EU-note - 2008-09 - E 60: Grønbog om reform af EU's fiskeripolitik

INDHOLDSFORTEGNELSE1.2.3.4.4.1.4.2.4.3.4.4.4.5.5.5.1.5.2.5.3.5.4.5.5.5.6.5.7.5.8.5.9.6.7.8.En visison for europæisk fiskeri i 2020........................................................................ 4Indledning .................................................................................................................... 5Den nuværende fælles fiskeripolitik og dens resultater ............................................... 6Afhjælpning af politikkens fem strukturmangler......................................................... 8Afhjælpning af det dybt forankrede flådeoverkapacitetsproblem................................ 8Præcisering af de politiske mål .................................................................................... 9Centrering af beslutningsprocessen om langsigtede grundprincipper ....................... 10Tilskyndelse af fiskerierhvervet til at tage større ansvar for gennemførelsen af denfælles fiskeripolitik..................................................................................................... 12Udvikling af en kultur, hvor reglerne overholdes ...................................................... 13Yderligere forbedring af forvaltningen af EU-fiskeriet ............................................. 14En differentieret fiskeriordning, som beskytter ikkeindustrialiserede kystflåder? .... 14Maksimal udnyttelse af fiskeriet ................................................................................ 15Relativ stabilitet og adgang til kystfiskeri.................................................................. 16Handel og markeder – fra fangst til forbruger ........................................................... 17Integration af den fælles fiskeripolitik i en bredere havpolitisk sammenhæng ......... 19Politikkens videngrundlag.......................................................................................... 20Strukturpolitik og offentlig finansiel støtte ................................................................ 21Den eksterne dimension ............................................................................................. 22Akvakultur.................................................................................................................. 24Kommende tiltag........................................................................................................ 25Deltag i debatten ........................................................................................................ 26Akronymer ................................................................................................................. 26

Vores vigtigste kilde til animalsk protein af høj kvalitet og sundt fedt er fisk. Markedet forfisk vokser igen, og fisk er igen blevet en fast bestanddel i over en halv milliardeuropæiske forbrugeres kost. Den fortsatte nedgang i en europæiske flådes fangster blevstoppet i omkring 2015. Selv om Europa fortsat er stærkt afhængig af importeret fisk, ertendensen ved at vende. Fisk fanget eller produceret i Europa værdsættes og anerkendesaf forbrugerne som et produkt af høj kvalitet.Voldsom overfiskning med store konsekvenser for økonomien i kystområderne hørerfortiden til. Næsten alle Europas fiskebestande er blevet genoprettet til deres maksimalebæredygtige udbytte. For mange bestande vil det sige, at de er vokset markantsammenlignet med 2010. Fiskerne tjener mere, fordi fiskepopulationerne er blevet størreog består af kønsmodne fisk, der er, større end tidligere.. De unge i kystsamfundenebetragter igen fiskeri som en attraktiv og stabil måde at tjene til livets ophold på.Europas fiskerierhverv er blevet finansielt langt mere robust. Den industrialiserede del afflåden er effektiv og ikke afhængig af offentlig støtte. Den fisker med miljøvenlige fartøjerog passer i størrelse til den mængde fisk, som den har lov til at fange. I den anden endeaf skalaen fortsætter det ikkeindustrialiserede fiskeri med at levere fisk af høj kvalitet, derafsættes lokalt med kvalitets- og oprindelsesmærkning, som betyder, at fiskerne får merefor deres varer. Eftersom flere og flere mennesker slår sig ned langs Europas kyster,stiger efterspørgslen efter lokalt producerede fødevarer af høj kvalitet. Fiskernes arbejdeer også i højere grad blevet integreret med andre erhvervssektorer, som er af afgørendebetydning for kystsamfundene. For hele fiskerierhvervet gælder det, at produktions- ogafsætningskæden er fuldstændig gennemsigtig for myndighederne og forbrugerne medhensyn til råvarers oprindelse "fra båd til bord". Europas akvakultur er også en vigtigforsyningskilde, når det gælder fisk til de europæiske forbrugere. Den er fortsat førendeinden for teknologisk udvikling og eksporterer fortsat knowhow og teknologi til landeuden for Europa.EU's fælles fiskeripolitik er blevet strømlinet og er nu markant billigere og lettere atforvalte. I beslutningstagningen er der åbnet mulighed for, at specifikke tekniskebeslutninger kan træffes i tættere samarbejde med fiskerne. Der indføres incitamenter,som skal tilskynde aktørerne i fiskeriet til at handle ansvarsfuldt, men det forventes så tilgengæld også, at fiskerne beviser, at de følger grundprincipperne i den fællesfiskeripolitik. Aktørerne deltager fuldt ud i beslutninger om og drøftelse afpolitikgennemførelse. Fiskerikontrollen er blevet langt mere effektiv.Uden for Europa fortsætter EU arbejdet med i hele verden at fremme god forvaltning afhavene og ansvarligt fiskeri. I aftaler med tredjelande lægges der større vægt på at øgeEuropas bidrag til udvikling af lokalt fiskeri, investeringer og god forvaltning af havene.Der er indført nye regionale programmer for at forbedre kontrollen og denvidenskabelige overvågning af fiskebestande, og de fleste af verdens størrefiskerinationer deltager i disse programmer.

INDLEDNINGFremtidsvisionen ovenfor er lysår væk fra realiteterne i dag med overfiskning,flådeoverkapacitet, massiv støtte, lav økonomisk modstandsdygtighed og europæiskefiskeres faldende fangstmængder. Den nuværende fælles fiskeripolitik har ikke værettilstrækkelig effektiv til at løse disse problemer.Kommissionen tror dog, at en gennemgribende og grundlæggende reform af denfælles fiskeripolitik og en genmobilisering af fiskerierhvervet kan skabe dendramatiske ændring, der skal til for at vende den nuværende situation. En sådanreform skal ikke bestå af trinvise lappeløsninger, men markere et ægte kursskifte,hvor man finder ud af, hvad de egentlige grunde er til, at Europas fiskeri i de senesteårtier har været fanget i en ond cirkel.Fiskeriet spiller en væsentlig rolle i forsyningen af europæerne med fødevarer ogsom indtægtskilde i Europas kystområder. At sikre dets fremtid er og skal fortsatvære et væsentligt politisk mål for EU. Fiskeriets fremtid skal sikres underudfordrende og skiftende forhold:de europæiske fiskebestande har været overfisket i årtier, og fiskerflåderne er forstore til de disponible ressourcer. Denne kombination betyder, at for mange fartøjerjagter for få fisk, og store dele af den europæiske flåde er urentable. Det harresulteret i, at der fanges færre og færre fisk og skaldyr i Europas farvande: overhalvdelen af fisken på det europæiske marked er nu importeret. Den høje volatilitet ioliepriserne og finanskrisen har yderligere svækket fiskeriets økonomisketilpasningsevne.Fiskeriet kan ikke længere betragtes isoleret fra et bredere havmiljøperspektiv ogandre politikker, der vedrører marine aktiviteter. Fiskeriet er meget afhængigt af, atdet har adgang til havområder og sunde marine økosystemer. Klimaændringerne harallerede indvirkning på Europas have og resulterer i ændringer med hensyn tilfiskebestandes forekomst og udbredelse. Konkurrencen om havområder er ogsåblevet skærpet, idet stadigt større dele af vore have og kyster anvendes til andreformål. Fiskeriøkonomien påvirkes kraftigt af de generelle beskæftigelses- ogudviklingstendenser i kystsamfundene, herunder etablering af nye sektorer, der åbnermulighed for omstilling eller indkomstspredning. En nytænkning af den fællesfiskeripolitik kræver, at vi alle ser med friske øjne på hele havsituationen, som derblev slået til lyd for i den integrerede EU-havpolitik og dens miljøsøjle,havstrategirammedirektivet1.Vi bliver mere og mere bevidste om, hvor meget havene virkelig betyder, og om, atdet er nødvendigt at beskytte dem og udnytte dem på en bæredygtig måde. Dette harafspejlet sig i, at der i hele verden lægges større vægt på at gøre fiskeriet økologiskbæredygtigt. På verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i 2002 blev der opstilletspecifikke mål for fiskeriforvaltning, herunder genoprettelse af fiskebestandene til

