Grundnotat om forslag til Kommissionens direktiv om opstilling af den tredje liste over vejledende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering til gennemførelse af Rådets direktiv 98/24/EF og om ændring af direktiv 2000/39/EØF

 

 

 

 

 

Resumé

Kommissionen har udarbejdet forslag af 26. februar 2009 med en tredje liste over vejledende grænseværdier til gennemførelse af direktiv 98/24/EF om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser og ændring af direktiv 2000/39/EØF.

 

Kommissionen har indkaldt til møde den 31. marts 2009 med regeringseksperter med henblik på vedtagelse af forslaget til kommissionsdirektiv om den tredje liste over vejledende grænseværdier efter direktiv 98/24/EF, hvor forslaget vil blive behandlet og efterfølgende vil komme til afstemning.

 

På baggrund af sundhedsvidenskabelig dokumentation har Kommissionen udarbejdet forslag om opstilling af den tredje liste indeholdende 20 kemiske agenser (stoffer), hvor­af de 19 stoffer ikke tidligere har en vejledende grænseværdi, samt en korttidsværdi for phenol, som allerede har en vejledende EU grænseværdi.

 

For 10 af stofferne er de gældende danske grænseværdier enten på niveau med eller lavere. For 9 stoffer er direktivets grænseværdi lavere end den aktuelle danske grænseværdi, og for et enkelt stof (bispenol A) er der ikke en særskilt dansk grænseværdi.

 

Forslaget lægger op til en forbedring af beskyttelsesniveauet på fællesskabsplan.

 

Bindende danske grænseværdier fastlægges efter en procedure aftalt i Arbejdsmiljørådet. Der er praksis for, at de vejledende EU-grænseværdier implementeres med samme værdi som bindende danske grænseværdier i de tilfælde, hvor dette ikke sænker det gældende danske beskyttelsesniveau. Dermed vil forslaget også betyde en forbedring af beskyttelsesniveauet i Danmark. Forslaget vil indebære, at der sker nedsættelse af grænseværdien for 9 stoffer og fastsættelse af en grænseværdi for et stof, som ikke tidligere har haft en dansk grænseværdi.

 

Fra dansk side er man positiv over for Kommissionens forslag.

 

1.                Baggrund

Kommissionen har udarbejdet forslag af 26. februar 2009 med en tredje liste over vejledende grænseværdier til gennemførelse af direktiv 98/24/EF om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser og ændring af direktiv 2000/39/EØF.

 

Forslaget fremlægges som et Kommissionsdirektiv med henvisning til artikel 3 i Rådets direktiv 98/24/EF, der har hjemmel i Traktatens artikel 138 (tidligere 118A). Foranstaltninger i direktivforslaget er i overensstemmelse med udtalelse fra udvalget nedsat i henhold til artikel 17 i Rådets direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, hvorefter det kan vedtages med kvalificeret flertal efter komitéprocedure III A. Der er tale om et minimumsdirektiv, der tillader de enkelte lande at fastlægge et højere beskyttelsesniveau, end det direktivet foreskriver.

2.                FormÃ¥l og indhold

Formålet med forslaget er at udstede et direktiv med en liste over vejledende grænseværdier for en række kemiske agenser, idet vejledende grænseværdier på fællesskabsniveau er et vigtigt led i den overordnede indsats for beskyttelse af arbejdstageres sundhed på arbejdspladsen.

 

For enhver kemisk agens, for hvilke der er fastsat en vejledende grænseværdi for erhvervsmæssig eksponering på fællesskabsplan, fastsætter medlemsstaterne en national grænseværdi, baseret på Fællesskabets grænseværdi, således at den nationale grænseværdi bestemmes i overensstemmelse med national lovgivning og praksis.

 

De videnskabelige data, der ligger til grund for fastsættelsen af forslagets grænseværdier, har for hovedparten af stoffernes vedkommende været vurderet af Kommissionens Videnskabelige Udvalg for Grænseværdier for Erhvervsmæssig Eksponering for Kemiske Agenser (SCOEL).

 

De grænseværdier, der fremgik den første liste og den anden liste over vejledende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering, er implementeret i At-vejledning C.0.1 om grænseværdier for stoffer og materialer.

 

Forslaget om opstilling af den tredje liste indeholder en liste på 20 kemiske agenser (stoffer), hvor­af de 19 stoffer ikke tidligere har en vejledende grænseværdi, samt en korttidsværdi for phenol, som allerede har en vejledende EU grænseværdi.  Kommissionen har fastsat de vejledende grænseværdier på baggrund af anbefalinger fra det videnskabelige udvalg SCOEL.

 

For 10 af stofferne er de gældende danske grænseværdier enten på niveau med eller lavere end forslagets vejledende grænseværdier. Dette er tilfældet for Carbondisulfid, Methylmethacrylat, Methylacrylat, Phenol, 2-Ethoxyetylacetat, 1,4-Dioxan, Ethylacrylat, Methylisocyanat, n-Methyl-2-pyrrolidon og Tert-butylmethylether.

