MILJØstyrelsen
Pesticider
Den 2. marts 2009
J.nr. DEP-243-00012
nsh(mst)/japed(dep)
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Forslag til kommissionsbeslutninger om ikke-optagelse af aktivstofferne paraffinolier på
bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler
Resumé
Kommissionen foreslår, at aktivstofferne paraffinolier ikke optages på bilag I til direktiv
91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler. Bilag I er den såkaldte positivliste.
Hvis forslagene bliver vedtaget, vil det betyde, at stofferne optages på bilaget over ikke-
optagne aktivstoffer, til bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen.
Det vurderes, at forslagene har en positiv indflydelse på beskyttelsesniveauet i Danmark.
1. Status
Foreløbige forslag til kommissionsbeslutninger “Commission Decision of [...] concerning the
non-inclusion of paraffinic oils in Annex I to Council Directive 91/414/EEC and the
withdrawal of authorisations for plant protection products containing this substance” forventes
fremsendt til medlemsstaterne.
Forslagene fremsattes med hjemmel i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler,
artikel 6, som fastlægger proceduren for optagelse af aktivstoffer på bilag I til direktivet
(positivlisten).
Det forventes, at forslagene kommer til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden
og Dyresundhed den 12.- 13. marts 2009. De skal vedtages i komitéprocedure efter
forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).
Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen beslutningen. Opnås der ikke
kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-
Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod
det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny.
Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede
beslutningen.