niveauet for maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY)2i 2015, som allefiskeriforvaltningsmyndigheder skal arbejde hen imod. Der er også i De ForenedeNationer blevet truffet foranstaltninger til at begrænse virkningerne af fiskeri pååbent hav. Den stigende bekymring over fødevaresikkerheden i EU og resten afverden gør det så meget desto mere vigtigt at forvalte og udnytte naturressourcernepå en ansvarlig måde, uden at disse ressourcers fremtid bringes i fare. På grund afbehovet for at reducere drivhusgasemissioner bliver det vanskeligere og vanskeligereat forsvare visse af de mest brændstofkrævende fangstmetoder.Forbrugerne, forarbejdningsvirksomhederne og detailhandelen deler dennebekymring og kræver garantier for, at den fisk, de spiser, forarbejder og sælgerkommer fra velforvaltede og bæredygtige fiskerier.Det europæiske fiskeri skal være entydigt baseret på økonomisk rationelle principper.Fiskerflåder skal styrke deres økonomiske modstandsdygtighed og tilpasse sig miljø-og markedsmæssige ændringer. Der er allerede truffet en rækketilpasningsforanstaltninger såsom frivillig udtagning af fartøjer og udvikling afmindre brændstofkrævende fangstmetoder. Der er blevet truffet foranstaltninger til atforbedre fiskevarers kvalitet, forbrugeroplysningen og forholdet mellem udbud ogefterspørgsel for at øge den økonomiske levedygtighed. Disse skridt er dog langt fratilstrækkelige i forhold til det, der er nødvendigt, for at fiskeriet kan tilpasse sig til deændrede forhold og igen blive økonomisk levedygtigt.Ifølge EU-traktaterne er fiskeriforvaltning en af Fællesskabets enekompetencer. Detskyldes, at fisk svømmer på tværs af nationale jurisdiktioner, og at fiskerne har fulgtefter fiskene, længe før der blev indført eksklusive økonomiske zoner (EEZ'er), ogden fælles fiskeripolitik blev født. Vi er fælles om de marine økosystemer, som vortfiskeri afhænger af. Én flådes aktivitet har derfor direkte indvirkning på defremtidige fiskerimuligheder for andre flåder, der udnytter de samme fiskebestandeog det samme økosystem. Det samme gør sig gældende for handelen med fiskevarer.Den fælles fiskeripolitik går nu ind i en ny reformrunde. Formålet med grønbogen erat fremme en debat om reformen, så Kommissionen får feedback og en rettesnor forsit arbejde.3.DEN NUVÆRENDE FÆLLES FISKERIPOLITIK OG DENS RESULTATERDe vigtigste ændringer af den fælles fiskeripolitik i 2002 omfattede:– et mere langsigtet perspektiv for fiskeriforvaltning gennem indførelse afgenopretnings- og forvaltningsplaner– en øget indsats for at inddrage miljøhensyn i fiskeriforvaltningen– større inddragelse af aktører gennem oprettelse af regionale rådgivende råd

– en ny flådepolitik, hvor tvungne mål for kapacitetsbegrænsning blev erstattet afnationale lofter, som medlemsstaterne skal overholde, idet de dog frit kan vælge,hvordan de fører deres flådepolitik– indførelse af fiskeriindsats – såsom begrænsning af det antal dage, som er fartøjmå være på havet – som et basisværktøj i fiskeriforvaltningen, bl.a. i forbindelsemed flerårige genopretningsplaner– mere selektiv anvendelse af offentlige midler til støtte af fiskeriets udvikling vedat fjerne offentlig støtte til bygning af nye fartøjer, ved at afstemmestrukturpolitikken bedre med den fælles fiskeripolitiks mål og ved at lægge størrevægt på diversificering i kystsamfund– nye bilaterale fiskeriaftaler med henblik på at udvikle partnerskaber med depågældende tredjelande.De i 2002 aftalte mål om at skabe bæredygtigt fiskeri er dog generelt ikke blevetnået.De marine økosystemer i Europas farvande har det potentiale, der skal til, for atfiskebestande får en høj produktivitet. De fleste bestande er imidlertid nedfiskede.88 % af fiskebestandene i EU befiskes over MSY. Det betyder, at sådannefiskepopulationer kunne øges og give større økonomisk udbytte, hvis fiskeritrykketpå dem blev reduceret i blot nogle få år. 30 % af sådanne bestande er uden for sikrebiologiske grænser, hvilket betyder, at de måske ikke er i stand til at genopbygge sigselv3. Europæisk fiskeri er i dag afhængigt af unge, små fisk, som for det mestefanges, inden de kan formere sig. For eksempel fanges 93 % af torsken i Nordsøen,før den kan formere sig4. Det samlede billede dækker over betydelige udsvingmellem de enkelte havområder og arter. Europæisk fiskeri er ikke desto mindre vedat undergrave sit eget økologiske og økonomiske grundlag.Nogle få EU-flåder er rentable, uden at de modtager offentlig støtte, men de fleste afEuropas fiskerflåder drives med tab eller lav fortjeneste. De generelt dårligeresultater skyldes kronisk overkapacitet med overfiskning som både årsag ogkonsekvens: flåder har kapacitet til at fiske langt større mængder fisk, end hvad derer forsvarligt, hvis ikke bestandenes fremtidige produktivitet skal bringes i fare.Kapacitetsreduktionerne i de seneste år har ikke været tilstrækkeligt store til at brydedenne onde cirkel. Selv om der er store udsving mellem de forskellige havområderog flåder, er flåderne i gennemsnit kun blevet reduceret med 2 % om året. En sådanreduktion opvejes af teknologiske fremskridt med hensyn til fiskerieffektivitet(anslået til 2-3 % pr. år). Misforholdet mellem flådestørrelse og disponiblefiskeressourcer er ikke blevet afhjulpet. Det har generelt resulteret i laverelandingsmængder og gjort EU-markedet mere afhængigt af import.

En anden markant konsekvens af den onde cirkel med overfiskning, overkapacitet oglav økonomisk modstandskraft er, at der er kommet et stort politisk pres for at øgefiskerimulighederne på kort sigt på bekostning af fremtidig bæredygtighed forfiskeriet. Det vedvarende politiske og økonomiske pres har fået fiskerierhvervet ogmedlemsstaterne til at kræve utallige undtagelser og særforanstaltninger. I mangetilfælde har fiskeriet fundet ud af, hvordan de kan imødegå sådanne foranstaltningersnegative økonomiske virkninger på kort sigt, og det har gjort det nødvendigt at træffeendnu mere detaljerede foranstaltninger. I det enorme og forskelligartede europæiskefiskeri er dokumentering, beslutningstagning og kontrol ved hjælp af sådanmikroforvaltning blevet stadigt mere kompleks, vanskelig at forstå og meget kostbarat forvalte og kontrollere.Denne situation er opstået i forbindelse med den massive offentlige støtte til fiskeriet,der bl.a. har medført, at den overskydende fiskerikapacitet er blevet kunstigtopretholdt. Foruden direkte støtte fra Den Europæiske Fiskerifond og lignendenationale støtteordninger ydes der også flere former for indirekte støtte til fiskerietmed den generelle fritagelse for brændstofafgifter som den vigtigste. Til forskel fraandre sektorer har fiskeriet fri adgang til de naturressourcer, som det udnytter, ogskal ikke være med til at dække de offentlige forvaltningsomkostninger i forbindelsemed sine aktiviteter såsom udgifter til kontrol og sikkerhed til søs. I en lang rækkemedlemsstater er det blevet anslået, at de offentlige udgifter til fiskeriet overstigerden samlede fangstværdi. Dette betyder kort sagt, at europæerne næsten betaler forderes fisk to gange: først i butikken og senere via skatten.4.AFHJÆLPNING AF POLITIKKENS FEM STRUKTURMANGLERKommissionen mener, at ovennævnte resultater skyldes fem store strukturmangler:– et dybt forankret flådeoverkapacitetsproblem– upræcise politikmål, der resulterer i utilstrækkelige retningslinjer for beslutningerog gennemførelsen af sådanne– et beslutningssystem, der tilgodeser kortsigtede løsninger– et regelsæt, der ikke lægger nok ansvar over på fiskerierhvervet– manglende politisk vilje til at sørge for, at regelsættet overholdes, og dårligoverholdelse af regelsættet fra fiskerierhvervets side.4.1.Afhjælpning af det dybt forankrede flådeoverkapacitetsproblemTrods vedvarende bestræbelser er flådeoverkapacitet fortsat det grundlæggendeproblem i den fælles fiskeripolitik. Generelt er den europæiske flåde fortsat alt forstor til de disponible ressourcer, og denne uligevægt er roden til alle problemer meddårlige økonomiske resultater, mangelfuld håndhævelse og overudnyttede ressourcer.I den fremtidige fælles fiskeripolitik skal der indbygges mekanismer, der sikrer, at deeuropæiske fiskerflåders størrelse justeres og altid svarer til de disponiblefiskebestandes størrelse. Dette er en forudsætning for, at alle politikkens øvrige pillerkan fungere.

