Europaudvalget |
|
EU-konsulenten |
|
Til: Dato: |
Udvalgets medlemmer og stedfortrædere 6. januar 2009 |
EF-Domstolen stadfæster Metock-dommen
EF-Domstolen har den 19. december 2008 afsagt kendelse i en sag[1], som har væsentlige lighedspunkter med det sagsforløb, som førte til Metock-dommen af 25. juli 2008.
Ved Metock-dommen fastslog Domstolen, at EU-landene ikke ved deres implementering af opholdsdirektivet fra 2004 kunne stille som betingelse for en tredjelandsstatsborgers familiesammenføring med en EU-borger, der benytter sig af sin ret til fri bevægelighed, at tredjelandsstatsborgeren tidligere havde fået lovligt ophold i et andet EU-land[2].
Den nye sag vedrørte den tyrkiske statsborger Deniz Sahin, som søgte asyl i Østrig i 2003, og i 2006 blev gift med en tysk kvinde, der boede og arbejdede i Østrig. Deniz Sahin ansøgte derefter de østrigske myndigheder om et tidsbegrænset opholdskort, men fik afslag med henvisning til, at han havde fået en foreløbig asylretlig opholdstilladelse.
I sin kortfattede afgørelse henholder Domstolen sig til at gentage sin argumentation fra Metock-dommen.
Alene det forhold, at Domstolen træffer afgørelse ved begrundet kendelse uden forudgående retsmøde og ikke ved dom, understreger, at der intet nyt tilføjes i den nye afgørelse i forhold til Metock-dommen. Denne forenklede procedure, som Domstolen gør brug af i sagen, kan nemlig kun benyttes - uden høring af sagens parter - hvis det spørgsmål, der rejses i en præjudiciel sag, er identisk med et spørgsmål, der er afgjort i en tidligere sag, eller hvis besvarelsen klart kan udledes af retspraksis[3].
./.     Dommen vedlægges.
Med venlig hilsen
Thomas Fich
(3611)