EF-Domstolen fastslår, at EU-arbejdssøgende kan have ret tiløkonomiske ydelser, som skal lette deres adgang til arbejdsmarkedetEF-Domstolen har den 4. juni 2009 afsagt en dom , som bl.a. præciserer påhvilke betingelser EU-borgere kan gøre krav på økonomiske ydelser i andreEU-lande, når de rejser dertil for at søge arbejde.Sagen vedrører særligt fortolkningen af en undtagelse til hovedreglen om2ligebehandling af EU-borgere i opholdsdirektivet fra 2004 . Undtagelsenindebærer, at et EU-værtsland kan bestemme, at borgere fra andre EU-lande,som ikke har status som arbejdstagere, kan nægtes adgang til sociale ydelseri den periode, hvor de søger job i EU-værtslandet. Bestemmelsen skalforhindre såkaldt ”socialturisme”, dvs. at EU-borgere rejser til andre EU-landefor at få udbetalt sociale ydelser uden at have reel tilknytning tilarbejdsmarkedet.Sagens faktiske omstændighederSagen vedrørte to græske statsborgere, Athanasios Vatsouras og JosifKoupatantze, som var rejst til Tyskland i 2006 for at arbejde.Athanasios Vatsourasindrejste i Tyskland i marts 2006 og havde i godt 10måneder arbejde, som dog gav en meget begrænset indtægt. Arbejdet1

Sag C-22/08 og C-23/08, Vatsouras og Koupatantze mod Arbeitsgemeinschaft Nürnberg 900.Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres ogderes familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område,om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 m.v. og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF,68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og93/96/EØF (EUTL 158 af 30.4.2004, s. 77).

ophørte i januar 2007. I en periode under arbejdsforholdet søgte han og fiktildelt en supplerende ydelse fra det offentlige.Josif Koupatantzefik arbejde i Tyskland den 1. november 2006 ogarbejdede indtil 21. december (knap 2 måneder), hvor han blev afskediget pågrund af arbejdsgiverens økonomiske problemer.Da de efterfølgende søgte om en tysk bistandsydelse fik de afslag frajobcentret i Nürnberg med henvisning til, at de ikke have ret til ydelser eftertysk lovgivning. Vatsouras og Koupatantze indbragte herefter det tyskejobcenters afslag for Sozialgericht Nürnberg (socialretten i Nürnberg).Sozialgericht fandt, at de to ikke var omfattet af de særlige garantier for»arbejdstagere«, fordi Vatsouras’ »korte ubetydelige beskæftigelse« var»ikke-eksistenssikrende«, og Koupatantzes beskæftigelse »kun lige varede imere end en måned«. Sozialgericht stillede imidlertid spørgsmål ved, omundtagelsen i direktivet var forenelig med EU’s ligebehandlingsprincip.Tyskland,Danmark,Holland og Storbritannienhar afgivet indlæg i sagen.Isit indlæg har den danske regering bl.a. anført, at kortvarig og ubetydeligbeskæftigelse ikke medfører status som arbejdstager og dermed heller ikke3adgang til sociale ydelser efter opholdsdirektivet .Dommens præmisser-Definitionen af arbejdstagere

Domstolen indleder med at opfordre Sozialgericht til at undersøge, om de togrækere – på trods af den tyske socialrets afvisning heraf - alligevel kanbetragtes som arbejdstagere i lyset af Domstolens praksisDomstolen gennemgår i den forbindelse sin årelange retspraksis omfortolkning af arbejdstagerbegrebet. Det følger navnlig heraf, at:”Enhver person, der udøver en

reel og faktisk beskæftigelse,

bortsetfra beskæftigelse af så ringe omfang, at den fremtræder som et rentmarginalt supplement, skal anses for »arbejdstager«” (præmis 26).Uanset det begrænsede lønniveau og beskæftigelsens korte varighed kan detnemlig ikke udelukkes, at de nationale myndigheder ud fra en samlet