De europæiske fiskerflåders overkapacitet er søgt løst på forskellige måder. EU hargentagne gange forsøgt at gennemføre strukturforanstaltninger til reduktion affiskerflåden, herunder ydelse af støtte til ordninger for ophugning af fartøjer.Erfaringerne viser dog, at permanent støtte til ophugning ikke effektivt reducererkapaciteten, idet aktørerne allerede indregner ophugningspræmien i fremtidigeinvesteringsbeslutninger. Éngangsophugningsordninger vil sandsynligvis være mereeffektive.Anvendelse af markedsinstrumenter såsom overdragelige fiskerirettigheder kan visesig at være en mere effektiv og billigere måde at reducere overkapaciteten på, hvorfiskerierhvervet samtidig er tvunget til at tage større ansvar. En del medlemsstaterhar i de seneste år taget skridt til at anvende sådanne instrumenter. Dette har genereltført til mere rationelle investeringsbeslutninger og til kapacitetsreduktion, idetaktørerne justerer deres flåder til fiskerimulighederne for at blive økonomiskeffektive5. Sådanne systemer kan suppleres med egentlige sikkerhedsklausuler for atundgå for stor ejerskabskoncentration eller negative virkninger forikkeindustrialiseret fiskeri og kystsamfund.Bør kapaciteten reduceres ved lovgivning? I bekræftende fald hvordan?Er en éngangsophugningsfond løsningen?Kan overdragelige rettigheder (individuelle eller kollektive) anvendes til at støtteen kapacitetsreduktion for industrialiserede flåder? I bekræftende fald, hvordankan overgangen arrangeres? Hvilke sikkerhedsklausuler bør der indføres, hvis derskal gennemføres et sådant system? Kan der træffes andre foranstaltninger medsamme virkning?4.2.Bør dette valg overlades helt og holdent til medlemsstaterne, eller er der behovfor fælles normer på havområde- eller EU-plan?

Præcisering af de politiske målIfølge den nuværende forordning om den fælles fiskeripolitik skal den fællesfiskeripolitik sikre, at de levende akvatiske ressourcer udnyttes på en økonomisk,miljømæssigt og socialt bæredygtig måde6. Der er ikke fastsat nogen prioritering afdisse mål, og selv om det i forordningen direkte siges, at der skal vedtages enforsigtigheds- og økosystemtilgang, er det ikke klart, hvilken sammenhæng der ermellem en sådan tilgang og de økonomiske og sociale aspekter. Der er ingen klareindikatorer og målestokke, der kan anvendes som grundlag for opstilling af merekonkrete retningslinjer, eller som kan yde et bidrag til evaluering af politikresultater.Økonomisk og social bæredygtighed kræver produktive fiskebestande og sundemarine økosystemer. For at fiskeri kan blive økonomisk og socialt levedygtigt er deten klar forudsætning, at fiskebestandenes produktivitet genoprettes. Der er derforingen konflikt mellem de økologiske, økonomiske og sociale mål på langt sigt. På

kort sigt kan og vil der opstå konflikter mellem disse mål, især når fiskerimulighederskal begrænses midlertidigt for at genopbygge overudnyttede fiskebestande. Socialemål såsom beskæftigelse er ofte blevet trukket frem, når der er blevet plæderet forstørre fiskerimuligheder på kort sigt. Resultatet har altid været, at fiskebestandenestilstand og fremtiden for de fiskere, som lever af disse bestande, er blevet bragtendnu mere i fare. Det er derfor helt afgørende, at eventuelle kompromiser, derindgås for at afbøde umiddelbare økonomiske og sociale virkninger af, atfiskerimulighederne er blevet reduceret, forbliver forenelige med økologiskbæredygtighed på langt sigt, herunder overholdelse af MSY, eliminering af udsmidog minimering af fiskeriets økologiske virkninger.Økologisk bæredygtighed er derfor en grundforudsætning for det europæiske fiskerisøkonomiske og sociale fremtid.Hvordan kan målene for økologisk, økonomisk og social bæredygtighed opstillespå en tydelig måde og i prioriteret rækkefølge, så man får en rettesnor på kort sigtog sikrer, at fiskeriet bliver bære- og levedygtigt på langt sigt?Bør det med den fremtidige fælles fiskeripolitik tilstræbes at bevarearbejdspladser i fiskerierhvervet, eller bør målet være at skabe alternativearbejdspladser i kystsamfund ved hjælp af den integrerede havpolitik og andreEU-politikker?Hvordan kan der fastsættes indikatorer og gennemførelsesmål, så man får enværdifuld rettesnor for beslutningstagning og ansvarliggørelse? Hvordan kan manfastsætte en tidsplan for realisering af målene?

Centrering af beslutningsprocessen om langsigtede grundprincipperI den nuværende beslutningsproces i den fælles fiskeripolitik skelnes der ikkemellem principper og gennemførelse, idet alle beslutninger træffes i Rådet på højestepolitiske plan. Dette har bevirket, at der er fokus på kortsigtede betragtninger påbekostning af europæisk fiskeris økologiske, økonomiske og social bæredygtighed pålangt sigt. En anden konsekvens er, at den fælles fiskeripolitik reguleres ved hjælp afekstremt detaljerede rådsforordninger, der ikke åbner mulighed for megenfleksibilitet med hensyn til gennemførelsen. Denne yderst utilfredsstillende situationer utvivlsomt hovedårsagen til, at den fælles fiskeripolitik kritiseres af aktørerne.Ifølge aktørerne beslutter "Bruxelles" – hvilket i praksis vil sige Rådet(fiskeriministrene) – alt om den fælles fiskeripolitiks gennemførelse ned til denmindste detalje.Ifølge Lissabontraktaten gælder den fælles beslutningsprocedure (hvor Rådet ogEuropa-Parlamentet træffer beslutninger i fællesskab) for alle fiskeribeslutninger,bortset fra fastsættelse af de årlige fiskerimuligheder. Dette gør det så meget destomere nødvendigt at revurdere den nuværende strategi med hensyn tilmikroforvaltning på højeste politiske plan og at bringe beslutningstagningen underden fælles fiskeripolitik i tråd med alle andre EU-politikker, hvilket vil sige, at derskal skabes et tydeligt hierarki mellem grundprincipper og teknisk gennemførelse.En mulighed ville være at uddelegere mere af den nuværende detaljeforvaltning tilKommissionen i samarbejde med medlemsstaterne og Europa-Parlamentet via den

såkaldte udvalgsprocedure. Efter denne procedure udarbejder Kommissionen forslagi nært samråd med medlemsstaterne og Europa-Parlamentet.En anden mulighed, der nøje bør overvejes, er i størst muligt omfang at anvendespecifikke regionale forvaltningsløsninger, som gennemføres af medlemsstaterneefter EU-forskrifterne og under EU-kontrol. Ifølge traktaten hører politikken indunder Fællesskabets enekompetence, men det er ikke til hinder for, atgennemførelsesbeslutninger uddelegeres til medlemsstaterne, så længemedlemsstaterne er bundet af principbeslutninger truffet på EU-plan. For eksempelkunne beslutninger om visse principper og normer såsom fiskeri under overholdelseaf MSY, tilpasning af flådekapacitet til de disponible ressourcer eller eliminering afudsmid fortsat være beslutninger, der skal træffes på EU-plan, men hvor det såoverlades til medlemsstaterne at regulere deres fiskeri inden for disse normer. I defleste tilfælde vil en sådan uddelegering skulle foregå på havområdeniveau, fordifælles fiskebestande og fælles økosystemer dækker store geografiske områder ogikke kan forvaltes af de enkelte medlemsstater hver for sig. Medlemsstaterne vilderfor skulle arbejde sammen om at skabe de nødvendige strukturer. Sådannestrukturer kræver, at Fællesskabet indfører effektiv kontrol for at sikre, at fællesnormer overholdes, når politikken gennemføres.Ved at lade politikken få sin rette plads og lade Rådet og Parlamentet fokusere påprincipper og uddelegere gennemførelsesbeslutninger til medlemsstaterne,Kommissionen og/eller fiskerierhvervets selvforvaltning, bliver politikken enklere ogbilligere. Det vil gøre gennemførelsen mere følsom over for specifikke lokale forholdog give fiskerierhvervet større ansvar for sin egen skæbne. Det vil gøre det muligt forregeringerne og fiskerierhvervet at tilpasse politikgennemførelsen til deres egnebehov og at finde de både økonomisk og teknisk bedste løsninger.Der er også behov for at vurdere den rolle, som de rådgivende strukturer såsom DenRådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur og de regionale rådgivende rådkommer til at spille inden for de nye strukturer. Politikbeslutninger vil under alleomstændigheder forblive EU-institutionernes og medlemsstaternes ansvar. Medovergangen til regionale strukturer er det højst sandsynligt, at de rådgivende råd vilfå en større rådgivende rolle.Hvordan kan vi tydeliggøre den nuværende ansvarsdeling mellembeslutningstagning og gennemførelse for at sætte mere fokus på langsigtedeforanstaltninger og på at nå målene på en mere effektiv måde? Hvad børuddelegeres til Kommissionen (i samråd med medlemsstaterne), medlemsstaterneog fiskerierhvervet?Vil det være en god idé at decentralisere vedtagelsen af beslutninger om tekniskeanliggender? Hvordan vil vedtagelsen af tekniske beslutninger ellergennemførelsesbeslutninger bedst kunne decentraliseres? Kan man inden for EU-lovgivningen om principper overlade gennemførelsesbeslutninger til nationaleeller regionale myndigheder? Hvilke risici indebærer det for kontrol oghåndhævelse af politikken, og hvordan kan de afbødes?Hvordan kan aktørerne komme til at spille en større rådgivende rolle ibeslutningstagningen? Hvordan kan Den Rådgivende Komité for Fiskeri ogAkvakultur og de regionale rådgivende råd indgå en sådan regional tilgang?

