet?

Vil det være en god idé at decentralisere vedtagelsen af

beslutninger om tekniske anliggender?

Hvordan vil vedtagelsen af tekniske beslutninger eller

gennemførelsesbeslutninger bedst kunne

decentraliseres?

Kan man inden for EU-lovgivningen om principper

overlade gennemførelsesbeslutninger til nationale eller

regionale myndigheder?

Hvilke risici indebærer det for kontrol og håndhævelse

af politikken, og hvordan kan de afbødes?

Ad 4. Tilskyndelse af fiskerierhvervet til at tage større ansvar forgennemførelsen af EU’s fiskeripolitikKommissionen bemærker, at EU’s fælles fiskeripolitik ikke hidtil har givetfiskerierhvervet noget stort incitament til at optræde som ansvarlig aktør. Påden baggrund lufter Kommissionen muligheden for at give fiskeriet et størreansvar via selvforvaltning. I stedet for at nedfælde regler for, hvordan der måfiskes, kunne reglerne målrettes resultatet og den nærmere gennemførelseoverlades til fiskerierhvervet. Til gengæld for denne adgang til selvforvaltningfor fiskeriet bør det være op til erhvervet selv at dokumentere, at det optræderansvarligt.Kommissionen påpeger i den forbindelse, at indrømmelsen af større ansvar tilfiskeriet vil kræve, at der indføres en række sikkerhedsmekanismer.Rettigheder og ansvar bør således gå hånd i hånd. Og adgangen tilfiskebestandene bør gives til de fiskere, som varetager ansvaret på en redeligog effektiv måde.Kommissionen lægger i den forbindelse op til en drøftelse af følgendespørgsmål:-

Hvordan kan fiskerierhvervet gives et større ansvar, således at

fleksibiliteten øges, samtidig med at det fortsat bidrager til at

nå den fælles fiskeripolitiks mål?

Hvordan kan fangstsektoren struktureres, så den bedst muligt

kan påtage sig ansvaret for selvforvaltning?

Bør producentorganisationerne (PO'erne) omdannes til

organer, hvori fiskerierhvervet påtager sig et

forvaltningsansvar?

Hvordan kan det sikres, at PO'erne er repræsentative?

Hvilke sikkerheds- og tilsynsmekanismer er nødvendige for at

sikre, at fangstsektorens selvforvaltning ikke slår fejl, og at

man gennem selvforvaltningen får gennemført den fælles

fiskeripolitiks principper og mål?

Bør fangstsektoren påtage sig et større finansielt ansvar ved at

betale for rettigheder eller bidrage til forvaltningsomkostninger

ved eksempelvis kontrol?

Bør dette alene gælde for industrialiseret fiskeri?

Når et større ansvar overdrages til erhvervet, hvorledes kan vi

så gennemføre principperne om bedre forvaltning og

Ad 5 - Udvikling af en kultur, hvor reglerne overholdesEU’s revisionsret konstaterede i 2007, at EU’s fiskerikontrol generelt harværet svag, sanktionerne ikke afskrækkende og inspektionerne ikke værettilstrækkeligt hyppige. Desuden har der ikke været mekanismer ifiskeripolitikken, der har gjort det muligt at tilbageholde EU-midler, hvisreglerne ikke blev overholdt. Dette har bl.a. givet fiskerne det indtryk, athåndhævelsen ikke foregår ensartet i hele EU.Kommissionen finder, at det haster med en gennemgribende reform afkontrol- og håndhævelsesordningen og har derfor i november 2008 fremsat etambitiøst forslag til en ny fiskerikontrolforordning, som nu behandles i Rådet.Sideløbende med behandlingen af dette forslag ønsker Kommissionen endrøftelse af, hvilke andre mekanismer, der kan medvirke til at sikreoverholdelsen af reglerne. I den forbindelse stilles følgende spørgsmål:-

Hvordan kan dataindsamlingssystemer forbedres på kort og

mellemlang sigt, så der sikres sammenhængende oplysninger

til håndhævelsesformål?

Hvilke håndhævelsesmekanismer vil efter Deres mening bedst

kunne sikre en høj grad af overholdelse: centraliserede

mekanismer (fx direkte handling fra Kommissionens side eller

national eller tværnational kontrol) eller decentraliserede

mekanismer?

Ville De tilslutte Dem, at adgangen til EF-midler knyttes

sammen med en effektiv opfyldelse af kontrolopgaverne?

ooo

Kan fiskerierhvervet bidrage til dette mål med større

selvforvaltning?

Kan forvaltning inden for de enkelte geografiske

områder bidrage til det samme endemål?

Med hvilke mekanismer kan der sikres en høj grad af

overholdelse?

Andre elementer som Kommissionen gerne vil have tilbagemeldinger omKommissionens grønbog gennemgår en række andre væsentligeproblemstillinger, som den fremtidige fælles fiskeripolitik også bør tage håndom. Det gælder navnlig:---------sikringen af fremtiden for

kystfiskeri, fiskeri af mindre omfang og

rekreativt fiskeri

en større indsats for

bekæmpelse af discard

(udsmid af fisk)en styrkelse af

12-sømileregimet

(dvs. adgangen til at reservere fiskeri ifarvand inden for 12 sømil af kysten fortrinsvis til egen national flåde)en ny fælles

markedsordning uden direkte prisstøtte

og med bedreorganisation af producenterneintegration af fiskeripolitikken i

en bredere havpolitisk sammenhæng

integration af

klimaændringer, forureningspolitik og energieffektivitet

et tættere bånd mellem den økonomiske støtte fra navnlig

EU’s

fiskerifond og fiskeripolitikkens mål

EU’s rolle i

internationale fora

akvakulturens rolle

i den fremtidige fiskeripolitik.

Europaudvalget og Fødevareudvalget

EU-konsulenten

Til:

Dato:

Grønbog om reform af EU’s fiskeripolitik

Fristen for

bemærkninger til grønbogen er den 31. december 2009.