EU-note - 2008-09 - E 48: Grønbog om retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

Grønbog om retsafgørelser på det civil- og handelsretlige områdeEuropa-Kommissionen fremlagde den 21. april 2009 en grønbog om de EU-regler, som i dag regulerer hvilket lands domstol, der har kompetence til atdømme i en grænseoverskridende sag på det civil- og handelsretlige område,og hvordan en dom afsagt i ét land kan anerkendes og fuldbyrdes i et andet1land .Formålet med grønbogen er at indlede en bred høring om, hvorvidt der er2behov for at forbedre disse regler .Sidste frist for afgivelse af høringssvar er den 30. juni 2009.Det eksisterende regelsæt i EU er fastsat i den såkaldte ”Bruxelles I forord-ning”, som trådte i kraft 1. marts 2002 og afløste og moderniserede reglerne iden såkaldte domskonvention af 1968.Danmark er ikke omfattet af Bruxelles I forordningen på grund af det retsligeforbehold, som indebærer, at Danmark ikke kan deltage i EU’s overstatsligesamarbejde om retlige og indre anliggende.Til gengæld har Danmark opnået tilknytning til forordningen gennem en kon-kret mellemstatslig aftale med EU, som trådte i kraft i 2007 (en såkaldt paral-3lelaftale)

Grønbog om revision af forordning 44/2001 om kompetence og om anerkendelse ogfuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område af 21. april 2009– Kom(2009)175.Grønbogen bygger på en statusrapport, hvor Kommissionen evaluerer regelsættetefter de første fem år - Kom(2009)174.Rådets afgørelse for indgåelsen af parallelaftalen med Danmark har retsgrundlag iTEF art. 61 (civilretlige samarbejde) og TEF art. 300, stk. 2 første afsnit og stk. 3første afsnit. Aftalens bestemmelser er gennemført i dansk lovgivning ved lov nr.1563 af 20/12 2006 og har fundet anvendelse siden 1. juli 2007.

I. Bruxelles I forordningenBruxelles I forordningen er en del af EU’s civilretlige samarbejde, som sigterpå at gøre det lettere at løse grænseoverskridende retlige tvister i EU.Forordningen fastsætter fælles regler for, hvilket lands domstol, der har kom-petence til at dømme i en grænseoverskridende sag på det civil- og handels-retlige område, samt hvordan en dom afsagt i ét land kan anerkendes ogfuldbyrdes i et andet land.Som udgangspunkt er ”sagsøgtes bopæl”det afgørende kriterium for, hvilkendomstol der harkompetencetil at træffe afgørelse i en sag. Personer, der harbopæl på en medlemsstats område, sagsøges uanset deres nationalitet, veddomstolene i denne medlemsstat. En svensk borger eller virksomhed, somønsker at lægge sag an mod en græsk virksomhed, skal således som ud-gangspunkt gøre dette i GrækenlandForordningen muliggør dog en række afvigelser fra dette princip og tillader, atretssager kan finde sted i en anden medlemsstat end den, hvor sagsøgte harbopæl. Bl.a. er der særlige regler for forbrugere, som muliggør, at forbrugerekan lægge sag an mod en virksomhed i den stat, hvor de har bopæl.Et andet centralt princip i forordningen er, at enhver retsafgørelse fra en an-den medlemsstats domstol på det civil- og handelsretlige område skalaner-kendesi de øvrige medlemsstater, uden der kan stilles krav om anvendelsenaf en særlig procedure. Den udenlandske retsafgørelse kan under ingen om-stændigheder efterprøves med hensyn til sagens realitet.Dog gælder, at medlemsstaterne kan nægte at anerkende retsafgørelser,hvis:de åbenbart strider mod grundlæggende retsprincipper i den med-lemsstat, som anmodningen rettes tildet indledende processkrift i sagen ikke er blevet forkyndt for sag-søgte i så god tid og på en sådan måde, at denne har kunnet for-svare sigden er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de sammeparter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til

II. Grønbog om behov for revision af Bruxelles I forordningenFormålet med Kommissionens grønbog er som sagt, at se nærmere på, omder er behov for at revidere de eksisterende EU-regler vedrørende anerken-delse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.Kommissionen har derfor foretaget en grundig evaluering af forordningenshidtidige anvendelse i medlemsstaterne.Kommissionen finder generelt, at Bruxelles I forordningen har fungeret glim-rende og har lettet de grænseoverskridende retssager på det civil- og han-delsretlige område i EU.Men Kommissionen peger alligevel på en række specifikke områder, hvor derer problemer og derfor kunne være behov for at revidere regelsættet.Det gælder bl.a. følgende spørgsmål:1. Bør man afskaffe den såkaldte eksekvaturproceduren?2. Hvordan kan forordningens anvendelse forbedres i forhold til det in-ternationale system?3. Hvordan styrkes virkningen af såkaldte værnetingsaftaler?4. Hvordan løser man de særlige problemer i forbindelse med tvisterom industriel ejendomsret?5. Bør man revidere forordningens krav om såkaldt ”litispendens” og”indbyrdes sammenhængende krav”?6. Er der behov for at få præciseret, hvornår man kan anvende såkaldt”foreløbige retsmidler”?