Tilskyndelse af fiskerierhvervet til at tage større ansvar for gennemførelsen afden fælles fiskeripolitikDet hele hjælper ikke ret meget, hvis det med den kommende reform ikke lykkes attilskynde fangstsektoren, forarbejdnings- og konsumkæden samt forbrugerne til atstøtte de politiske mål og påtage sig at gennemføre dem på en effektiv måde. Det erafgørende for reformens succes, at fiskeriet bør have forståelse for nødvendighedenaf reformen, støtte den og have en reel interesse i, at den skaber gode resultater. I denhidtidige fælles fiskeripolitik, hvor der oftest er benyttet en top down-strategi, harfiskerierhvervet ikke haft det store incitament til at optræde som en ansvarlig aktør,der står til regnskab for en bæredygtig udnyttelse af en offentlig ressource. Derkunne udtænkes fælles forvaltningsordninger for at afhjælpe denne situation.En tættere inddragelse af fiskeriet hænger sammen med to indbyrdes nært forbundneaspekter: ansvar og rettigheder.Fiskeriet kan gives et størreansvarvia selvforvaltning. Resultatbaseret forvaltningkunne være et skridt i denne retning – i stedet for at nedfælde regler for, hvordan dermå fiskes, kunne reglerne målrettes resultatet, og de nærmere gennemførelses-bestemmelser kunne overlades til fiskerierhvervet. De offentlige myndigheder vilfastsætte grænser for fiskeriaktiviteterne, fx maksimale fangstmængder ellermaksimale bifangster af ungfisk, og dernæst bemyndige fiskerierhvervet til at findede økonomisk og teknisk bedste løsninger.Resultatbaseret forvaltning kunne fjerne en del af byrden ved den detaljeredeforvaltning af tekniske spørgsmål for såvel fiskeriet som de politiskebeslutningstagere. Den vil skulle knyttes sammen med indførelsen af omvendtbevisbyrde: til gengæld for adgangen til fiskeriet vil det være op til fiskerierhvervetat dokumentere, at det optræder ansvarligt. Dette vil bidrage til en bedre forvaltning,idet politikken forenkles betydeligt, og de nuværende incitamenter til at afgive falskeeller ufuldstændige oplysninger fjernes. Ved gennemførelsen af en resultatbaseretforvaltning skal der tages hensyn til, om indsatsen står i forhold til udbyttet, ogfølgerne for bevarelse af et konkurrencedygtigt fiskerierhverv.Der findes allerede mange eksempler på en sådan selvforvaltning via bottom up-initiativer i den europæiske fangstsektor. Nogle producentorganisationer (PO'er)forvalter deres medlemmers kvoteudnyttelse og idømmer dem, der overskrider deresindividuelle kvoter på andres bekostning, interne sanktioner. Der findes eksempler pågrupper af fartøjer, som har påtaget sig bevisbyrden ved at fremlægge fyldestgørendedokumentation for deres fangster – ofte som reaktion på forarbejd-ningsvirksomheders og detailhandleres pres for at forbedre sporbarheden. Sådanneinitiativer kunne udbredes ved at omdanne PO'er til organer, hvori fiskerierhvervetpåtager sig ansvaret for dokumentation og forvaltning af kvoter/indsats.Det er en forudsætning for at give fiskerierhvervet et større ansvar, at Fællesskabetudvikler og gennemfører sikkerhedsmekanismer.Der findes eksempler på, at fangstsektoren påtager sig et større ansvar med henblikpå at tilpasse flådestørrelsen og deres forvaltningsomkostninger. Dette er i nogletilfælde opnået ved at give erhvervetrettigheder,som har tilskyndet dem til atudnytte deres investering mere effektivt og eliminere overskudskapacitet (se 4.1).

I forbindelse med den fælles fiskeripolitik, som giver fangstsektoren flere rettighederog fjerner byrden ved mikroforvaltning fra erhvervet, vil det være relevant at tage fatpå spørgsmålet om at dele omkostningerne ved fiskeriforvaltning. Hidtil harfiskerierhvervet haft fri adgang til en offentlig ressource, og skatteyderne har i vidudstrækning dækket forvaltningsomkostningerne.Rettigheder, ansvarlighed og ansvarligholdelse bør selvsagt gå hånd i hånd: adgangtil fiskebestandene bør gives til de fiskere, som varetager deres ansvar på en redeligog effektiv måde.Hvordan kan fiskerierhvervet gives et større ansvar, således at fleksibilitetenøges, samtidig med at det fortsat bidrager til at nå den fælles fiskeripolitiks mål?Hvordan kan fangstsektoren struktureres, så den bedst muligt kan påtage sigansvaret for selvforvaltning? Bør PO'erne omdannes til organer, hvorifiskerierhvervet påtager sig et forvaltningsansvar? Hvordan kan det sikres, atPO'erne er repræsentative?Hvilke sikkerheds- og tilsynsmekanismer er nødvendige for at sikre, atfangstsektorens selvforvaltning ikke slår fejl, og at man gennemselvforvaltningen får gennemført den fælles fiskeripolitiks principper og mål?Bør fangstsektoren påtage sig et større finansielt ansvar ved at betale forrettigheder eller bidrage til forvaltningsomkostninger, fx kontrol? Bør dette alenegælde for industrialiseret fiskeri?Når et større ansvar overdrages til erhvervet, hvorledes kan vi så gennemføreprincipperne om bedre forvaltning og proportionalitet og samtidig bidrage tilsektorens konkurrenceevne?Findes der eksempler på god praksis inden for bestemte fiskerier, som børudbredes? Bør der tilskyndes til at anvende god praksis? I bekræftende fald, påhvilken måde?4.5.Udvikling af en kultur, hvor reglerne overholdesI sin rapport, som blev offentliggjort i november 20077, redegjorde EU's Revisionsretudførligt for manglerne ved EU's fiskerikontrol. Fiskerikontrollen har generelt setværet svag, sanktionerne er ikke afskrækkende, og inspektionerne har ikke været såhyppige, at fiskerne har været tilskyndet til at overholde reglerne. Derudover har derikke været indbygget en kontrol i systemet med henblik på at sikre, atmedlemsstaterne eksempelvis kun får adgang til EF-finansiering, hvis de opfylderderes grundlæggende kontrol- og bevarelsesansvar. Foruden betydelig overfiskninghar dette skabt stor modstand mod at gennemføre politikken og givet fiskerne indtrykaf, at håndhævelsen ikke foregår ensartet overalt. Dataindsamlingssystemer tilmåling af fangster af fisk med henblik på kvoteovervågning på kort sigt ogstrukturevalueringer på mellemlangt sigt fungerer utilfredsstillende, og der måskabes større sammenhæng.7

Kommissionen tilsluttede sig Revisionsrettens analyse og var af den opfattelse, at detuanset andre politiske alternativer, som måtte blive vedtaget i fremtiden, haster medat gøre fremskridt med hensyn til en umiddelbar og gennemgribende reform afkontrol- og håndhævelsesordningen. Kommissionen fremsatte derfor et ambitiøstforslag i november 2008, som for øjeblikket drøftes med medlemsstaterne ogEuropa-Parlamentet8.Hvordan kan dataindsamlingssystemer forbedres på kort og mellemlang sigt, såder sikres sammenhængende oplysninger til håndhævelsesformål?Hvilke håndhævelsesmekanismer vil efter Deres mening bedst kunne sikre en højgrad af overholdelse: centraliserede mekanismer (fx direkte handling fraKommissionens side eller national eller tværnational kontrol) ellerdecentraliserede mekanismer?Ville De tilslutte Dem, at adgangen til EF-midler knyttes sammen med en effektivopfyldelse af kontrolopgaverne? Kan fiskerierhvervet bidrage til dette mål medstørre selvforvaltning? Kan forvaltning inden for de enkelte geografiske områderbidrage til det samme endemål? Med hvilke mekanismer kan der sikres en højgrad af overholdelse?5.5.1.YDERLIGERE FORBEDRING AF FORVALTNINGEN AFEU-FISKERIETEn differentieretkystflåder?fiskeriordning,sombeskytterikkeindustrialiserede

