1. Indledning

Tribunal du travail de Bruxelles, Belgien, har forelagt EF-domstolen tre præjudiciellespørgsmål vedrørende fortolkningen af forbuddet mod forskelsbehandling i EF-traktatens ar-tikel 12 og unionsborgerskabet i artiklerne 17 og 18 i EF-traktaten, hvoraf de to sidstespørgsmål vedrører fortolkningen af ovennævnte bestemmelser sammenholdt med bestem-melserne i artikel 21, 24 og 34 i chartret om grundlæggende rettigheder.Sagsøgeren i sagen er en colombiansk statsborger, der har påberåbt sig en afledt opholds-ret efter fællesskabsretten og en ret til fritagelse for kravet om arbejdstilladelse i national retunder henvisning til, at hans børn, som han forsørger, er EU-borgere. Børnene er belgiskestatsborgere og har ikke opholdt sig i andre lande end Belgien, hvor de er født.Den forelæggende ret ønsker EF-domstolens stilling til rækkevidden af retten til ophold imedfør af unionsborgerskabet for tredjelandsstatsborgere, der er forældre til børn, der erEU-borgere, men hvor børnene ikke har foretaget en grænseoverskridende aktivitet mellemto EU-medlemslande. Der er således tale om ret til ophold i barnets eget medlemsland forslægtninge i opstigende linje under henvisning til unionsborgerskabet.

2. Sagens faktiske omstændigheder

Sagsøger er colombiansk statsborger og søgte den 14. april 1999 asyl i Belgien. Sagsøgerog sagsøgers ægtefælle samt parrets første barn, der alle er colombianske statsborgere,blev den 11. september 2000 meddelt afslag på deres anmodning om asyl i Belgien og efter-følgende afslag på opholdstilladelse. Sagsøgers ægtefælle fødte i 2003 parrets andet barnog i 2005 deres tredje barn i Belgien. Disse to børn erhvervede ved fødsel belgisk statsbor-gerskab i overensstemmelse med den dagældende nationale lovgivning. Den 2. september2005 indgav sagsøger og hans kone ansøgning om bosættelse i henhold til undtagelsesord-ningen for familiemedlemmer til en belgisk statsborger, som blev afslået. Sagsøger indledteherefter en genoptagelsessag til prøvelse af afslaget. I perioden fra september 2005 til fe-bruar 2006 fik sagsøger og hans ægtefælle et midlertidigt registreringsbevis. Siden marts2006 har sagsøger haft en særlig opholdstilladelse under sagsbehandlingstiden af genopta-gelsessagen.

Sagsøger var i perioden fra oktober 2001 til oktober 2006 fuldtidsansat som fabriksarbejder ien virksomhed i Bruxelles. I 2006 mistede sagsøger sit arbejde, idet han ikke havde en ar-bejdstilladelse. Sagsøger fik efterfølgende afslag på arbejdsløshedsunderstøttelse af Officenational de l’emploi med den begrundelse, at han under sit ansættelsesforhold ikke opfyldteden nationale lovgivning om udlændinges ophold.I sagen er det ubestridt, at de to belgiske børn har ret til at opholde sig i Belgien i kraft af de-res belgiske statsborgerskab.Det centrale spørgsmål i sagen er, om en unionsborger selvstændigt i medfør af én eller fle-re af bestemmelserne i artikel 12, 17 og 18 i EF-traktaten tillægges en ret til at opholde sigpå den medlemsstats område, hvor unionsborgeren er statsborger, det vil sige, uafhængigtaf om unionsborgeren forudgående har udøvet sin ret til fri bevægelighed på medlemssta-ternes område. I bekræftende fald er spørgsmålet, om denne ret til at opholde sig i en med-lemsstat skal sikres ved at tillægge den slægtning i opstigende linje, som et mindreårigtbarn, der er unionsborger, forsørges af, en afledt opholdsret.Det følger af fast praksis fra EF-domstolen, at fællesskabsretten ikke finder anvendelse pårent interne forhold. Fællesskabsretten kan således ikke påberåbes, hvis der ikke er tale omen grænseoverskridende aktivitet.I nærværende sag har EU-borgerne (de to mindreårige børn, der er belgiske statsborgere)ikke udført en grænseoverskridende aktivitet, da de ikke har opholdt sig i andre EU-landeend deres hjemland Belgien.Forældrene, der er colombianske statsborgere, kan således som udgangspunkt ikke påbe-råbe sig fællesskabsretten som grundlag for en ret til ophold i Belgien.EF- domstolen har i sin hidtidige retspraksis fastslået, at artikel 18 i EF- traktaten kan be-grunde en opholdsret i en værtsmedlemsstat for et mindreårigt lille barn, der er statsborger ien anden medlemsstat og omfattet af en sygeforsikringsordning samt forsørges af en foræl-der, der er tredjelandsstatsborger, og at den forælder, der forsøger barnet i et sådant tilfæl-de, kan tage ophold sammen med barnet i værtsmedlemsstaten.EF-domstolen har imidlertid ikke taget stilling til, om en selvstændig ret til ophold tillige kanopnås uden grænseoverskridende aktiviteter under henvisning til unionsborgerskabet ogprincippet om forbud mod forskelsbehandling.Det søges således afklaret, om et mindreårigt barn, når der er tale om interne forhold, alene ikraft af dets unionsborgerskab og i forhold til princippet om forbud mod forskelsbehandlingkan gøre krav på at opholde sig på den medlemsstats område, hvor det mindreårige barn erstatsborger, og om barnet rettigheder indebærer, at dets forældre tillige skal indrømmes enafledt opholdsret.