 

For følgende 9 stoffer er forslagets grænseværdi lavere end den aktuelle danske grænseværdi:

 

CAS

Kemisk navn

Foreslået EU-grænseværdi

Eksisterende DK-grænseværdi

50-00-0

formaldehyd

0,2 ppm

0,3 ppm

68-12-2

N,N-Dimethylformamid

5 ppm

10 ppm

108-05-4

Vinylacetat

5 ppm

10 ppm

109-86-4

2-Methoxyethanol

1 ppm

5 ppm

110-49-6

2-Methoxyethylacetat

1 ppm

5 ppm

110-80-5

2-Ethoxyethanol

2 ppm

5 ppm

7439-97-6

Kviksølv og uorganiske divalente kviksølvforbindelser

0,2 mg/m3

0,25 mg/m3H

7664-93-9

Svovlsyre (tåge)

0,05 mg/m3

1 mg/m3

7783-06-4

Hydrogensulfid

5 ppm

10 ppm

 

Følgende stof har ikke en dansk grænseværdi, men er dækket af grænseværdien for organisk støv:

 

CAS

Kemisk navn

Foreslået EU-grænseværdi

Eksisterende DK-grænseværdi

80-05-7

Bispenol A (svævestøv)

10 mg/m3 

3 mg/m3  for organisk støv, total

 

3.                Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4.                Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærhedsprincippet.

 

Forslaget opstiller en liste med 20 vejledende grænseværdier. På baggrund af, at medlemsstaterne ud fra økonomiske og tekniske forhold i medlemsstaten kan implementere grænseværdien med samme, lavere eller højere værdi end den vejledende grænseværdi som en national grænseværdi, må nærhedsprincippet siges at være overholdt.

 

5.                Gældende dansk ret

Bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse § 16.

 

Bekendtgørelse nr. 292 af 26. april 2001 om arbejde med stoffer og materialer med senere ændringer.

 

At-vejledning C.0.1. august 2007 om Grænseværdier for stoffer og materialer.

 

Søfartsstyrelsens tekniske forskrift A af 1. september 2007 om arbejdsmiljø i skibe.

 

Energistyrelsens bekendtgørelse nr. 1029 af 12. december 2001 om grænseværdier for stoffer og materialer på havanlæg.

 

 

6.                Konsekvenser

Forslaget kræver ikke lovændring, og kan gennemføres ved ændring af reglerne om grænseværdier for stoffer og materialer.

 

Forslaget skønnes at have positiv virkning for beskyttelsesniveauet i Danmark, da der ved implementeringen skal laves en national grænseværdi for bisphenol A og ske en nedsættelse af grænseværdierne for 9 stoffer i overensstemmelse med proceduren herom aftalt i Arbejdsmiljørådet.

 

For de andre 10 stoffer, hvor de gældende danske grænseværdier enten er på niveau med eller lavere end de foreslåede vejledende grænseværdier, forventes de nuværende danske grænseværdier at blive fasholdt, da der ikke er praksis for at, at hæve danske grænseværdier alene på grund af, at EU vedtager vejledende grænseværdier som er højere.

 

Forslaget skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.

 

 

 

Ved implementeringen af de vejledende grænseværdier til bindende danske græn­seværdier vil de samfundsøkonomiske konsekvenser blive vurderet i overensstemmelse med proceduren herfor.

 

7.                Høring

Nogle organisationer har overfor Beskæftigelsesministeriet kort kommenteret på Kommissionens forslag.

LO og FTF har tilkendegivet, at man kan støtte de foreslåede nye grænseværdier som er lavere end de danske, men ikke de forslag hvor de nugældende danske grænseværdier er lavere, da det vil bevirke en forringelse af beskyttelsesniveauet.

LO og FTF fremhæver, at grænseværdierne bør være, som de er i Danmark og specifikt om grænseværdien for bisphenol A fremhæves bekymring over den forslåede grænseværdi på 10 mg/m2. Yderligere præciseres det fra LO og FTF, at man finder det særdeles vigtigt, at grænseværdien for formaldehyd bliver som foreslået.

8.                Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er ikke kendskab til andre landes holdninger til forslaget.

9.                Regeringens foreløbige generelle holdning

På baggrund af sundhedsvidenskabelig dokumentation lægger forslaget op til en forbedring af beskyttelsesniveauet på fællesskabsplan med opstilling af den tredje liste indeholdende 20 kemiske agenser (stoffer), hvor­af de 19 stoffer ikke tidligere har en vejledende grænseværdi.

 

Bindende danske grænseværdier fastlægges efter en procedure aftalt i Arbejdsmiljørådet. Der er praksis for, at de vejledende EU-grænseværdier implementeres med samme værdi som bindende danske grænseværdier i de tilfælde, hvor dette ikke sænker det gældende danske beskyttelsesniveau. Dermed vil forslaget også betyde en forbedring af beskyttelsesniveauet i Danmark. Forslaget vil indebære, at der sker nedsættelse af grænseværdien for 9 stoffer og fastsættelse af en grænseværdi for et stof, som ikke tidligere har haft en dansk grænseværdi.

 

PÃ¥ baggrund heraf er regeringen er positiv over for Kommissionens forslag.

10.            Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.