Fiskerierhvervet spiller med sine mange små og mellemstore virksomheder en vigtigrolle i mange af de europæiske kystområders samfundsstruktur og kulturelle identitet.Mange kystsamfund opnår fortsat deres indkomst fra fiskeriet, og en del af disse harkun begrænsede muligheder for økonomisk diversificering. Det er derfor afgørendeat sikre kystfiskere, ikkeindustrialiseret fiskeri og fritidsfiskere en fremtid, hvor der ifuldt omfang tages hensyn til de små og mellemstore virksomheders situation.Tilpasningen og fastholdelsen af fiskerflådens kapacitet på et niveau svarende tilfiskerimulighederne vil uundgåeligt føre til et fald i den samlede beskæftigelse ifangstsektoren. Det er en legitim social målsætning at søge at beskytte de mestsårbare kystsamfund mod denne udviklingstendens. Der må tages fat på disse socialehensyn på en måde, som ikke hindrer de nødvendige tilpasninger i at blivegennemført for større flåder.En mulig vej kunne være differentierede forvaltningsordninger: én forindustrialiserede flåder, hvor der lægges vægt på justering af kapacitet og økonomiskeffektivitet, og en anden for ikkeindustrialiserede flåder i kystsamfund, hvor derlægges vægt på sociale mål. Ordningerne for det industrialiserede fiskeri kan i så faldomfatte økonomiske incitamenter til tilpasning af flåden, fx markedsbaseredetildelingsmekanismer, mens det ikkeindustrialiserede kystfiskeri vil blive forvaltetenten gennem via tildeling af kvoter eller indsats eller via kollektive ordninger.8

Tilgangen til offentlig finansiel støtte kunne være forskellig for de to kategorier. Denindustrialiserede flåde forventes at kunne klare sig selv økonomisk, mens offentligfinansiering kan bistå den ikkeindustrialiserede fartøjskategori med at tilpasse sigforandrede vilkår i efterdønningerne af reformen af den fælles fiskeripolitik ogderigennem styrke dens økonomiske levedygtighed og fastholde dens bidrag til livet ikystsamfundene.Mange fartøjer er små og påvirker kun miljøet i begrænset omfang, menikkeindustrialiseret fiskeri kan også skade følsomme kysthabitater, og detskumulerede virkning kan være betydelig og få reelle konsekvenser for bestandenestilstand. I nogle tilfælde fisker ikkeindustrialiserede og industrialiserede flåder efterde samme fiskebestande. En differentieret ordning må udformes omhyggeligt for atsikre, at de bestande, som disse fiskersamfund i sidste ende er afhængige af, forblivermiljømæssigt bæredygtige. Selv om de overordnede principper og standarder vilskulleværeEU-dækkende,børspecifikkebeslutningervedrørendeikkeindustrialiserede flåder træffes så tæt på kystsamfundene som muligt.Hvordan kan den samlede flådekapacitet tilpasses samtidig med, at der tagessociale hensyn i kystområderne og den særlige situation for de små ogmellemstore virksomheder i denne sektor?Hvordan kunne en differentieret ordning fungere i praksis?Hvordan kunne ikkeindustrialiseret fiskeri defineres på baggrund af sintilknytning til kystsamfundene?I hvilket omfang er det påkrævet med retningslinjer og lige vilkår på EU-plan?5.2.Maksimal udnyttelse af fiskerietPå verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i 2002 tilsluttede alle medlemsstaternesig begrebet maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY) som et mål, der skal nås senest i2015. Det udgjorde også en del af FN-aftalen af 1995 om fiskebestande. Denneinternationale forpligtelse bør nu knæsættes som et princip for forvaltning afbestandene i den fremtidige fælles fiskeripolitik.Hovedparten af EU’s fiskeri uden for Middelhavet forvaltes ved at fastsætte samledetilladte fangstmængder (TAC'er), hvoraf hver medlemsstat får tildelt en nationalkvote. Dette system med landing af kvoter er tilsyneladende ret enkelt, men det harogså vist sig at ligge under det optimale på flere måder. Ved blandet fiskeri, hvor derfiskes efter flere arter, opstår der uønskede bifangster, når kvoten for én art erudtømt, mens kvoterne for andre arter endnu ikke er fuldt udnyttet, hvilket ikke giverfiskerne andet valg end at smide de fisk ud, som de ikke længere har lov til at lande.Foruden at spilde en værdifuld ressource har udsmid forhindret genopretningen afflere bestande trods lave kvoter. Den fremtidige fælles fiskeripolitik bør sikre, atudsmid elimineres.Regulering af fiskeriindsatsen, fx med en begrænsning af et fiskerfartøjs havdage, vilafhjælpe dette problem, men det vil muligvis ikke være tilstrækkeligt til at nå denfælles fiskeripolitiks mål.

Hvordan kan langsigtede fiskeriforvaltningsplaner for det samlede europæiskefiskeri udvikles inden for den fremtidige fælles fiskeripolitik? Bør den fremtidigefælles fiskeripolitik gå bort fra bestandsforvaltningsplaner til fordel forfiskeriforvaltningsplaner?Bør det overvejes at reformere den fælles fiskeripolitik i to faser med specifikkeforanstaltninger for at overholde MSY før 2015 efterfulgt af foranstaltninger til atfastholde MSY som det øvre udnyttelsesniveau derefter?Hvordan kan MSY-forpligtelsen gennemføres for blandet fiskeri, samtidig med atudsmid undgås?Hvordan skal hovedforvaltningssystemet for EU's fiskeri udformes, og for hvilkefiskerier skal det gælde? Fangstbegrænsninger? Forvaltning af fiskeriindsatsen?En kombination af disse to? Er der andre muligheder?Hvilke foranstaltninger bør der træffes for yderligere at eliminere udsmid i EU’sfiskeri? Kunne forvaltning ved hjælp af omsættelige kvoter være nyttig i denforbindelse?5.3.Relativ stabilitet og adgang til kystfiskeriRelativ stabilitet blev slået fast som et princip i den første fælles fiskeripolitik i 1983.Det indebærer, at hver medlemsstats andel af hver EF-kvote bør være konstant i tid.Relativ stabilitet har givet den fordel, at den gav en ordning til at fordelefiskerimuligheder blandt medlemsstaterne. Den har imidlertid også givet anledningtil en meget kompleks praksis såsom kvoteudveksling mellem medlemsstaterne ellerudflagning af fiskerfartøjer. Tilføjelsen af mål for forvaltning af fiskeriindsatsen harforplumret billedet endnu mere. Efter mere end femogtyve års politik og ændringeraf fiskerimønstrene er der nu et betydeligt misforhold mellem de kvoter, sommedlemsstaterne får tildelt, og deres flåders faktiske behov for og udnyttelse afkvoter. Det er kort sagt rimeligt at hævde, at den relative stabilitet ikke længere ergarant for, at fiskerettighederne forbliver inden for deres fiskersamfund.Princippet begrænser også fleksibiliteten i forvaltningen af den fælles fiskeripolitikpå mindst tre forskellige måder:– det mindsker fiskerierhvervets fleksibilitet med hensyn til at anvende sineressourcer effektivt og indføre andre fiskeaktiviteter, -teknikker og -mønstre– det er en af de centrale årsager til, at de nationale myndigheder er fokuserede påøge TAC'er og derigennem deres andel af fisk på bekostning af mere langsigtedeovervejelser. Det skaber i mange tilfælde et inflationspres på TAC'erne, fordi enmedlemsstat, som ønsker en højere kvote, ikke har anden mulighed end at søge atforhøje EU's samlede TAC– det bidrager til udsmid, fordi det skaber mange nationale kvoter, som med deresegne begrænsninger hver især skaber udsmid: én national flåde har måske ikkeudtømt sin kvote for en given art, men en anden national flåde, som har udtømt sinkvote, eller som ikke har nogen kvote, er tvunget til at smide fangsten ud.

Det er af ovennævnte grunde væsentligt at tage videreførelsen af den relativestabilitet i dens nuværende udformning op til overvejelse. En mulighed går ud på aterstatte den relative stabilitet med et mere fleksibelt system såsom tildeling affiskerirettigheder. En anden mulighed kunne være at fastholde princippet, menindføre fleksible ordninger for at tage højde for ovennævnte mangler og tilpassenationale kvoter til de nationale flåders faktiske behov.En anden historisk betinget begrænsning af fiskerimulighederne er12-sømileordningen, hvorved medlemsstaternes kystområder forbeholdes deresnationale flåder (undtagen specifikke adgangsrettigheder for andre flåder på grundlagaf historiske fiskerimønstre). Dette har overordnet set fungeret godt og kunne endogudbygges, hvis der udarbejdes en specifik ordning for ikkeindustrialiseredekystflåder.Hvordan kunne den relative stabilitet udformes, så den i højere grad bidrager tilden fælles fiskeripolitiks mål? Bør den afskaffes, eller hvis ikke, bør den gøresmere fleksibel og i givet fald på hvilken måde? Hvordan kunne sådannealternativer udformes?Bør adgangen til 12-sømilezonen forbeholdes ikkeindustrialiserede fiskerfartøjer?5.4.Handel og markeder – fra fangst til forbrugerEuropas fiskerierhverv (både fiskeri og akvakultur) får almindeligvis kun en lille delaf den pris, som forbrugeren betaler for fisken. Samlet set har salgspriserne vedførste afsætning af fisk været stagnerende, selv når der har været ekstraordinæreudsving i brændstofpriserne, som det var tilfældet i 2008.Dette har haft tre vigtige konsekvenser:1)2)3)Vedvarende lave priser opmuntrer fiskere til at gå efter store fangstmængderDen manglende mulighed for at vælte de øgede produktionsomkostninger overpå forbrugerne fører til kronisk lav rentabilitet og tilskynder til overfiskningDette øger fiskernes afhængighed af offentlig støtte med det resultat, at denbliver en uadskillelig og fast del af fiskerierhvervets forretningsplaner.

