Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri,

Udvalget for Videnskab og Teknologi,

Europaudvalget,

Udenrigsudvalget

København, den

Sagsnr.: 14898

 

 

 

Til orientering fremsendes hermed information om Det Internationale Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, ICROFS, som regeringen har etableret i sommeren 2008. Det internationale forskningscenter er etableret med udgangspunkt i det nu forhenværende Forskningscenter for Økologisk Jordbrug, FØJO, der bl.a. har stået for koordineringen af de danske økologiske forskningsprogrammer, hvoraf det seneste FØJOIII udløber i 2010.

 

ICROFS er etableret som et internationalt center ”uden mure” med en international bestyrelse, der er nærmere beskrevet i vedlagte materiale. I disse dage lancerer ICROFS en ny hjemmeside på www.icrofs.org og 20. februar mødes den internationale bestyrelse for 2. gang. Det er derfor en god lejlighed til at informere jer om initiativet.

 

Med dannelsen af ICROFS vil Fødevareministeriet styrke forskningen i økologi både nationalt og internationalt. Økologien står nemlig fortsat over for en række udfordringer, som kræver ny viden. En central udfordring er at øge produktiviteten og konkurrenceevnen samtidigt med, at de særlige krav til den økologiske produktion vedr. miljø, dyrevelfærd mv. er i fokus. En anden central udfordring er at udvikle økologien, så at den i endnu højere grad kan efterkomme forbrugernes forventninger og bidrage til løsning af aktuelle samfundsudfordringer vedr. natur, miljø, klima og biodiversitet.

 

På det internationale plan er det Fødevareministeriets mål, at ICROFS skal gå i spidsen for et øget samarbejde om økologiforskning. På EU-plan koordinerer ICROFS allerede ERA-nettet COREOrganic, der med deltagelse af omkring 22 lande er på vej ind i en ny runde. Med henblik på at øge samarbejdet om økologiforskning også på et mere globalt plan har ICROFS flere aktiviteter i støbeskeen og forventer i 2009 bl.a. at være medarrangør ved en økologi konference i Uganda i maj 2009 og muligvis konferencer i Brasilien og Kina.

 

Der vedlægges en folder om ICROFS og en kort beskrivelse af medlemmerne af den internationale bestyrelse. Desuden henvises til www.icrofs.org, hvor man også kan finde den vidensyntese om økologiens udviklingspotentiale og udfordringer, som ICROFS har udarbejdet for Fødevareministeriet.

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Susanne H. Gabrielsen