3. Dansk praksis

Sagen er interessant, idet den vedrører fortolkningen af indholdet af de rettigheder, der kanvære knyttet til unionsborgerskabet i interne forhold samt princippet om forbud mod forskels-behandling på grundlag af nationalitet.Ifølge dansk indfødsretslovgivning er det først og fremmest forældrenes statsborgerskab, derhar betydning for, om et barn automatisk erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen. Reg-lerne herom bygger således på afstamningsprincippet i modsætning til et territorialprincip. Etbarn, der bliver født i Danmark af forældre, der er udenlandske statsborgere eller af foræl-dre, der er statsløse, erhverver således ikke dansk statsborgerskab.Det skal dog bemærkes, at såfremt EF-domstolen generelt tillægger unionsborgerskabetselvstændig betydning og indrømmer afledte opholdsrettigheder til forældre på trods afmanglende grænseoverskridende aktivitet, kan dette få afledte konsekvenser for administra-tionen af den danske udlændingelovgivning i forhold til familiesammenføring af en uden-landsk forælder til en dansk statsborger, der er mindreårig. En sådan situation vil i Danmarkdog kun kunne opstå, hvor den anden forælder er dansk statsborger.Ifølge den danske udlændingelovgivning er udgangspunktet, at der ikke meddeles familie-sammenføring til forældre, der er tredjelandsstatsborgere, alene under henvisning til deresslægtsforhold med en mindreårig dansk statsborger. I alle sager skal der dog tages konkretstilling til rækkevidden af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den EuropæiskeMenneskerettighedskonvention, hvorfor den enkelte sags konkrete forhold kan føre til, at dergives opholdstilladelse på baggrund af en sådan familierelation.

4. De forelagte spørgsmål og regeringens stillingtagen

Danmark har stor interesse i at få fastslået, at situationen i den foreliggende sag vedrørerinterne forhold, og at fællesskabsretten derfor ikke finder anvendelse i overensstemmelsemed EF-domstolens faste praksis, idet det i modsat fald ikke kan udelukkes, at det kan fåafledte konsekvenser for administrationen af udlændingelovgivningen.Der er argumenteret for:at bestemmelserne i artikel 12, 17 og 18 i EF-traktaten ikke tillægger en unionsborgernogen ret til at opholde sig på den medlemsstats område, hvor unionsborgeren er stats-borger, når unionsborgeren ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed på en andenmedlemsstats område.at artiklerne 12, 17 og 18 i EF-traktaten sammenholdt med bestemmelserne i artikel 21,24 og 34 i chartret om grundlæggende rettigheder ikke finder anvendelse på rent interneforhold og ikke skal fortolkes således, at de giver forældre, der er tredjelandsstatsborge-re, ret til at opholde sig i den medlemsstat, hvor børnene er statsborgere, når børneneikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

Notat til Europaudvalget om afgivelse af indlæg i EF-domstolens præjudicielle sag, C-

34/09, Gerardo Ruiz Zambrano

1. Indledning

2. Sagens faktiske omstændigheder

3. Dansk praksis

4. De forelagte spørgsmål og regeringens stillingtagen