Der er flere årsager til, at situationen er således.For det første er de europæiske fiske- og skaldyrsproducenter meget opsplittede, ogde har ikke organiseret sig for at markedsføre deres varer og derigennem sikre, at enstørre andel af varernes værdi tilfalder dem. Dette står i skarp modsætning til enstærkt koncentreret distributionssektor, som aftager 90 % af produktionen.For det andet går forbrugerne i højere grad over til forarbejdede eller frosne varer tilfordel for ferske. Sådanne varer giver lave energi- og transportomkostninger, og deter blevet fremført, at det skyldes, at omkostningerne ved deres CO2-fodaftryk ikke erindregnet i priserne. Udefra kommende påvirkninger såsom udsving i oliepriserrammer heller ikke de sådanne varer lige så direkte som ferske varer. Dette øger derelative omkostninger ved andre råvarer, forarbejdning og markedsføring ogmindsker fiskens relative andel af den endelige forbrugerpris.

For det tredje påvirkes prisen for visse fiskevarer også af den meget store import affiskevarer til EU. Handelsordninger har en vigtig rolle at spille i den henseende: debør sikre, at markedet forsynes til de bedst opnåelige priser, men de bør også støtteen bæredygtig udvikling. EU bør tilstræbe at fremme fiskevarer, der stammer frabæredygtigt forvaltet fiskeri, for at sikre lige konkurrencevilkår på EU’s marked.Den eksisterende markedsinterventionsordning under den fælles markedsordning(FMO) indebærer direkte offentligt indgreb, når fiskepriserne for en række arterfalder til under de fastsatte målpriser for de pågældende arter. I denne ordningafspejles ændringer i balancen mellem udbud og efterspørgsel ikke, og den har vistsig at være stadigt vanskeligere at styre. Ressourcens dårlige tilstand og EU-markedets meget udtalte afhængighed af import har gradvist mindsket ordningensbetydning9.Der vil stadig være plads til en den fælles markedsordning, som ikke længerebenytter direkte prisstøtte, men som lægger større vægt på at forbedre den måde,hvorpå producenterne organiserer sig. Foruden en eventuel styrkelse affiskeriforvaltningens beføjelser kunne producentorganisationer spille en større rolle imarkedsføringen af deres produkter. Den deraf følgende styrkelse af forbindelsernemellem brancheorganisationer ville gøre det lettere for producenterne at forudseefterspørgslen, hvad angår tidspunkt, kvantitet, kvalitet og præsentation. Det villeogså sætte dem i stand til at imødekomme forbrugeres og derigennemdetailhandlernes voksende krav om garanti for, at fiskevarerne stammer frabæredygtigt fiskeri, i form af certificering, bedre mærkning og sporbarhed. Dennestrategi med “afsætningsorienteret fiskeri” og fokus på kvalitet kan i sidste ende føretil, at producenterne opnår en bedre pris for deres fangster.Hvordan kan markedsmekanismer benyttes til at fremme udvikling af fiskerier,der er såvel markedseffektive som bæredygtige?Hvordan kan den fremtidige fælles fiskeripolitik bedst støtte certificerings- ogmærkningsinitiativer?Hvordan støttes sporbarhed og gennemskuelighed i produktionskæden bedst?Hvordan kan EU fremme produktionen af fiskevarer fra bæredygtigt forvaltetfiskeri og derved skabe lige konkurrencevilkår for alle?Hvordan kan PO'er forbedre indsatsen med hensyn til at afpasse produktionenefter markedets behov? Hvilke nye markedsbaserede politiske instrumenter kangennemføres via PO'er? Hvordan kan fiskere forbedre deres position over forforarbejdning og distribution?Hvilken rolle spiller handelspolitikken med hensyn til at afveje producenters ogforbrugeres interesser og vore forbindelser med eksportlande?

Integration af den fælles fiskeripolitik i en bredere havpolitisk sammenhængFiskerisektoren indgår i et tæt samspil med andre maritime sektorer. Den integreredeEU-havpolitik10tager fat på samspillet mellem alle EU-politikker og maritimeanliggender. Den fremtidige fælles fiskeripolitik må videreføre dette med enintegreret fremgangsmåde:– der gennemføres en økosystemtilgang til forvaltning af havet, der dækker allesektorer, inden for rammerne af havstrategirammedirektivet, der udgør denintegrerede EU-havpolitiks miljørelaterede søjle og pålægger medlemsstaterne atopnå en god miljøtilstand senest i 2020. Den fremtidige fælles fiskeripolitik måudformes, så den tilvejebringer de rette instrumenter til at støtte en sådanøkosystemtilgang11. Dette er også i fiskerierhvervets interesse, fordi dennefremgangsmåde vil beskæftige sig med andre sektorers virkninger påfiskeressourcerne på en sammenhængende måde, der er afpasset efteromstændighederne– klimaændringer vil påvirke havmiljøet i alvorlig grad. Marine økosystemer ogbiodiversitet, der allerede er under pres fra forurening og overfiskning, vil blivepåvirket yderligere af højere temperaturer og forsuring, hvilket vil få indflydelsepå arternes reproduktion og forekomst, ændringer i fordelingen af marineorganismer og ændringer i planktonsamfundene. Den nye fælles fiskeripolitik måbidrage til at lette tilpasningen til klimaændringer, for så vidt angår dissesvirkninger for havmiljøet. Klimaændringer udgør en ekstra belastning af marineøkosystemer, som gør det endnu mere hastende at reducere fiskeritrykket til etbæredygtigt niveau. Det er derfor nødvendigt at skabe et bæredygtigt fiskeri istedet for den overfiskning, som har gjort de marine økosystemer endnu meresårbare over for klimaændringer og dermed mindre tilpasningsdygtige– fangstsektoren og akvakultur konkurrerer i stadig højere grad med andre maritimesektorer om havområderne. Fysisk planlægning af havområder udgør et væsentligtelement af den integrerede EU-havpolitik, som den fremtidige fælles fiskeripolitikvil skulle integreres i– det store fokus, der i den integrerede EU-havpolitik er på bæredygtig udvikling ikystområder, fx i form af bæredygtig turisme, kan være med til mærkbart atmindske de socioøkonomiske virkninger af en reduktion af fangstsektorenskapacitet. Den fælles fiskeripolitik kan ikke være eneansvarlig for udviklingen afkystsamfund, idet det er en bredere opgave, som må løses inden for rammerne afden integrerede EU-havpolitik og EU's samhørighedspolitik– der er en udtalt synergivirkning mellem de forskellige maritime sektorer, herunderfiskeri, med hensyn til overvågning, data, viden og forskning.Afgørende udfordringer såsom klimaændringer, emissionspolitikker ogenergieffektivitet må indregnes, når den fremtidige fælles fiskeripolitik og dens rollei udformningen af fiskeriets og akvakultursektorens fremtid skal defineres. Den

europæiske fiskerifond (EFF) eller andre finansielle værktøjer må også tages ianvendelse til at sikre, at der afsættes tilstrækkelige midler til at nå den integreredeEU-havpolitiks overordnede mål.På hvilke områder har fiskerierhvervet et nært samarbejde med andre sektorer?Hvor er det specifikt påkrævet med integration i den integrerede EU-havpolitik?Hvordan kan den fremtidige fælles fiskeripolitik bidrage til fiskerierhvervets,herunder såvel fiskerflåders og akvakulturs, adgang til havområder inden forintegreret fysisk planlægning?Hvordan kan den fremtidige fælles fiskeripolitik bedst sikre sammenhæng medhavstrategirammedirektivet og dets gennemførelse?Hvordan kan den fremtidige fiskeripolitik støtte tilpasninger til klimaændringerog sikre, at fiskeriet ikke undergraver de marine økosystemers modstands-dygtighed?5.6.Politikkens videngrundlagVidenskabelig viden og data er af afgørende betydning for den fælles fiskeripolitik,fordi politiske beslutninger skal bygge på en solid og forsvarlig viden om denudnyttelse, som bestandene kan tåle, om fiskeriets virkninger for de marineøkosystemer og om virkningerne af andre ændringer såsom klimaændringer. Demenneskelige og institutionelle ressourcer, der er til rådighed til at levere dennerådgivning, bliver stadigt mere begrænsede, og de spørgsmål, der skal tages op, erblevet stadigt flere og stadigt mere komplekse.De fremtidige langsigtede forskningsprogrammer, der er målrettet den fællesfiskeripolitik, skal imødegå nye udfordringer som fx behovet for at fremme synergipå europæisk, nationalt og regionalt plan, integrere fiskeripolitikken med andremaritime anliggender (navnlig økosystemtilgang og klimaændringer) og videreføreudviklingen af politiske instrumenter og styreformer. Meddelelsen om en europæiskstrategi for havforskning og maritim forskning12, som Kommissionen offentliggjordefor nylig, er et første skridt på vejen mod en sådan integration.Der bør fortsat lægges vægt på at forbedre kommunikationen mellem videnskabsfolk,politiske beslutningstagere og aktører, navnlig Den Rådgivende Komité for Fiskeriog Akvakultur (ACFA) og de regionale rådgivende råd (RRR'er), og sikre deres fuldeengagement.Hvordan kan der etableres et grundlag for at frembringe videnskabelig forskningaf høj kvalitet inden for fiskeri i fremtiden, herunder i regioner, hvor der forøjeblikket ikke forskes? Hvordan sikres der bedst en god koordinering mellemforskningsprogrammer inden for EU? Hvordan kan det sikres, at der er ressourcertil rådighed, og at unge forskere undervises i dette fagområde?Hvordan kan de disponible ressourcer bedst sikres og udnyttes til at tilvejebringe

