Europaudvalget

EU-konsulenten

Til:

Dato:

Udvalgets medlemmer og stedfortrædere

21. januar 2009

 

Kommissionens næstformand afviser kritik af forslaget om aktindsigt i EU-dokumenter

Kommissionens næstformand, Margot Wallström, som bl.a. er ansvarlig for åbenhed, afviser på det kraftigste, at forslaget til ændring af forordningen om aktindsigt i EU-dokumenter vil føre til, at EU-dokumenter, som offentligheden i dag har ret til aktindsigt i, ikke længere vil være omfattet af aktindsigten. Kommissionen fremsatte forslaget i foråret 2008[1].

 

Udtalelsen faldt under et fælles møde den 20. januar 2009 mellem Europa-Parlamentets såkaldte LIBE-udvalg (Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender) og medlemmer fra de nationale parlamenters respektive retsudvalg. Sidstnævnte var inviteret til at diskutere en række emner vedrørende borgernes rettigheder, navnlig forslaget om aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter. Det er LIBE-udvalget, der er ansvarligt for at behandle forslaget i Europa-Parlamentet.

 

Kritikken af forslaget er navnlig kommet fra EU’s ombudsmand og EU’s datatilsynsmyndighed, som i juni 2008 i skarpe vendinger kritiserede forslaget for at føre til en begrænsning af offentlighedens aktindsigt i EU-dokumenter. Kritikken er gennemgået i EU-note E 62 af 25. september 2008. Selve forordningsforslaget, som Kommissionen fremsatte den 30. april 2008, er gennemgået i hovedtræk i EU-note E 49.

 

Kommissær Wallström insisterede på, at Kommissionen med de fleste af sine ændringsforslag alene ønskede at rydde op i en række uklare bestemmelser i den gældende forordning 1049/2001.

 

Det formentlig væsentligste kritikpunkt knytter sig til den foreslåede nye dokumentdefinition. Kommissionen foreslår, at det til den nuværende definition af ”dokument”, som i dag skal forstås som ”ethvert indhold uanset medium” bl.a. tilføjes ordene ”når det er udarbejdet af en institution og videresendt til en eller flere modtagere eller på anden måde registreret eller modtaget af en institution”.

 

Kommissionen afviser, at denne præcisering udgør en indskrænkning af den nuværende definition, og anfører tværtimod, at den nuværende definition fører til vilkårlighed i anvendelsen, da den overlader EU-institutionerne et vidt skøn med hensyn til at afgøre, hvad et dokument er. Kommissæren anførte dog, at hun var villig til at se på alternative forslag til formuleringer, som kunne medføre præciseringer af teksten, så den blev mere klar og anvendelig.

 

Ifølge Kommissæren indebærer de øvrige ændringer og præciseringer i forslaget navnlig en ajourføring af forordningen på baggrund af retspraksis fra EF-Domstolen samt en nødvendig integrering af EU-lovgivningen om databeskyttelse i aktindsigtsforordningen.

 

En række nationale parlamentsmedlemmer udtrykte på mødet kritik af Kommissionens forslag for at føre til en begrænsning af aktindsigten. Kritikken kom navnlig fra medlemmerne af Sveriges og Finlands parlamenter.

 

Formandskabet for det Fælles Udvalgsmøde afsluttede mødet med at konkludere:

-          at der er en række problemer i Kommissionens forslag til ændring af forordningen om aktindsigt, navnlig i den nye dokumentdefinition

-          at det er vigtigt, at de gode elementer i den eksisterende forordning bibeholdes

-          at det er vigtigt ikke at haste forslaget igennem.

 

Status i sagen er, at Rådet i efteråret 2008 gik i gang med at behandle forslaget på arbejdsgruppeniveau. Forslaget har også været drøftet i Europa-Parlamentets LIBE-udvalg i november 2008. Der er fortsat ikke sat dato for behandlingen af forslaget på et rådsmøde.

 

 

Med venlig hilsen

 

Thomas Fich

(Tlf. 3611)

 

 



[1] KOM(2008) 229.