1. Afskaffelse af eksekvaturproceduren (art. 38)Kommissionen foreslår, at man afskaffer den såkaldte”eksekvaturprocedure”,som er den procedure i fuldbyrdelsesstaten, der fastslår, at en dom kan fuld-byrdes.Kommissionen begrunder sit forslag med, at EU-borgerne bruger unødig tidog ressourcer på at skulle vente på retternes afgørelser, og at langt de flesteanmodninger alligevel efterkommes (mellem 90 og 100 pct.). Kun mellem 1og 5 pct. af disse afgørelser appelleres. Og hvis der i exceptionelle tilfældegives medhold, sker dette som oftest for at sikre sagsøgtes processuelle ret-tigheder.Kommissionen spørger dog i den forbindelse om, man bør opretholde vissegarantier i form af eksempelvis en ”særlig prøvelsesprocedure”, hvis manafskaffer ”eksekvaturproceduren”?2. Forordningens anvendelse i det internationale systemDe fleste af Bruxelles I forordningens bestemmelser gælder kun, hvis en sag-søgt har bopæl i en EU-medlemsstat. Hvis derimod sagsøgte bor i et land6uden for EU, gælder som hovedregel national lovgivning .Denne mangel på harmoniserede EU-regler kan ifølge Kommissionen føre tiluensartet retsbeskyttelse af EU-landenes borgere.Kommissionen foreslår derfor, at man overvejer at udvide forordningens sær-lige kompetenceregler til også at omfatte sagsøgte med bopæl i tredjelande.

Kommissionen spørger i den forbindelse om det kunne være hensigtsmæssigtat opstilleyderligere kriterierfor fastsættelsen af kompetencen i tvister, hvorsagsøgte har bopæl i et tredjeland.Kommissionen er dog opmærksom på, at fælles EU-regler kan øge risikoenfor, at der indledes parallelle søgsmål ved domstole i både en medlemsstat oget tredjeland og foreslår derfor en række foranstaltninger for at imødegå detteproblem.F.eks. finder Kommissionen, at det bør overvejes, i hvilke tilfælde og på hvilkebetingelser EU-landenes domstole bør have mulighed for aterklære sig in-kompetentetil fordel for domstole i tredjelande, samt hvornår retsafgørelserfra tredjelande bør anerkendes og fuldbyrdes i EU.Endelig foreslår Kommissionen, at man overvejer, om der kan fastsættesfælles EU-regler for virkningen af retsafgørelser truffet ved domstole i tredje-lande?3. Værnetingsaftaler (art. 23)Kommissionen finder det også nødvendigt at styrke forordningens regler om7indgåelsen af såkaldte ”værnetingsaftaler” .En værnetingsaftale er en aftale indgået mellem en sags parter om, at en sagskal anlægges ved en anden domstol end den, der ifølge de almindeligekompetenceregler er kompetent.Kommissionen ser navnlig problemer i de tilfælde, hvor der indledes parallelleretssager i flere medlemsstater. Ifølge Kommissionen forekommer det her, aten part anlægger sag i en anden medlemsstat end den aftalte med det formålat forsinke en sag. Parten kan på denne måde have held til at omgå en gyldigværnetingsaftale og skabe en kommerciel fordel til sig selv.For at imødegå disse problemer, foreslår Kommissionen bl.a., at man fritagerden domstol, som parterne har aftalt skal tage sig af en sag for forordningenskrav om at skulle udsætte en sag, indtil den kompetente domstol er fundet.Ulempen ved denne løsning er ifølge Kommissionen, at man risikerer at ståmed to uforenelige retsafgørelser.En anden løsning kunne være, at man indførte en slags omvendt prioriterings-regel, der betyder, at det er den domstol, som er udpeget ved en værnetings-aftale, derførstskal tage stilling til, om den har kompetence. Enhver anden

domstol skal udsætte sin behandling, indtil førstnævnte ret har fastslået sinkompetence.Endelig foreslår Kommissionen, at der indføres et krav om erstatningspligt forbrud på værnetingsaftaler.4. Industriel ejendomsretKommissionen vurderer, at tvister omindustriel ejendomsretvolder særligeproblemer i forhold til håndhævelsen af forordningens regler.Ifølge Kommissionen ser man på dette område ofte parter forsøge at ”torpe-dere”en kompetent domstols udøvelse af sin kompetence ved at indledesøgsmål ved en anden ret. Med denne taktik kan en part have held til at for-hindre en anden part i at anlægge sag omsagens realitetved den kompeten-te ret. I værste fald kan dette føre til, at der slet ikke kan rejses erstatnings-sag.Det er ifølge Kommissionen ikke blot anerkendelsessøgsmål, der benyttessom torpedoer, men også modkrav med påstand om en industriel ejendoms-rets ugyldighed i f.eks., en patentsag.Da sager om patenters gyldighed skal behandles ved domstolene i den med-lemsstat, hvor patentet er registreret, er den ret, som behandler sagen ompatentet, forpligtet til at udsætte sagen, indtil sagen vedrørende ”gyldighedenforeligger. Dette kan give betydelige forsinkelser.Den bedste løsning på problemet er, ifølge Kommissionen, at oprette en fæl-leseuropæisk patentdomstol,som kan træffe alle afgørelser om gyldighed og8krænkelse af europæiske patenter .Men indtil EU-landene når til enighed om en sådan ordning, vurderer Kom-missionen dog, at visse af manglerne vil kunne klares ved at revidere Bru-xelles I forordningen. Eksempelvis vil man med fordel kunne styrke de invol-verede domstoles koordinering af parallelle søgsmål om krænkelser af paten-ter gennem forbedret kommunikation og samarbejde.Endelig foreslår Kommissionen at gøre det muligt for en sagsøger at forenesager mod flere forskellige parter ved én domstol, hvis de alle mistænkes forat have krænket et europæisk patent og alle tilhører samme koncern og følgeren samordnet politik.

5. Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav (art. 27)Også forordningens generelle krav om såkaldtlitispendens”bør ifølge Kom-missionen overvejes.Bestemmelsen om litispendens indebærer, at hvis en sag anlægges paralleltved domstole i forskellige medlemsstater, skal den domstol ved hvilken sagener anlagt sidst udsætte den, indtil den anden domstol har fastslået kompeten-cen.Kommissionen foreslår bl.a., at problemet kan afhjælpes ved at styrke kom-munikation og samarbejde mellem de involverede domstole.Hvad angår forordningens krav omsammenhængende krav,foreslår Kom-missionen, at det bør overvejes at åbne op for, at der på EU-plan kan anlæg-ges samlede sager og/eller mod flere parter.6. Foreløbige retsmidler (art. 31)Kommissionen ser også vanskeligheder i forbindelse med anvendelsen afforordningens bestemmelser om såkaldt ”foreløbige retsmidler”.Et problem kan opstå i forbindelse med de såkaldt”sikrende foranstaltninger”,som en domstol ifølge forordningen kan fastsætte uden indkaldelse af sag-søgte, og som kan fuldbyrdes uden forudgående forkyndelse for sagsøgte.EF-Domstolen har tidligere fastslået, at sådanne retsmidler uden indkaldelse9af sagsøgte, ikke er omfattet af forordningens regler .Kommissionen finder derfor, at det her kunne være hensigtsmæssigt at fåpræciseret, om en kendelse, som alene er afsagt på grundlag af den eneparts anmodning, kan anerkendes og fuldbyrdes, hvis blot den anden ikke-hørte partefterfølgende har haft mulighed for at anfægte kendelsen.Et andet problem kan opstå i forbindelse med retskendelser, som tager sigtepå at fremskaffe oplysninger og beviser.EF-Domstolen har her tidligere fastslået, at en kendelse om vidneafhøringmed henblik på at give den begærende part mulighed for at vurdere det for-målstjenlige i at anlægge sag, ikke er omfattet af begrebet ”foreløbige” herun-der ”sikrende retsmidler”.Kommissionen finder, at det ville give en bedre retsbeskyttelse, hvis man fikfastslået, at kompetencen med hensyn til sådanne foranstaltninger foruden attilkomme de retter, der kompetence til at behandle hovedsagen, også tilkom-mer retterne i de medlemsstater, hvor de ønskede oplysninger eller beviserbefinder sig.

Dette er ifølge Kommissionen navnlig vigtigt i sager omintellektuel ejendoms-ret,hvor beviser ofte skal sikres gennem undersøgelseskendelser og beslag-læggelser, samt isøretssager.7. VoldgifterVoldgifter er ikke omfattet af Bruxelles I forordningen. Dette skyldes ifølgeKommissionen, at anerkendelsen og fuldbyrdelsen af voldgiftssager er omfat-tet af New York-konventionen fra 1958, som alle medlemsstaterne har under-tegnet.Kommissionen vurderer, at Konventionen generelt fungerer tilfredsstillende ogderfor bør benyttes som udgangspunkt for yderligere indsats.Kommissionen mener dog, at der er visse mere specifikke spørgsmål vedrø-rende voldgift, som bør tages op for at sikre den frie bevægelighed for vold-giftskendelser i Europa, samt for at forhindre at der rejses parallelle sager.Bl.a. mener Kommissionen, at der er behov for endelvis ophævelseaf ude-lukkelsen af voldgiftssager fra forordningens anvendelsesområde, så man kanfå et bedre samspil mellem voldgiftssager og retssager. Eksempelvis skalretsafgørelser, som stadfæster voldgiftskendelser, omfattes af forordningensbestemmelser.En sådan delvis afskaffelse af undtagelsen kunne også åbne mulighed foranerkendelse af retsafgørelser om en voldgiftsaftalesgyldighed.Endelig foreslår Kommissionen mere generelt et øget samarbejde mellemdomstole og voldgiftsretten om eksempelvis voldgiftsaftalers gyldighed.

Hvor meget anvendes Bruxelles I forordningen?