relevant og rettidig rådgivning?Hvordan kan vi bedre fremme aktørers deltagelse i forskningsprojekter oginddrage aktørers viden i forskningsbaseret rådgivning?5.7.Strukturpolitik og offentlig finansiel støtteDer ydes en betydelig offentlig finansiel støtte til fiskeriet, både via EU's fiskerifondeog forskellige bistands- og støtteforanstaltninger i medlemsstaterne, herunderskattefritagelser. Den er også ofte i modstrid med den fælles fiskeripolitiks mål, bl.a.behovet for at mindske overkapaciteten, og den har til tider tilsyneladende gjort destrukturelle problemer værre snarere end bidraget til at afhjælpe dem.Med reformen af den fælles fiskeripolitik i 2002 blev der gjort vigtige fremskridt iden rigtige retning, idet man ophævede nogle former for finansiel støtte, som direktebidrog til overkapacitet og overinvestering. Men synergien er ikke udviklet itilstrækkelig grad, og der er meget få betingelser knyttet til den måde, sommedlemsstaterne kan bruge deres fiskerifonde på. Dertil kommer, at det aktuellesystem ikke er udformet til at imødegå nye udfordringer eller hastigt forandredevilkår. Det vil skulle kunne tilpasse sig til fx udviklingen inden for den integreredeEU-havpolitik, gennemførelsen af havstrategidirektivet og kystområdernes tilpasningtil klimaændringerne. Den nuværende fordeling af fiskerifondene bygger påregionale konvergenskriterier snarere end på den europæiske flådes sammensætningog dens strukturelle mangler.Dette dokumenterer, at der er behov for en meget tættere forbindelse mellem denoffentlige finansiering (især Den Europæiske Fiskerifond) og politikkens mål og nyeudfordringer, som påvirker marine aktiviteter. Den kommende reform vil skullesikre, at erhvervets strukturelle mangler afhjælpes samtidig med, at der træffesforholdsregler mod eventuelle uønskede bivirkninger af reformen. Den bør fremmeog lette omstruktureringen og moderniseringen af det europæiske fiskerierhverv,hjælpe det med at forbedre dets økonomiske levedygtighed på lang sigt og undgå atfastholde overkapaciteten kunstigt.Hvad bør prioriteres højest i den fremtidige offentlige finansielle støtte oghvorfor? Hvilke ændringer kan fiskerierhvervet ikke klare alene, så der derfor erbehov for offentlig finansiel støtte?Hvordan kan vi ændre fokus for EU's finansielle ressourcer, så innovation ogtilpasning til nye politikker og omstændigheder fremmes? Er der nyepolitikområder, der kræver finansiering? Bør den offentlige finansielle støttekoncentreres om specifikke foranstaltninger såsom at eliminere udsmid ifiskerierhvervet?Hvordan kan der sikres synergi og sammenhæng mellem fondsmidler under denfælles fiskeripolitik og andre EU-instrumenter og nationale instrumenter?Hvordan kan der opnås synergi mellem den fremtidige fælles fiskeripolitikssøjler? Bør offentlig støtte gøres betinget af, at medlemsstaterne opfylderpolitikmål?

Hvordan kan EU's finansielle ressourcer udvikles med henblik på at give denfleksibilitet, der er nødvendig for at kunne reagere hurtigt, når der opstår enkrise?Bør alle sektorer (ikkeindustrialiseret og industrialiseret fiskeri) komme ibetragtning på samme måde for så vidt angår offentlig finansiel støtte? Bør DenEuropæiskeFiskerifondfortsatskelnemellemkonvergens-ogikkekonvergensregioner?Bør indirekte støtte såsom tjenester i forbindelse med fiskeriforvaltning (adgang,forskning og kontrol) fortsat ydes uden vederlag for alle fiskerierhvervetssektorer?Bør permanent fiskeristøtte udfases, så støtte alene og for en tidsbegrænsetperiode ydes med henblik på at afbøde de sociale virkninger af omstruktureringenaf sektoren?5.8.Den eksterne dimensionIfølge traktaten omfatter EU's enekompetence i relation til bevarelse af akvatiskeressourcer også forvaltning af EU-flådernes fiskeriaktiviteter i farvande uden for EU.Hovedmålet for aktiviteter inden for den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension børvære at udvide principperne om bæredygtigt og ansvarligt fiskeri på internationaltplan. Dette mål må helt og fuldt tilgodeses inden for den integrerede EU-havpolitiksmål om god havforvaltning og bæredygtig udvikling af kystregioner. Andre mål, somfor øjeblikket styrer den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension, fx opretholdelse afen EU-flåde, der fisker internationalt, og sikring af, at denne flåde forsyner EU-markedet, synes mindre relevante på nuværende tidspunkt.Idéen om, at EU-fartøjers verdensomspændende tilstedeværelse støtter EU'slegitimitet og indflydelse i regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, forekommerikke så indlysende på nuværende tidspunkt: selv uden fiskeriinteresser har mangeinternationale partnere demonstreret deres evne til at øve indflydelse på den globalefiskeriforvaltning og deltage aktivt i internationale fora. Desuden er alene EU-markedets store betydning i verdenshandelen med fiskevarer tilstrækkelig legitimitetfor vor medvirken i regionale og andre multilaterale fora. Det må også nævnes, atlogikken i EU's eksterne flåde, som forsyner EU-markedet, undergraves af vor storeog stigende afhængighed af import.Der må sikres en sammenhæng med andre EU-politikker inden for alle dele af denfælles fiskeripolitik. EU's udviklings- og miljøpolitik har en særlig rolle at spille i deteksterne aspekt.Det er derfor afgørende, at målene for den eksterne dimension tages op til fornyetovervejelse og omdefineres, så de opfylder behovene i det 21. århundrede.En fremtidig fælles fiskeripolitik bør fortsat tilskynde til ansvarligt fiskeri iinternationale fora som fx De Forenede Nationers Generalforsamling og FAO som endel i EU's overordnede ansvar og indsats for at opnå en bedre forvaltning af haveneglobalt set. Vi må fortsat arbejde med spørgsmål såsom havretten, beskyttelsen af