Domstolen går herefter over til at undersøge den bestemmelse iopholdsdirektivet, der gør det muligt at nægte sociale ydelser til EU-arbejdssøgende, der ikke er arbejdstagere.Domstolen bemærker i den forbindelse, idet den henviser til en dom fra42004 , at arbejdssøgende, når henses til indførelsen af unionsborgerskabet,med henblik på ansøgning om enøkonomisk ydelse, som har til formål atlette adgangen til arbejdsmarkedet,er omfattet af retten til ligebehandling(præmis 37).Domstolen anfører i den forbindelse:«Økonomiske ydelser, der, uanset hvorledes de betegnes i dennationale lovgivning, har til formål at lette adgangen til arbejdsmarkedet,

kan ikke anses for »sociale ydelser«

i den forstand, hvori udtrykket eranvendt i [opholdsdirektivets] artikel 24, stk. 2».(præmis 45)Med andre ord omfatter undtagelsen ikke alle økonomiske ydelser tilarbejdssøgende, men kun sociale ydelser. I den forbindelse præcisererDomstolen, at formålet med ydelsen skal analyseres i forhold til resultaterneog ikke til ydelsens formelle struktur (præmis 42).Domstolen tilføjer dog, også med henvisning til tidligere retspraksis, at det erlegitimt, at et værtsland kun udbetaler en sådan ydelse til arbejdssøgende,der har enreel forbindelse til arbejdsmarkedet i værtslandet(præmis 38).Hvorvidt der består en sådan forbindelse, afhænger ifølge Domstolen bl.a. af,om det kan fastslås, at personen i et rimeligt tidsrum faktisk og reelt har søgtarbejde i den pågældende medlemsstat (præmis 39).Domstolen overlader det herefter til de nationale myndigheder og domstoleikke blot at fastslå, om der består en reel forbindelse til arbejdsmarkedet, menogså at undersøge de forhold, der ligger til grund for ydelsen.

Domstolen præciserer, at en betingelse som den, der er fastsat i Tyskland forbistandsydelser til arbejdssøgende, hvorefter den pågældende skal være”arbejdsdygtig”, vil kunne udgøre et indicium for, at ydelsen har til formål atlette adgangen til beskæftigelse (præmis 43).Dommen kan herefter sammenfattes på følgende måde:1. Ved vurderingen af, om en EU-borger har krav på sociale ydelser, skal derførst tages stilling til,om den pågældende kan betragtes somarbejdstager,jf. Domstolens definition heraf. Hvis der er tale om enarbejdstager har han/hun ret til sociale ydelser i tilfælde af arbejdsløshed pålige fod med hjemlandets arbejdstagere.2. Hvis EU-borgerenikke kan betragtes som arbejdstager,men somjobsøgende, kan han/hun få tildelt økonomiske ydelser under jobsøgningen,såfremt følgende betingelser er opfyldt:-ydelserne skal havetil formål at lette adgangen tilarbejdsmarkedet.Ydelsens formål - ikke dens struktur - er i denforbindelse afgørende. En betingelse som i den tyske lov, om atmodtagerne skal være arbejdsdygtige, kan udgøre et indicium for, atydelsen skal lette adgangen til arbejdsmarkedet.den jobsøgende skal have godtgjort enreel forbindelse tilarbejdsmarkedeti værtslandet. Det afgørende er her, om han/hun irimeligt tidsrum faktisk og reelt har søgt arbejde i landet.

Det bemærkes, at dommen formentlig er meget konkret, bl.a. fordi der var taleom to arbejdssøgende EU-borgere, der allerede havde haft – om endbegrænsede - ansættelser i værtslandet og derfor havde en vis tilknytning tilarbejdsmarkedet. Desuden søgte og fik de hurtigt arbejde i Tyskland og blevdermed uafhængige af sociale ydelser../.Dommen vedlægges.Med venlig hilsenThomas Fich(3611)