Europaudvalget

EU-konsulenten

Til:

Dato:

Udvalgets medlemmer og stedfortrædere

4. december 2008

 

 

EF-Domstolen underkender for tredje gang PMOI’s opførelse på EU’s terrorliste

EF-Domstolens Ret i Første Instans har ved dom af 4. december 2008 for tredje gang fastslået, at opførelsen af Peoples’ Mojahedin Organisation of Iran (herefter PMOI) på EU’s terrorliste var ulovlig, og at en afgørelse fra Rådet skal annulleres for så vidt angår PMOI.

 

For så vidt angår baggrunden for sagen om PMOI og EU’s terrorliste henvises til EU-note E 10 af 27. oktober 2008, som vedrører Retten anden dom om underkendelse af EU’s terrorliste.

 

 

Kort om baggrunden for den nyeste sag

 

Den nyeste sag vedrører gyldigheden af Rådets afgørelse af 15. juli 2008[1] om at bevare PMOI på EU’s terrorliste. Rådet traf sin afgørelse på trods af, at en britisk appeldomstol havde fastslået, at PMOI ikke skulle betragtes som en terrororganisation efter britisk lovgivning. Rådet fastholdt imidlertid PMOI på listen med henvisning til, at de franske antiterrormyndigheder i 2001 havde indledt en retslig undersøgelse af flere personer, som de mente havde et tilhørsforhold til organisationen, samt at disse myndigheder i 2007 havde fremsat en begæring om yderligere undersøgelser mod disse personer. Ifølge Rådet forelå der således en (ny) ”afgørelse fra en kompetent myndighed”, hvilket er forudsætningen for overhovedet at indlede proceduren i Rådet med henblik på at få en person eller organisation på EU’s terrorliste. PMOI anlagde derfor den 21. juli 2008 sag ved Retten for at få denne afgørelse annulleret.

 

 

Rettens præmisser

 

Tilsidesættelse af retten til forsvar

 

I dommen indleder Retten med at fastslå, at Rådet ved sin afgørelse fra juli 2008 tilsidesatte PMOI’s ret til forsvar, fordi organisationen ikke fik mulighed for at blive hørt og afgive sine bemærkninger, før den igen blev sat på EU’s terrorliste. Dommens argumentation er på dette punkt identisk med argumentationen i Rettens to tidligere domme.

 

Selv om Retten egentlig kunne have annulleret Rådets afgørelse alene på dette grundlag, går den videre, idet den tager stilling til, om afgørelsen også overtræder en række andre betingelser i EU-reglerne om terrorlisterne, nemlig:

 

-          om der er tale om en ”afgørelse fra en kompetent myndighed” og om bevisbyrden er løftet i denne henseende, samt

-          om den grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse er overholdt.

 

Ikke godtgjort, at der foreligger ”en afgørelse fra en kompetent myndighed” i EU-reglernes forstand

 

Retsgrundlaget for EU’s terrorlister er bl.a. Rådets fælles holdning 2001/931[2]. Efter artikel 1, stk. 4, i denne fælles holdning skal EU’s terrorliste:

 

” […] udarbejdes på grundlag af præcise oplysninger eller forhold, der viser, at der er truffet en afgørelse af en kompetent myndighed over for de omhandlede personer, grupper og enheder, hvad enten der er indledt en undersøgelse eller en retsforfølgelse for en terrorhandling eller forsøg på at begå, deltage i eller lette gennemførelsen af en sådan handling, baseret på seriøse og troværdige beviser eller indicier, eller der er afsagt dom for sådanne handlinger.”

 

Retten understreger i den forbindelse, at Rådet har en vid skønsbeføjelse med henblik på at vedtage økonomiske og finansielle sanktioner, særligt vedrørende de hensigtsmæssighedsbetragtninger, som sådanne afgørelser er baseret på.

 

Dog anfører Retten videre:

 

”[…] at selv om [ …] Rådet har en skønsmargin på området, indebærer dette imidlertid ikke, at [Retten] skal afholde sig fra at efterprøve denne institutions fortolkning af de relevante oplysninger. Fællesskabets retsinstanser skal således ikke blot tage stilling til den materielle rigtighed af de beviser, der henvises til, oplysningernes troværdighed og indbyrdes sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en bedømmelse af situationen, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner”. [3]

 

På den baggrund fastslår Retten, at de informationer, som er blevet forelagt for Retten, ikke lever op til de nævnte beviskrav. Det er derfor ikke godtgjort, at Rådets afgørelse fra juli 2008 overholdt kravene i Rådets fælles holdning.[4]

 

Retten fastslår også, at der ikke er noget i de fremlagte oplysninger, der godtgør, at de handlinger, som tilskrives en række personer, der ifølge de franske anti-terrormyndigheder var medlemmer af PMOI, også skulle tilskrives denne organisation[5].

 

Tilsidesættelse af retten til effektiv domstolsprøvelse

 

Retten fastslår endelig, at Rådet ikke med føje kunne basere sin afgørelse om at indefryse PMOI’s midler på nogle oplysninger, som den havde modtaget fra en medlemsstat (Frankrig), når den pågældende medlemsstat end ikke er villig til at tillade, at disse oplysninger forelægges Fællesskabets retsinstanser, som netop har til opgave at efterprøve lovligheden af denne afgørelse[6].

 

Ifølge Retten udgør Rådets og de franske myndigheders nægtelse af at oversende – selv kun til brug for Retten – de informationer, som de pågældende myndigheder baserede deres afgørelse på, i strid med PMOI’s grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse.[7]

 

På denne baggrund annullerer Retten Rådets afgørelse fra juli 2008 for så vidt som den vedrører PMOI.

 

Kommentar

 

I modsætning til de to tidligere domme, hvori Retten hovedsagelig annullerede PMOI’s opførelse på terrorlisten på grund af formelle mangler, som relativt let kunne afhjælpes ved en ny begrundelse og høring af organisationen, forekommer konsekvenserne af den seneste dom umiddelbart mere bebyrdende for Rådet. Det ser således ud til, at Rådet/de franske myndigheder har tre muligheder:

-          at slette PMOI fra EU’s terrorliste ved den kommende opdatering af listen i december 2008

-          at appellere Rettens dom til EF-Domstolen. En sÃ¥dan appel vil i givet fald alene kunne støttes pÃ¥, at Retten har baseret sig pÃ¥ en urigtig fortolkning af EU-reglerne. RÃ¥det har to mÃ¥neder til at appellere dommen. 

-          at opretholde PMOI pÃ¥ EU’s terrorliste ved opdateringen i december 2008 og under en evt. ny sag ved Retten om gyldigheden af denne afgørelse at fremlægge det bevismateriale, som RÃ¥det og de franske myndigheder ikke har ønsket at fremlægge for Retten.

 

 

./.      Rettens dom vedlægges på engelsk. Den danske udgave af dommen foreligger ikke.

 

 

Med venlig hilsen

 

Thomas Fich

(3611)

 



[1]       RÃ¥dets afgørelse 2008/583 af 15. juli 2008 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik pÃ¥ at bekæmpe terrorisme og om ophævelse af afgørelse 2007/868/EF (EUT L 188 af 16.7.2008, s. 21).

[2]   Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (EFT L 344, s. 93).

[3]   Dommens præmis 55.

[4]   Dommens præmis 57.

[5]   Dommens præmis 66.

[6]   Dommens præmis 73.

[7]   Dommens præmis 78.