sårbare marine økosystemer mod destruktiv fiskeripraksis og også fortsat deltage iforhandlingerne om at udarbejde en international aftale om marine genetiskeressourcer, der befinder sig uden for national jurisdiktion.Regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) anses indtil videre for at værede bedste instrumenter til at forvalte fiskeriet - navnlig for fælles og stærkt vandrendefiskebestande i de eksklusive økonomiske zoner (EEZ'er) og på åbent hav. Men deresindsats er svingende, og de har ikke altid været effektive til at vedtage skrappebevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, til at sikre overholdelsen af sådanneforanstaltninger eller til at indføre passende kontrolforanstaltninger. Det er derforpåkrævet at styrke deres engagement i den henseende og deres samlede indsats.Arbejdet med internationale partnere vil fortsat være afgørende for at nå dette mål.2002-reformen af den fælles fiskeripolitik førte til, at man gik bort fra traditionellefiskeriaftaler, som hovedsageligt byggede på princippet "betal, fisk og farvel" til denmere helheds- og samarbejdsorienterede tilgang i de nugældendefiskeripartnerskabsaftaler. Sideløbende med at skaffe EU-fartøjer adgang, tilstræberde nuværende fiskeripartnerskabsaftaler at styrke landenes kapacitet til at sikrebæredygtigt fiskeri i egne farvande.Hovedparten af den finansielle modydelse i forbindelse med sådanne aftaler går til athjælpe partnerlande med at styrke deres fiskeripolitik, herunder videnskabeligforskning samt kontrol og overvågning af fiskeri i deres farvande. Disse aftalerkræver imidlertid meget "omfattende vedligeholdelse" og har vist sig problematiskeat gennemføre i mange lande på grund af politisk ustabilitet eller langsom – eller inogle tilfælde manglende – udnyttelse af den ydede bistand til fiskeripolitikken. Påden anden side udtrykker dele af EU's fiskerierhverv – især tunsektoren – storinteresse for at udvide netværket af aftaler for bedre at kunne følge vandrende arter,som de fisker efter i tilstødende EEZ'er. EU-fiskerne er også interesseret i at udøvederes aktiviteter i EEZ'er, hvor EU-aftaler giver høj retssikkerhed oggennemskuelighed.Den største fordel ved fiskeripartnerskabsaftaler er, at de bidrager til at forbedreforvaltningen af fiskeriet i udviklingslandes farvande. Kapaciteten med hensyn tilvidenskabelig analyse og forskning bør ikke desto mindre styrkes for bedre atvurdere bestandenes bevarelsesstatus og fastsætte bæredygtige fangstniveauer.Støtten til fiskerierhvervet, navnlig som led i fiskeripartskabsaftalerne, har bidragettil at udvikle erhvervet, men ikke på en sådan måde, at det får mærkbar indflydelsepå fattigdomsbekæmpelsen og opfyldelsen af årtusindudviklingsmålene. De eksternefiskeripolitikker bør tage større hensyn til tredjelandenes fødevaresikkerheds-strategier.Den nuværende udformning af vore aftaler bør derfor tages op til fornyet overvejelsefor at sammen med tredjelande at finde alternative ordninger, som i højere gradopfylder vort fiskeris og vore partneres behov. Det kan i den henseende være værd atse nærmere på indførelsen af regionale samarbejdsformer især i en tid, hvor dettilskyndes at anvende regional integration som et udviklingsværktøj.Det centrale mål for den fælles fiskeripolitik er at fremme ansvarligt ogbæredygtigt fiskeri. Findes der argumenter for at lade den fælles fiskeripolitikseksterne dimension være styret af andre mål?

Hvordan kan EU styrke sin internationale rolle med henblik på at fremme bedreforvaltning af havet globalt set og mere specifikt fiskeriet?Hvordan kan EU samarbejde med sine partnere om at gøre RFFO'erne mereeffektive?Bør fiskere i modsætning til det nugældende princip om fri adgang tilinternationale farvande betale for retten til at fiske på åbent hav under RFFO'ersforvaltning?Hvordan kan mål som fx tilskyndelse til investering (etablering af joint ventures,overførsel af knowhow og teknologier, investeringer og kapacitetsstyring forfiskerierhvervet mv.) jobskabelse (på fartøjer, i havne og iforarbejdningsindustrien) eller opmuntring til god forvaltning af havene nås somled i fremtidige internationale fiskeriaftaler?Er fiskeripartnerskabsaftalerne det bedste instrument til at opnå bæredygtigheduden for EU's farvande, eller bør de erstattes af andre samarbejdsformer? Bør detregionale perspektiv udforskes yderligere og enten erstatte eller supplere etstrømlinet bilateralt perspektiv?Hvordan kan vi gøre den videnskabelige forskning i vurdering af fiskebestandenesbæredygtighed og kontrollen med fiskeriaktiviteterne mere gennemskuelig ogeffektiv?Hvordan kan vi sikre et bedre samarbejde og efterlevelse af nye bestemmelser iudviklingslandene?Bør EU-aktører dække alle omkostninger ved deres fiskeri i tredjelandesfarvande, eller bør EU-budgettet fortsat yde delvis støtte til disse omkostninger?Hvordankanvibidragetilatstyrkefiskeriforvaltningskapacitet, fx via målrettet bistand?udviklingslandenes

Bør det aktivt tilstræbes at integrere de europæiske fiskerflåder og interesser itredjelande som et mål for den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension medhenblik på bl.a. at støtte de berørte partnerlandes udvikling?Hvordan kan synergien forstærkes mellem de forskellige støtteformer, deforskellige partnere i fiskerierhvervet og kyststaternes udviklingsstrategier?Bør akvakultur være omfattet af fremtidige partnerskabsaftaler?Hvordan kan det ikkeindustrialiserede fiskeris potentiale med hensyn tilbæredygtighed, miljøfordele og sociale fordele i tredjelande fremmes?5.9.AkvakulturAkvakultur tegner sig for en stigende del af den globale produktion af akvatiskefødevarer. Akvakulturproduktionen i EU er en vigtig økonomisk aktivitet i mangekystområder og kontinentale områder, men den er stagneret i de senere år.

Kommissionen har behandlet akvakulturs specifikke problemer på kort ogmellemlangt sigt i en særskilt meddelelse13. Det er imidlertid væsentligt at drøfteakvakulturens rolle i en reformeret fælles fiskeripolitik.Hvilken rolle bør akvakultur have i den fremtidige fælles fiskeripolitik: bør denintegreres som en fundamental søjle i den fælles fiskeripolitik med specifikke målog instrumenter, eller bør det overlades til medlemsstaterne at udvikle den pånationalt plan? Hvilke instrumenter er nødvendige for at integrere akvakultur i denfælles fiskeripolitik?6.KOMMENDE TILTAGReformarbejdet indebærer ikke, at arbejdet med at effektivisere den fællesfiskeripolitik inden for de bestående rammer indstilles. Meget kan og vil blive gjort iden tid, der går, inden reformen gennemføres. Dette omfatter:– en reform af kontrolpolitikken for at sikre, at beslutningerne gennemføres korrekt,og at der er lige konkurrencevilkår i alle medlemsstater– en fortsat indsats for at bekæmpe ulovligt, ureguleret og urapporteret fiskeri medhenblik på at komme dette fiskeri i europæiske farvande og import af produkter,der stammer fra dette fiskeri, til livs– nye incitamenter til at eliminere udsmid og beskytte følsomme arter og levesteder– yderligere integration af den fælles fiskeripolitik som led i den integrerede EU-havpolitik, herunder støtte til gennemførelse af havstrategien for at beskyttemiljøet i de marine økosystemer– en ny akvakulturstrategi, der imødegår de flaskehalse, som hindrer udviklingen afdenne sektor– oprettelse og gennemførelse af yderligere langsigtede forvaltningsplaner medhenblik på at nedbringe fiskeritrykket på overudnyttede bestande og bringebestandene op på niveauet for maksimalt bæredygtigt udbytte– forbedret gennemskuelighed for forbrugere og yderligere forbedringer afproduktionens sporbarhed i hele markedskæden.Med disse initiativer tilsigtes det at afhjælpe hastende problemer på kort ogmellemlangt sigt, mens den langsigtede gennemgang af politikrammen finder sted.Initiativerne vil så vidt muligt blive udviklet i tråd med de retningslinjer, somafstikkes i forbindelse med denne reform af den fælles fiskeripolitik.Denne grønbog bør sammen med bidragene fra aktørorganisationer, forskerkredse,medlemsstaternes regeringer, civilsamfundet og tredjelande danne grundlag for enoffentlig debat om den fælles fiskeripolitiks fremtid. Kommissionen ønsker med13

denne debat at inddrage en bred vifte af politiske beslutningstagere og borgere, ligefra dem, der er direkte involveret i fiskerisektoren til andre politikområder og EU-borgerne i bred forstand som forbrugere, borgere og skatteydere. Repræsentanter ogaktører fra udviklingslande opfordres ligeledes til at deltage i drøftelserne og givederes synsvinkel til kende.Under hensyntagen til resultatet af revisionen af budgettet og uden at foregribe denkommende drøftelse af den næste finansielle ramme vil Kommissionen sammenfattedebatten i første halvdel af 2010 og fremlægges sine konklusioner om, i hvilkenretning reformen af den fælles fiskeripolitik går. Efterfølgende opstilles der enkonsekvensanalyse, og efter yderligere samråd med aktørerne vil Kommissionenudarbejde et forslag til en ny grundforordning, som forelægges Europa-Parlamentetog Rådet sammen med alle øvrige retsgrundlagsforslag i forbindelse med den nyefinansielle ramme efter 2013.7.DELTAG I DEBATTENFormålet med denne grønbog er at udløse og tilskynde til en offentlig debat og at fåsynspunkter frem om den fremtidige fælles fiskeripolitik. Kommissionen opfordreralle interesserede parter14til at kommentere spørgsmålene i denne grønbog ogtilskynder dem til at sende eventuelle kommentarer mv. senest den 31. december2009 til:Europa-Kommissionen – Generaldirektoratet for Maritime Anliggender og FiskeriReformen af den fælles fiskeripolitik1049 BruxellesBelgieneller med e-mail til: [email protected]Bidrag vil blive offentliggjort på internettet. Det er vigtigt at læse den medfølgendesærlige databeskyttelseserklæring, hvori det beskrives, hvordan personoplysninger ogbidrag vil blive behandlet.Der findes støttedokumenter og yderligere oplysninger om høringen på følgendewebsted: http://ec.europa.eu/fisheries/reform8.AKRONYMERFFP ………………………… Den fælles fiskeripolitikACFA …………………….... Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur